mm

Sine Gerstenberg

Kærligheden til ord voksede ud af frustration. Frustrationen over, at jeg som fireårig ikke kunne læse bagsidelekturen på OTA Solgryn og underteksterne til søndagens episode af Dollars. Jeg måtte lære mig selv at læse og det omgående. Læsning ledte til skuffeskriverier, og begge dele førte mig ud i sværmerier for Søren Kierkegaard og F. Scott Fitzgerald, Virginia Woolf og Jane Austen.

I 2005 sprang jeg ud som cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og startede fluks en karriere, hvor formidling, frankofili og trendforskning er omdrejningspunktet bl.a. som journalist på Politiken, redaktionschef for Vs. Magasin og som Nordic PR Lead hos L’Oréal.

I dag skriver jeg fortsat uophørligt, læser sultent, har netop færdiggjort min første roman og arbejder på flere bøger. Og så er jeg mor til tre, glædeligt gift og bosat på Frederiksberg. Jeg bidrager primært til POV med litteraturanmeldelser: Fra tunge klassikere over flyvske digtsamlinger til sprøde kogebøger, der ikke bare stiller mavens sult men også mætter ånden og tilfredsstiller æstetisk. Tak fordi du læser med.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Sine Gerstenberg
på Mobile Pay: 27 27 70 38

Sig det med bøger – de bedste boggaver til din og min mor

MORS DAG – Jeg er ganske vild med min mor. Hun har været mor på den selvopofrende, hjertelige og alt tilgivende måde. Hun var pædagog hele min barndom og det meste af mit voksenliv, men havde på forunderlig vis altid overskud til mig og mine to søskende. Ikke på trods af, at hun havde været sammen med andre forældres børn hele dage, men i kraft af det. Hun var en uudtømmelig kilde til ægte børneglæde. Det er hun stadig nu, og særligt klæder det hende, at være blevet mormor til mine tre børn.

Jeg har altid vidst, at jeg aldrig ville kunne måle mig med hende i moderrollen. Jeg har faktisk slet ikke prøvet. For nok har hun lært mig dyden af hjemmebagte boller og grønt pynt på alle madpakkens flade stykker med æg, leverpostej, rullepølse og sågar brie (og jeg har nået et reelt mætningspunkt af karse!), men jeg har på ingen måde hendes tålmodighed, overskud eller uselviske sjæl.

Jeg vil hellere læse Weekendavisen i lørdag morgens langsomme stilhed, end jeg vil lege bjørnen sover. Og jeg tegner gerne med alle tre unger, drister mig endda til en collage i ny næ, men det store udtræk med fingermaling og forklæde må min mor gerne stå for.

Jeg siger det ikke med blomster – men med bøger. Så her de bedste boggaver til din og min mor

Jeg har ofte prøvet at vise min mor, hvor taknemmelig jeg er for hende. Jeg har kastet mig over strygebunker ved midnatstid, så hun kunne vågne op til en tom kurv, købt myntebrud i Frellsens chokolade og set An Officer and A Gentleman (hendes yndlingsfilm!) med hende et utal af gange blot for at se hende få tårer i øjnene over Richard Geres høviske kærlighed rettet mod Debra Winger.

Men jeg tror, at vi begge er enige om, at nogle af de største kærlighedsgaver, jeg har givet hende var af litterær karakter: at tage på Krogerup Højskole sammen for at læse Dan Turéll og bliver udlært poet af Asger Schnack, at starte en feministisk læsegruppe og diskutere Nin og Beauvoir, at skrive sms-digte til hende for at lette bekymringer og anbefale hende min nabos, Agnete Braad, vidunderlige bog En anden kvinde end mig som oplagt juleferielæsning.

Og nu er det så mors dag. Jeg siger det ikke med blomster – men med bøger. Så her de bedste boggaver til din og min mor.

På shopping-tur i stilhistorien

Indimellem undrer jeg mig over, hvorfor en bog ikke er skrevet før. Hvorfor skulle der gå 150 år, før den føltes vigtig nok? Det er ikke til at vide, men nu er den her: en moderne stilhistorie set gennem vinduerne i Magasin og med dette stormagasin som omdrejningspunkt for skønhedsidealer, modeluner, kvindesyn og luksusforståelse.

Etnolog og forfatter Julia Lahme har med Magasin Fonden i ryggen fået til opdrag at skabe en bog, der med udgangspunkt i Magasin Du Nord Museums arkiver, kronologisk men ikke konventionelt, fortæller om en vigtig del af Danmarks mode- og forbrugshistorie. Her er ikke tale om et bestillingsarbejde med købt begejstring men derimod en grundig gennemgang af et stykke kulturarv, der lever i vores kollektive bevidsthed fra Shu-bi-duas julesang til overtrukne kontokort, juleudstillinger og slagtilbud, trøffelkugler og en hel afdeling med læderhandsker, lingeri, nylonstrømper og natkjoler i bomuld med navn som Schiesser og Calida.

Jeg ved, at min mor vil smile sentimentalt ved gensynet med Renée Toft Simonsens katalogværdige kindben og Mary Quants efterstræbte A-kjoler. Og hun vil huske, hvordan hendes små børn satte kryds i julekataloget ved laksko med sløjfer og bamser, der var større end dem selv. Og så vil hun elske, at bogen handler mere om Magasins fine æstetik og kulturseismografiske karakter end den dvæler ved ledelsesstil, tunge beslutningsprocesser og økonomiske op- og nedture.

Bogen er en ledsaget shopping-tur i stilhistorien; og der er viden at begære på alle hylder.

Julia Lahme, Damen i Midten, Gads Forlag

Den (u)begavede brevkasse

Line Knutzon er en af mine foretrukne dramaturger. Mit yndlingsstykke er også Knutzons debutværk Først bli’r man jo født, som hun skrev i 1994 (var det til Aveny-T?), men også opført på min ungdomsskole i 1995. Jeg gik i niende klasse, og jeg var solgt. Det var min mor heldigvis også, og derfor er jeg sikker på, at hun ikke bare vil værdsætte men også grine med lyd og vibrerende læsebrille, når hun læser sidste års mest begavede satire på selvhjælpslitteraturen, nemlig Line Knutzons Camille Clouds Brevkasse.

Line Knutzon punkterer med lige dele charme og sarkasme vor tids nationalsport, selvhjælpskunsten, i dette geniale værk, hvor den alvidende og evindeligt irriterende Camille Cloud snarrådigt og selvhævdende hælder ekstra sydesalt i såret, trykker på den bulne finger, lystigt griner på andres bekostning og blottet for ironisk distance promoverer sine egne selvhjælpsbøger og skønhedsprodukter.

Den er så uendeligt morsom, fordi den er deprimerende spot on i sine galningeguldkorn. Se for eksempel svaret til den kortsigtede Kingo Mortensen:

“Du er ikke alene. Der findes rigtig mange kortsigtede grupper i Danmark, der arbejder målrettet på gode solide kortsigtede løsninger. Du kan starte med at tage kontakt til foreningen Den Korte Bane som har hovedsæde i Borup på Sjælland. Her udveksles mange tanker i et safe spaceder giver den enkelte mulighed for at udfolde sine kortsigtede ideer. Center for Kortsigtet Tænkning i Bredgade udbyder i øvrigt mange spændende kurser og foredrag i forårssæsonen.

Mange hilsner Camille. “

Line Knutzon, Camille Clouds Brevkasse, Gyldendal

Me too, mommy

Lisbeth Lundquist beskriver glimrende et erindret liv i faktionsværket Hvor er stjernerne når det er lyst. Jeg tror, at de fleste fra boomer-generationen vil more sig over hverdagsbeskrivelserne af middage, hvor franske kartofler fungerede som tilbehør til steg, og desserten gerne var en skive ananas fra dåse med en generøs klat flødeskum.

Men de vil også bemærke, at den lumre hverdagssexisme, som #MeToo-bevægelsen har udskammet, ikke bare var udbredt men stille accepteret blandt de voksne, der skulle lære 60’ernes unge at navigere i den seksuelle topografi.

Og hvordan grænser overskrides i frigørelsens navn:

“Skidegodt,” sagde Sperling og knipsede et par billeder.
“Du er skøn, du er født til det her.”
Knipse knipse…
“Hør, Lisbet, kan du ikke tage blusen af?”
Jeg så forbløffet på ham.
“Hvorfor det?”
“Det er jo bare at hive blusen af. Går du med brystholder?”
Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Som andre unge piger i Danmark øst for Storebælt (og meget langt væk fra den morderiske udryddelse af tusinder af unge drenge i Vietnam) gik jeg i 1967 glad afsted med bare bryster på stranden.
Det var samme år, The Beatles broadcastede All You Need Is Love til 25 lande på en gang.
“Kan du ikke se, hvor befriende det ville være med et billede af en naturlig pige som dig?” sagde Sperling.”

Lisbeth Lundquists bog minder mig om, at dengang som nu er frigørelse langt mere end et definitionsspørgsmål – og at generationerne skal minde hinanden om de rettigheder, vi fortsat skal hjælpe hinanden med at kæmpe for.

Måske vil den opildne min mor til at dele et par anekdoter – ikke bare med mig men også med min datter, når tiden er inde.

Lisbeth Lundquist, Hvor er stjernerne når det er lyst, Politikens Forlag

Tag mor med på gåtur

Vi får konstant at vide, at den største luksus er tid, stress er sygdom du jour, vi skal ‘stå fast’ men også være mindful, og vi skal spise sundt men ikke være excentriske/ekstreme/forstyrrede, og altid tillade såvel hindbærsnitter som rødvin, hvis vel at mærke førstnævnte er lavet med friskkærnet smør og selvhenterhindbær og sidstnævnte er biodynamisk og tung på antioxidanter.

Foto: Lea Meilandt.

Men hvordan får vi alle råd passet ind, og hvordan kan vi undgå, at lade alle formaningerne lede til passiv-aggressiv angst? Det ved vore mødre.

En af dem hedder Anna Skyggebjerg, der udover at være mor også er forfatter og noget så sympatisk som en repræsentant for verdens voksende antal gåtursaktivister. Hun har skrevet bogen Gå tur – Om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden.

Netop denne bog, og en gåtur til at tale om den, vil jeg gerne forære min mor. Det er en bog, der er spækket med no-nonsense livskundskab og masser af sentenser, der ikke bare ser pæne ud på papiret, men giver endnu mere mening, når de tages til efterretning.

Som nu dette buddhistiske leveråd: “Handl altid, som om universets fremtid afhænger af, hvad du gør, mens du samtidig griner af dig selv over, at du kan finde på at tro, dine handlinger gør nogen som helst forskel.”

Godt skrevet, smukt tænkt. Taget ad notam og med på min næste gåtur.

Anna Skyggebjerg, Gå tur – Om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden, Rosinante

 

Kategorier