POESI – Claus Ankersen har mødt en række indiske digter-kolleger og talt med dem om, hvad der sker i livet og poesien i Indien. Om poesiens rolle og betydning som kunstnerisk udtryk og talerør. Om kvindefrigørelse og #Metoo digte. Om spoken word og om fremtiden. I de første forfattersamtaler mødte vi Saima Afreen og K. Srilata. Den tredje i rækken er Sharanya Manivannan, digter fra Chennai.
Sharanya Manivannan har skrevet novellesamlingen, The High Priestess Never Marries. Bogen blev prisbelønnet og shortlistet til flere litteraturpriser.
Sharannya har også skrevet to digtsamlinger, Witchcraft og The Altar of the Only World, samt børnebogen The Ammuchi Puchi
Hendes første roman, The Queen of Jasmine Country, bliver udgivet senere i år. Sharanya blev bestilt til at skrive og performe et digt til Commonwealth Day Observance i Westminster Abbey i London i 2015.
Jeg er virkelig ikke begejstret for at drage parallel mellem poesien og det feminine. Jeg tror tiden for sådanne kønslige sammenligninger er forpasset og ikke længere brugbar
Hun blev født i Indien, i 1985, og er vokset op på Sri Lanka og i Malaysia.
Sig noget om:
– Din poetiske arbejdsmetode
Jeg har skrevet digte siden jeg var 7 år gammel, og det er en del af måden jeg sier det verden giver mig på, og en del af det jeg giver tilbage til verden.
– Unge kvinder og poesi
Jeg er virkelig ikke begejstret for at drage parallel mellem poesien og det feminine. Jeg tror tiden for sådanne kønslige sammenligninger er forpasset og ikke længere brugbar. Det har været brugbart, fordi kvindelig masse-alfabetisme stadig er en relativt ny ting. Det skrevne ord har først og fremmest fungeret som en slags løftestang. Men jeg tror ikke specifikt det er forbundet til det kvindelige.
Hvorfor ikke spørge lidt videre: Er det at skrive, generelt, og de platforme som kan formidle og viderebringe det skrevne, overhovedet tilgængeligt for nogen fra et marginaliseret rum?
– Poesi som redskab til demokratisering, frigørelse og empowerment
Ordet i sig selv – skrevet, læst og talt – er alt dette. Men kun hvis det samtidig er parret med nysgerrighed og medfølelse.
– Metoo poesi i Indien
Jeg har ikke læst så meget af det endnu, men altså – hvis et digt forholder sig til øjeblikket, kan det også forgå, passere og overstås i samme øjeblik. Det bliver interessant at se, i det lange løb, hvilken skrift som vil udspringe af dette historiske øjeblik, hvor kvinder har set på deres egen fortid, og de uretfærdigheder, vi ikke følte vi kunne gøre noget ved, i et nyt lys.
– Spoken word. Er det rigtigt at spoken word genren er i færd med at blive kommercialiseret? Kan du give et par eksempler? Og hvordan tror du det vil påvirke denne undergenre af poesien.
De bedste spoken word digtere kan sammenlignes med de bedste stand-up komikere. Der går så mange timers arbejde, tankevirksomhed, øvelse og andre former for forberedelse på, hvad der synes legende let og uanstrengt.
Lad os begynde med at definere hvad ”fællesskab” er. For mange, bliver dette tilsyneladende sympatiske begreb brugt misvisende til at udtrykke en identitet som i sin essens er racistisk
Vi lever i den øjeblikkelige tilfredsstillelses og -autokuraterings tid, så afstanden mellem fordybelsesarbejde og fordybelsesliv og de billeder af vores selv, vi præsenterer (altså forskellen på vores indre liv og vores offentlige images) er svimlende stor.
– Regional poesi og regionale stemmer
Er underrepræsenterede. Ganske simpelt. Der er ikke blot mangel på oversættere, men problemer på flere niveauer af gatekeeping vis-a-vis, hvad der udgives eller markedsføres.
– Digtning som fælleskabsdannende kunstart
Det kan kun ske, hvis vi ikke er for opfyldt af at nyde vores egne bobler eller egoer.
Lad os begynde med at definere hvad ”fællesskab” er. For mange, bliver dette tilsyneladende sympatiske begreb brugt misvisende til at udtrykke en identitet som i sin essens er racistisk.
En herrefolksmentalitet (det ses i de skriftlige arbejder hos mange højkaste indere). Og hvordan kan vi tale om fællesskabs-dannelse, når selve begrebet misbruges? Udover det: Kan et digt give genklang gennem verden og facilitere forandring?
Absolut. Maggie Smith’s digt, ”Good Bones” har gjort det fornylig.
Uden at spille for galleriet, italesatte digtet den personlige smerte hos enhver som er chokeret over verdens tilstand. Nogen delte måske digtet i klassen.
Måske gav digtet en eller anden, en lille pause som var lang nok til at vedkommende kunne træffe et anderledes valg senere på dagen. Måske læste nogen digtet og greb telefonen.
Læsningens sande anvendelsesområde og rækkevidde, er langt videre og bredere end den nation vi forventes at tilhøre
– Hvilke indiske digterkolleger vil du anbefale danske læsere at give sig i kast med?
Ah, listen er lang. Men af de favoritter som jeg straks kommer i tanke om, og hvis digtsamlinger jeg aldrig ville gå glip af, kan nævnes: Anindita Sengupta, Nitoo Das, Urvashi Bahuguna, Sridala Swami, K. Srilata, Mani Rao, Arundhathi Subramaniam og Tishani Doshi.
Listen er jo faktisk meget længere. Og… kan jeg sige det her? Nogen af de her digtere, hverken bor i Indien eller har indisk statsborgerskab. Selv, har jeg kun boet her i 10 år.
Læsningens sande anvendelsesområde og rækkevidde, er langt videre og bredere end den nation vi forventes at tilhøre.
– Hvordan er det at være kvinde i Indien?
Sikke et vagt og uretfærdigt spørgsmål, Claus! Jeg kunne skrive – og jeg har skrevet – flere essays om emnet som er så komplekst og flerstrenget. Og min skrift udspringer fra min individuelle position. Jeg hverken kan eller vil tale for alle.
– Om at være kvindelig digter
Jeg vil helst ikke sige noget om at være en kvindelig digter, for det er jo tilfældigt. Derimod vil jeg gerne sige noget om at være feministisk digter, for her er tale om et tilvalg og et tilvalg i udvikling.
For ti år siden insisterede jeg på at være feminist, mens min digtning ikke nødvendigvis var det, fordi jeg følte det ville kunne virke begrænsende. Men jeg skiftede mening hen ad vejen.
”Det patriarkalske system”, synes mig at være et udmærket paraplybegreb som mange skavanker falder ind under: den autoritære stat, religiøs ekstremisme, kaste struktur, enhver form for vold, såvel som manglende ligestilling mellem kønnene
For eksempel indså jeg, hvor forkert det var ikke at rette den misforståelse at mit digt, ”How To Eat A Wolf” var et erotisk digt. Digtet handlede om vold i hjemmet. I dag er jeg glad for at mit arbejde kaldes feministisk, ligesom jeg altid har omfavnet det med glæde på det personlige niveau.
– Hvad er din vurdering af tingenes tilstand? Hvad er de vigtigste udfordringer? – Om overgrebskultur og det patriarkalske system
”Det patriarkalske system”, synes mig at være et udmærket paraplybegreb som mange skavanker falder ind under: den autoritære stat, religiøs ekstremisme, kaste struktur, enhver form for vold, såvel som manglende ligestilling mellem kønnene.
– Om den unge befolkning – hvilken vej går det? Ser du forandring? Hvordan ser du digternes rolle? Man siger at næste århundrede er kvindens?
Skal det næste århundrede absolut være kvindens? Hvad med homoseksualiteten? Queerness? Og hvad med det ikke-toksisk maskuline? Vi er stadig midt i det hele – og det er alt for tidligt at sige noget om.
– Hvordan tror du det vil manifestere sig i Indien?
Alt afhænger af om hvorvidt Indien vil fortsætte i retning af udvikling af mere had og ekstremisme, og i hvilket omfang vi er istand til at modstå det tilstrækkeligt og i tide. Dette er den åbenlyse udfordring, som jeg ser det. Og det er netop derfor feminismen må være intersektionel, for ellers er det simpelthen ikke feminisme.
Vil du ikke dele et yndlingsvers, eller en two-liner med læserne?
Disse linjer er fra mit digt ”amling, som jeg blev bedt om at skrive til Commonwealth Day Observance i London i 2015
Og jeg rakte mine hænder frem mod dig
og sagde, min øjesten
troede du nogensinde vi ville komme frem
Min dyrebare – hør – vi er her endnu
Claus Ankersen er i Indien med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.
#statenskunstfond #kunstgørenforskel
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her