mm

Sine Gerstenberg

Kærligheden til ord voksede ud af frustration. Frustrationen over, at jeg som fireårig ikke kunne læse bagsidelekturen på OTA Solgryn og underteksterne til søndagens episode af Dollars. Jeg måtte lære mig selv at læse og det omgående. Læsning ledte til skuffeskriverier, og begge dele førte mig ud i sværmerier for Søren Kierkegaard og F. Scott Fitzgerald, Virginia Woolf og Jane Austen.

I 2005 sprang jeg ud som cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og startede fluks en karriere, hvor formidling, frankofili og trendforskning er omdrejningspunktet bl.a. som journalist på Politiken, redaktionschef for Vs. Magasin og som Nordic PR Lead hos L’Oréal.

I dag skriver jeg fortsat uophørligt, læser sultent, har netop færdiggjort min første roman og arbejder på flere bøger. Og så er jeg mor til tre, glædeligt gift og bosat på Frederiksberg. Jeg bidrager primært til POV med litteraturanmeldelser: Fra tunge klassikere over flyvske digtsamlinger til sprøde kogebøger, der ikke bare stiller mavens sult men også mætter ånden og tilfredsstiller æstetisk. Tak fordi du læser med.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Sine Gerstenberg
på Mobile Pay: 27 27 70 38

Sine Christiane Gerstenberg: Efterårslæsning er simremad for sjælen

For Sine Christiane Gerstenberg er efteråret den tid, hvor hun vender sig væk fra den lette sommerlæsning mod den tungere og mere vitaminfyldte af slagsen. Hun har læst Linn Ullmanns roman “De urolige” og ville ønske, at hun havde gemt den til en aften foran pejsen. Så god var den, synes hun, og selv om den er skrevet i mol, efterlader den hende i en stemning af dur, skrevet som den er med stor respekt for de forældre, som Ullmann var i vejen for. 

Det er som om efteråret indbyder til litteratur. Ikke ‘bare’ bøger. Ikke letbenede romaner eller effektive men upolerede krimier. Vi er klar til sætninger, der ikke er letdrikkelige som Aperol Spritz eller glider umærkeligt ned i maven som italiensk gelato. Vi skal have fyndige sentenser og maggi-terninger af observationer og erkendelser. Præcis, som vi netop nu får lyst til smagsudfordrende salater med figen, blå ost og valnødder; gryderetter der dufter af spidskommen og cayennepeber, og som er heftigt fyldt med linser, kokosmælk og rød karry.

Ja, vi vil sågar give os i lag med med græskar, der er bagt , stegt eller kogt. Palmekålen, der er mørkegrøn og saftspændt, skal steges hårdt med løg, hvidløg og svampe (flot dig med Karl Johan!), og drysses generøst med kerner og pecorino i flager. Du må godt drikke tung, spansk rødvin til. Eller fuldfed, californisk Zinfandel.

Jeg blev nærmest forlegen, mens jeg læste om den pinsomt fine aften, som Linn skal deltage i. Hendes funktion er porcelænsfiguren som hendes utilnærmelige mor og åndsfraværende far, kan tage ned fra hylden

Og når først kroppen er mættet, gælder det ånden. Her ville jeg næsten ønske, at jeg endnu ikke havde læst den flegmatiske, fragmentariske og udefinerbart stærke De urolige. For så jeg havde den til gode til en weekend, hvor jeg mæt af efterårsretter og gennemvarmet af pejsens knitrende flammer, kunne slå mave med netop denne sanselige skabning af en familiefortælling.

Uden dramatik men med masser af sjæl fortæller Linn Ullmann om et liv, hvor forældrenes kærlighed ikke synes ubetinget eller lystbetonet, men selvisk og oftest som en pligt. Hun er i vejen for deres karriere og deres tosomhed.

Hun gør deres utroskab håndgribelig og deres alliance uholdbar. Jeg blev nærmest forlegen, mens jeg læste om den pinsomt fine aften, som Linn skal deltage i. Hendes funktion er at være porcelænsfiguren, som hendes utilnærmelige mor og åndsfraværende far kan tage ned fra hylden og vise frem i festligt lag. Men hendes personlige virkelighed flosser kjolen, pletter silken, bremser samtalen:

’Selskabet holdes i et chambre séparée, det betyder eget rum, siger mor, det er fransk, ok, siger jeg, selvom vi er i Tyskland, altså, det er en af Münchens fineste restauranter, siger hun. Overtjeneren tager vores frakker og peger på en lang, bred trappe, og mor tager fat i sin kjole og løber op ad trappen, hun løber og løber og løber, vi må ikke komme for sent, siger hun og vender sig midt i et hop, mors silkekjoleslæb smyger sig op af trinene.

Hun peger på en lukket dør med gyldne ornamenteringer og siger: – Det er der vi skal ind.

Jeg stiller mig op ved siden af hende – stemmer og latter på den anden side af døren. Jeg vender mig mod mor.

Er far der nu?
Ja, far og nogle få andre mennesker.
Skal vi gå ind?
Jeg skal bare have vejret.
Ved far at jeg er her?
Hun ler lidt.

At du stak af hjemmefra og kom hertil… Ja, det ved han.
Jeg var jo ikke hjemme, dér.
Hvad?
Jeg var ikke hjemme, så du kan ikke sige at jeg stak af hjemmefra.’

Klodset opvækst

Boomergenerationens frisind, frigør ikke barnet Linn for en klodset opvækst, hvor hun brødebetynget prøver at kompensere for sin blotte tilstedeværelse. Hun er datteren, der glemmer alle de mange regler, et barn ikke kan overholde, som at komme til tiden og være sensitiv overfor dekorum.

Datteren Linn vokser sig til og skaber ikke alene sin egen familie, men også sin egen stemme og sin egen position. Og den benytter forfatteren Ullmann omhyggeligt til at blotlægge sin barndom uden at dømme dens voksne.

Da hun således gør det til sit projekt at interviewe sin demente far og sikre, at han får det sidste ord om sit eget liv, er samtalen nænsom:

’HUN Vi har talt længe nu.

HAN Men vi skal vel tale lidt mere… Jeg har ikke noget jeg skal.

HUN Så vil jeg spørge dig lidt om dine teateropsætninger.

HAN Ja, det kan du jo gøre. Teater er jo så at sige min hovedsag.

HUN Din hovedsag?

HAN Ja.

Han ler højt.

HAN Virkelig. På alle måder. Beviseligt. Teater… og film… og Ingrid. Og alle som står mig nær. Men der findes ingen gradbøjning eller struktur i det man holder af. Det er bare.

HUN Synes du ikke det var lidt mærkeligt at arbejde med en så lille verden som teatret er… jeg mener når den store verden er som den er?

HAN Der er jo ikke noget mærkeligt ved det. Det er som et hjerte der slår og slår. Alt sættes i bevægelse. Og gør det ikke det, kan man lige så godt give fanden i det.

HUN Ja, jeg ved det ikke.

HAN Nåden er… den kan åbenbare sig på de mest ejendommelige måder, for eksempel i en drøm… og det er det samme for dig og mig.

HUN Hvad mener du med at det er det samme for dig og mig?

HAN Nej, du. Du spørger og du spørger. Du ved hvad jeg mener. Kom, så går vi ud og spiser.’

Det er en bedrift. At registrere, uden selvmedlidenhed, det cirkus, din opvækst nødvendigvis må være en del af, når dine forældre hedder Liv Ullmann og Ingmar Bergmann. Forældre, der er mere forelskede i deres kunst end hinanden og mere opsatte på personlig selviscenesættelse end på at skabe den magi, barndommens filmrulle bør have som hovedtema.

De Urolige er en hymne til familiens ufuldkommenhed; den er skrevet i mol, men efterlader dit humør i en øm grundtone af dur. Så smukt klinger den.

Linn Ullmann: De Urolige, 400 Sider, Gyldendal , udgivet 2015, på dansk ved Karen Fastrup, 277, 23 kr.

Topbillede: Sine Christiane Gerstenberg

Kategorier