Seeren

af

Bid mærke i navnet Oliver Starpov, skriver Alexander Meinertz. For Starpovs koreografdebut Beginning and Ending rummer ikke kun stor skønhed og en lutring af sjælen i den mest klassiske forstand. Værket definerer og placerer Starpov som kunstner og varsler –  måske – begyndelsen på et nyt kreativt kapitel på Kongens Nytorv.

Oliver Starpov – Beginning and Ending
Dans2Go
. Det kgl. Teater, Gamle Scene. Opføres næste gang 14.02.

Rummet på Gamle Scene lyder af stille regn og hviskende stemmer. Stemningen er elegisk og længselsfuld, mættet af ensomhed og afsked: en grundtone i mol, der symfonisk vokser til brusende crescendoer af enorm fremdrift, overgivelse og skønhed.

_HSP7636_hi
Balletten skildrer over sine 40 minutter The Writer’s eksistentielle dilemma, en indre konflikt, og et syn han ikke kan slippe.

Oliver Starpovs Beginning and Ending er både brud og ny begyndelse, smerte og glæde. Fortalt gennem 10 billeder er det en livsrejse, der koreografisk og dramatisk understøttes smukt og atmosfærisk af Starpovs lydside – uddrag af Max Richters Memoryhouse og Songs from Before – og i idé måske af den tekst af Haruki Murakami, Robert Wyatt lavmælt reciterer som digt i Time Passing.

Both elbows on the table, I covered my face with my palms. Inside that darkness, I saw rain falling on the sea”, lyder et fragment fra South of the Border, West of the Sun. “Rain softly falling on a vast sea, with no one there to see it …

Der er en kraft stærkere end kærligheden, der trækker i Beginning’s centrale karakter.

I Murakamis kærlighedsroman opløses øjeblikkets mørke af en hånd, der let rører fortællerens skulder, men her er han alene. Der er en kraft stærkere end kærligheden, der trækker i Beginning’s centrale karakter.

Balletten skildrer over sine 40 minutter The Writer’s eksistentielle dilemma, en indre konflikt, og et syn han ikke kan slippe. Han finder sin fortabelse – og forløsning – alene, i en anden virkelighed befolket af dådyr, skovfolk, en vinget skikkelse og en skytsengel. The Fiancée og den mand, han var, optræder som fjerne minder.

Sebastian Haynes og Viktoria Falck-Schmidt. Foto: Henrik Stenberg.
Sebastian Haynes og Viktoria Falck-Schmidt. Foto: Henrik Stenberg.

Symbolismen og romantikken lever

Fortællingen er på papiret fersk, lidt troskyldig, men den virker stærkt og oprigtigt på scenen: Man har indtryk af en historie, der er født i en kreativ proces. Ikke udlagt på et bord og sat skematisk i scene, men netop vokset frem med rod i en følelsesmæssig og intuitiv respons på Max Richters post-minimalistiske lydflade, hvor tale, reallyd, klaver og strygere skaber et meditativt afsæt.

Det interessante er derfor heller ikke det narrative forløb i sig selv, men snarere ballettens budskab. Hvad er det, Oliver Starpov vil os?

Helt centralt står portrættet af kunstneren som seer. En opfattelse, der har rod i symbolismen, hvor man forestillede sig kunstneren stå i mytisk forbindelse med en anden verden i en vægtning af det åndelige og sjælelige. Altså kunst med en næsten religiøs dimension.

Det er en anskuelse fra det 19. århundrede, der fortsat lever i ballet, og særligt i værker fra romantikken som Sylfiden, Giselle og Svanesøen. Fælles for disse balletter, der alle er nøgleværker i det repertoire, Starpov er uddannet med som danser ved Den Kgl. Ballet, er også den mandlige protagonist, der i naturen oplever en transcendens eller en befrielse.

Et stormfuldt hav af bevægelse og følelse

I glimt henviser Beginning and Ending også koreografisk til de tre historiske balletter, men Oliver Starpovs debut indskriver sig i mindre grad i samme litterære tradition og knytter mere an til en abstrakt, tematisk kunst.

Formsproget er neoklassisk og lyrisk, dvs. baseret på klassisk ballets trinsprog, og Starpov bruger sit vokabular smidigt og virtuost. Han har tidligere arrangeret en dramatisk, næsten gymnastisk arkitektur i en ensemblescene i Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes opsætning af Svanesøen, måske med inspiration fra Sir Kenneth MacMillans Manon. I Beginning and Ending udvikler han det formarbejde i en smukt organisk scene for fire mænd og en kvinde – og med særligt gribende patos i ballettens slutbillede.

Han indtager med en auteurs kompetence, selvtillid og selvfølgelighed tid og rum som sit eget.

Starpov mangler ikke trin. Fra det 20. århundrede trækker han udover MacMillan på George Balanchine, Jiri Kylian og John Neumeier, men han indtager med en auteurs kompetence, selvtillid og selvfølgelighed tid og rum som sit eget.

Beginning and Ending er drevet af en utrolig energi og billedrigdom, et stormfuldt hav af bevægelse og følelse, hvor koreografen fryser sit korps som saltstøtter og sætter al fokus på The Writers ensomme løb – eller omvendt i sindbilleder med en verden orkestreret i apokalyptisk, hvirvlende oprør omkring samme mand, der med rolige skridt og et ekstatisk udtryk går sin skæbne i møde.

Blackout. Stilhed.

En ny begyndelses tid

Slutningen er også en begyndelse i den poetik, Oliver Starpov formulerer i Beginning and Ending. Sidste billede er en andenakt. Som liv efter døden, en genfødsel eller en genopstandelse, hvor fortællingsanslag, scenografiske elementer, kostumer og al identifikation nu skrælles bort, så kun kroppen er tilbage. Den er, som symbolbærer i denne apoteose, ikke jordbunden, men flyvende, opløftet, lutret og fri i sin aspiration. Ikke længere fanget i virkeligheden, ikke fysisk.

Som galionsfigur bæres The Writer frem i himmelsøgende motiver af otte mandlige dansere, men også denne sidste rest af identitet og individualitet udviskes endeligt, som han viser vej mod en anden væren, hvor skabelse er fortabelse: opslugt og sammenført, ét med sin kunst. How can you tell the dancer from the dance?

I min tolkning er kunstneren altså en repræsentation af Oliver Starpov selv. The Writer et alter ego for koreografen. Når The Fiancée i andet billede kalder på Sebastian, er det Oliver, der svarer i mørket på Gamle Scene. I den læsning er Beginning and Ending et biografisk orienteret eller i hvert fald meget personligt værk. Ikke kun en ung mands idealistiske skøndrøm men en indsigt, en erfaring og en ret markant erklæring, hvor Oliver Starpov definerer sig selv som kunstner: Romantiker, lyriker og seer i en ny tid.

Det er faktisk uendeligt betydningsfuldt, måske skelsættende, for et kunstnerisk hus, hvor man ikke har haft en koreograf, siden Anna Lærkesen.

Det er faktisk uendeligt betydningsfuldt, måske skelsættende, på et teater, hvor man ikke har haft en koreograf, siden Anna Lærkesen skabte sit sidste værk, Quasi una Fantasia, for nu 20 år siden. Lærkesens balletter har ikke stået tidens tand, ligesom kun et enkelt værk af Flemming Flindt og Harald Lander overlever fra sidste århundrede.

Oliver Starpov og Den kgl. Ballet har brug for hinanden. Carpe diem.

Kroppen er, som symbolbærer i denne apoteose, ikke jordbunden, men flyvende, opløftet, lutret og fri i sin aspiration. Foto: Henrik Stenberg.
Kroppen er, som symbolbærer i denne apoteose, ikke jordbunden, men flyvende, opløftet, lutret og fri i sin aspiration. Foto: Henrik Stenberg.

Hovedfoto: Oliver Starpov portrætteret af Signe Roderik.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Alexander Meinertz

Jeg har skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991. Fokus i mine kommentarer og overvejelser er i særlig grad på idéverden, værk og iscenesættelse. I 2006 udgav jeg biografien Vera Volkova hos Schønberg, efterfulgt af en biografi om Erik Bruhn i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger. For POV redigerer jeg kulturstof og skriver, udover ballet, om forskellige historiske perioder og kulturemner.

Seneste indlæg fra

Gå til Top