Serie: Historien om Danmark – så er vi halvvejs

af

Vi er nået til den sene middelalder, og POV Internationals anmelder, historiker Asser Amdisen, følger trofast med. Her tager han os først igennem 5. afsnit af DR’s store satsning og giver os bagefter en midtvejsstatus. Der er rigtig meget, som har været godt, men bestemt også ting, der forundrer eller ligefrem skæmmer ved fortællingen.

Centrum for denne søndags historie var en far og hans datter. Efter en kort introduktion til den sene middelalders problemer – symboliseret ved konflikterne efter mordet på Erik Klipping i en lade ved Finnerup i 1286 – sprang serien direkte frem til Valdemar Atterdag.

Det var deciderende livgivende, at man i den forbindelse sprang over historien om Niels Ebbesen. Efter mange års pantsætninger, kriseår og perioder uden konger, havde Valdemar i 1340 indgået en aftale med de holstenske grever om, at han kunne få kongemagten tilbage. 1. maj samme år brød en ridder ved navn Niels Ebbesen ind hos grev Gerhard (den kullede greve) og myrdede ham, mens han lå og sov.

Denne meget lidt heroiske gerning er igennem århundreder blevet hyldet som en national heltegerning, hvilket den ikke fortjener. Det var dejligt at slippe for den, selvom den kunne have underbygget den til tider lidt skingre nationale patos, som meget af serien stadig bygger på.

Hvis man var i det sarkastiske hjørne, kunne man have gjort sig morsom over, at episoden nok først og fremmest var faldet ud fordi alle seriens riddere – formodentligt af økonomiske grunde – er blevet berøvet deres heste og Ebbesens flugt til Skanderborg ville nok have været for latterlig, hvis han skulle løbe hele vejen i rustning.

Et af Europas mægtigste riger

I stedet fik vi Valdemar og hans datter, som blev beskrevet som rå magtmennesker. Gennem en unik kombination af gode politiske evner, militær styrke og god gammeldags snedighed formåede de at forvandle det splittede, hærgede og ruinerede rige til en samlet Kalmarunion, som i hvert fald kortvarigt omkring år 1400 fremstod som et af Europas mægtigste riger.

Den tolkning har jeg ingen indvendinger imod og det giver fuldstændigt mening at lade det fylde næsten et helt afsnit, for det er et af Danmarkshistoriens helt centrale punkter. Fokuseringen på den helt ekstraordinære begivenhed, at rigets mægtige slægter overlader magten til en kvinde, er også helt rimelig, for det er temmelig usædvanligt.

Sen middelalder. Foto: Morten Krüger. DR pressefoto

 

Det var også interessant, at museumsinspektør Vivian Etting fra Nationalmuseet fik lov til at drage en moderne parallel mellem Kalmarunionens problemer med at opnå enighed om valget mellem en et-statsmodel og en fler-statsmodel med fælles politisk overbygning og senere tiders problemer med at skabe enighed om den sag i EU. Netop dér kan historien skabe vinkler og paralleller, som vi kan blive klogere af.

Kirken som fortolkningsramme

Efter Kalmarunionens dannelse spolede seriens tilrettelæggere hurtigt frem til Christian II og det Stockholmske blodbad, hvilket giver god mening i forhold til, at netop denne begivenhed er det reelle endepunkt for Kalmarunionen og dermed på alt det, som Valdemar og Margrethe påbegyndte.

Selvom man godt kan forstå springet frem til afslutningen af Kalmarunionen, betyder det også, at vi kommer til at mangle noget. I de hundrede år, som vi hurtigt sprang over skete der nemlig noget centralt. På baggrund af pesten, ideologiske forandringer, problemer i ledelsen af den katolske kirke og diverse bondeoprør rundt omkring i Europa samt andre begivenheder, skete der et opbrud i den katolske kirke, som indtil da havde sat rammen om næsten al tænkning. Seniorforsker Michael Gelting rammer hovedet på sømmet, da han i forbindelse med pesten beskriver kirken som en ramme for tolkning af virkeligheden.

Den ramme om al tænkning og al viden sættes i fjortenhundredetallet under et massivt pres og medfører i sidste ende enorme forandringer og har store konsekvenser, hvoraf reformationen kun er én af mange. Hele den proces er lige smuttet i hastværket.

Alligevel synes jeg, at dette var et af seriens absolut stærkeste afsnit. Man havde en klar overordnet fortælling, som konsekvent og struktureret blev fulgt af både eksperterne og afsnittets samlede fortælling. Tidligere har jeg kritiseret tilrettelæggerne for at lade sig forføre af mindre væsentlige sidehistorier, eksempelvis strontiumanalyser i bronzealderen og bortgiftede prinsesser i tidlig middelalder.

Det er ikke svært at se ønsket om, at lave dramatiseringer på niveau med netop Games of Thrones, men det har Danmarks Radio tydeligvis på ingen måde økonomi til og derfor er det bare blevet til dilletant i forsamlingshuset.

Denne gang har de ladet sig forføre af en væsentlig historie, hvilket ikke er en kritik af afsnittet, men måske lidt af formatet med ti afsnit. Når tætheden af begivenheder stiger i anden sæson, så får vi se om balancen mellem ambitionen om den store fortælling, begejstringen over detaljen og formatet med de ti afsnit kan fastholdes – eller om historien vælter helt.

Midtvejsstatus

Det vi har set indtil nu er den flotteste, mest gennemarbejdede version af Danmarkshistorien, som nogensinde er lavet på tv. Kombinationen af eksperter, genstande og billeder fra steder i Danmark fungerer fremragende. Tekster og underholdningsværdi er i topklasse.

Der er tilvalg og fravalg, hvilket enhver selvfølgelig kan kritisere, men inden for rammen er der nok ikke det store at sige til det. Tabet af jernalderen og fjortenhundredetallet virker som de værste, men kun jernalderen må siges at være ofret uden gyldig grund – hvilket måske er meget passende for en periode, som mest kendes gennem mosefund og ofringer.

Jeg har dog et forundringspunkt og en væsentlig kritik af serien:

Forundringspunktet er den meget nationale patos. Jeg er helt med på, at man har valgt en måde at afgrænse Danmark som territorie og Danmarkshistorien følgelig er den forhistorie, som vi, der bebor dette territorie i dag føler, at vi deler. Det betyder, at det er helt i sin orden, at man taler om danskere og bruger betegnelser, som ’os’ og ’vi’ om Danmark – selvom ordene og det vi knytter sammen med dem på ingen måde ville have givet mening eller have haft betydning for datidens mennesker.

Vores værdier bedre end andre

Jeg er endda – om end med lidt paniske tics omkring øjnene – villig til at leve med, at arkæologer og antropologer forsøger at trække moderne værdier om familier, hygge og arbejdsmoral tilbage til oldtiden, selvom det metodisk er noget problematisk. Men jeg har det altså svært med alle lilletrommerne og violinerne.

Lysindfaldet på Margrethes kiste, begejstringen over de sejrrige danske hære og den højtidelige stemning, som hele tiden bruges til at forsøge at skabe en fælles begejstring over det danske er lidt anstrengende. Underforstået i hele historien er, at det er godt, at Danmark bliver stort og stærkt og at de værdier som gør os til ”et land og et folk”, som det højstemt hedder i introen, er gode værdier, som er bedre end andres værdier.

Danmarks historie er, efter min bedste overbevisning, en historie om et folk, der på de store linjer, hverken er et hak bedre eller et hak værre end alle andre folk.

Danmarks historie er, efter min bedste overbevisning, en historie om et folk, der på de store linjer, hverken er et hak bedre eller et hak værre end alle andre folk. Denne lidt mere kølige vurdering passer måske ikke så godt til Game of Thrones-musik og dramatiske lysindfald, men helt ærligt: Patos og overdramatiske effekter passer bedre til Grundtvigs og attenhundredetallet nationale begejstring end til en moderne nuanceret forståelse af historien.

Flyt fokus fra hjerte til hjerne

Bornedal og 1864 fik så mange klø fordi serien satte spørgsmålstegn ved den nationale myte og det er lidt svært ikke at se angsten for at blive mødt med en lignende kritik bag den salvelsesfulde og glødende begejstrede nationalisme, som stråler ud af serien.

Forhåbentlig vil dogmatiske reformatorer, hekseafbrændinger, romersk lov, slavehandel, krige mod egne befolkninger, Estrup, medløberiet i udenrigspolitikken 1914-1991 og vores håndtering af demokratiet efter afslutningen på den kolde krig kunne kaste lidt koldt vand på de varme nationalfølelser og flytte fokus i fortællingen fra hjerte til hjerne. Det vil jeg i hvert fald være opmærksom på, når vi skal til at kigge på de sidste fem afsnit.

Det eneste rigtige kritikpunkt, jeg har, er at dramatiseringerne efterhånden bliver mere og mere pinlige. I seriens første afsnit kunne man med elegante fortælletekniske trick give mening til dramatiseringerne. Scenerne var udvalgt efter, at der ikke deltog for mange mennesker. Kulisser og steder var ikke kritiske og især Lars Mikkelsen, som elegant satte parentes om dramatiseringerne ved at gå ind og ud af dem, gav rigtig god mening.

Men efterhånden som tiden går, bliver det mere og mere absurd. Enorme ridderhære, som løber rundt til fods i middelalderen. Franske dronninger, som lever på Glimmingehus, som er en fantastisk borg i Skåne, men ikke på nogen måde ligner et fransk kongeslot. Margrethe den første, som alene i en vogn drager fra Akershus til Danmark, selvom hendes følge med garanti har bestået af hundreder af mennesker (og rimeligvis har været til søs).

Brug hellere animationer

Problemet er, at når man putter folk i dragter, så tror man, at det ligner fortiden. Og det gør det ganske simpelt ikke. Dragterne fortæller os en historie om en visuel fortid, som er det rene vås og som måske nok kan være underholdende, men som er direkte misvisende.

Det er ikke svært at se ønsket om, at lave dramatiseringer på niveau med netop Games of Thrones, men det har Danmarks Radio tydeligvis på ingen måde økonomi til og derfor er det bare blevet til dilletant i forsamlingshuset.

I stedet kunne man have brugt tegnefilm, man kunne have brugt animationer – eller man kunne have brugt fortællere, som kunne danne billederne i seernes hoveder. Der var mange muligheder, men det gør ondt i øjnene at se på det, man har valgt – og jeg frygter, at det vil blive værre efterhånden som tiden går.

Lutter am Barenberg, Slaget på Reden, Dybbøl, Påskekrisen, Folkestrejken i 1943, og Vietnamdemonstrationerne er bare eksempler på centrale scener, som kræver enorme ressourcer og ikke kan klares med fem statister og et par kostumer fra DR’s magasiner.

Klistret til skærmen

Det er jo altid nemt at kritisere og jeg har i denne og tidligere anmeldelser brugt en del ressourcer på at kritisere serien. Overordnet set er serien stadig en fantastisk præstation. Den helt banale kendsgerning, at meget store dele af befolkningen sidder klistret til skærmen hver søndag i den bedste sendetid for at høre om historie, er intet mindre end fantastisk godt gået af DR. De sidder der uge efter uge og selvom det ikke er svært at finde fejl i serien, så er der ingen tvivl om, at størstedelen af Danmarks befolkning, når denne serie er afsluttet, er langt bedre oplyst om historien, end før den gik i gang.

På grund af det bliver det nu muligt at fortælle historier på en ny måde. Man kan igen forvente, at de store linjer og enkelte navne hænger fast. Det bliver, på baggrund af ’Historien om Danmark’, muligt for historikere og arkæologer på universiteter, museer og alle andre steder at fortælle historien igen.

Overordnet set er serien stadig en fantastisk præstation. Den helt banale kendsgerning, at meget store dele af befolkningen sidder klistret til skærmen hver søndag i den bedste sendetid for at høre om historie, er intet mindre end fantastisk godt gået af DR.

For det er jo det, historien er: Det er en ramme, som vi kan bruge til at tale om vores fælles fortid, nutid og fremtid. Den er en genre, som vi i fællesskab kan bruge til at reflektere over værdier og ideer, som vi kalder vores og bygger vores tilværelser på.

Det er flot arbejde og uanset hvor mange fejl jeg synes, der er og hvor mange perspektiver, som jeg ville have lavet anderledes, så er DR’s Danmarkshistorie en storartet og flot fortælling, som vil være udgangspunktet for al historiefortælling i de kommende år – og såmænd ikke et dårligt udgangspunkt.

Anmeldelserne af tidligere afsnit:

Topfoto: Sen middelalder. Foto: Morten Krüger. DR pressefoto.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Asser Amdisen
Historiefortæller |

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Født på Als, opvokset på Tåsinge, uddannet i København og med karrierestop i Odense, Bellinge, Randers, Aabenraa og Ryslinge og Sandager. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee og senest ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie”, som underholdende fortæller hele Danmarks historie på 256 sider. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.

Seneste indlæg fra

Gå til Top