Sanketure: Sensommerens skærmfrie skattejagter

af

Pokémon Go sendte i fjor mennesker verden over på skjattejagt, samtidig med at de opdagede så mange andre ting i deres omgivelser, de normalt ikke lagde mærke til. Pokémon Go er for længst afløst af nye diller, men der findes et godt gammelt alternativ, der passer perfekt til sensommeren: Sanketuren, hvor man finder urter sammen i naturen. 

Sidste sommer tryllebandt Pokémon Go mig og imponerende mange andre. Bevæbnet med hver vores mobil gik vi på jagt efter Pokémons i gader og stræder. Undervejs fik vi gået kilometervis af hyggelige ture sammen, spottet fine detaljer i gadebilledet og opdaget hengemte seværdigheder. Og vi faldt naturligt i snak med hinanden på tværs af generationer og ståsteder.

Nu er Pokémon Go for længst afløst af andre diller. Men det undrer mig, at vi lod alle de gode følgevirkninger gå i glemmebogen sammen med Pokémonnerne. Hvorfor bliver vi ikke bare selv ved med at tage på skattejagt sammen på tværs af generationerne, når nu der findes en helt skærmfri form for skattejagt, hvis rødder stikker langt dybere end dillerne og som har tryllebundet generationerne før os: At tage på sanketur og finde urter sammen i naturen.

Vi bruger bare vores sanser i stedet for mobilerne

”Det er faktisk lidt som at jage Pokémons. Her er vi bare ude i naturen, og bruger vores sanser i stedet for mobilerne. Og så kan vi plukke og smage de ting, vi finder”, fløj det ud af munden på mig, da jeg sammen med en veninde og hendes unger var taget på sanketur på Amager Fælled, og vi voksne skulle til at forklare, hvad der skulle ske de næste par timer og hvorfor det alt sammen nok skulle blive sjovt, selvom det småregnede.

Det var sådan en dejlig dag, vi lige havde tilbragt dér på Amager Fælled. To voksne og to børn med øjnene på stilke, vibrerende næsebor og tungerne på gled

Det var ikke en sammenligning, jeg havde tænkt over på forhånd, og indvendig rystede jeg bagefter på hovedet af mig selv over min alt for overpædagogiske tilgang – som om de skønne unger ikke af sig selv ville gå på med krum hals og som om sankningens mysterier, skattejagt, samvær og sanseindtryk ikke i sig selv skulle være nok til at kunne tryllebinde dem. Hvilket det jo selvfølgelig var.

Men selvom det var temmelig fjollet og unødvendigt sagt af mig i den konkrete situation, tyggede jeg alligevel videre på det, da jeg senere på aftenen skyllede dagens fangst af vild peberrod. For det var sådan en dejlig dag, vi lige havde tilbragt dér på Amager Fælled. To voksne og to børn med øjnene på stilke, vibrerende næsebor og tungerne på gled, mens vi smagte på de forskellige urter, alle fire lærte en masse nyt, sang i vilden sky og fortalte røverhistorier. Og så var det ovenikøbet en skærmfri og helt gratis fornøjelse at være fælles om.

I 2012 kørte dette billede af Sergei Boutenko rundt på de sociale medier. Hvor mange henholdsvis brands og planter kender du umiddelbart navnet på? Hvis du spillede Pokémon Go sidste år – hvor mange Pokémons kunne du så sidste år navnet på? Og hvor mange nye planter lærte du at kende i løbet af samme sommer?

Og mens jeg stod dér og skyllede min vilde peberrod, slog det mig, at den mest markante forskel på sanketuren og de glade Pokémon Go-dage var, at mens hele byen sidste sommer sværmede med Pokémon-jægere i alle aldre, stødte vi ikke på vores sanketur på en eneste anden skattejæger.

Men hvorfor fortsatte vi ikke bare skattejagten?

Og jo mere jeg tænker over det, jo mere undrer det mig. For selvom Pokémon Go for længst er blevet afløst af andre diller, kunne vi jo snildt have holdt fast i det gode, Pokémon Go bragte med sig: Lysten til udforske, spændingen ved at være på skattejagt og glæden over at være en del af et større fællesskab.

Jeg var nemlig selv en af de mange voksne, der sidste sommer, da Pokémon Go-bølgen var på sit højeste, var ligeså bidt af fange Pokémons som ungerne omkring mig. For ikke alene var det smaddersjovt. Jeg syntes også, der var så mange fine ting og følgevirkninger af Pokémon-dillen. Ikke alene var der pludselig langt flere mennesker, der gik tur rundt om i gader, stræder og parker. Vi faldt også i snak på tværs af generationer og ståsteder, mens vi fortalte hinanden, hvor vi sidst havde set nogle af de sjældne Pokémons. Sammen hang vi ud ved de forskellige Pokéstops, når nogen havde lagt en lure ud for at tiltrække flere Pokémons, hvilket alle i nærheden fik glæde af. Og samtidig gjorde de mange Pokéstops og træningscentre rundt om ved seværdigheder, at vi alle sammen fik trænet vores stedsans, vandret mange ekstra kilometer om dagen og fik øjnene op for de fine detaljer i bybilledet og naturen.

Ja, vist var der også en masse problemer med katastrofalt bratte opbremsninger i trafikken. Vist var jeg trist over, at min elskede bibliotekshave, der tidligere var mit hengemte fristed midt i byens puls, var trådt helt flad af de Pokémon-jagende horder. Men overordnet var jeg stor fan – og derfor synes jeg, det er ærgerligt, at følgevirkningerne forsvandt med Pokémon Go, da nye diller tog over.

Augmented reality: Set gennem skærmen sker der pludselig alt muligt lige for øjnene af én, når man spiller Pokémon Go. En nyt filter på virkeligheden som kun dem, der spiller med, kan se.

Men det er ikke selve Pokémon-figurerne, jeg savner, selvom jeg selvfølgelig anerkender, at deres umiddelbare tiltrækningskraft på børn i alle aldre, var en afgørende faktor for Pokémon Go’s eksplosive udbredelse. For min skyld kunne det lige så godt – langt hellere faktisk – have været alt muligt andet, jeg så ivrigt brugte kræfter på at samle og lære alt muligt mærkeligt om. Det var ikke figurerne, men teknologien, spillets konstante udfordringer og småbelønninger, samværet, gåturene, seværdigheder og fællesskabet, jeg var vild med. Og det pudsige er, at det faktisk alt sammen helt naturlige dele af en sanketur. Ovenikøbet tilsat masser af smags- og sanseoplevelser, læring, naturforståelse og skiftende “udfordringer” alt efter sæsoner og sankelandskaber, der gør, at sankning bliver ved med at være interessant i længden.

Geocaching: Den eksotiske virkelighed

Noget af det, der tryllebandt så mange af os så meget, da Pokémon Go kom frem i sommeren 2016 var, at det for mange af os i den brede-ikke-ellers-så-teknologisk-fiffige-eller-spillende del af befolkningen, var vores første møde med augmented reality – den digitalt forandrede virkelighed, der med spil og apps som Pokémon Go bliver synlige, når vi ser på verden gennem mobilen.

”Den er jo lige dér”, hvinede vi, når vi første gang så en Pokémon tone frem på skærmen for øjnene af os – lige midt i de omgivelser, vi selv sad midt i. Så helt utroligt levende, at vi spontant rakte ud efter dem. Det var sådan en sjov fornemmelse, at de mange Pokémons gik rundt lige dér midt iblandt os, men at kun os, der spillede med, kunne se dem.

Selv er jeg også meget glad for at Geocache – en verdensomspændende skattejagt, hvor man ved hjælp af mobilen, meget præcise koordinater og gåder kan finde små skatte, andre geocachere rundt om i verden har gemt. Når man har fundet skatten, noterer man sit navn i en logbog og lægger den tilbage igen, så andre også har en chance for at finde den. På samme måde som med Pokémon Go skaber geocaching et helt nyt filter på verden. En slags hemmeligt fællesskab for alle, der har lyst til at være med. Sankning er på mange måder old school geocashing – og glæden ved at finde en særlig plante er ofte den samme som glæden ved at finde en godt gemt cache.Geocaching giver – på samme måde som Pokémon Go og så alligevel helt anderledes voksennørdet – også os, der geocacher en særlig optik på verden, som vi deler med alle de andre, der er med. Mens det er lidt sjovt at tænke på alle dem, der intetanende sidder på en bænk lige ovenpå en hemmelig skat.

Fra grønt til 50 shades of green

Sankning har det samme element af skattejagt af at være på skattejagt ude i den virkelige verden, som Pokémon Go og Geocaching. Men her behøver man ikke en mobiltelefon for at lægge et særligt filter henover virkeligheden. Planterne står lige dér for øjnene af os alle sammen. De fleste – alle dem, der ikke har øjnene på sankestilke – går bare lige forbi. Tænker, at det hele bare er grønt. Men efterhånden som man træner sin optik, begynder bladenes former og de mange nuancer af grønt at få nye betydninger. Man begynder at kunne skelne mellem 50 shades of green, hvor man før blot så én.

Mens vi sidste sommer faldt i svimer over, hvor vildt det var, at der kunne være Pokémons lige dér for øjnene af os, er det som vi lidt har glemt – eller i hvert fald tager totalt for givet – hvor vildt det egentlig er, at der år efter år trods mange haveejeres indædte kamp mod skvalderkålen, stadig vokser vilde spiselige planter i vores baghaver. Og at marker, skove, strande og enge byder på et kæmpestort tag-selv-bord af vild mad.

Når man følger naturen tæt, forstår man også meget konkret dens kredsløb – og forstår derfor også, hvor alvorligt det er, hvis bierne er ved at uddø. For hvem skal så bestøve alle planterne – og hvad skal vi leve af, hvis planterne ikke længere bærer frugt?

Hvert år er det faktisk et lille mirakel, at planterne ufortrødent gentager deres rytme, selvom vi gør deres vækstbetingelser dårligere år for år. Mens vi fortrylles af alt det, den nye teknologi kan, tager vi til gengæld efterhånden naturens små mirakler for givet. Ofte i en grad, så vi glemmer, hvor vigtigt det er, at vi værner om den vilde natur. Når man følger naturen tæt, forstår man også meget konkret dens kredsløb – og forstår derfor også, hvor alvorligt det er, hvis bierne er ved at uddø. For hvem skal så bestøve alle planterne – og hvad skal vi leve af, hvis planterne ikke længere bærer frugt? Så længe man ikke selv befinder sig særligt ofte i naturen, kan man nemmere bevare sine skyklapper for øjnene. Så forekommer det hele som en lidt abstrakt og fjern diskussion, for så opdager man ikke de små forandringer i landskabet, insektbestanden, urterne fra år til år. Så er de vilde planter der jo bare, ligesom de altid har været. Men når man begynder at sanke, er det ikke kun en sjov form for skattejagt i naturen. Vi lærer så utroligt meget undervejs om vigtige jordforbindelser, biodiversitet, naturområder, bierne og blomsterne.

Sanselighed og naturfornemmelser

Selvom de mange Pokémons måske nok forekom meget håndgribelige, skal vi nok alligevel gennem mange generationer af iPhones til, før det med augmented reality og spil og apps bliver lige så håndgribelige og sanselige som de muligheder for at plukke, dufte til og smage på planterne, som naturen altid har budt på. Når man samler planter ude i virkeligheden mærker man tydeligt brændenældens svien på knoerne, men fortvivler ikke, fordi man ved, man bare skal finde sig en bredbladet vejbred og smøre den på brændemærket. Man får helt bogstaveligt jord under neglene, når man graver en vild peberrod op. Man træner sin finmotorik, når man skal undgå havtornens og brombærrenes torne. Og man får genopdyrket både natursynet og samfundssindet, når man minder hinanden om, at man aldrig skal plukke det hele, men altid lade det meste stå tilbage til de næste. Fuglen og den fattige skal også være mæt.

Et udpluk af sanke-baserede opskrifter fra den nye app Vild Mad. Her blot et par dem, man ville kunne tilberede efter en vellykket sanketur i juli. Hver måned er det nye råvarer, man kan finde i naturen – og dermed også nye opskrifter, der ligger klar som inspiration på vildmad.dk.

Desuden lærer man en masse om smag, når man hjemme i køkkenet bagefter eksperimenterer med urtekombinationerne. Koger marmelader, fordi man nu engang lige har hyben, mirabeller eller brombær. Fremtryller svampelækkerier, der smager endnu bedre, fordi man har fundet svampene selv, og de derfor ikke kun smager af svampe, men også af skovbund, vejrbidthed og minderne om de gode samtaler man havde, mens man gik og fandt dem. Selvgjort er velgjort, siger man – og selvplukket er i høj grad også velplukket: Ofte viser det sig at være en god ”mundoplukker” blandt de kræsne, der ikke rigtigt kan lade være med at smage, når nu de selv har været med til at indsamle guldet.

Rønnebær eller Rattata?

I al beskedenhed var jeg selv ret overrasket over, hvor godt et overblik jeg sidste sommer nåede at få over de forskellige typer Pokémons. Men gang på gang måtte jeg erkende, at det var at regne mod underne omkring mig, der kendte til alle detaljer i Pokémon-universet. Mængden af viden om superkræfter og udviklingsstadier de kunne holde styr på for flere hundrede forskellige Pokémons var dybt fascinerende.

Tænk hvis børn – og for den sags skyld os alle sammen – fremover blev lige så gode til at kende navnene på, anvendelsesmulighederne af og superkræfterne hos Gråbynke, Vild Peberrod og Rønnebær, som de sidste sommer kendte alle detaljer om Rattata, Spearow og Pidgey.

Der er mange detaljer at fordybe sig i, både når man spiller Pókemon Go, og når man sanker. På app’en Vild Mad er de forskellige urter nøje beskrevet, så man både kan lære, hvordan man sanker dem i naturen, hvad man sensorisk skal være opmærksom på og hvordan man kan bruge dem i madlavningen.

Og tænk, hvis vi alle sammen fik lige så godt styr på, hvordan de forskellige planter udvikler sig henover året, som vi sidste år havde styr på, hvordan de forskellige Pokémons kunne evolve. Havde man eksempelvis fanget pokémonen Pidgey, fik man efterhånden som man fangede flere Pidgeys mulighed for at lade den gennemgå en slags metamorfose, hvor den udviklede sig først til den større og stærkere Pigdeotto og i sidste ende til allerstærkeste Pidgeot.

Når man sanker, gælder det på samme måde om at kende planternes udviklingsforløb henover året. For ligesom vi kender sommerfuglens udvikling fra larve til puppe til flyveklar sommerfugl, gennemgår også planterne vidt forskellige stadier henover sommeren, hvor de ofte har vidt forskellige anvendelsesmuligheder og superkræfter alt efter modenhedsgrad.

De fleste kan stadig med det blotte øje nemt spotte både hyldeblomster og hyldebær i naturen – og både se og smage den markante forskel på den gyldne hyldeblomstdrik og den dybrøde hyldeblomstsaft. Og på samme måde har de fleste andre planter lige så forskellige karakteristika i smag og helsekræfter alt efter, hvornår på året man sanker dem. Men p.t. har mange af os nok stadig bedre fornemmelse for, hvilke superkræfter de forskellige Pokémons besidder, end hvilke planter det er, der dufter helt ekstraordinært godt. Er særligt smukke. Smager bedst. Eller kurerer vores dårligdomme.

Slægt følger ikke længere slægters gang

Det, der afholder de fleste fra at sanke er, at man trods alt lige skal vide det mest basale om, hvad der er hvad. Og her kommer mange i den nuværende voksengeneration til kort. De fleste – i hvert fald blandt byboerne – kender knap nok andre svampe, end kantareller. Og hvad vi ikke selv ved, giver vi heller ikke længere automatisk videre til ungerne.

En del af os, der som jeg er midaldrende lige nu, nåede lige akkurat at få noget basisviden med fra vores bedsteforældre, som vi plukkede bær og syltede sammen med i de uendeligt lange sommerferier, dengang solen altid skinnede. Som lærte os om kornsorterne og træsorterne, når vi var på tur. Som helt ubesværet bare konstaterer på en havevandring, at egen står flot i år, gyvelen vel nok har spredt sig, og at det vel nok er dejligt som den ribes bebuder forår. Nogle af mine kerneminder om min farfar er fra havevandringer, hvor han plukkede et enkelt fingerbøl ud på riddersporerne i pragtbedet og vendte vrangen ud, så det kom til at ligne en karet med små alfeheste spændt foran. Ren magi. Og så havde han den der helt særlige konstaterende måde at pege med stokken, når vi gik tur og bare sige: ”Bredbladet vejbred”. Så huskede man ligesom dét for altid.

Gamle anskuelsestavler, der gav skolebørnene et nuanceret indblik i, hvordan det hele hang sammen med blomsterne og bierne. Meget af den slags lærer man selvfølgelig med mere moderne undervisningsmidler stadig i skolerne i dag – men for de fleste moderne danskere, er der blevet meget længere mellem besøgene i naturen, hvor man selv kan få en håndgribelig førstehåndserfaring med planterne.

Nu skal man jo nok blive forstået, selvom man ikke kan formulere sig mere præcist end at sige ”hvor er den lyserøde busk flot”. Men når vi ikke længere kender planternes navne, er det dog et af mange symptomer på, at vi er ved at miste vores fornemmelse for naturen. For få generationer siden, kunne de fleste tale om naturen med et nuanceret spektrum af ord og begreber, trække på masser af personlige og kropslige erfaringer, forstå den dybere mening i alle de ordsprog, der er inspireret af naturen og landbruget, videregive vigtig viden til de næste generationer på samme måde som den var blevet videregivet til so selv. Men i dag taler mange af os om naturen med så fattigt et begrebsapparat, at det lyder som om vi læser højt af et barns pegebog: Busk. Træ. Græs. Gul. Grøn. Lyserød. 

Sværere er det så heldigvis heller ikke

Selvfølgelig kræver det også noget grundlæggende viden, så man ikke kommer til at plukke noget, man får ondt i maven af. Den slags viden var tidligere helt almindeligt udbredt, for det at sanke var noget af det naturligste i verden i de tidligere generationer. Men i dag besidder mange voksne – især blandt byboerne – ikke længere den grundlæggende viden, så vi kan give den videre til de næste generationer. Det afholder mange fra at sanke – alt for mange. Indtil for nylig også mig selv, og selv om denne sommer for mit vedkommende har stået i sankningens tegn, føler jeg mig også selv mest tryg, hvis der ”er en voksen til stede”. Men det er ærgerligt, for hjælpen er indenfor rækkevidde.

Ikke alene findes der mange gamle, smukt illustrerede sanke- og svampebøger – der er også kommet et væld af nye lækre kogebøger, der kombinerer sankning med madlavning i kølvandet på ”New Nordic Cuisine-successen” der i høj grad nytænker gamle dyder som sankning og fermentering.

Tor Nørretranders har i flere af sine bøger kredset om betydningen af vild mad og hvordan vi ved at genoplive den gamle tanke om fælleder kan skabe nye fællesskaber. Det han og Søren Hermansen fra Samsø EnergiAkademi kalder “fælledskaber”. I denne lille video fortæller han om, hvordan Noma gennem sit fokus på sankning og hyperlokale råvarer satte helt nye standarder for fremtidens fødevarer:

Nu handler denne artikel i høj grad om sankning som skærmfrit alternativ til samvær og skattejagter. Men hvis man ikke er så skærmforskrækket, er der for nylig kommet en virkelig anbefalelsesværdig app, der gør det meget nemt at komme godt i gang. Jeg har allerede bragt et par screendumps fra den her i artiklen, men der er utroligt meget mere at gå på opdagelse i. For ikke alene giver den en grundig introduktion til både de forskellige urter, sæsoner, sankelandskaber og opskrifter, man kan følge, når man har sanket sine råvarer. Her kan man også finde en oversigt over arrangementer over hele landet, hvor naturvejledere holder sanketure for alle, der gerne vil godt i gang.

Det er selvfølgelig skønt at være på sanketur med nogen, der virkelig ved, hvad man skal kigge efter og kan fortælle alt muligt spændende om planterne. Men man skal heller ikke undervurdere, hvor skønt det er at være afsted med nogen, der ved stort set ligeså lidt om at sanke som en selv – men til gengæld ved alt muligt andet. Den jævnbyrdighed og videndeling, det kan skabe – også mellem børn og voksne – kan være virkelig sjov, lærerig og inspirerende for alle parter. Især fordi ungerne jo ofte har en masse viden i klar erindring fra skolen, udflugter med naturvejledere og naturhistoriske museer, der i dag formår at formidle helt formidabelt. Og det var jo også noget af det, der var det sjove ved Pokémon Go; at børnene ofte var langt stærkere end de voksne på selve spillet og deres viden om de Pokémons, mens vi voksne for eksempel kunne byde ind med viden om de steder, jagten bragte os hen.

Udsnit af de mange arrangementer over hele landet, man kan finde i oversigten på vildmad.dk. Der er noget for alle aldre, pengepunge og vidensniveauer.

Og så er der også den ekstra bonus ved sanketurene, at det er en ganske gratis fornøjelse, der hverken kræver dyre tilkøb af Pokéballs, lures og ægge-inkubatorer eller det helt store udstyr. Når man sanker, når man virkelig langt med en kurv, en saks, en urtekniv og praktisk tøj, for der er jo ikke noget, der hedder dårligt vejr. Der er bare noget, der hedder forkert påklædning… Mest af alt kræver det opmærksomhed, nærvær, samvær og tålmodighed – alt sammen evner både børn og voksne kan have brug for at træne, men som trods alt er noget, vi alle sammen bærer rundt på grundforudsætningerne for at bibringe sanketuren.

Den særlige glæde i, at der ikke er nogen garanti for gevinst

Noget af det meget afhængighedsskabende ved Pokémon Go er det indbyggende udviklingsforløb, hvor man både får nye udfordringer og muligheder efterhånden som man når et nyt level – og løbende får forskellige belønninger i form af medaljer og hjælpemidler. Det giver et lille kick – og fornyer spillelysten – hver gang.

Efterhånden har vi så meget under kontrol, at der kun er ganske få garanti-fri aspekter tilbage i tilværelsen

Når man er på sanketur kommer belønningerne undervejs mest i form af med-sankernes beundring og hyldest, når man spotter et godt sted, finder en særligt imponerende Karl Johan eller plukker kurvevis af bær. Men den ultimative belønning kommer i slutningen af turen, når man sammen tilbereder fangsten. Udviklingen i levels må man derimod selv tænke sig selv. Men for de fleste vil det være ret tydeligt, hvordan man fra tur til tur har bevæget sig op på et højere level efterhåden som man bliver bedre og bedre til at se mønstrene i alt det, der før bare forekom grønt.

Afslutningsvis er der også et lidt mere livsfilosofisk aspekt af sankningen, jeg virkelig værdsætter, og som jeg savner i vores samtid: Når man sanker, er der ingen garanti for gevinst. Og gud ske lov for det. I vores moderne tilværelse er der næsten altid garanti for, at vi oplever det, vi forventede at opleve og undgår ubehagelige overraskelser. Det gør alting tryggere og sikrere, men også utroligt meget mere kedeligt. Det fjerner simpelthen noget af magien. Efterhånden har vi så meget under kontrol, at der kun er ganske få garanti-fri aspekter tilbage i tilværelsen, og dem tror jeg, det er vigtigt at værne om.

Jeg elsker, at der ikke er nogen stjerneskudsgaranti, selv hvis man lægger sig ud under augusthimmelen netop som Skt Laurentii tårer sender strimevis af stjerneskud henover himmelen. Uanset hvor meget hvalsafarierne investerer i ekkolodder og radarer, er der stadig ingen garanti for, at gæsterne får deres pletskud af en hvalehale der dykker mod dybet. Og ligeledes med sankningen. Man kan vide nok så meget om urter og sæsoner. Kende nok så mangle hemmelige kantarelsteder. Men der aldrig nogen garanti for gevinst. Og for mig er det i sig selv en kæmpe gevinst.

Om et par uger byder sensommeren på masser gode at sanke – så vær med til at genoplive en af vores oldgamle traditioner. Hank op i sankekurven og sank med!

********************************

Kom godt i gang

Læs mere:

Vildmad.dk – omfattende hjemmeside og app med oversigt over urter, sæsoner og sankelandskaber.

Byhøst.dk – god guide til, hvordan du kan sanke midt i byen.

Naturbasen.dk – en slags “landsindsamling”, hvor alle der har lyst kan være med til at dokumentere flora og fauna rundt om i landet.

Diverse gamle opslagsbøger, du finder i gemmerne eller antikvariater.

Diverse nye kogebøger og almanakker
, der kombinerer årstidsopdelte sankeguider og kogebøger baseret på de sankede urter. Fås ofte i imponerende stort udvalg i de landsdækkende boghandlerkæder. Jeg har endnu ikke selv testet nogle af dem, og har derfor ikke konkrete anbefalinger til, hvilke der er bedst.

Vild Verden – baggrundsbog af Tor Nørretranders, der også i høj grad handler om, hvorfor det er vigtigt at blive mere opmærksom på den vilde mad.

Fælledskaber – baggrundsbog af Søren Hermansen og Tor Nørretranders, der handler om, hvordan vi forvalter vores fælles områder til fordel for det fælles bedste.

Tag på sanketur:

vildmad.dk finder du en oversigt over sankearrangementer i hele landet.

Yduns er et helt nystartet fællesskab der arrangerer oplevelser med natur, mad og historie i Nationalpark Skjoldungernes Land og omegn. Jeg deltog på deres midsommersanketur, hvor de kombinerede historiefortælling, sankning og bålmad i det smukke landskab ved Lejre, og meget af det jeg lærte den dag, udgør det sankegrundlag, denne artikel er baseret på.

27. august 2017 lægger den Naturpark Amager (Amager Fælled) jord til Danmarks største VILD MAD-begivenhed nogensinde. Festivalen er en invitation til at komme ud og opleve den spiselige natur. Det er sæsonen for bær, svampe og sensommerurter, og sammen med VILD MAD-formidlere, kokke og lokale ildsjæle kan gæsterne lære at sanke ved søen, på engen og i skoven – og selvfølgelig at tilberede råvarerne. Læs mere om her >> 

Kjeltringebal er en totalopelvelse, der som en del af Aarhus2017 blander historie, sankning, naturoplevelser og madeksperimenter. Det løber først af stablen til september, så jeg ved ikke så meget mere, end det, der står på hjemmesiden. Men har du lyst til at lære mere om naturen og den vilde mad, lyder det som et virkelig eventyrligt sted at starte.

*******************************

Fotos og illustrationer, hvor andet ikke er angivet: Nadja Pass.

Topfoto taget af Nadja Pass under Yduns Midsommersanketur i Skjoldungernes Land.

Anskuelsestavlerne er fundet i Danmarks Pædagogiske Universitets samling af gamle anskuelsestavler.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Nadja Pass

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter.
Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.
Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 
Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 
På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  
Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696