Sådan noget taler vi ikke om

af

Torkil Rasmussen deltog i Jyllands-Postens kronikkonkurrence ”Brev til mit yngre jeg”, hvor han skrev til sig selv som 13-årig. Den pensionerede jurist fik efter offentliggørelsen lyst til at svare i form af et nyt brev – denne gang afsendt fra den teenager han var til den 77-årige mand, han er i dag. Men avisen sagde nej tak. POV bringer det nye brev nedenfor, hvor den unge Torkil takker for brevet fra fremtiden og fortæller sit alter ego lidt om, hvad der er svært ved at være en 13-årig dreng i Maribo anno 1953. Og om hvordan han fik løst et par af sine problemer.

Hvis du vil læse Torkil Rasmussen første brev, der blev offentliggjort i Jyllands-Posten den 23. juni under titlen ”Livet venter dig i rigt mål” kan du klikke på dette link.

Kære Torkil

Tak for dit brev fra 2017. Jeg har fået det læst, selv om det tog sin tid. Det var så langt. Undskyld, men jeg skal jo være ærlig. Jeg synes også, at det er en utrolig mulighed at kunne skrive til dig. Du husker nok, hvor svært det kan være at tale med sine forældre om tingene.

Ved du, hvad jeg fandt ud af?

Jeg gik lige i hovedet på far og mor og stak dem dit brev. De var ved at gå bagover, men jeg kan sige dig, at de blev meget kede af at høre historien om, hvor ked af det jeg blev, dengang, hvor de kørte fra os i bilen ved Pomlenakke, som du skriver om i dit brev.

Mor græd ligefrem og sagde, at hun mange gange havde tænkt på at tale om det, men at hun aldrig havde fået det gjort. De sagde begge to undskyld og at de håbede, jeg ville skrive til dig og sige det samme til dig. De vidste ikke, hvor stort et indtryk, det havde gjort på en femårig at blive kørt forbi i bilen på den måde.

Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, det kan det altså. Jeg har jo lige gjort det! Jeg synes selv, det var super godt fundet på.

Jeg har prøvet at finde ud af, hvem det var, der pissede på os. Jeg kender ham i Maribo. Han hedder Darwin og er selv en rigtig lille pisser. Var det ikke et godt udtryk?

Jeg spurgte ham, om han kunne huske det, og det kunne han. Han sagde, at han bare gjorde det for sjov. Så stak jeg ham en ordentlig én på gummerne, så han måtte til tandlæge. Det kan godt være, det var forkert, men jeg fortryder det egentlig ikke. Det hjalp på selvrespekten, og så vidt jeg ved, kan jeg ikke straffes eller noget, når jeg kun er 13 år gammel.

Der er lige en ting, jeg bliver nødt til at skrive til dig. Du skrev, at 5. maj 1940 var en stor dag. Jeg har læst på biblioteket, at det var der den finsk russiske krig begyndte, og det er ikke så rart at mindes.

Det var den 5. maj 1945, der var den store dag – befrielsesdagen – som du selvfølgelig ved, og lysene i vinduerne er jo den 4. maj. Når man er søn af en bogtrykker, ved man nok, hvad en tyrkfejl er.

Under besættelsen hørte jeg ikke meget om al den krig og ødelæggelse, du skriver om. Det synes jeg egentlig, er mærkeligt

Du vidste nok ikke, at det var en lørdag og ikke en søndag. Det vigtige var, at vi fulgtes ad med far og nød turen. Var det ikke som algang og alsang de der? Også dem læste jeg om på biblioteket. Der var det vist dig, der lærte noget af mig.

Under besættelsen hørte jeg ikke meget om al den krig og ødelæggelse, du skriver om. Det synes jeg egentlig, er mærkeligt. Vi hørte om kong Christian, der faldt af hesten, som om det var den største ulykke af alle, og jeg hørte også om Kaj Munk, som tyskerne myrdede, men han var jo også fra Lolland. Det var godt nok noget sørgeligt svineri.

Det, der har gjort størst indtryk på mig, er den sovjetiske og tyske besættelse af Estland, Letland og Litauen og Sovjets endelige annektering. Jeg synes, det er så frygtelig ondt og bedrøveligt. Jeg har fulgt deres skæbne lige siden, og jeg håber virkelig, at de bliver frie en dag.

Vi blev selv jo frie igen under anførsel af feltmarskal Montgomery, han var virkelig vores helt under horn og faner, næsten lige som i FDF, som vi var med i, men han og andre glemte lige Bornholm. Det var for dårligt. Selv om det ikke er min skyld, siger jeg alligevel undskyld.

Der var vist en lang række politikere, der skulle have sagt undskyld, men de fleste fortsatte jo bare, som om intet var hændt under besættelsen. Det er altså utroligt. Det var godt, at frihedskæmperne reddede vores ære og måske også vores selvstændighed.

Ja, du kan høre, at jeg rigtig har tænkt over det.

Første gang, vi var med FDF på Næs, var far med. Vi fik alligevel buksevand, nok fordi, det gjorde man bare ved de nye. Jeg græd alligevel. Det var ydmygende og jeg forstod det ikke

Der var også noget andet, der var skræmmende og skammeligt. Det var atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Var det nødvendigt? Det var det måske nok, selv om deres mange ødelagte liv skal tælles op imod amerikanernes.

Jeg nævnte lige FDF, det var OK. Det sjoveste var, når vi var på lejr ved Næs eller Marselisborg. Første gang, vi var på Næs, var far med. Vi fik alligevel buksevand, nok fordi, det gjorde man bare ved de nye.

Jeg græd alligevel. Det var ydmygende og jeg forstod det ikke.

Jeg lærte bare som sædvanlig ikke ret meget. Vi var altid i patrulje med Asger, der svarede på alt. FDF´s motto var: ”Ret ryggen og tal sandhed”. Bol fra børnehjemmet og vi andre lavede det til: ”Krum ryggen og stik en løgn”. Det var der mere saft i.

Vi gik også rundt i FDF uniformen og solgte lodsedler til støtte for Hollandshjælpen efter den store stormflod. 2385 døde, har jeg lige set på biblioteket. Det er ikke så længe siden, jeg husker det tydeligt. Vi fik præmie for at sælge flest lodsedler. Det ku´ vi li´, sjovt nok. Alt med konkurrence i, var godt.

Jeg synes alligevel, det hele er svært lige nu.

Jeg gider ikke lave skolelektier. Jeg kan læse og regne, men det er ikke noget, vi lærte i skolen.

Skolen er kedelig, så vi må lave noget ballade. Kan du huske store stærke Ib, der gik ind i slikbutikken med alle drengene i klassen med sig for at købe en pinocchiokugle for 1 øre. Han gav slikmanden, Carl Djævel 1 kr. og fik 99 øre igen. Så var det sjovt at gå i skole.

Vores forældre er religiøse og tror på Gud. Det gør jeg nok også, men jeg ved ikke, hvad det vil sige. Hvad er evigt liv, er det det samme som sandt liv?

Vi andre stjal, hvad vi kunne få fat i, og gjorde det mens slikfatter og hans udsigtsvagt på den anden side af gaden, frisør Dupont ikke så noget.

Birthe var også med og stak en stor æske chokolade op under kjolen, og så tabte hun den endda på gulvet. Djævel så det heldigvis ikke. Ja, ballade var vi gode til. Kan du huske, vi baldrede alle gadepærerne på Sdr. Boulevard med en stenslynge? Eller da vi kom gær i latrinen på tennisbanen og hældte den ud på Øllebryggerens trappe nytårsaften? Han var sgi også så sur altid.

Vores forældre er religiøse og tror på Gud. Det gør jeg nok også, men jeg ved ikke, hvad det vil sige. Hvad er evigt liv, er det det samme som sandt liv? Så man måske bare skal være nogenlunde flink her i livet. Det tror jeg på, men det er sådan noget, der gør det svært.

Jeg husker, at vores forældre satte os i søndagsskole. Det var eder brodere mig kedeligt. Vi gik der kun én dag, men jeg husker da fortællingen om Balder, der var så god, at han ikke trådte på de små dyr. Det gjorde vi så heller ikke. Kan du huske det?

Det var også skidekedeligt at gå i kirke, hvor der blev sunget salmer med så mange vers, at man var lige ved at falde ned af kirkestolen. Og præsten prædikede hver gang – stort set da – om det samme og om hvor syndig jeg skulle føle mig.

Tænk at jeg skal konfirmeres næste år. Jeg glæder mig da til gaverne, som storebror Leif og storesøster Ulla også fik.

Hverken vores forældre, Leif og Ulla eller lillebror Svend Otto kan jeg tale med om alle mine tunge tanker. Det er egentlig ikke til at holde ud.

Gad vide, om mor er maniodepressiv. Sådan noget taler vi slet ikke om. Gad vide, hvad jeg er, ja teenager, det er jeg jo, og så siger de voksne, at man er nærmest sindssyg

Leif siger, at jeg minder ham om en maniodepressiv. Det kan da være, at jeg er det. Jeg kan huske, at mor var væk i lange perioder til behandling på Diakonissestiftelsen, så vi skulle passes af farmor. Hun var skrap, men god til at spille 500.

Gad vide, om mor er maniodepressiv. Sådan noget taler vi slet ikke om.

Gad vide, hvad jeg er, ja teenager, det er jeg jo, og så siger de voksne, at man er nærmest sindssyg.

Det er i hvert fald godt, at piger er så interessante, selv om jeg ikke kan finde ud af at få fat i dem. Jeg tør ikke sige noget til dem, fordi jeg er bange for at blive til grin. Jeg er ikke ret hurtig med pigerne, så det er da godt, at jeg er ved at være den hurtigste på atletikbanen. Jeg skal nok vise dem alle sammen.

Hvor er det altså godt, at jeg har dig.

Mange kærlige hilsener,

Torkil

Topillustration: Summer Camp 1950, Wikipedia.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Torkil Rasmussen
Jurist

Torkil Rasmussen er født i Stubbekøbing, opvokset i Maribo og blev cand.jur. fra KU i 1964. Han har arbejdet som advokat i København fra 1968-70, hvor han også lejlighedsvis underviste i jura på KU og senere andre steder. Han arbejdede også i Landsskatteretten og i Undervisningsministeriet
Han flyttede i 1970 til Sønderjylland, hvor han søgte ind ved domstolene og arbejdede som dommerfuldmægtig og retsassessor. Fra 1981-93 var han civildommer i Kolding og fra 1993-2008 arbejdede han som administrerende dommer i Skanderborg og derefter i kortere tid som dommer i Aarhus. Ved pensionsalderen vendte han dog tilbage til gerningen som advokat i Aarhus fra 2008 - 2013. I de sidste fem år forligte han bl.a. danmarkshistoriens første erstatningssag for dårlig bankrådgivning med positivt resultat for kunderne og opnåede en særlig popularitet i straffesager mod indvandrere i og rundt om Aarhus. I sin fritid er Torkil en ivrig golfspiller efter at have sagt farvel til et aktivt liv som old boys fodboldspiller og lejlighedsvise triumfer på tennisbanen. Privat er han gift med Eva og er far til fire børn. Torkil bor i Skanderborg.

Seneste indlæg fra

Gå til Top