mm

Lis Maaløe

Lis Maaløe er oprindeligt uddannet sygeplejerske, cand. mag. i psykologi og forvaltning fra RUC og fagjournalist fra Danmarks Medie- og journalisthøjskole. Hun har undervist på en sygeplejeskole i mange år og har herefter været forlagsredaktør og -chef i 15 år i Gyldendal Akademisk/Munksgaard. For et par år siden sagde hun op for at få et mere fleksibelt liv, hvor hun blandt andet skriver artikler om sundhedsfaglige emner. Hun bor med sin familie nord for København. Hvis du synes om Lis Maaløes arbejde på POV og vil kvitterer for det, kan du donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 25 58 26 62

Se alle skribentens artikler
Svalholm Dans: Ultima (2017), co-produceret af Teater Bora Bora i Aarhus. Foto: @KaveerRai | www.kaveerrai.com

Scenekunst viser nye sider af gamle kroppe

DANS OG ALDERDOM – Den aldrende krops skrøbelighed og erfaring viser en særlig styrke. Det mener koreografen Nønne Mai Svalholm, der har valgt at arbejde med mennesker over 60 år i sin scenekunst. Lis Maaløe har mødt kunstneren til en snak om forestillingstrilogien “Circuit” og om livet og døden.

“Nogle maler med blå maling, og jeg laver forestillinger med ældre mennesker. Jeg synes, jeg har fundet ind til det, der er mit udtryk i virkeligheden. Jeg har i mange år savnet noget, der har dybde og et menneskeligt udtryk. Det synes jeg, at jeg får med det her,” siger Nønne Mai Svalholm.

Den 40-årige koreograf Nønne Mai Svalholm har gennem flere år været fascineret af den gamle krop, og siden 2015 har hun skabt scenekunst, hvor de medvirkende alle er over 60 år.

“I udgangspunktet er det den mest fjollede og skøre ide at arbejde med kroppe, der hverken forstår sproget, eller har teknikken og formen til scenekunst,” siger Nønne Mai Svalholm og ryster på hovedet.

Forestillinger omhandler liv, død og skabelse, hvor skabelse, ifølge Nønne Mai Svalholm, sker, selvom det ældre menneske ikke længere kan skabe i biologisk forstand

Det er blevet til trilogien Circuit, hvor to af forestillingerne er opført og den tredje skal sættes op i løbet er 2018. Forestillinger omhandler liv, død og skabelse, hvor skabelse, ifølge Nønne Mai Svalholm, sker, selvom det ældre menneske ikke længere kan skabe i biologisk forstand.

“Det kan stadigvæk give indsigt hos andre, oplyse eller inspirere. Medvirke til skabelse.”

Men koreografen understreger, at det er abstrakt scenekunst, hvor det er op til den enkelte tilskuer at opleve værket.

“Jeg har et intelligent publikum, og de skal have mulighed for at sanse, blive berørt og bruge hele deres intellekt,” understreger koreografen og forklarer, at hun ønsker at respektere publikums frihed til at fortolke værket.

Den gamle krop

Da Nønne Mai Svalholm startede med projektet i 2015, var hun i tvivl, om det overhovedet var muligt at lave et værk, hvor de medvirkende var amatører og som minimum var 60 år.

I starten oplevede hun, at hendes eget misforståede syn på de ældres krop var en udfordring og forhindring.

“Jeg var bange for at tage fat eller udfordre dem, som det materiale de jo skal være, når jeg skal skabe sammen med dem. Jeg fandt ud af, at de ikke går i stykker. De kan meget mere, end jeg forestillede mig, og de også selv forestillede sig,” siger Nønne Mai Svalholm.

Nønne Mai Svalholm er koreograf og kunstnerisk leder af Svalholm Dans. Hun er 40 år og ar uddannelse fra Dance Space and Steps i New York, Fontys Universitet og konservatorie i Holland og Balletakademiet i Stockholm. Foto: PR-foto/Svalholm dans, Kaveer-Rai.

Et gennemgående aspekt for hendes scenekunst er at se den gamle krop udføre bevægelser, som den faktisk ikke mestrer.

“Der er en menneskelighed og en kvalitet i bevægelserne, i udtrykket, når de er mennesker, og ikke toptrænede atleter eller professionelle dansere på en scene. Det giver noget ekstra vigtigt og fint til min kunst. Det er en fantastisk oplevelse,” fortæller Nønne Mai Svalholm.

Det er stivheden i kroppen, der giver personlighed og kant og et helt specielt udtryk til kroppen, mener Nønne Mai Svalholm.

“Jeg gerne vise nogle af de ting, de har svært ved. At de nogle gange taber balancen, at de ikke mestrer det samme som dem, der er 25 år,” siger hun og fortæller, at det nogle gange kan være et problem, en bivirkning, at de medvirkende kommer i så god form undervejs gennem træningen, så de kan rejse sig fra gulvet som graciøse pantere.

“Så jeg bliver nødt til at gøre det sværere og sværere, så jeg får det menneskelige frem,” som netop er hendes formål med at bruge de ældre amatører i sin scenekunst.

“Det er vigtigt for os alle at se den gamle krop. Hvordan skal man kunne forstå sig selv, hvis man aldrig ser en gammel naturlig krop?”

Trilogien skal vise den naturlige gamle krop. Den krop, som ifølge Nønne Mai Svalholm, alt for ofte bliver gemt væk,

“Det er vigtigt for os alle at se den gamle krop. Hvordan skal man kunne forstå sig selv, hvis man aldrig ser en gammel naturlig krop? Det er fuldstændigt vanvittigt, at man meget, meget sjældent, heller ikke i kunsten præsenteres for eller repræsenteres af ældre. At man altid skal spejle sig i unge eller voksne. Til nøds er det unge, voksne og ældre sammen, men det er aldrig udelukkende ældre. Det synes jeg er en stor fejl,” siger hun og fortsætter,

“Jeg oplever, at noget af det mest usexede for et menneske er at blive ældre eller gammel, og samtidigt er det jo noget, vi alle ønsker os; at vi lever længe.”

Skrøbelighed og styrke

Ifølge Nønne Mai Svalholm oplever publikum, at forestillingen viser de medvirkende som modige,

“Der er noget meget stærkt og kraftfuldt ved mennesker, der står ved deres egen skrøbelighed og menneskelighed. Det indgyder respekt.”

Det er ofte de yngre publikummer, som forestillingen gør mest indtryk på. De er begejstrede.

Det gjorde et stort indtryk på Nønne Mai Svalholm at høre nogle kommentarer fra social og sundhedselever, da de havde set forestillingen. De var især imponerede over hvor fysiske de medvirkende var med deres krop, især når det gælder balance og koordination.

“Eleverne sagde, at de medvirkende var så nærværende. At de havde øjenkontakt og være til stede i sig selv,” fortæller hun.

“Det handler jo lige så meget om død, som det handler om liv.”

De midaldrende tager måske i højere grad afstand fra forestillingen. Koreografen mener, at det muligvis skyldes, at nogle af de midaldrende oplever, at de gamles kroppe kommer for tæt på den aldring, som de dybest set forsøger at undgå, fordi ingen vil føle sig som gamle.

“Det går jo ikke at man ikke vil acceptere at blive gammel. Det er jo naturligt på et eller andet tidspunkt. Det er noget med at give slip på den her kontrol, som vi gerne vil have over vores liv,” mener Nønne Mai Svalholm, der understreger at kroppen netop skal have lov til at udvikle sig gennem hele livet, også for at forstå, at vi ikke er her for evigt, og det taler vi alt for sjældent om.

“Det handler jo lige så meget om død, som det handler om liv,” siger hun.

Hovedsagen er den del af forestillingen, hvor den medvirkende skal læne hele sin kropsvægt mod den andens hoved. Hovedet skal hele tiden have kontakt. Nønne Mai Svalholm fortæller, at de medvirkende oplever det meget intimt, og det har været svært for nogle af dem i starten. Foto: Michael Dinesen.

Seriøs træning – ikke et hobby-projekt

De 40 medvirkende i Ultima er mellem 60 til 81 år, og de har trænet fra klokken et til klokken halv syv i mange måneder.

“Det tager simpelthen lang tid for kroppen at forstå og smelte oplysninger, der skal lagre sig i kroppen,” forklarer Nønne Mai Svalholm og tilføjer, at professionelle jo gerne bruger ti år på bare at mestre kroppen.

Det der trænes allermest er nærvær, fokus og indlevelse i sin egen krop, i sine egne sanser og andre kroppe omkring en, og det rum man er i. Nønne Mai Svalholm anser denne træning som det basale.

Forestillingen skal ikke skal betragtes som et hobby-projekt. Forestillingen er seriøs, og de medvirkende bliver taget seriøst

“Uden det, kan man ikke stå på en scene, og samtidig udvikler det også kroppen,” siger hun og tilføjer, at det nok er den bedste fitness, hun kender, når det drejer sig om smidighed, styrke, balance og rumlig orientering.

Koreografen lader sig dog ikke diktere af de fysiske fordele ved træningen for de medvirkende. Målet er at lave god scenekunst.

“Jeg vil også vove den påstand, at den eneste måde vi kan lave kunst på er, at værket er det vigtigste, det er vigtigere end mig, og det er vigtigere end de medvirkende. Det skal vi tage 100 procent seriøst,” understreger Nønne Mai Svalholm, som dog også erkender, at der i nogle tilfælde skal tages særlige hensyn, når det drejer sig om forklaringer, aftaler og selve pædagogikken.

De medvirkende accepterer fuldt ud, at målet er at nå publikum med deres opførelse af værket, fortæller Nønne Mai Svalholm.

“Jeg tror det hænger sammen med, at jeg stiller store krav. Jeg har store forventninger til dem og lægger et stort ansvar over på dem. De vokser med det ansvar,” siger hun og understreger, at de medvirkende hurtigt forstår, at forestillingen ikke skal betragtes som et hobby-projekt. Forestillingen er seriøs, og de medvirkende bliver taget seriøst.

Triologiens sidste forestilling

Nønne Mai Svalholm har planer om at fortsætte med at arbejde med ældre mennesker som sit kunstneriske udtryk.

“Det er min passion at lave scenekunst. Måske kan jeg arbejde med nogle af de mennesker, der har svært ved at komme ind til os, men det bliver ikke nogen terapeutisk situation,” siger hun med fasthed i stemmen. Formålet er at lave eksperimenterende scenekunst, der viser autentisk skrøbelighed og kraft i ældre kroppe, sind og sansninger.

Audition til den tredje forestilling i trilogien finder sted i foråret 2018 på Svalholm Dans i Aarhus.

Hovedfoto: @KaveerRai | www.kaveerrai.com

Kategorier