mm

Mette Cristine Schou Frandsen

Mette Cristine Schou Frandsen (1976) er cand.scient. i biologi med en ph.d.-grad i miljøbiologi. Hun har som ung arbejdet og uddannet sig i landbruget og er stifter af den nye innovationsplatform ”Fremtidens Fødevarer - ”Future Foods” - der arbejder innovativt med at definere, hvordan fremtidens fødevareproduktion kan se ud, hvis den skal være bæredygtig i et langt tidsperspektiv. Herudover vil Fremtidens fødevarer åbne en bredere folkelig og akademisk debat om, hvad en fremtidssikret bæredygtig fødevareproduktion egentlig indbefatter og ud fra dette udstikke en retning for udviklingen mod et fremtidssikret dansk erhverv på et internationalt marked.
Privat er hun mor til en 2-årig toddler med krudt i røven og bor sammen med barnets far, Thomas Duus Henriksen, i en gammel villa i Kastrup.
Foto: Søren Bjørn-Andersen

Se alle skribentens artikler

NY SERIE: Er fremtidens landbrug økologisk?

FREMTIDENS LANDBRUG – Ideen om, at landbruget enten er økologisk eller konventionelt, og at det er de to muligheder, vi har at vælge imellem, er blevet selve fundamentet for vores diskussioner om fremtidens landbrug i Danmark, skriver miljøbiolog Mette Cristine Schou Frandsen. Men når vi tror, at vi kun har to alternativer, så efterlader det ikke megen plads til at tænke på andre muligheder. Og det er vi nødt til, hvis vi vil fremtidssikre vores miljø. Dette er første afsnit i en ny serie, hvor Mette Cristine Schou Frandsen ser nærmere på bæredygtigheden af fremtidens fødevareproduktion.

Klokken er 21 en lun sommeraften og solen står lavt over horisonten. Fra en stor rød lagerhal flyver en lille rød drone ud i aftensolen. Det er BD3, eller Buddy3, som den bliver kaldt. Buddy3 hæver sig med en rolig summen over bygningen og fanger solens skær på maven. En nysgerrig gråkrage ser til fra toppen af et træ, men mister hurtigt interessen, da den indser, at det er Buddy3, der ikke flyver med noget spiseligt.

Buddy3 drejer let mod øst-sydøst og flyver ud over en stor mark med unge hvedeplanter. Marken er gigantisk. På kryds og tværs løber bælter af vild natur. For hver 20 meter stikker der tynde spyd op af jorden i et kvadratisk mønster, der deler marken op i mindre felter.

Buddy3 flyver målrettet hen mod et af disse kvadrater. Her hænger den stille i luften et stykke tid og sænker sig så langsomt ned, til den hænger ca. 30 cm over toppen af de voksende hvedeaks. En lille lem åbner sig i dens bug, og mens den flyver i en langsom udadgående cirkelbevægelse, afgives der langsomt nogle granulatkugler fra dens bug. Da den er færdig, hæver den sig og drejer omkring og summer tilbage mod lagerhallen. Ud mod vest flyver en anden og større drone, GI10, rundt, men de to ænser ikke hinanden.

Kort tid efter falder duggen, og de små granulatkugler begynder langsomt at afgive kvælstof til jorden. Over de næste dage vil dette kvælstof finde vej til de unge hvedeplanters rødder. På side 78 i en tyk rapport, der ligger hos den statsejede virksomhed, der ejer marken, står der, at kvælstoftabet fra forsøgsmarken er reduceret med 91% sammenlignet med en mark der dyrkes konventionelt.

To km derfra går en lille flok bækørreden til ro i det helt klare vand. Det er første gang i 10 år at større mængder bækørredæg er klækket i åen.

Det er fremtidens hvedemark, vi forstiller os, at vi kigger ud over. Den samme mark findes på en computerskærm hos den statsvirksomhed, der driver den og flere andre marker som den. Man kalder måske markerne Zerro-Impackt-Field – marker der dyrkes næsten 100% bæredygtigt.

Marken er opdelt i kvadrater, der hver især har sit eget behov for vand, kvælstof, fosfor og kalium mm. Jordspyd med målesensorer registrerer jordtemperatur, -fugtighed, -PH, og indhold af ioner og kan sende besked til kontrolstationen, hvis feltet kommer i underskud af noget, der begrænser væksten.

Den 7. marts meldte Alternativet ud, at det er deres beslutsomme mål, at Danmark skal være 100% økologisk i 2040. For mange et kærkomment mål, for andre en tyndbenet utopi, der vidner om manglende viden om landbrugserhvervet og det globale fødevarebehov i fremtiden. Men deres udmelding åbner et meget relevant spørgsmål: Er fremtidens landbrug økologisk?

Droner med specialudstyr overflyver marken og holder øje med skadevoldere. Særligt skimmel holdes der skarpt øje med på hvedemarkerne. Hvis marken angribes, sprøjter man helt lokalt, næsten på planteindividniveau, og præventiv sprøjtning er der ikke noget af overhovedet. Brugen af sprøjtegifte er markant lavere på disse marker og har nået så lave niveauer, at indholdet i høsten er sammenligneligt med mad fra marker, der slet ikke sprøjtes.

Gødningen, der bruges, er en integreret del af det energikredsløb, hveden indgår i. Det betyder blandt andet, at en del af den fosfor, som marken modtager, er oprenset fra urinstoffer fra mennesker. Der spredes ikke husdyrgødning i ubearbejdet form, da spildet fra dette er alt for stor. Så selvom marken er bæredygtig og miljørigtig i næsten perfekt forstand, ligger den meget langt fra fx en økologisk dyrket mark.

Danmark elsker økologi

Vi spoler tiden tilbage til i dag og tager de imaginære briller af.

Den 7. marts meldte Alternativet ud, at det er deres beslutsomme mål, at Danmark skal være 100% økologisk i 2040.

For mange et kærkomment mål, for andre en tyndbenet utopi, der vidner om manglende viden om landbrugserhvervet og det globale fødevarebehov i fremtiden. Men deres udmelding åbner et meget relevant spørgsmål: Er fremtidens landbrug økologisk?

Svaret afhænger nok af, hvad man mener med ”fremtiden”.

Økologi ligestilles med en sund livsstil og samtidig føler folk, der køber økologisk mad, at de gør noget aktivt for at passe på miljøet. At priserne er dyrere end de konventionelle varer, betyder yderligere, at økologiske madvarer er stærke livsstilsmarkører, der signalerer velstand, overskud og sundhed

Efterspørgslen efter økologiske fødevarer er steget støt de sidste otte år og ligger nu (2017) på godt 9.6% af det samlede fødevaresalg. I 2017 åbnede hele 537 nye økologiske landbrug, og arealmæssigt svarer det til en stigning på 21%. Økologisk landsforening vurderer, at endnu mere land må udlægges til økologisk dyrkning, hvis udbuddet skal kunne følge efterspørgslen i de kommende år.

På samme måde er eksporten af danske økologiske varer vokset stødt de sidste 10 år og var i 2015 på knap 2 milliarder kroner og forventes at stige yderligere til 3,5 milliarder inden 2020.

Danskerne elsker økologi, det er der ingen tvivl om. Økologi ligestilles med en sund livsstil og samtidig føler folk, der køber økologisk mad, at de gør noget aktivt for at passe på miljøet. At priserne er dyrere end de konventionelle varer, betyder yderligere, at økologiske madvarer er stærke livsstilsmarkører, der signalerer velstand, overskud og sundhed.

Så ja – økologi er en vigtig del af den nære fremtids fødevareproduktion i Danmark. Økologi er gået fra at være noget for hippierne til at være noget, den kvalitetsbevidste velstillede dansker identificerer sig med. Og åbenbart også Alternativets politikere.

Er økologi godt for miljøet?

Men hvad med den fjernere fremtid?

Økologien har vundet indpas i vores liv og hjerter, fordi vi gennem de sidste årtier har iscenesat den økologiske produktion, som modsvaret til den konventionelle produktion.

Vi har opstillet en kunstig dikotomi mellem det konventionelle landbrug og det økologiske landbrug og i valget mellem disse to, får vi at vide, at økologien er for os, der gerne vil være sunde og passe på dyr, mennesker og miljø.

Tilbage står så det konventionelle landbrug som synderen. Men, måske mere interessant, kommer den økologiske produktion til at fremstå som ”det rene alternativ”. Men er det nu også rigtigt? Er økologisk produktion bæredygtig? Er den god for miljøet?

Der er fordele og ulemper ved begge produktionsformer. At lade dem udkæmpe en binær kamp mod hinanden er med til at regulere sektoren, men det bringer os ikke nærmere en fremtidssikret fødevareproduktion. Måske tilbageholder debatten os ligefrem fra at tænke innovativt

Debatten om, hvorvidt det er den økologiske- eller den konventionelle produktion, der er den rigtige eller den gode eller den sunde, udspiller sig især mellem Bæredygtigt Landbrug og det Økologiske Råd. Og det har den gjort i årevis. Og denne debat er blevet en utømmelig kilde af modsatrettede informationer, der muliggør at man kan cherrypick på elite niveau. For hvor artikel, findes en modartikel. For hvor påstand findes et dementi.

Boldene lander på politikernes borde. De griber måske særligt efter dem, der er i tråd med deres egne overbevisninger og politiske holdninger. Det er i hvert fald blevet gjort let for dem at argumentere for deres sag, ligegyldigt hvad retning den peger i.

Et sted i alt det her findes der en sandhed. Men sandheder er komplekse størrelser, der ikke vælger side, og sandheden er nok, når alt kommer til alt, at hverken den konventionelle eller den økologiske produktion er fordelagtig for os. Der er fordele og ulemper ved begge produktionsformer. At lade dem udkæmpe en binær kamp mod hinanden er med til at regulere sektoren, men det bringer os ikke nærmere en fremtidssikret fødevareproduktion. Måske tilbageholder debatten os ligefrem fra at tænke innovativt.

Hvem skal vogte vores høns – ræven eller mårhunden?

Ideen om, at landbruget enten er økologisk eller konventionelt, og at det er de to muligheder, vi har at vælge i mellem, er blevet selve fundamentet for vores diskussioner om fremtidens landbrug i Danmark.

Og det er jo så dejligt let at forholde sig til. Hvis man vil være ”god”, køber man købe økologisk. Hvis man er ond, eller ligeglad med miljøet, køber man konventionelt. Eller hvis man er fattig. Vi køber ublu ind i dikotomiens saliggørende enkelthed. Og så vælger vi økologien.

Og ikke nok med det. Vi går på valg for den. Vi identitetsbygger på den. Vi kæmper for den ud fra en ide om, at klodens fremtidige tilstands skæbne hviler på denne tyndbenede binære forståelse.

Og det, der går tabt i den kamp, er denne artikels kerne. For når vi tror, vi kun har to alternativer, og når kampen mellem de to er så voldsom, som den, vi ser udspiller sig mellem det økologiske og det konventionelle landbrug, så efterlader det ikke ret megen plads til at tænke på andre alternativer. Dette må anses som en voldsom hindring for innovativ tækning på området. Det er som om, at vi har glemt, at der måske er andre muligheder.

Den skinbarlige sandhed er, at økologisk produktion ikke en er harmonisk bæredygtig måde at lave mad på

Og det er netop dette, som Alternativets udspil viser i al sin klarhed. Man vælger side inden for dikotomiens snævre rammer, og i valget mellem skidt og lidt mindre skidt vælger man det sidste og opfatter det som godt.

Men den skinbarlige sandhed er, at økologisk produktion ikke en er harmonisk bæredygtig måde at lave mad på. Udover at den økologiske produktion forurener vores miljø, ligesom den konventionelle produktion gør det, er der også en lang række andre problematiske forhold ved denne produktionsform, der gør den uegnet, i hvert fald i dens nuværende form, som en fremtidssikret produktionsmetode.

Et af største problemer med den økologiske produktion, hvis man tænker lidt langsigtet, er, at den ikke indgår i en ligevægtsmodel i forhold til næringsstofskredsløbet. Det betyder lidt kort, at der ikke er sammenhæng mellem den energi, der puttes ind i systemet, og den energi, der kommer ud af det. Differencen mellem de to er groft sagt det, der ødelægger vores natur.

Fx indgår menneskeskabt gødning ikke i kredsløbet, selvom det er os mennesker, der er aftagere af produktionen. På de økologiske landbrug gøder man med husdyrgødning, slagteriaffald og madaffald. Vi opfatter denne måde at gøde på som ”naturlig”, og derfor forventer vi, at det er godt ud fra en idé om, at ”naturen ved bedst”.

Sagt helt kort – hvis vi vil producere mad, der ikke forurener, skal vi have 100% styr på udledning og optag, og dette er ikke et mål, vi kan nå med den økologiske produktion

Vi finder det ”naturligt”, at vi spreder husdyrenes gødning på markerne, men unaturligt at sprede forarbejdet næringstoffer i form af kemisk rene næringsstoffer. Men gødning med fx husdyrgødning er en frygtelig upræcis og forurenende måde at gøde afgrøderne på.

For det første er frigivelsen af næringstofferne fra husdyrgødningen ude af trit med, hvornår planterne har brug for gødningen. I starten af vækstsæsonen mangler planterne gødning, mens de i slutningen har for meget, hvorfor udvaskningen af kvælstof bliver høj. Hertil indeholder gødning fra husdyr ikke en afstemt mængde NPK (kvælstof, fosfor, kalium) i forhold til afgrødens behov.

For de fleste afgrøder betyder det, at der tilføres for lidt kvælstof og for meget fosfor og kalium. Hertil er udnyttelsesgraden for kvælstof i fx gylle kun på 40-50 procent. Resten taber vi til atmosfære og grundvand. Den manglende mulighed for at styre frigivelsen af næringsioner fra ”naturlig” gødning betyder faktisk, at udledningen af ammoniak, nitrogen og nitratholdige oxidanter pr. produktenhed er højere inden for det økologiske landbrug, sammenlignet med det konventionelle landbrug.

Sagt helt kort – hvis vi vil producere mad, der ikke forurener, skal vi have 100% styr på udledning og optag, og dette er ikke et mål, vi kan nå med den økologiske produktion.

Må vi mennesker ikke pille ved skaberværket?

Et andet stort problem er, at det økologiske landbrug bruger meget hårde jordbearbejdningsmetoder som erstatning for sprøjtning mod ukrudt. Mens det er rigtigt fint at begrænse brugen af bekæmpelsesmidler, er det et problem med invasiv jordbearbejdning, der øger udvaskning og erodering af jorden.

Herudover – stadig med fødderne solidt plantet i naturlighedsprincippets tunge cement, er bandlysningen af alle genetisk modificerede arter (GMO) måske den mest arbitrære praksis i de økologiske landbrug (og faktisk i EU generelt).

Genetisk modificerede arter er geniale. Man skaber arter, der giver større afkast, som tåler deres miljø og som i høj grad kan forbedre bæredygtighedeskvotienten. Og det er jo det, vi gerne vil, ikke?

Måske ligger der i virkeligheden en religiøs præmis her? Vi dødelige mennesker må ikke pille ved skaberværket. Vores glæde ved naturlighedsprincippet har måske rødder i et ønske om, at vi ikke selv har ansvaret? At et større princip styrer for os. Naturen eller Gud eller en logik, der overgår vores fatteevne?

Det, der gør det arbitrært, er, at stort set alle vores kornsorter, grønsager og frugter allerede er genetisk modificeret på den ene eller den anden måde. Nogle gange gennem primitive teknikker, men også gennem kontrolleret krydsbestøvning af såsæden.

Modstanden handler åbenbart kun om den totalt målrettede og meget præcise modifikation, der sker, i et laboratorium. Naturlighedsprincippet betyder, igen, at vi vælger den absolut dårligste metode til at forædle vores sorter. Men at nægte at bruge genetisk modificerede sorter svarer til at nægte at få indlagt fjernvarme i sit hus, fordi en brændeovn er mere naturlig.

Måske ligger der i virkeligheden en religiøs præmis her? Vi dødelige mennesker må ikke pille ved skaberværket. Vores glæde ved naturlighedsprincippet har måske rødder i et ønske om, at vi ikke selv har ansvaret? At et større princip styrer for os. Naturen eller Gud eller en logik, der overgår vores fatteevne?

Men naturlighedsprincippet er ikke en garant for bæredygtighed. Faktisk kan vi mennesker på disse kunstige dyrkningsflader, som marker er, skabe langt bedre bæredygtighed, end naturen selv er i stand til.

Konklusionen er forhåbentligt tydelig for enhver. Økologisk dyrkning er ikke bæredygtig. Naturlighedsprincippet hører ikke hjemme i de storproduktioner, som landbrug er, også de økologiske

En mark er ikke et naturligt økosystem, hvor en fin balance mellem arter og deres indbyrdes konkurrence skal opretholdes. En mark er et produktionsrum, der skal være under vores kontrol. Og her skal vi faktisk modarbejde naturen. Og det er vi dygtige til, og det kommer den rigtige natur til gode.

Vi kan eksempelvis tilføre præcis den mængde næring, der er brug for, på præcis det rigtige tidspunkt. Vi kan skabe planter, der kan tåle neddykning under vand ved stormskyl og herved redde høsten. Vi kan skabe salttolerante arter, der kan klare sig på arealer, vi ellers ikke kunne opdyrke. Og sådan kunne man blive ved.

Listen over problemer med den økologiske produktion stopper ikke her, men det ligger uden for denne artikels mål at gå mere i dybden med det. Men konklusionen er forhåbentligt tydelig for enhver. Økologisk dyrkning er ikke bæredygtig. Naturlighedsprincippet hører ikke hjemme i de storproduktioner, som landbrug er, også de økologiske.

Hvor hurtigt skal vi slå vores natur ihjel – 50 år eller 200 år?

Uanset om, vi dyrker økologisk eller konventionelt, er der grænser for, hvor meget af vores areale overflade, vi kan bruge til at producere vores mad på, hvis der skal være plads til naturen. Mens den økologiske produktion fordrer, at vi inddrager stadigt større arealer til vores madproduktion, har vi faktisk brug for at vores areale udnyttelse ikke vokser. Allerede nu er 60-70% af vores areal udlagt til landbrug i Danmark.

Globalt set bruger vi 12 procent af vores samlede areal på madproduktion (svarende til 1,5 mia. ha).

Det estimeres groft, at det teoretisk er muligt at inddrage yderligere 24 procent af Jordens areal. Men det er rent teoretisk, og iberegnet dette er ikke de væsentlige miljøomkostninger, dette vil føre til. Herunder betydningen af omlægning af regnskov til landbrug og forvitring, erosion og saltophobning, der gør jorden ufrugtbar. For ikke at nævne det yderligere tryks på CO2 balancen det ville betyde.

Hvis vi insisterer på, at valget står mellem den økologiske- og den konventionelle produktion, svarer det groft sagt til, at vi vælger mellem, om vi vil ødelægge vores miljø om 100 år eller om 300 år

Et mere reelt tal er fastlagt til 24 procent af vores samlede areale overflade (dvs. 12 procent mere end nu). Men selv dette bud, vil være en voldsom belastning af vores miljø.

Og det er det, vi glemmer. At vores udfordringer er større og mere komplekse end valget mellem to ret primitive og problematiske produktionsformer. At økologisk madproduktion ikke på nogen tænkelig måde er svaret på de helt reelle problemstillinger, vi kommer til at stå overfor i forhold til vores miljø og i forhold til at brødføde verdens befolkning i fremtiden.

Hvis vi insisterer på, at valget står mellem den økologiske- og den konventionelle produktion, svarer det groft sagt til, at vi vælger mellem, om vi vil ødelægge vores miljø om 100 år eller om 300 år.

For begge produktionsformer fører os mod slutningen.

Derfor bliver vi nødt til at kigge på den økologiske produktion, uden det kun sker i sammenligning med den konventionelle produktion, der får den til at fremstå så flot.

Hvor vil vi gerne være om en milliard år?

Vores billede af et landbrug i dag er noget i stil med et trelænget hus, med nogle tilhørende dyrestalde og noget jord. Vi har romantiske billeder af mosaiklandskaber, hvor småbrug blomstrer frodigt mellem stendigerne.

Når vi tænker på bæredygtighed og naturlighed, tænker vi på fritgående dyrehold og grønsager dyrket uden sprøjtning og manipulation. Vores fremtidsversioner af et bæredygtigt landbrug ligner en våd plet på de Morten Korch‘ske lagner og ligger meget langt fra de muligheder, vi reelt har at vælge imellem.

Det estimeres, at vi i skrivende stund producerer fødevarer til 12 milliarder mennesker. Dette tal inkluderer dog også de fødevarer, vi bruger til at fodre vores husdyr med.

Vi kunne med et snuptag løse de fleste af problemerne knyttet til areal, jordudnyttelse og eventuel fødevaremangel i den nærmere fremtid, hvis vi stoppede med at spise kød. Kød er den helt store synder i det her puslespil.

Hvis vores produktionsformer ikke er 100 procent bæredygtige, er det alene et spørgsmål om tid, før konsekvenserne kommer. Den måde, vi laver mad på i dag, er simpelthen for dårlig

Men hvis vi rent hypotetisk forestillede os, at vi alle blev vegetarer eller flexitarer, så ville vi jo heller ikke have adgang til tilstrækkelige mængder husdyrgødning til at holde de økologiske landbrug kørende. Den økologiske produktionsform fastholder os i en slags status quo tilstand, hvor vi ikke kan rokke med ørerne rent innovativt. Og derfor vil det ikke være denne produktionsform, der vinder fremtiden.

I hvert fald ikke på en jord, hvor vi er så mange mennesker, som vi er i dag.

Befolkningstilvæksten synes at fortsætte, selvom den i den indeværende periode har aftaget lidt i hastighed. Hvis vi spiller vores kort rigtigt, og er heldige, kan der leve mennesker på jorden i yderligere 4 milliarder år, inden vores sol vil sætte et endeligt punktum for vores færden på denne klode. Hvis vi vil tage alt det her seriøst, må vi tænke meget mere langsigtet, end vi gør. Hvor vil vi gerne være om en milliard år?

Hvis vores produktionsformer ikke er 100 procent bæredygtige, er det alene et spørgsmål om tid, før konsekvenserne kommer.

Den måde, vi laver mad på i dag, er simpelthen for dårlig.

Økologi er ikke fremtiden. Det økologiske landbrug er ikke godt nok. Og det samme gælder for det konventionelle landbrug. Vi skal lave madvarer, der ikke slider på vores miljø, og hvor afkastet er stort nok, og billigt nok, til, at det kan brødføde os

At det går lidt langsommere, hvis vi producerer økologisk, er ikke godt nok. At vi bare kan droppe kødet for at have mad til længere tid, er ikke løsningen på de problemer, vores vegetabilske produktion har for miljøet.

Og på et tidspunkt når vi med al sandsynlighed til et sted, hvor vores måde at lave mad på ikke vil kunne brødføde os. Så medmindre vi vil til at praktisere befolkningsbegrænsning eller satser på, at en eller anden virus vil nedsætte vores antal, må vi begynde at overveje, hvad vi gør.

Økologi er ikke fremtiden. Det økologiske landbrug er ikke godt nok. Og det samme gælder for det konventionelle landbrug. Vi skal lave madvarer, der ikke slider på vores miljø, og hvor afkastet er stort nok, og billigt nok, til, at det kan brødføde os.

Fremtiden ligger et andet sted

Man behøver ikke have en ph.d. i logik for at indse, at ”landbruget som vi kender det” lever på lånt tid.

Fremtiden ligger et andet sted. Og den ser meget anderledes ud. Der er allerede mange gode initiativer i gang rundt om i verden. Uden for Danmark er man klar over, at fremtiden ikke hviler på de romantiske småbrug med stråtækte tage. Så for os, i Danmark, handler det nu om, hvordan vi kommer med ind i udviklingsstrømmen og sikrer vores landbrugserhverv langt ud i fremtiden. Det er der vores udfordring ligger.

Vi skal i gang. Og vi skal tænke dansk. Hvor er vores plads i den fremtidige madproduktion? Og hvordan får vi vores landbrug opgraderet til at indgå i konkurrencen på et globalt marked?

Før vi kan komme videre, må vi tænke innovativt, og derfor skal alle mulighederne lægges på bordet. Derfra skal vi træffe nogle afgørende beslutninger

Vi skal tænke helt ud af kassen her. Hvad er fremtiden landbrug? Hvordan sikrer vi fødevarestabiliteten i verden? Hvordan sikrer vi vores fødevarer af hidtil uovertruffen kvalitet, så folkesundheden ikke langsomt forringes? Hvordan sikrer vi, at vi kan producere nok protein, uden vores miljø lider uoprettelig skade under dette? Hvordan dyrker vi afgrøderne, uden vi tærer på vores drikkevandsforsyninger og forurener dem?

Hvordan beskytter vi jorden, vi dyrker, så den forbliver frugtbar, og hvordan sikrer vi adgangen til de mikronæringsstoffer, vi skal bruge til denne produktion? Og hvad betyder dette for vores færden her på jorden?

Før vi kan komme videre, må vi tænke innovativt, og derfor skal alle mulighederne lægges på bordet. Derfra skal vi træffe nogle afgørende beslutninger. Men lad os først og fremmest give slip på ideen om, at valget står mellem det økologiske og det konventionelle landbrug.

Mette Cristine Schou Frandsen er miljøbiolog, ph.d., og tidligere landmand. Hun er stifter af tænketanken, Fremtidens Fødevarer.

Topfoto: pxhere

Kategorier