Pia Olsen Dyhr har droppet berøringsangsten over for højrefløjen og stiller sig på de progressives side med forslaget om uddannelsespålæg til indvandrerkvinder. Det er en klassisk kvindekamp i ordets oprindelige forstand. Desværre ser jeg samtidig alt for mange venstreorienterede stille sig over på patriarkernes side i kampen mod patriarkatet.
”House nigger”. Et perverst og dybt racistisk udtryk, anvendt af muslimer i Danmark anno 2016. Rettet mod mennesker af muslimsk oprindelse, der støtter SF’s forslag om uddannelsespålæg til indvandrerkvinder.
Det gør mig rasende. Det gør mig ked af det. Men det gør også, at jeg simpelthen har svært ved at følge med. Mit Danmarksbillede hænger ikke sammen længere. Mennesker, som jeg gennem min opvækst har forbundet med et humanistisk og ligeværdigt menneskesyn, fraskriver sig – tilsyneladende af et oprigtigt hjerte, hvilket næsten gør min oplevelse mere smertefyldt – at lytte til ofrene for et reaktionært og diskriminerende kvindesyn. Deres politiske positionering overfor politiske modstandere synes vigtigere for dem end at forholde sig til, hvad ofrene selv siger. De ofre, som man ingen skrupler har over selv at udnytte, så længe de tjener ens egen politiske agenda, samtidig med at man påstår, det er højrefløjen, der udnytter disse kvinder.
Venstrefløjens ufattelige racisme
Min forståelse af muslimer som ligeværdige medborgere i det danske samfund, stemmer med andre ord ikke længere overens med den virkelighed, der møder mig i Danmark. Og årsagen skal ikke udelukkende søges i højrefløjens retorik. For den står nemlig ikke længere alene. Venstrefløjen er hoppet med på bølgen men med omvendte citationstegn.
Og det er en principiel sag for mig.
For jeg kan, uanset hvordan jeg vender og drejer ordet, ikke komme i tanke om et ord, der er mere racistisk og mere stigmatiserende end ”house nigger” om muslimer, der blander sig i samfundsdebatten.
Jeg væmmes over udtrykket, for hvad siger det om ens menneskesyn og historieløshed, når ingen muslim, mig bekendt, er blevet slæbt til landet iført lænker? Hvad siger det om respekten for slavernes historie og ikke mindst, hvad siger det om de ”andre” muslimer? Er de så marknegere? Hvad siger det om opfattelsen og menneskesynet på etnisk danske og etnisk ikke-dansk medborgere? Der er godt nok langt til ligeværdighed.
Jeg væmmes over, at disse mennesker ikke selv kan høre hvor racistisk et udtryk, de anvender om debattører af muslimsk oprindelse, som de tilfældigvis ikke er enige med, og som de derved meget belejligt heller ikke behøver at forholde sig til. Kan man mistænkeliggøre en debattør, man ikke er enig med, kan man sygeliggøre eller på anden måde affærdige personen, behøver man jo heller ikke forholde sig til det, vedkommende prøver at sige.
Hvor er solidariteten med undertrykte indvandrerkvinder?
Det har altid været en klassisk venstreorienteret mærkesag at kæmpe for kønnenes ligestilling. Men de selverklærede humanister, som nu angriber SF og Pia Olsen Dyhrs forslag, kan åbenbart ikke se, at det forslag er en del af den kamp. Og hvis de dog blot kunne mobilisere samme styrke til at angribe de reaktionære og kønsdiskriminerende kvindeundertrykkere i minoritetsmiljøerne, kunne det derudover være, at SF’s forslag, hverken ville være nødvendigt eller aktuelt.
Og tro ikke, at jeg overdriver. Det er ikke småting af krænkende kommentarer, jeg har kunnet læse i diverse debattråde på sociale medier, oftest fremsat af forargede mennesker, der påstår, de kommer den stakkels undertrykte muslimske kvinde til undsætning.
Her får jeg lyst til at stille et modspørgsmål: Hvor er jeres solidaritet med samme stakkels kvinde, når hun holdes fast i et dybt patriarkalsk og kvindefjendsk jerngreb, der sluttelig resulterer i, at hendes hjem falder fra hinanden og hun desperat banker på døren til krisecenteret?
Jeg væmmes over endnu et forsøg på at misbruge den muslimske kvinde til at tjene egne interesser og politiske dagsorden. Denne gang af såkaldt venstreorienterede humanister. Men den muslimske kvinde rager disse kritikere en høstblomst til daglig.
Det handler, set fra min synsvinkel, overhovedet ikke om den muslimske kvinde. Det er den samme gamle vin på nye flasker. Politisk positionering over for politisk modstander. Den muslimske kvindes hjem, hendes over- eller underskud til sine børn, hendes identitetsfølelse som selvstændigt individ, er de ligeglade med. Det handler om egen positionering og brug af populistiske one-liners. Det handler ikke om et reelt ønske om at komme kvinden til undsætning.
Jeg væmmes over endnu et forsøg på at misbruge den muslimske kvinde til at tjene egne interesser og politiske dagsordener. Denne gang af såkaldt venstreorienterede humanister.
Hvad med at lytte til dem, der kender til sagen?
Mange beklager sig altså over SF’s forslag, men knap så mange har reelle og realistiske bud på, hvordan vi kommer forskelsbehandling og kønsdiskrimination internt i minoritetsmiljøerne til livs. Udover, at de selvfølgelig ikke gider høre på folk, der rent faktisk ved, hvad de taler om.
For hvor mange af de kvinder, der er omdrejningspunktet for denne debat, kender kritikerne af SF’s forslag mon? Mit bud er: ingen. Kendte de bare én, ville kritikerne vide, at den magtesløshed over for ægtemandens forstokkede afvisning af at sende hende ud i samfundet, der kommer til udtryk i hendes øjne, kan få enhver, der møder de øjne, til at ønske at sætte himmel og helvede i bevægelse for at gøre noget for hende.
Men disse kvinders mørkemænd kan i hvert fald prise sig lykkelige over, at de ikke er hvide heteroseksuelle, etnisk danske mænd. For hvis de hvide mænd udøvede diskrimination mod kvinder i det omfang, talrige rapporter dokumenterer finder sted i minoritetsmiljøerne, så ville man se en mobilisering af et samlet Danmark på barrikaderne. Også på tværs af politisk ståsted.
Men det sker ikke overfor de indvandrermænd, der synes at være ”fredede” og frie til at handle ud fra deres chauvinistiske pis. Samtidig med at de selverklærede humanister og demokrater tager kampen for de mennesker, som ikke selv tror på kønnenes ligestilling og kvinders lige adgang og ret til deres demokratiske grundlovssikrede rettigheder. Disse mænd behøver intet foretage sig. Deres humanistiske og demokratiske kammerater kæmper deres kvindeundertrykkende sag for dem.
Forslag om uddannelsespålæg er hjælp til selvhjælp
Men når 8 ud af 10 kvinder, ifølge Danmarks Statistik, fordelt på bestemte nationaliteter, står udenfor arbejdsmarkedet, og det i TV2’s dokumentarprogram ”Moskeerne bag sløret” kunne dokumenteres, at mandschauvinister, forklædt som imamer, har en aktiv og medvirkende rolle i at frembringe disse dystre og demotiverende tal, ja så er det ærligt talt beskæmmende, at såkaldte venstreorienterede humanister ikke stiller sig på de progressive kvinders side i kampen mod mennesker, der i ly af kontanthjælpen, ikke kan se nogen grund til at sende ”sin kvinde” ud i samfundet. Nøgleordet for de tungnemme, er her ”sin” kvinde og at manden afgør om hun kan sendes ud eller ej.
For SF’s forslag er nemlig hjælp til selvhjælp. Det er ikke kvinderne, der straffes. Kvinderne får tværtimod et værktøj til at løsne det greb de sidder i. Det er udøveren af den sociale kontrol, der straffes. Det er ham, der er nødt til at løsne tøjlerne om kvinden, hvis han vil bibeholde familiens indkomst.
Og derved kan den kvinde, så mange har en mening om, men færre reelt har kontakt med, få mulighed for at løsrive sig lidt. Og hermed burde det være klart, at kampen om frigørelse fra religiøse dogmer og kønnenes ligeværd og ligestilling, er så rødt som noget kan blive. For en kvinde, der ikke kender sin rettigheder, kan heller ikke gøre krav på dem.
Det er med andre ord ikke SF, der har rykket sig til højre, det er visse såkaldte venstreorienterede, der benytter sig af billig omkostningsfri populistisk retorik, som synes at have glemt, hvad venstrefløjen historisk set har stået for og stadig burde stå for. At se igennem fingre med et dybt reaktionært og undertrykkende miljø, hvor kvinder er prisgivet ægtemandens luner og humør, fordi man har bildt sig ind, man ikke kan eller må kritisere en bestemt minoritet, er i mine øjne ikke alene højreorienteret, det er også diskriminerende.
Jeg vil have håbet, klassekampen og kvindekampen tilbage!
Det er derimod ægte venstreorienteret politik at kæmpe for kvinders sociale, økonomiske og juridiske ligestilling. Venstrefløjens kvinde- og klassekamp gik i historisk lys netop ud på, at alle, også kvinder, skulle være frie og ligeværdige medborgere.
Pia Olsen Dyhrs forslag giver mig følelsen af ligeværdighed tilbage. Kvinder, der gør oprør mod patriarkatet, kan igen føle sig som ligeværdige medlemmer af det danske samfund. Vi lyttes til. Vore råb om hjælp affærdiges ikke. Pia Olsen Dyhr slipper berøringsangsten over for de reaktionære og stiller sig på de progressives side. Det er en klassisk kvindekamp i ordets oprindelige forstand, vi ser udspille sig, men desværre ser jeg samtidig alt for mange venstreorienterede stille sig over på patriarkernes side i kampen mod patriarkatet.
Topfoto: SF’s landsmøde, Vingsted Centeret, Vejle (eget foto).
Kunne du lide, hvad du læste? Del gerne på sociale medier, og har du ikke allerede gjort det, så stik os et ‘like’ på Facebook. Du kan også vælge at donere til mine fortsatte skriverier ved at betale via Mobile Pay – +45 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her