Sikkerhed i Somalia – ha, ha…

af

Lotte Ladegaard besøger af og til den nordlige del af Somalia i forbindelse med arbejdsopgaver. Hun er imponeret over, at danske udlændingemyndigheder med udgangspunkt i 24 timer i en lufthavn kan afgøre, at det er sikkert at sende flygtninge retur til Somalia. Hendes erfaring er, at der aldrig findes korte, hurtige og entydige svar på spørgsmål om Somalia. Slet ikke, når det kommer til sikkerhed.

De sidste par uger har jeg været på arbejde i Somaliland, som godt nok har løsrevet sig fra Somalia for 26 år siden, men som endnu ikke er anerkendt som en selvstændig stat af omverdenen.

”Er det ikke noget med terrorister?”, spurgte taxachaufføren, der kørte mig fra lufthavnen og hjem til Vanløse i København efter en næsten døgn-lang rejse. Jeg var træt, men forsøgte alligevel at give det komprimerede svar: ”Jo, der er terrorister, men de udgør et mindretal af befolkningen, og der er flere terrorister i Syd- og Centralsomalia end i Somaliland”. ”Jamen, Somalia ser så lille ud på kortet. Hvordan kan der være forskel?”, spurgte chaufføren.

Hargeisa set fra et bilvindue. Det er angiveligt for farligt at gå på gaden og tage fotos. Foto: Lotte Ladegaard

”Hmm”, tænkte jeg og opgav at forklare, at Somalia ser lille ud, fordi Afrika er så stort. At Somalia er på størrelse med Frankrig, og at der er næsten samme afstand i fugleflugtslinje mellem Somalilands hovedstad, Hargeisa, og Somalias hovedstad, Mogadishu, som der er mellem København og Bruxelles. Der findes simpelthen ingen korte svar på spørgsmål om Somalia og Somaliland.

Derfor er jeg også så meget desto mere imponeret over, at danske udlændingemyndigheder kan vurdere sikkerhedssituationen i Somalia på 24 timer fra en lufthavn i Mogadishu. Jeg kunne på nettet fra mit højsikrede hotel Mansoor i Hargeisa læse mig til, at det præcis er det, de danske udlændingemyndigheder blandt andet baserer deres vurderinger af sikkerheden i Somalia på. Og at myndighedernes konklusion er, at det nu er sikkert at sende somaliske flygtningebørn og voksne tilbage til Mogadishu, selvom mange andre kilder siger det stik modsatte.

Stor forskel på Mogadishu og Hargeisa

De danske myndigheder turde ikke selv bevæge sig ud af lufthavnen i Mogadishu. Selv har jeg aldrig været i Mogadishu eller andre steder i Syd- og Centralsomalia, fordi de private organisationer, jeg arbejder for, vurderer, at det er for farligt. Jeg har før været i Somaliland og Puntland, som er en selverklæret autonom republik i det nordlige Somalia.

Sikkerhedssituationen kan ændre sig på et splitsekund.

I Puntland fik jeg kun tre dage til at gennemføre research i flygtningelejre. Flere dage ville have givet terroristerne tid til at kortlægge mine arbejdsruter og planlægge et angreb. Jeg fik også kun lov at arbejde i hovedstaden Garowe, fordi Red Barnet, som jeg dengang var på arbejde for, vurderede, at det på det tidspunkt var for farligt at arbejde andre steder i Puntland. Nogle måneder senere angreb terrorbevægelsen al-Shabab et FN-køretøj i Garowe. Fire somaliske Unicef-medarbejdere blev dræbt og flere sårede.

Sikkerhed omkring Hotel Mansoor, hvor udlændinge og somalilandsk elite bor og mødes. Det her er bagindgangen. Foto: Lotte Ladegaard

Somaliland er i en helt anden kategori, når det kommer til sikkerhed. Der har ikke været alvorlige angreb i Hargeisa, siden blandt andet FN’s hovedkvarter blev bombet af al-Shabaab i 2008. Men jeg noterede mig også, at SOS Børnebyerne, som jeg var af sted for denne gang, ikke lod min danske kollega og jeg bo på det lille gæstehus i selve børnebyen. I stedet blev vi indlogeret på det højsikrede Mansoor Hotel. Som flere lokale kolleger forklarede, så ”kan sikkerhedssituationen ændre sig på et splitsekund.”

Forskellige meldinger omkring sikkerhed

Hver gang, jeg har været i Somaliland, har jeg forsøgt at forstå, hvordan sikkerhedssituationen virkelig er. Alle siger noget forskelligt, for alle har deres egne dagsordener. Jeg har mødt somalilandske parlamentarikere, der siger, at udlændinge nu kan gå rundt på åben gade alene uden at risikere kidnapninger, bomber og skud. Men parlamentarikerne kæmper jo også en brav kamp for omverdenens anerkendelse af deres lands selvstændighed og det faktum, at Somaliland trods alt er en lille solskinshistorie i kaotiske Somalia.

SOS Børnebyernes egen chauffør sagde flere gange, at der er ”helt sikkert i Somaliland nu,” men da jeg foreslog, at jeg gik en tur og tog lidt fotos, gik han i baglås: ”Folk kan ikke lide at blive fotograferet. Det er farligt”, understregede han. Jeg måtte nøjes med at tage fotos ud af bilvinduerne.

Offentlige bygninger er godt beskyttede i Hargeisa. Foto: Lotte Ladegaard

Jeg kunne se, at alle de mange beton-himstergimster, vi dagligt zigzaggede igennem for at komme ind på vores hotel, ikke har ændret sig nævneværdigt siden 2009, da jeg var i landet første gang. Det har de meterhøje mure med pigtråd og væbnede vagter både omkring hotellet, alle offentlige bygninger og lokale og internationale organisationer heller ikke. Man skal også stadig have væbnet eskorte med, hvis man kører ud af byen. Og repræsentanter for EU har tilsyneladende et væsentligt højere sikkerhedsniveau end os, der arbejder for private organisationer.

I hvert fald ankom en gæst til SOS Børnebyernes lokale partnerorganisation med to tungt bevæbnede soldater, formentlig kenyanske, i skudsikre veste samt en hvid bodyguard, der mest af alt lignede en tegneseriefigur med sin kæmpe krop, skaldede hoved, sorte solbriller og walkie-talkie. Min somalilandske kollega mente, at det var en EU-repræsentant, der var på besøg. Hun sagde, at ingen af vagterne var lokale, ”fordi folk ikke stoler på vores egne sikkerhedsvagter”.

Somalilændere vender hjem – helt frivilligt

Samme aften mødte jeg den relativt nyudnævnte finansminister Yusuf Ismail Umal Mudane på hotellet. Han sagde, at hvis det havde været i Mogadishu, ville han heller ikke have stolet på en sjæl. Samme melding har jeg igennem årene, også denne gang, hørt igen og igen, fra somalilandske kolleger, som får ærefrygt i øjnene, når de fortæller om besøg i Mogadishu.

Gadeliv i Hargeisa. Foto: Lotte Ladegaard

Somaliland er kun relativt sikkert, fordi de to stærke klaner, der dominerer Somaliland, har besluttet at samarbejde. Hvis der sker det mindste sære, rapporterer somalilænderne med det samme til politi eller militær. Sidste gang jeg var i Somaliland var der ifølge somalilandske kolleger for eksempel lige blevet fundet et ammunitionslager hos tilflyttere i en flygtningelejr, men naboerne undrede sig, fordi ingen kendte tilflytterne. Derfor tilkaldte de gamle beboere sikkerhedsstyrkerne med det samme.” Vi vil jo gerne anerkendes, og vi vil have fred”, som mange somalilændere har sagt til mig gennem årene.

Folk vil også begynde at vende hjem til Syd- og Centralsomalia helt frivilligt, når sikkerheden er på plads. Men det er sikkerheden i Mogadishu ikke endnu. Overhovedet.

Samtidig er somalilandske flygtninge begyndt at vende tilbage til Somaliland. Helt frivillig. Jeg mødte nogle stykker på hotellet, der fungerer som elitens mødested i Hargeisa. Et par af dem talte flydende dansk. Begge har levet og læst i Danmark, og begge har forladt Danmark til fordel for Storbritannien, fordi ”Danmark blev for lille”. Tusindvis af somalilændere er vendt hjem, fortalte finansminister Yusuf Ismail Umal Mudane, som dog ikke kunne sige præcist, hvor mange der er vendt hjem. Ministeren har selv boet en årrække i Tyskland og Storbritannien, men blev hentet til Hargeisa for at udfylde ministerposten. De to dansktalende somalilændere sagde begge, at det var på tide at vende hjem, nu sikkerheden var til det.

”Folk vil også begynde at vende hjem til Syd- og Centralsomalia helt frivilligt, når sikkerheden er på plads,” forklarede den ene. ”Men det er sikkerheden i Mogadishu ikke endnu. Overhovedet”.

Topfoto: Lotte Ladegaard

Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du vil støtte mig i at skrive mere, kan du sende et beløb via Mobile Pay til 27 30 17 89.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Lotte Ladegaard

Lotte Ladegaard
Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget konsulentfirma Development Close-up. Jeg skriver også projektansøgninger og hjælper organisationer med at dokumentere deres metoder, erfaringer og den udvikling, de er med til at skabe.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1993 og har været selvstændig konsulent og freelance-journalist siden 1999. Ind i mellem har jeg dog haft længere kontrakter og enkelte fastansættelser. Jeg har blandt andet været teknisk rådgiver og kommunikationskonsulent på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009), teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004), selvstændig freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005), journalist hos Red Barnet i København (1995-1999) og journalist på Ritzau (1993-1995).
I dag bor jeg i Vanløse, København, men jeg er altid lykkelig, når arbejdsopgaver sender mig til Rwanda, Somaliland og Somalia, Etiopien, DR Congo, Zanzibar, Bangladesh, Cambodja, Indien, Sri Lanka – eller for den sags skyld til Mors og Lolland, som en opgave gjorde det for nylig.
Jeg kan kontaktes på www.lotteladegaard.dk, og du kan honorere min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.
Foto: Kim Dang Trong.

Seneste indlæg fra

”Bræk din nak, Eagger”

Den hidtil mest hårdtslående in-your-face-manifestation herhjemme i forbindelse med 100-året for salget
Gå til Top