mm

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ni bøger, hvoraf den seneste digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Claus Ankersen
på Mobile Pay: 71844591

Fra den ene digter til den anden: Saima Afreen

POESI – Claus Ankersen har mødt en række indiske digterkolleger og talt med dem om, hvad der sker i livet og poesien i Indien. Om poesiens rolle og betydning som kunstnerisk udtryk og talerør. Om kvindefrigørelse og #MeToo-digte. Om Spoken Word og om fremtiden. Den første i rækken er Saima Afreen, digter og journalist, 30. Calcutta/Hyderabad.

Digteren og journalisten Saima Afreen er 30 år og kommer oprindeligt fra storbyen Calcutta i det nordlige Indien, men bor og arbejder i øjeblikket som journalist i Hyderabad. Hendes prisbelønnede digte er trykt i adskillige indiske og internationale litteraturtidsskrifter, bl.a. The Notre Dame Review, The Bellingham Review og Indian Literature. Hun har optrådt med sine digte på flere internationale litteraturfestivaler og modtog i 2017 et Villa Sarkia-skriveophold i Finland. Her færdiggjorde hun manuskriptet til sin debut-digtsamling Sin of Semantics and Other Poems.

Hvordan ser du poesiens rolle i nutidens Indien? Hvad kan digtekunsten?

Selvom den er flygtig, er poesien ikke bare et uhyre kraftfuldt kunstnerisk udtryksmiddel. Det er også kommunikation. Revolutionære har ofte brugt vers til at udtrykke ikke bare vrede, men afsky som reaktion på et socio-politisk scenarie under hastig forandring. I Indien foregår denne forandring i forskellige lag, ad forskellige tidslinjer og i forskellige geografiske lommer. Selvom disse forandringer omtales og diskuteres i mainstream-medierne genereres stadig mere vrede og afsky.

Her gør poesien fyldest ved at destillere dette til noget som både har ørkenvindens og morgenbrisens egenskaber; ordene som forgylder de dybtliggende indre tunneller. Det er her, digtet går i land med hjertet i hånden, for at finde sin egen vej og indskrive sig på en ny himmel/opstå under en ny himmel. Den type digte, som skrives her til lands, fungerer for en stor dels vedkommende som vejvisere til døre bag hvilke nye morgengry skabes. Men det er ikke let.

Håndværket kræver, at man støver af i kroge og afdækker usete lag som er forrådnet over tid i mangel på empati. Digtets blide og alligevel kraftfulde udtryk, hele sammensuriet af ord, strækker læseren i møde som græs, det er umuligt at ignorere, fordi de barberbladsskarpe strå kan skære durk gennem knoglerne og farve alting grønt på en forfriskende måde, som landet har brug for. Og i læserens/digterens mund, smager det som digteren Paashs jern: Poesi er ilden, som kan få jern til at flyde – og flyde i den rette retning.

Sig noget om:

 – Din poetiske arbejdsmetode

Det kommer til mig af egen kraft, hvad enten jeg sidder midt i en pressekonference eller arbejder med en artikel til næste dags avis. Jeg skriver ikke, med mindre det kommer fra hjertet, for jeg finder den planlagte skrivning prætentiøs. At se et ord er at mærke det. Og det sker kun, når jeg har hjertet og mig selv med i hele digtet.

– Unge kvinder og poesi

En ting er feminisme, en anden er konstant at slå sin læser i hovedet med det. Det er helt sikkert vigtigt at skrive, om det du går igennem eller har lidt. Men det behøver ikke være desperat. Eller hovedformålet. Det bør opstå naturligt og inddrage digterens lidelseshistorie eller hendes refleksioner/visioner/ønsker på vegne af andre.

 – Poesi som redskab til demokratisering, frigørelse og “empowerment”

At skrive digte er en revolution i sig selv. Poesien frigives fra notesbogen, svæver op og kommer ned som et fint slør af dug, der dækker alt i dets nærhed. Det er umuligt at ignorere, for poesien har en særlig tilstedeværelse. Man kan se myriader af sole reflekteres i en enkelt dråbe. Hver med sit eget lys. Klart skinnende. Papiret tillader dets stemme at kanalisere både skønhed og vrede. Papiret er digterens scene.

Hvis dét ikke er demokratisering, hvad er så! Det skrevne ord har en iboende kraft. Det er vulkansk og kan få jorden til at ryste under sig. I mit journalistiske arbejde har jeg mødt sindslidende, misbrugte, tidligere sexslaver og barnebrude. Og det eneste tidspunkt, jeg så blivende lys i deres blik, var når de fortalte mig, at de skrev digte – at snakke om skyer, fugle, oceaner og forløse deres smerte gennem pennen eller hæve deres stemmer imod uretfærdighederne begået mod dem, mens de læser eller performer det. For dem, er digtning ligesom vand, det kan læge sindet med sin blide klukken eller ødelægge alt omkring sig i en rasende syndflod.

– #MeToo-poesi i Indien

Er en kraftfuld og interessant SoMe-bølge, som rejser sig imod misogyne mønstre, seksuelt misbrug og voldtægt, og som hjælper flere og flere kvinder til at åbne sig og dele deres historier efter årelangt misbrug. Det er hastigt ved at udvikle sig til et stærkt udtryksmiddel i egen ret.

 – Spoken Word. Er det rigtigt at Spoken Word-genren er i færd med at blive kommercialiseret? Kan du give et par eksempler? Og hvordan tror du, det vil påvirke denne undergenre af poesien?

Der er digte, som kræver at blive grædt og råbt, og som bare ikke lader sig recitere. Den slags digte er vrede digte. De kommer ud med voldsom kraft og har magt til at elektrificere, men ikke når de er maskerede stykker kommercialisering. Selvom det er interessant at se, hvordan adskillige platforme er dedikeret til udtrykket, går selve ideen tabt, når den kommercielle manipulation træder ind. Det er ødelæggende for selve grundforståelsen af, hvad der er poesi og må og skal kontrolleres og holdes i ave.

– Regional poesi og regionale stemmer

I en 5.000 år gammel civilisation som vores, som har set opblomstringen af mere end 29 sprog og dialekter som skifter fra kilometer til kilometer, har sang og vers været en vigtig bestanddel af de lokales liv, uanset om de høstede den gyldne afgrøde, fejrede regnens komme, eller malede væggene på de mudderklinede hytter, som putter sig dybt i det landlige Indiens hjerte; sangene og digtene tager farve og smag af alle de begivenheder som er bragt til torvs i byen over tid.

Regional retorik bidrager med sin egen særegne smagsnuance, og særligt når man tænker på litteraturfestivaler arrangeret i små byer, som tiltrækker et stort publikum fra urbane områder.

Jashn-e-Rekha-festivalen, for eksempel, fejrer urdu/hindustansk og inviterer digtere som skriver på samme sprog. Det er prisværdigt, festivalen har arkiveret sjældne bøger skrevet på urdu på deres hjemmeside, så enhver kan få adgang til så meget materiale blot ved et klik på en knap.

Det bliver mere og mere almindeligt, at både digtere og oversættere som arbejder på regionale sprog er interesseret i at oversætte til engelsk. Og vice versa. Der er ikke længere vandtætte skotter imellem poesi på forskellige sprog.

– Digtning som miljøskabende kunstart

Der er adskillige digtermiljøer i Indien, men de samarbejder ikke som et hele. Fokus ligger fast på et mikroskopisk poesilandskab, som konstant refererer til det, som allerede er gjort. Periferien må øges og stimuleres mere inkluderende. Alligevel gør man, hvad man kan som fragmenterede helheder. I Calcutta gør Rhythm Divine for eksempel et fantastisk stykke arbejde med sin Poesi Couture. Og så er der Prakriti Foundation, som fortjener stor ros for det enorme arbejde, de gør for at fremme poesien gennem deres prisuddeling, årlige poesifestival, oplæsningsarrangementer, udgivelsesfester o.l.

– Hvilke indiske digterkolleger vil du anbefale danske læsere at give sig i kast med?

Arundhathi Subramaniam, Priya Sarukkai Chabria, Vinita Agrawal, Tishani Doshi.

– Hvordan er det at være kvinde i Indien?

Det er hårdt. Det er en kamp på mange niveauer – for ens sikkerhed, forskelsbehandlingen, den konstante trussel, som ligger i, at blot fordi man er anatomisk anderledes kan forskellige uanstændige krav og tiltag ske når som helst. Det er en konstant kamp at passe på og beskytte sig selv, særligt når du er uafhængig, væk fra familien og bor alene.

– Om at være kvindelig digter

Jeg ser mig som digter. Simpelthen. Selv om der selvfølgelig er elementer, som reflekteres en smule anderledes i min poesi, fordi jeg er kvinde. På et underbevidst plan, er vi, hvem vi er, uanset om det er dit køn, eller din anatomi, eller hvordan du har det. Når jeg skriver, tænker jeg som digter, ikke som kvinde eller mand. Jeg lader mig selv flyde i ordenes ocean og samler så mange ædelstene, jeg kan, uden at lade min identitet spille nogen rolle.

– Hvad er din vurdering af tingenes tilstand? Hvad er de vigtigste udfordringer?

Det er mørke tider for Indien. Der er sket et skift i udviklingen i retning af et fascistisk herredømme. De højreorienterede fundamentalisters safrangule har ændret landets ansigt. Dette skift er farligt for os alle sammen, og mange håber, at det slutter med valgresultaterne i 2019.

Vi er i frit fald, afgrundsdybt. For få måneder siden blev en lille otteårig pige fra et minoritetssamfund voldtaget og myrdet i et tempel! Vi ser horder klynge folk op, fordi de har spist oksekød, drab på små børn i tog, køer med livvagter og en masse absurd-farlige tiltag og aktiviteter, sideløbende med at historiske fakta bliver fjernet fra skolernes undervisningsmateriale. Dette mørklægningsgardin må og skal fjernes, og det kan kun gøres, når folk står sammen og siger kollektivt stop.

– Om voldtægtskultur? Overgrebskultur og det patriarkalske system

Jeg er bedrøvet over at et land, hvor gudinder tilbedes, nu associeres med noget så vederstyggeligt som voldtægt. Kvinder er ikke sikre i deres eget land. Der er ikke sikkert på gaderne. Man bliver begloet uanset hvad man har på.

Det kan ikke ændres fra den ene dag til den anden. Opdragelsen må starte i hjemmet. Respekten for kvinder må indlæres fra en tidlig alder. Patriarkatet skubber i yderste konsekvens kvinder i afgrunden. Heldigvis er det ved at ændre sig. Hurtigt. For eksempel opmuntrede min egen far mig til at læse journalistik. Og han insisterede på, at jeg blev ved med at skrive digte. Jeg er, hvor jeg er i dag på grund af ham

 – Om den unge befolkning – hvilken vej går det? Ser du forandring? Hvordan ser du digternes rolle? Man siger, at næste århundrede er kvindens?

Mit indtryk er, at de unge, særligt millennials, ser situationen fra et anderledes perspektiv. Så jo. Forandringens vinde blæser, og vi vil snart se ændringer. Digterne faciliterer allerede denne forandring med kraftfulde ord, som stiger op og maler horisonten lys. Det lys skal vende tilbage og slå ned som torden og lynild og slette det som skal slettes.

– Hvordan tror du, det vil manifestere sig i Indien?

Det vil ske, når tiden er inde.

Vil du ikke dele et yndlingsvers, eller en two-liner med læserne?

 

vi glinser under stjerner som lurer over vandene, ventende

for evigt på at Layla giver Majnun hans rigtige navn tilbage

— Saima Afreen, ‘The Ocean Never Returns Our Names’

 

Bed ikke en rose om at vente

der er ingen tid i dens kronblade

kun sagaen om en solopgang

og en solnedgang

— Rochelle Potkar; uddrag af digtet ‘Timely’

 

 

 

#statenskunstfond #kunstgørenforskel

Foto: Madras Photo Bloggers.

Kategorier