mm

Signe Wenneberg

Intet medieforbrug er gratis og mit arbejde støttes på det her nummer: 21 43 54 63.

Jeg var medstifter af POV 1.feb. 2016. Er uddannet retoriker og lever af at være foredragsholder og forfatter. Har skrevet en del bøger. Se bogliste og kontaktinfo ovre på min egen blog - www.signewenneberg.dk. Se den daglige grønne positive formidling på www.instagram.com/signewenneberg - og på facebooksiden om hverdagsaktivsme www.facebook.com/signewenneberg

Tak på forhånd for donationer til flere grønne tekster! Jeg ser alle indbetalinger og jubler.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Signe Wenneberg
på Mobile Pay: 21435463

Klimaaktivister kravler op fra kulkældre

KLUMME – For et år siden var mange af os rimelig meget i kulkælderen. Sort var det nye grønt i starten af 2017. Der kom den ene nedslående melding efter den anden. Trump, med deraf følgende post-traumatisk-trumpisme, som var noget, vi rent faktisk led af og skulle komme os over. Mur mod Mexico. Paris-aftale-brud. Syrien. Brexit. Fossile brændsler. Billigere fossilbiler. Foruden…

Sort hjemmepolitik. Sort verdenspolitik. Klimakatastrofer, klimafornægtere, klimaflygtninge. Oversvømmelser, forurening, metangasser, plastik i verdenshave, landbrugspakke, overfiskning, insektdød og monokultur. Det hele gik i den forkerte retning. Det var meget, meget deprimerende.

Året, vi lige er trådt ind i, er ligesom det forudgående år også helt til hest set oppe fra indlandsisen. Eller fra de oversvømmede områder. Eller de afbrændte områder. Eller inde fra de blinkende shoppingcentre i alverdens storbyer, der – og det ved vi jo godt – er designet til, at folk ”skal købe ting, de ikke har brug for, for penge de ikke har, for et imponere mennesker, de ikke kan lide”.

Men noget er alligevel forandret nu. Kan du mærke det? Aktivismen er tilbage. Med bannere. Demoer. Pink hatte. Og møglækre mænd. ”Protesting is the new brunch”.

For ingenting sker, hvis vi ingenting gør.

Instagrammabel hverdagsaktivsme 

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad der skete eller hvornår skiftet skete. Men jeg kan forsøge at forklare, hvordan jeg oplevede det.

Det med Trump var slemt. Sådan er jeg sikker på, at vi er mange, der havde det. Vi ved det jo godt. Der er kun en jord. There is no Planet B.

Men hvad gør vi, når der kommer en præsident, der trækker det hele ned? Shit. Vi vidste det ikke. Men vi ved det nu. Vi reagerer, som mennesker altid har reageret på pres. Modpres. Modstand. Nedefra. Græsrødder. Undergrund. Demonstrationer. Fællesskaber. Aktivisme. Everyday activism. Hverdagsaktivisme.

Og vi kan mødes nemt. Vi kan nemt finde hinanden. Vi behøver endda ikke være i den samme by eller på det samme kontinent. Jeg så et nyt interview med Barack Obama på Netflix, hvor han talte om den forandring, det havde været, fra han stillede op til præsident og havde ”et par 23-årige” til at styre det med de sociale medier, til nu, hvor valget blev kuppet og kontrolleret af anti-demokratiske kræfter.

Alt dette er så deprimerende i sig selv, at det er svært at have det samme venligtsindede forhold til Facebook som før. Omvendt med Instagram (som ganske rigtigt er ejet af Facebook), hvor der ikke synes at være indbyggede muligheder for at mobilisere anti-demokratisering eller ægge til hate-speech.

Sådan som jeg oplevede det, føltes Instagram som den rareste, hyggeligste varmestue med hjemmehæklede slumretæpper og kærlige klap på kinden, at komme op til, nede fra den kolde kulkælder. Lad mig derfor straks anbefale det til alle, der gerne vil i bedre humør.

OBS. Instagram er et billeddelingsmedie. Læs mere her. 

Altså, jeg gav mig til at tage billeder til Instagram. Af hvad? Af det, jeg følte pegede fremad. Af natur. Af liv. Af noget, der gror. Af hverdagsaktivisme (for eksempel imod madspild). Og af hverdagsmirakler i naturen (for eksempel den årlige vilde tudsevandring). Og af kunst.

For som vores enevældige konge (kronprins) engang sagde, da Danmark var gået bankerot i 1813, og der alligevel blev givet tilskud til undervisning, kunst og kultur: ”En ting er, at vi skal være fattige, vi skal vel ikke også være dumme?”.

Jeg hiver det citat frem af mølposen. For det ligger godt i tråd med noget, som en af verdens rigeste mænd, kineseren Jack Ma sagde på World Economic Forum i sidste uge. Han forklarede, at vi fremover må koncentrere os om at uddanne næste generation – ikke i udenadslære og teknik – det kommer robotterne til at kunne klare, men i blandt andet værdier, etik, venlighed overfor andre, musik og kunst. Jeg kan ikke få armene ned. Vi skal satse på æstetikken og venligheden.

Se klip af den opsigtsvækkende udtalelse på i et økonomisk forum her:

Jack Ma says only by changing education can your children compete with machines

"Everything we teach should be different from machines". Read more: http://wef.ch/2E6fH2p Alibaba Group Alibaba.com

Posted by World Economic Forum on Wednesday, January 24, 2018

Nå. Det var lidt et sidespor, men et godt et.

Og der er mere, at blive opmuntret af. På diverse blogs, Instagram og Pinterest opdagede jeg snart et internationalt fællesskab bestående af grønne typer, der synes, det hele var gået lidt i sort. Det er altid rart at møde ligesindede. Jeg chattede derudaf med mennesker fra hele verden. En klimaformidler fortalte, at hun led af en skrækkelig realisme ”I hear you” sagde jeg. Og hun svarede:  ”Og når man først ved, hvad man ved, så kan man ikke gå tilbage til ikke at vide, hvad man ved”.

Det fik mig til at tænke på dengang Jonna Dwinger fortalte, for hundrede år siden, da jeg skrev for Politiken, at det var virkelig irriterende, at vide, hvad der var i en hotdog, så kunne man jo aldrig sådan rigtig for alvor nyde en hotdog igen.

Der var flere fællestræk (end ikke at kunne gå tilbage til sin ikke-viden) blandt disse post-traumatisk-trumpisme-klima-aktivister og det var netop: Aktivisme. Handling. Efter den værste depression var overstået.

Jeg har igen og igen i det år, der er gået set driften til at skabe noget, gøre noget, handle.

Som nu at lave en film. Jeg mødte en flok amerikanske filmfolk – igen fandt vi hinanden via Instagram – der havde besluttet sig for at vende deres depression over Trump og verdens tilstand til noget positivt. Til at lave en film om hygge. Ja, hygge. Derfor gik det sådan, at der i foråret 2017 kom et 16 mand stort filmhold til Danmark fra USA. De filmede ”hygge” hjemme i mit hus. Arbejdstitlen på deres film er ”Finding Hygge” (jeg skrev om det i min haveklumme, så måske har du læst om det der – du kan læse alle haveklummerne ved at gå ind her: www.pov.international/author/signewenneberg).

Huset, som jeg modtog filmholdet i, var min version af et Tiny House. ”Tiny House”-bevægelsen, som du med fordel kan hashtag-søge på, vidste jeg ikke noget om, før jeg selv byggede et lille hus.

Det med mit lille hus ved du muligvis allerede, for jeg har både lavet en søndagsartikel-serie til Politiken og en tv-serie om projektet. Jeg byggede det for tre år siden. Det var på mange måder det mest langt ude, jeg nogensinde har foretaget mig, men det er ikke det, der er interessant.

Det vilde er, at jeg har erfaret, via Instagram og blogs, at jeg har gjort det samme, samtidig, synkront, som mange andre klimabekymrede typer. Andre har også bygget et hus på landet, eller i nogle bjerge, eller ude i en skov. Som et ”safe-house” på pæle og i massive bjælker. Vi snakker om et sted, hvor man kan søge ly for ekstremt vejr grundet klimaforandringerne. Altid handler det om – kan man læse sig til – at bygge huse eller prototyper, der repræsenterer frihed, som kan overkomme klimaforandringer, sindssygt vejr, oversvømmelser, storme. Det er steder, hvor man kan overvintre, uden det store forbrug. Det er derfor, det er små huse. Tiny house.

Det er en radikal handling for en aktivist, alligevel, at bygge en Noahs Ark. Men det er vi altså flere der har gjort. Og nu kan vi finde hinanden.

Grøn hygge-aktivisme

Aktivisterne er pludselig blevet vildt meget stærkere, fordi der er adgang til at udkomme på stærke platforme og på egne kanaler.

Det er et paradigmeskifte og en revolution at se på, for sådan en gammel journalist som mig, der kan huske tiden før Internettet og kan huske, at læserbreve kun kom ud, hvis en redaktør bragte dem og ellers ikke. Revolutionen betyder, at vi alle sammen kan udkomme og vi kan finde hinanden. Alle, der har et tastatur har mulighed for at være med. De kan komme med et grønt aktivistisk opråb hjemme fra sofaen.

Man behøver ikke engang male et banner og møde op i gaderne. Selv om det også er godt.

Lad mig give dig et eksempel på den nye gennemslagskraft. Når jeg skriver en bog om ”Grønne Hverdagstips” – og i forordet skriver, at ”ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”, så bliver bogen købt, læst og udlånt. Ikke meget, men fint.

Men hør her – min bogs gennemslagskraft bliver aldrig at sammenligne med den mulighed for at nå ud, som jeg oplever på Instagram, hvor jeg har 300.000 visninger om ugen. Den information kan man le eller græde over som forfatter og publicist. Jeg vælger at omfavne de nye medier.

Jeg noterer mig, at de billeder, der har fået størst såkaldt ”engagement” sidste år, på min side, er dem, der handler om … hverdagsaktivisme og klima formidlet helt nede på jorden. Det fylder mig med glæde og håb! Vi har simpelthen fundet en vej til at kommunikere og til at forsøge, at ændre verden nedefra, når nu det ikke kan ske oppefra – politisk – for tiden.

Og lad mig da også ubeskedent nævne denne blogs – POV’s – gennemslagskraft. Bare et eksempel. For et års tid siden skrev jeg en lille blogpost http://pov.international/madspild/ om at skralde mad, om cirkulær økonomi og om, at jorden ikke kan bære, at vi producerer, vander, belaster, gøder, høster, kører, transporterer, pakker, køler mad, som så ikke bliver spist. Historien blev set af over en kvart million. Der var ingen mellemled. Der var bare en god historie og en kameratelefon.

Det er svært, på den baggrund, at blive ved med at være i kulkælderen. Når man kan mærke dette fællesskab. Når den offentlige samtale – måden vi deler viden og tanker på – er blevet demokratiseret helt vildt.

Og de unge kan virkelig komme til orde, fordi de er smartere, hurtigere. Og så er de på mange måder også klogere om klima og bæredygtighed, end de gamle mennesker, der stemte Storbritannien ud af EU og som stemte på Trump i USA (det er veldokumenteret, at de unge stemte meget andreledes end de gamle ved disse valg, og det er djævelsk, at det er de unge, der skal leve med, at de gamle generationer stadig er flest, og dermed fik det som de ville have det).

Og indenfor det vi kalder hverdagsaktivisme, der er det især opmuntrende at opleve, at det både her og i udlandet i høj grad er de unge, The Millennials, der rykker verden i en mere bæredygtig retning. Sammen med aldersløse klimaaktivister som Naomi Klein, Al Gore, Leonardo Di Caprio, Jane Goodall Julia Roberts, Arnold Schwarzenegger med mange flere. Der fra hver deres position utrætteligt taler om, hvad pokker vi gør for at få råbt politikerne op.

Som den stærkt savnede Barack Obama har sagt: ”Vi er den første generation, der oplever konsekvenserne af klimaforandringerne, og vi er den sidste generation, der kan gøre noget ved det”.

Vi ser nu, at de unge skaber modbevægelser til forbrugerismen. En ung skuespillerinde, fortæller i forsideinterviews på de store magasiner om sit engagement i klimasagen og om at blive fængslet for sin aktivisme. Læg også mærke til, at det er de også unge, der poster på YouTube om at leve ”et affaldsfrit liv”, om at lave mad på ”kødfri dage”, om at rense strande for plast, købe emballagefri varer eller om at skralde i containere om natten, for at vise, at jorden og ikke kan holde til, at vi producerer grønt, korn og kød, for at smide det til forbrænding. De inspirerer hinanden og det hitter.

Mod smitter. Og måske er det sådan grønne aktivister og hverdagsforbrugere kan give hinanden mod til at ændre verden nedefra? Fra græsrodsniveau?

For et år siden, var vi rimeligt meget i kulkælderen. Men nu er det som om, der er lys. Og grønt igen er det nye sort.

Det øverste topbillede er øko-taghaven Gro på Østerbro. Billeder og skærmbilleder er taget af Signe Wenneberg.

GemGem

Kategorier