mm

Dorthe Boss Kyhn

Dorthe Boss Kyhn, 58 år, journalist og tilrettelægger, de sidste 14 år i DR med sundhedsstof som fokus. Hun bor i Kgs. Lyngby med sin familie. Sammen med sin datter driver hun bloggen https://momsemeddemens.wordpress.com/

Se alle skribentens artikler

Sidste år gik Momse selv tur – i dag skal hun køres i solen

KLUMMESERIE – Det var så den dag. Og det var vel egentlig en god dag, var det ikke, spørger Dorthe Boss Kyhn sig selv. Alligevel har det måske blot været en mindre dårlig dag med pil opad. Hendes mor har Alzheimers og kan ikke længere huske relationen til barnebarnet eller Dorthe, der hver uge her fortæller om sine oplevelser som pårørende. Hun minder sig selv om, at det er de bittesmå ting, der tæller.

Da jeg går fra plejehjemmet og ud i eftermiddagssolen tænker jeg, at det vel kan kaldes for en okay dag. Men hvorfor går jeg så ikke fløjtende og opløftet hjem fra mit besøg hos mine forældre denne eftermiddag?

Måske fordi jeg er smerteligt bevidst om, at en god dag på det stadie, som min mors Alzheimers er nået til nu, aldrig nogensinde vil kunne blive til mere end en middelmådig dag. Der er kun dårlige dage – og så de mindre dårlige dage tilbage. I dag har således været en af de mindre dårlige dage med en lille pil opad.

I dag sker det: I dag skal vi en tur rundt om plejehjemmet … Undervejs spørger hun os: Hvor kender I to egentlig hinanden fra?

I dag kom min datter Ida og jeg på besøg klokken 11. Momse var lige kommet i tøjet, hun havde sovet længe, og sammen med sin rollator trillede hun ud til spisebordet, hvor jeg serverede hendes morgenmad: Yoghurt med syltetøj, sukker og Kellogs Allbran på toppen. Moffe kommer også trillende, og vi taler om, at i dag, hvor solen stråler fra en skyfri himmel, skal vi ud i det gode vejr.

Ikke fordi de to efterspørger turen, eller er ellevilde ved tanken, da vi fortæller om vores påskeplan. De to har nærmest været gået i hi hele vinteren og resultatet er, at de er blevet ualmindeligt dårligt gående, og deres ansigtskulør er mildest talt blevet meget gusten. De taler til gengæld meget om, at de gerne vil ud. Så i dag sker det: I dag skal vi en tur rundt om plejehjemmet.

Momse bliver pakket ind

Vi finder en kørestol og det tykke tøj frem, og Ida og jeg får ved fælles hjælp Momse pakket godt ind. Med møje og besvær kommer hun over i kørestolen. Hun kan næsten ikke gå nu, men er god til at hjælpe til med at komme op at stå for at lade sig dumpe ned i kørestolen. Moffe triller bagefter med sin rollator, han går dårligt, for han faldt forleden og trækker på det ene ben.

Ida kører tur med Momse

Så er vi udenfor – og minsandten om ikke foråret har skruet op for blænden, og solen brager os i møde. Momse misser mod det skarpe lys og synes, at vinden er skarp. Så vi pakker hende endnu mere under det store tæppe. Moffe kæmper og brokker sig undervejs. Hans ben vil ikke, som han vil, så vi holder mange pauser.

På et tidspunkt finder vi en bænk i en krog, hvor solen luner os alle. Man kunne næsten mærke, hvor godt de to havde af at få lidt tiltrængt D-vitamin. Efter tre kvarter må Moffe gå hjem for at hvile, men Ida og jeg tager Momse med i Netto.

Undervejs spørger hun os: Hvor kender I to egentlig hinanden fra?

Ja, hvad skal man sige, når ens 87-årige mor spørger, hvor jeg kender min førstefødte fra? Ida tager det med sin velkendte humor og svarer prompte: “Ja, ser du Momse, mor og jeg har kendt hinanden i efterhånden en del år…”

Momse med roser på kinderne

Vi får handlet. Momse får lov til at passe på nogle bundter påskeliljer, som hun sidder med i skødet, og hun er forbavsende frisk på det meste af turen, men er også glad, da vi endelig kommer hjem i varmen. Moffe har lavet kaffe til os, og vi drikker alle sammen en kop og spiser lune kanelsnegle til.

Mormor sidder i sin lænestol, får spist både snegl og vaffel med syltetøj og efter et par slurke kaffe – så bum, falder hun i dyb søvn i sin lænestol. Ja, faktisk er hun slet ikke til at vække igen. Hun sidder med sit tæppe på og har næsten fået små røde roser på sine kinder. Det har været en strabadserende eftermiddag rundt om plejehjemmet.

I dag kan Momse ikke gå længere. Hun må køres, hun kan ikke huske vores navne, og hun kan ikke huske, at min datter og jeg er i familie med hinanden – og i familie med hende

Vi tusser lidt rundt, rydder op og taler lidt med morfar, der har fået adskillige nye kryds- og tværs, som han skal i gang med. Han har også fået røde kinder, og han virker glad, fordi Momse har haft en god dag, og fordi vi kom ud i den friske luft. Momse sover stadig dybt. Så efter dagens besøg med både tid til frokost, en gåtur og kaffe og kage, så takker vi af for i dag. Morfar vinker fra sin stol, da vi går.

En status der gør ondt

Ida går til sin bus ind mod byen, og jeg går den modsatte vej for at gå hjem til mig selv, og det er her, mens jeg går ned ad vejen fra plejehjemmet, at jeg kommer til at tænke på, hvilken slags dag, det i grunden har været. Mine tanker kredser om mors nedadgående formkurve:

For præcis et år siden gik vi fire også ture – men dengang kunne de begge gå, lige så fint endda med hver deres rollator.

For to år siden tog vi på ture i både indkøbscenter og ud i naturen.

For tre år siden var vi med hele familien på Bornholm i april, hvor vi både kørte og gik lange ture.

I dag kan Momse ikke gå længere. Hun må køres, hun kan ikke huske vores navne, og hun kan ikke huske, at min datter og jeg er i familie med hinanden – og i familie med hende.

Så dagen i dag er godkendt. Flueben ved det. Husk nu, Dorthe, at i dag var vi ude i solen, og Ida og jeg gjorde, hvad vi kunne

Den status gør ondt, og det er nok også den, der er årsag til, at jeg ikke ligefrem har lyst til at slå flikflak på min vej hjem. Men jeg må minde mig selv om, at i dag har faktisk været en okay dag, og at jeg egentlig burde være let om hjertet og glad over, at vi har haft nogle gode timer sammen. Og jeg minder mig også om, at jeg jo har besluttet mig for, at jeg vil arbejde indædt på at få gode stunder sammen med min mor på trods af hendes Alzheimers.

Så dagen i dag er godkendt. Flueben ved det. Husk nu, Dorthe, at i dag var vi ude i solen, og Ida og jeg gjorde, hvad vi kunne. Jeg kan ikke forvente så meget mere. Miraklernes tid er for længst forbi, og i dag er det de bitte-uhyggeligt-meget-små ting, der tæller.

Foto: Dorthe Boss Kyhn

Kategorier