mm

Nils-Christian Nilson

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981. Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter). Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Nils-Christian Nilson
på Mobile Pay: 20333031

Sandheden om min nat med Uffe Ellemann-Jensen

Mandag 9. marts 1998 stod den store politiker-duel inden onsdagens folketingsvalg. Det foregik i en hal på Holmen. På forhånd havde vi aftalt på Ekstra Bladets redaktion, at makkerparret Hans Mortensen og Elisabet Svane skulle ’samle op på debatten’ ved at tale med statsminister Poul Nyrup Rasmussen, mens jeg skulle tage mig af oppositionens leder, Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen.

Det sidste havde en præcis baggrund. Uffe havde i lang tid boykottet Ekstra Bladet, også med gode grunde. Men et par uger før det spændende valg, opsøgte jeg ham og forklarede ham, at han mindst havde en lige så stor interesse i at tale med os, som vi havde i at tale med ham. Det foregik på hans kontor med den pragtfulde udsigt over Ridebanefløjen på Christiansborg.

Uffe overraskede ved at snøvle: ’Hvornår skal jeg så komme op på avisen (han brugte muligvis et andet ord) og tage telefoner’.

Det var langt mere, end jeg havde turdet håbe på. Jeg troede ikke en gang på et større interview, men med en udtalelse i ny og næ.

’Du kan selv aftale det i forkontoret med min sekretær’, sluttede Uffe.

Gade og Falbert fik vinen galt i halsen, da Uffe hen over glasset sagde: ’Det undrer mig, at I ikke har fået en af jeres gangstere til at ringe og spørge, om det er sandt, at jeg banker Alice’. Ildrøde i hovedet benægtede de alt, men jeg kunne ikke dy mig

Da jeg kom ud til den flinke, og i øvrigt legendariske dame, som jeg godt nok har glemt navnet på, sagde hun, at der var plads i kalenderen dagen efter, at Uffe havde taget telefoner på B.T. ’Så kan han ikke komme til os, det kan han kun, hvis vi er først’, svarede jeg kæphøj. Det kunne hun godt forstå, så Uffe mødte op hos os en uges tid før valget og snakkede med vælgere.

For chefredaktørerne Sven Ove Gade og Bent Falbert var det åbenbart en stor begivenhed, for de havde sørget for at dække op til en fornem middag i bestyrelseslokalet. Men Uffe meddelte, at det sgu var at gå for langt også at ’spise’ på Ekstra Bladet. Et glas vin ville han dog godt nyde.

Gade og Falbert fik vinen galt i halsen, da Uffe hen over glasset sagde: ’Det undrer mig, at I ikke har fået en af jeres gangstere til at ringe og spørge, om det er sandt, at jeg banker Alice’. Ildrøde i hovedet benægtede de alt, men jeg kunne ikke dy mig. ’Vi har da et par gange sendt reportere og fotografer til Gentofte Sygehus med blomster til Alice Vestergaard’. De blev endnu mere ildrøde og så ud som om, de var ved at kravle ned under bordet.

Samtale på et højt intellektuelt niveau

Uffe har jeg jo altid kunnet tale med på et ’højt intellektuelt niveau’, så jeg glædede mig til at tale med ham efter den store debat. Den var i øvrigt en skandale, fordi VU’ere og DSU’ere teede sig som vilde dyr. Meget få i salen kunne høre noget, men de retningsbestemte mikrofoner sørgede for, at tv-seerne i det mindste fik noget ud af debatten. Det gjorde jeg ikke, det var umuligt at høre noget, så jeg slog mig ned i baren. Det var ren rutine for folketingsreportere på den tid.

Da pressefotograf Ole Steen og jeg fangede Uffe efter debatten, tænkte jeg først og fremmest i billeder – det har jeg altid gjort. Så jeg foreslog, at vi snakkede på et brunt værtshus eller tog billeder af ham på en af broerne med byens lys i baggrunden.

Nilleo og Uffe Ellemann-Jensen natten før 1998-valget. Privat foto.

Nille og Uffe Ellemann-Jensen natten før 1998-valget. Privat foto.

’Nej, nu vil jeg hjem til Alice, lån mig en telefon’, sagde Uffe. Så trods alle rygter trængte vi ikke uindbudte ind i hans hjem. ’Jeg kommer med et par varylere fra Ekstra Bladet, så du må hellere gå i seng’, sagde Uffe. Så kørte vi ud til Hellerup, til den villa, som socialdemokraterne havde vist i deres annoncer samme dag. Vi slog os ned i hans hyggelige køkken, og han hentede en flaske Johnnie Walker frem.

Jeg vidste ikke, at man også kan få dem i rød, de plejer at være blå eller sorte. Senere fandt jeg ud af, at Uffe selv drikker Laphroaig, når han ikke har journalister på besøg. Ole Steens fotostrimmel dokumenterer, at der trods kvaliteten svandt godt i flasken.

Mens whiskyen svandt, fortalte Uffe træt, men glad om valgkampen. Og nøglesætningen i interviewet var: ’Nyrup tabte valget den dag, han udskrev det’

Det blev til en længere snak, bl.a. var vi en tur rundt om Hans-Dietrich Genscher (ham med ørerne), Uffes gode ven, som havde været leder af det tyske FDP. Og Uffe benægtede, hvad jeg selv havde set: At Genschers efterfølger som partileder, Klaus Kinkel, havde grebet Uffe i reversen i en elevator i Bruxelles, næsten løftet ham fra gulvet og råbt: ’Du hast was draufgesattelt’ (Læsset mere på kamelen). Det var efter de vanskelige forhandlinger udløst af resultatet af Maastricht-afstemningen. Kinkel var på vej til Berlin i den tro, at der var fundet en løsning, og så havde Uffe rejst nye forslag.

Mens whiskyen svandt, fortalte Uffe træt, men glad om valgkampen. Og nøglesætningen i interviewet var: ’Nyrup tabte valget den dag, han udskrev det’.

Klokken var henad 01.00, da jeg endelig var tilbage på EB. Nyrup havde ikke rigtig sagt noget, men var gået trist rundt, så ’avismageren’ Lisbeth Hvidt var i knibe. Jeg gennemgik Uffes udtalelser, og hun spurgte: Kan jeg skrive, at han synes, den er hjemme? Det sagde jeg ja til.

Sådan blev en af de mere berømte overskrifter til. Han kunne bare have serveret Laphroaig.

Senere har den uvederhæftige Søren Pind påstået, at jeg spurgte Uffe: ’Hvor er din kat’, og at det så førte til overskriften: ’Den er hjemme’. Løgn og digt. Men i 2001 fulgtes jeg to aftner før valget med Anders Fogh Rasmussen hen ad Vesterbrogade, så jeg spurgte: ’Hvor er din cykel’. ’Jeg ved godt, hvad du er ude på, du kan skrive, at den står derhjemme’, svarede Fogh.

Vandrehistorien om katten

Næste morgen, tirsdag 10. marts var der en formiddagsrunde i Glyptoteket. Jeg var ikke gået lige hjem natten før og var godt træt, da jeg i taxi nærmede mig Rådhuspladsen. Så fik jeg Venstres sekretariatschef, Ane Arnt Jensen i telefonen. ’Nille, du må gøre noget, socialdemokraterne har lavet en fuldstændig løgnagtig boligkampagne mod os’, sagde hun. Vi var ret gode venner efter i fællesskab at have brugt en weekend på at studere Færø Bank-rapporten måneden før. Vi var enige om, at der ikke var nogen rygende pistol, der kunne føres tilbage til Lykketoft, men det forsøgte Fogh alligevel at fremføre under folketingsdebatten.

Ane sagde ikke et ord om forsiden, og med hensyn til socialdemokraternes kampagne kunne jeg kun sige, at jeg da gerne skrev om de initiativer, de tog i den anledning. Men det var ligesom ikke min bold.

Ankommet til Glyptoteket hilste jeg på Uffe. Han var overhovedet ikke sur over forsiden eller indholdet af interviewet. ’Jeg må sige, at jeg er imponeret over, at du er i stand til at skrive i den tilstand’, var det eneste, han drævede frem.

Senere har den uvederhæftige Søren Pind påstået, at jeg spurgte Uffe: ’Hvor er din kat’, og at det så førte til overskriften: ’Den er hjemme’. Løgn og digt. Men i 2001 fulgtes jeg to aftner før valget med Anders Fogh Rasmussen hen ad Vesterbrogade, så jeg spurgte: ’Hvor er din cykel’. ’Jeg ved godt, hvad du er ude på, du kan skrive, at den står derhjemme’, svarede Fogh

Her må jeg sige, at mit tifingersystem fungerer, hvis jeg kan ramme en stol. Det er ikke altid, at Hans Engell eller Poul Madsen har været lige begejstrede over de indvendinger, jeg har rejst om natten pr. mail.

Det sjove i hele den sag er, at Uffe Ellemann husker dårligere og dårligere, som årene går, og bliver mere og mere rasende. Men han er jo også journalist, og journalisters erindringer er noget af det mest upålidelige, der findes, ovenstående dog undtaget.

En lille efterskrift: B.T. havde sendt en ung journalist, der havde rødt hår og var iført en meget grøn sweater. ’Hvis du står på hovedet, kommer der en kanin og graver dig op’, sagde jeg overstadigt. Senere sagde den søde Birgit Eskholm, også B.T. ’Du må sgu hente ham, han går deprimeret rundt mellem de etruskiske grave’. Det gjorde jeg så.

Topfoto: Ekstra Bladets forside, 10. marts 1998. Privat foto.

Kategorier