Charlotte Sylvestersen

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989.
35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden.
Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på.
Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland.
Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem.
Blev vaccineret med den politiske bacille i et diskussionlystigt hjem med fire avisabonnementer på den jyske hede, og har en udtalt svaghed for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om.
PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86. (Navnet er Linda Lorenzen)
Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Charlotte Sylvestersen
på Mobile Pay: 27 90 59 86
(nummer tilhører Linda Lorentsen, men støtte går stadig til Charlotte Sylvestersen)

Sammenhængskraften, barnetroen og en etnisk julemiddag

FØLJETON – Re-integrationsrejsen til Danmark. Charlotte Sylvestersen mødte en italiener i Milano i sommeren 1989. Siden hun i slutningen af 1990’erne for alvor begyndte at føle sig hjemme i Italien, har hun stædigt påstået, at udvandring ikke er et fravalg af fædreland, men et udfordrende tilvalg af fædreland nummer to. Nu opholder hun sig for første gang i 25 år i mere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland beretter hun, hvordan det føles at re-integreres i sit fødeland.

DAG 14 i Danmark/søndag 24.12.2017
I radioen sidder en københavner og forklarer pædagogisk, at der er langt mellem caféerne i provinsen. Dagens emne er noget om at komme hinanden ved, som vi sagde i 1970’erne. I dag hedder det på new-speak danish sammenhængskraft. Det virker grangiveligt som om eksperten i bunkeren på Amager slet ikke er klar over, at sammenhængskraft også, og måske netop, findes andre steder end på en caffelattecafé.

I Holbøl hilser vi på hinanden på gaden. Jeg har opdaget, at Johanne på 86 år går tur i al slags vejr omkring klokken 16. Så det gør jeg også. Det virker som om hun nyder en snak, og imens snuser hundene lykkeligt til dagens udgave af Holbøl Hundeavis.

I Lokal Brugsen taler folk med hinanden. Næsten som på baren i via Plana. Der er også et lille bord, hvor der altid står et par kopper og en termokande med kaffe. Termokaffe, ikke caffelatte.

Søndag morgen møder tre fædre og en lille lastbil med grus op ved Grænseegnens Friskole overfor mit domicil. De snakker også med hinanden, mens de spreder gruset ud.

Set med mine fremmede øjne bliver kløften mellem hovedstaden og provinsen, som den rettelig hedder, desværre gravet større og større dag for dag

”Nej, det er da frivilligt. Det skal jo se pænt ud”, svarer én af dem, da jeg spørger om de får løn for at arbejde om søndagen. Der er ingen pedel på skolen, der har 150 elever fra landsbyen og oplandet. Så lærer ungerne at gøre rent efter sig, og man sparer penge til sjovere ting og oplevelser.

Efter jul kan man aflevere sine juletræer i børnehaven ved siden af friskolen og vuggestuen. De kan bruge træerne på legepladsen, skriver en af pædagogerne på Holbøls Facebookside, hvor der i julen også er bønner om at vente med det der forbandede fyrværkeri, der skræmmer livet af både folk og fæ. Den første opfordring virker, ser jeg efter jul. Den anden har desværre ikke den store effekt.

Der er omkring 1000 forsamlingshuse i Danmark
I radioen taler de videre om et fantastisk initiativ på Nørrebro, hvor man vil lave fællesspisning for enlige. ”Sådan ligesom i et forsamlingshus i gamle dage”, siger en af initiativtagerne.

Det er underforstået, at forsamlingshuse er noget fra gamle dage. Sandsynligvis ved projektmageren slet ikke, at der stadig er omkring 1000 fungerende forsamlingshuse i Danmark.

På Holbøl Landbohjem er der i øvrigt fællesspisning hver torsdag. Det hedder ”Bix og bajer”, og prisen er 60 kroner. ”Bix og Bajer” kører i år på 17. sæson.

Sammenhængskraft kommer nemlig kun fra kontakten mellem mennesker, ikke fra tom snak i radioen eller kommunalt sponsorerede ensomhedsprojekter. Den kan simpelthen ikke skabes kunstigt

Der er naturligvis også en gruppe, der øver dilletantteater hver vinter. Hvis ikke forestillingerne lå i marts, så havde jeg meldt mig til. Der er alsang, og når kirken holder sogneaften flere gange om måneden med foredrag, film eller andet, så er der kaffe – termokaffe! – boller og kage for 35 kroner. Der er faktisk hele tre forsamlingshuse på mit midlertidige postnummer, 6340, Kruså.

En blomstrende landsby med multihal
Sammenhængskraften trives i min landsby, der netop derfor også i 2012 modtog en hædersbevisning af Landistrikternes Fællesråd som en Blomstrende Landsby som den første i Sønderjylland. Den hædersbevisning står så lige ved siden af udnævnelsen til Årets Landsby i 2011. I 2017 kom den tredje blomst som bevis på, at Holbøl stadig blomstrer.

Her er en borgerforening, et frivilligt brandværn, flere dagplejemødre, fitnesscenter og fodboldstadion med klubhus. Fra september 2017 er der også en multihal, bygget på 230 dage, som friskolen og institutionerne bruger i dagtimerne. Alle andre kan leje hallen om aftenen og i weekenderne. Fra mit stuevindue kan jeg se, at der ér livlig aktivitet indtil sent om aftenen.

Hvis man vil sammenhængskraften i Holbøl, så er den der. Hvis man ikke vil, så kan man bare lade være. Men så skal man heller ikke brokke sig over, at man ikke kan finde den.

Dybest set er det nøjagtigt det samme, hvis man bor i en storby. Sammenhængskraften kræver i grunden kun, at man selv begynder at hilse, kommer ud af sin egen hule, og deltager aktivt i et eller andet. Orker man ikke at hilse, så er et venligt smil faktisk en begyndelse.

En caffelattecafé er slet ikke nødvendig i den her sammenhæng. En caffelattecafé er bare en butik.

Sammenhængskraft kan ikke organiseres og sættes i system
Selv oplevede jeg, at min 20-årige indsats med at hilse på folk, og deltage i aktiviteter i mit kvarter i millionbyen Milano, havde skabt et netværk, der samlede mig op efter min mands død.

Sammenhængskraft kommer nemlig kun fra kontakten mellem mennesker, ikke fra tom snak i radioen eller kommunalt sponsorerede ensomhedsprojekter. Den kan simpelthen ikke skabes kunstigt i en projektmagers laboratorium, men kun gro i naturlige relationer mellem menneskerne.

Set her fra provinsen virker det decideret pinligt, når der tales om sammenhængskraft og ensomhedsbekæmpelse som velmenende og kommunalt sponsorerede teoretiske skrivebordsprojekter i radioen.

Og set fra mit kvarter i Milano i Italien virkede det i 2014 temmelig underligt at læse, at Røde Kors sætter 150 samtalebænke op mod ensomheden i Danmark. Hvem har lyst til at udstille sin egen ensomhed på en rød bænk?

Kløften mellem hovedstad og provins vokser eksplosivt
Der er klart, at der langt fra det italienske gadeliv med en times dobbelt espresso morgenkaffe med tilhørende chokolade-brioche, papiravis og smalltalk med mindst ti mennesker af enhver slags inden arbejdsdagen begynder.

Hvad der derimod har overrasket mig i Danmark er, hvor langt der også er fra Holbøl til mine venner i hovedstadens caffelatte segment. Set med mine fremmede øjne bliver kløften mellem hovedstaden og provinsen, som den rettelig hedder, desværre gravet større og større dag for dag.

Ordet udkantsdanmark er en konstant grøftegraver i den forbindelse. Det forudsætter jo ligesom, at nogle er inde og alle andre ude. Mens Danmark i sagens  natur er Danmark overalt fra syd til nord og fra vest til øst.

Der graves på begge sider af kløften, og netop juleaften hører jeg en holbølle grave den dybere med sin kommentar om den nye præst.
”Jeg har hørt, han er fra Sjælland. Hvad vil han dog her?” sagde en.
Det ved han heldigvis selv, den nye præst, der ganske rigtigt er født på Sjælland. Han vidste også, hvordan han skulle holde en juleprædiken.

Spis, drik og vær glade, sammen
Han remsede hele det omfattende foreningsliv i landsbyen med de godt og vel 400 indbyggere op. Han omtalte samtlige foreningers julefrokoster og juletræsfesten i multihallen. Han nævnte i samme åndedrag også et hav af lokale gastronomiske julespecialiteter og den generelle økonomiske overflod, som julemåneden er præget af. Han mindede såmænd også grænsefolket om julepunchen i Flensborg.

Omtalen af al den mad, alle de juleindkøb og al decembersfest knugede til sidst en del af de mange kirkegængere ned i bænkene af mæthed og dårlig samvittighed.

Han kan dog noget, ham den nye præst. For budskabet i hans prædiken var netop, at vi skulle nyde det hele:
Spis, drik og vær glad med andre ord. For julens budskab, og det gælder både provins og hovedstad, er med Kristian Ditlev Jensen ord det ene, at én mand for et par tusinde år kom hertil, og at han på forhånd har frelst os alle sammen.

Sulten reddede mig for omvendelse
Jeg var lige ved at blive omvendt, for det er da ved Gud den smukkeste tanke. Noget helt andet end den sorte, fordømmende, indremissionske version af kristendommen, som jeg har haft mest kontakt med inden, jeg meldte mig ud af den forening.

Heldigvis var jeg også blevet sulten af præstens snak om julefrokoster, så jeg skyndte mig til Sønderborg, hvor re-integrationsvejlederen stod klar med en 100 procent etnisk sønderjysk jul med fem forskellige slags kål som tilbehør. Hun, altså re-integrationsvejlederen og min juelaftensvært, er mere sønderjysk end en københavnsk københavner. Det skal der naturligvis også være plads til.

Men der skal i den grad også snart skabes noget mere sammenhængskraft, så københavneren og sønderjyden og alle de andre ikke graver grøfterne så dybe, at man slet ikke kan se og forstå hinanden længere.

Jeg foreslår ydmygt, at vi dropper ordet udkantsdanmark i 2018, for hvis ikke Danmark er ét i vores hjerter, så har det ingen grund til at eksistere.

Ellers ender Danmark som mit andet hjemland Italien, hvor familien i Trentino provinsen i Norditalien helt alvorligt siger kører du ned til Italien i morgen, når jeg skal hjem til Milano. Eller hvor sicilianerne sejler til Italien over Messina Strædet. Sådan skulle det nødigt gå med mit gamle Danmark.

Fotos: Skribentens

Kategorier