Sådan kan Trump (måske) holdes væk fra atom-knappen

af

Frygter også du, at præsident Trump i et vanvittigt øjeblik vil starte en atomkrig? Så er du ikke helt alene; erfarne eksperter deler frygten. Ingen kan nemlig lovligt stoppe ham, hvis han vil affyre raketterne. Men måske vil Trump tøve, hvis han først skal begå et blodigt mord? Det er et af mange forslag, som måske kan mindske risikoen, og som nu har fået helt ny aktualitet.

Mellem de mest besynderlige reaktioner på Trumps første uger i embedet er fraværet af én reaktion: Hvorfor demonstrerer millioner ikke over, at denne patologiske løgner, denne så åbenbart emotionelt helt forstyrrede mand kan udslette alt liv med en ordre, som ingen kan stoppe? Hvis nogen stadig savnede bevis for nødvendigheden af reformer, som først gør atomarsenalerne mindre farlige og derefter får dem afskaffet – ja, så burde det være nok. Men alligevel: rungende tavshed.

Atomvåben er en del af vores verden – og alligevel ikke. Vi har endelig lært at leve med dem, lyder det fra nogle, som kan pege på, at protester mod atom-oprustningen er få. Under den amerikanske valgkamp var mange vælgere noget utrygge ved udsigten til Trumps finger på atom-knappen, men de stemte alligevel på ham. Frygten for ragnarok lurer nok et sted i sindet, men den er blevet dæmpet af ”fornuftige” argumenter, som fremhæver deres ”fredsbevarende” kvaliteter, og det er i denne rationelle, civile verden næsten utænkeligt, at nogen vil starte en atomkrig.

Atomvåbnenes verden

Men der er også en anden verden, hvor atomvåbnene fylder en del mere. I atomvåbnenes verden er den altdominerende kendsgerning, at en del af arsenalet er i et konstant alarmberedskab, som gør brug i løbet af få minutter muligt. Endnu flere bomber kan være klar i løbet af timer og dage.

Ifølge en uofficiel kilde, som i ekspertkredse har stor troværdighed, omfatter det amerikanske alarmberedskab 925 bomber med en samlet sprængkraft, som svarer til 17.000 bomber i Hiroshima-størrelsen. Rusland har et næsten tilsvarende antal. For mændene og kvinderne i beredskabet betyder våbnene, sagde en atomstrateg engang til mig, at fjenden altid har ”en ladt pistol rettet imod tindingen på dem”, og selv hvis man har stærke nerver ”gør det et vist indtryk”.

I atomvåbnenes verden træner titusindevis dagligt atomkrig samt udvikler nye, mere brugbare våben

Et meget forsigtigt skøn er, at de ni atommagter dagligt bruger, hvad der svarer til 2,1 milliarder kroner på atomarsenalerne, og at udgifterne i de kommende år vil være stærkt voksende. Lige nu udgør denne del 9 procent af atommagternes samlede militærbudget.

Pointen her er ikke, at disse penge burde bruges til andet. Det allervigtigste er, at beløbet viser en verden, hvor soldater og civile i titusindvis dagligt træner atomkrig samt udvikler helt nye, mere brugbare, atomvåben. I denne verden er atomkrig absolut ikke utænkelig. Man arbejder professionelt med overraskende angreb på fjenden, planlægger kontrolleret langvarig kamp mellem atomstyrker og er på vagt med skærpet mistænksomhed hele døgnet, dag efter dag.

Det er to meget forskellige verdener, som har en skrøbelig sameksistens. Da den ”civile verden” i 80’erne fik udvidet kendskab til ”A-våbnenes verden” var sammenstødet dramatisk. Og det var ikke kun følsomme folk på venstrefløjen, som blev oprørske, da de f.eks. hørte definitionen på sejr i atomkrig: sejrens laurbær ville gå til det land, som efter tabet af mange millioner menneskeliv først kunne genopbygges til det 20. århundredes niveau. Ingen ringere end den oprustningsivrige amerikanske præsident Ronald Reagan blev alvorligt rystet, da han fik indsigt i krigsplaner, som indebar 80 millioner dræbte amerikanere, hvorefter han ifølge flere beretninger med større ihærdighed gik ind for total atom-afrustning.

Passende drab

På intet tidspunkt er konflikten mellem civile værdier og militære hensyn større, end når USA’s præsident skal beslutte brug af atomvåben. Og det er i den situation, at et drab kan være passende.

UNDER EN FEST I TRUMPS FERIESTED BLEV EN GÆST FOTOGRAFERET SAMMEN MED SOLDATEN, SOM BÆRER TASKEN MED KODERNE TIL BRUG AF ATOMVÅBEN. GÆSTEN SATTE STRAKS BILLEDET PÅ FACEBOOK.

Forslaget opstod i 80’ernes amerikanske debat. Udfordringen for atomvåbnenes kritikere var: Hvordan kan vi sikre, at en præsident i ”sandhedens øjeblik” virkelig indser, hvad han beslutter – måske mange hundreder millioner dræbte, måske menneskelivets ophør? De moralske dimensioner forsvinder nemt i statistik, kølig militær logik og hastværk.

Til brug for sin beslutning anvender præsident et lille plastikkort med koder. Forslaget var, at dette kort skulle indopereres i brystet på den soldat, som altid er i præsidentens nærhed med den såkaldte ”fodbold” – en taske med andre koder og udstyr, som sikrer kommunikationen til atomslagstyrken. Hvis præsidenten fik brug for kodekortet, skulle han altså først dræbe soldaten, sprætte brystet op og derefter, i mest bogstavelige forstand med blod på fingrene, indlede atomkrigen.

Forargelsen var enorm. Det ville jo være synd for soldaten. Men forargelsen udstillede vel blot den civile verdens besynderlige flugt fra realiteterne i atomvåbnenes verden.

Advarslerne mod Trump

Når jeg lytter til advarslerne imod Trump fra folk, som dagligt via deres arbejde var i nærkontakt med atom-truslen, får det gamle forslag aktuel værdi.

Mellem de mest erfarne røster er den nu 70-årige Bruce Blair. Som ung var han en af de officerer, der fra et underjordisk anlæg i Midtvesten skulle affyre Minuteman atomraketter mod Sovjetunionen. Senere blev han en velanskrevet forsker, der i adskillige publikationer har beskæftiget sig med kommandoproblemerne op til og under atomkrig. I 2008 var han medstifter af Global Zero – en international organisation, som har samlet 300 fremtrædende politiske ledere i en indsats for atom-afrustning.

”Vi havde et tillidsfuldt, næsten intimt forhold” til præsidenten i toppen af kommandokæden, beretter Blair fra sin tid i missil-officerens stol. ”Vi antog, at præsidenter ville forstå kraften i atomarsenalet, som stod til deres rådighed, og at de ville udvise den største tilbageholdenhed i dets brug”.

Men Trump er af en helt anden støbning end tidligere præsidenter, så hvis Blair var tilbage i stolen, ville han ikke stole på præsidentens dømmekraft, fortsætter han. Det er ikke præsidentens politiske synspunkter, som foruroliger. Det er hans ”karakter og person” – Trump ser alt sort-hvidt, når til absolutte konklusioner ud fra tvetydige informationer, mistror udlændinge, deler verden op i tabere og vindere samt fordømmer folk, som han er uenig med. Det er ”den slags vanetænkning i Trump og hans emotionelle reflekser, som er årsag til frygt for, at Trump vil være mere tilbøjelig end sine forgængere til at beordre atomangreb”, erklærer Blair.

Trump ser alt sort-hvidt, når til absolutte konklusioner ud fra tvetydige informationer, mistror udlændinge, deler verden op i tabere og vindere samt fordømmer folk, som han er uenig med

Lignende advarsler blev under valgkampen hørt fra andre tidligere missil-officerer. Trump er ”mentalt uegnet til dette tunge ansvar”, lød det fra John Noonan, som modsat Blair ellers støtter arsenalet. Halvtreds af Republikanernes mest fremtrædende sikkerhedseksperter erklærede i et åbent brev, at Trump vil blive den ”mest uansvarlige præsident i amerikansk historie”.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Enevældig præsident

Atomvåbnenes kommandovej har mange absurde træk. Et af dem er, at alle med poster på denne vej – med én eneste undtagelse – er underkastet endog meget streng kontrol. Det mindste tegn på psykiske problemer skal medføre, at man fjernes. Våbensystemerne selv bevogtes nøje, og teknikken afprøves. Der er konstant øvelser, som skal sikre, at systemet fungerer smurt. Undtagelsen er kun manden i toppen. Vælgernes godkendelse af ham anses for nok.

Da de juridiske rammer for atomvåben blev skabt frygtede politikerne og deres rådgivere – forskerne bag bomben – ikke irrationelle præsidenter. Man ville undgå, at krigeriske generaler fik indflydelse. Magten over atombomben blev derfor lagt i civile hænder med Atomic Energy Act fra 1946.

Fra en række eksperter lyder det samstemmende, at ingen lovligt kan stoppe præsidenten, og de fremhæver, at hele systemet er indrettet og trænet til total lydighed

Amerikanernes forfatning er utvetydig. Det er kun Kongressen, som kan starte krige. Men når det gælder atomkrig, må forfatningen vige. Konfrontationen mellem atomslagstyrker, som giver USA mellem 12 og 30 minutter til svar på et angreb, medfører, at præsidenten, som også er militærets øverstkommanderende, skal have enevældig magt. Fra en række eksperter lyder det samstemmende, at ingen lovligt kan stoppe præsidenten, og de fremhæver, at hele systemet er indrettet og trænet til total lydighed.

Voldsomt tidspres

I det klassiske eksempel, som begrunder denne magt, bliver præsidenten vækket klokken 3 morgen, fordi varslingsanlæg har konstateret, at et russisk angreb med raketter er i gang. Fra satellitter giver det første varsel går, hvis det er landbaserede interkontinentale raketter, cirka 30 minutter, inden de rammer. Hvis raketter kommer fra u-både, går der cirka 12 minutter.

Målene kan være amerikanske landbaserede raketter. De kan blive udslettet, så USA’s muligheder for svar på angrebet formindskes. Derfor bør de affyres, inden fjendens bomber når frem. Målene kan også være Det Hvide Hus og beskyttede kommandocentre.

Et af de første skridt i proceduren, som udløser atomkrig, er, at præsidenten tilkalder soldaten med “fodbolden”. Tasken indeholder koder, så præsidenten kan bestemme angrebets omfang, samt kommunikationsudstyr, så hans ordre kan nå frem til militæret.

Proceduren

Hvad præsidenten helt præcist gør, er hemmeligt, men meget i proceduren er alligevel kendt og f.eks. Bruce Blair har beskrevet den.

BRUCE BLAIR, TIDLIGERE MISSIL-OFFICER, HAR DETALJERET BESKREVET PROCEDUREN OP TIL BRUG AF ATOMVÅBEN. (FOTO: GLOBAL ZERO)

Første skridt er en konference med præsidentens militære og civile rådgivere. Mellem deltagerne er officeren, som har ledelsen i den nationale militære kommandocentral, hvorfra ordren til angreb udsendes. Ideelt set skal den øverstkommanderende for den strategiske atomslagstyrke redegøre for, hvordan man kan og bør reagere. Men bomber kan i det typiske eksempel være undervejs med en fart på 7 km i sekundet, så der er ikke tid til debat. Blair oplyser, at konferencen kan være overstået på kun 30 sekunder.

Den ledende officer i kommandocentralen skal bekræfte, at personen, som giver ordre til angreb, er præsidenten selv. Officeren oplæser en kode med to ord fra det militære alfabet, f.eks. ”Delta-Echo”. Derefter skal præsidenten give svaret fra sit lille plastikkort, f.eks. ”Charlie-Zulu”.

Proceduren fra præsidenten har afgivet sin ordre til raketterne letter kan tage omkring fem minutter

Kommandocentralen udsender så et budskab på omkring 150 enheder, hvor koder oplyser blandt andet den valgte angrebsplan, tidspunktet for angrebet og koderne, som kan låse raketterne op inden affyring. Ordren udsendes til de centrale kommandoposter, raketbevæbnede u-både og missil-officererne i de underjordiske anlæg. Det sker i løbet af to-tre minutter.

Nu kan f.eks. missil-officererne åbne skabe med forseglede kode-breve. De sammenligner koderne, som er modtaget med disse. Fem hold i forskellige underjordiske anlæg kontrollerer sammen 50 raketter; der er i alt 450 landbaserede Minuteman raketter. Missil-officererne taster alle tallene for ordrens krigsplan ind i deres computere, så raketterne kan få deres mål. Med andre koder bliver raketternes låsemekanismer åbnet, hvorefter officererne drejer en nøgle. Hvis blot to af de fem hold drejer på nøglerne, forlader raketterne deres siloer – tre hold kan altså nægte ordren uden virkning.

Proceduren fra præsidenten har afgivet sin ordre til raketterne letter kan tage omkring fem minutter. For u-bådenes raketter kan der gå femten minutter.

Ganske mange risici

Systemet for kommando og kontrol med atomvåben lægger ekstremt pres på mange af deltagerne og et helt umenneskeligt pres på præsidenten. Der er, påpeger Bruce Blair, betydelig risiko for, at systemet under kriser leverer uklare informationer og at forvirring opstår. Det kan endog bryde sammen med katastrofale følger. Falske alarmer fra varslingssystemerne er heller ikke ukendte; nogle gange er ”svar” med atomvåben kommet ubehageligt nær. Hvis det ikke skal gå galt, er meget besindige ledere med respekt for våbnenes slagkraft af største betydning.

Til vurdering af hvorvidt signaler fra varslingsanlæg korrekt rapporterer, at et angreb er undervejs, og hvorvidt man skal svare med sit eget angreb, har systemet mellem tre og syv minutter. Derfor er eksperter meget optaget af scenarier med overraskende angreb og falske alarmer. Men i den virkelige verden er der andre scenarier, som kan gøde grunden for brug af atomvåben.

Atommagterne skyggebokser allerede med faretruende øvelser, som kan blive misforstået eller i kraft af uheld starte konfrontationer

Beroligende røster vil fremhæve, at der i dag ikke er konflikter, som er så alvorlige, at nogen vil starte en atomkrig. Det er kun delvist korrekt. Adskillige brændpunkter er opstået i de seneste år, og der er mulighed for, at de udvikler sig til væbnede konflikter mellem atommagter, og så bliver risikoen for en optrapning, der inddrager atomvåben sandsynlig.

MERE POV
Nu kommer Marco Rubio – Hillary Clintons værste mareridt

Deres militære styrker skyggebokser allerede med faretruende øvelser, som kan blive misforstået eller i kraft af uheld starte konfrontationer. Bruce Blair fremhæver især fire konfliktområder med potentiale for noget større. Forholdet mellem Rusland og NATO-landene forværres hastigt i Europa. Nordkorea truer med atomvåben og USA svarer, at militære løsninger ikke kan udelukkes. Kina og USA har i forbindelse med Det Sydkinesiske Hav lagt en kurs, som kan bringe dem i direkte konflikt. For Mellemøstens vedkommende er en amerikansk-russisk konfrontation mulig. Desuden kan lokale allerede eksisterende og muligt kommende atommagter udløse konflikter i Mellemøsten samt Sydasien.

Mulige reformer

Det er nok ikke sandsynligt, at forslaget med et kodekort i brystet på præsidentens atom-officer bliver gennemført, men der er en række andre forslag, som kan bidrage til større stabilitet. Især to står centralt i debatten.

  • Hvis de to store atommagter lover, at de ikke vil være de første, som bruger atomvåben, kan presset på beslutningstagerne under en krise blive mindre, hævder nogle eksperter. Mellem de populære undskyldninger for atomvåben er, at de kun skal ”afskrække” en modparts brug af atomvåben, fordi man kan gengælde et angreb. Logikken er, at udsigten til gengældelse også fjerner lysten til et overraskende angreb. Hvis atommagterne afstår fra første-brug vil den påståede afskrækkelses-doktrin blive mere troværdig.
  • Afståen fra første-brug kan vinde yderligere i troværdighed, hvis USA og Rusland helt afskaffer deres landbaserede interkontinentale raketter. Disse raketter er primært brugbare til et overraskelsesangreb, thi hvis de holdes tilbage i starten af en krig, er de yderst sårbare for fjendtlige angreb. General James Mattis, som Trump har udnævnt til forsvarsminister, har under en høring i Kongressen i 2015 påpeget, at hvis de landbaserede afskaffes, så bliver risikoen i forbindelse med falske alarmer mindsket betydeligt. Dette forslag har desuden opbakning fra præsident Clintons tidligere forsvarsminister, William Perry. ”Disse raketter er nogle af de farligste våben i verden”, erklærer han. ”De kan endog udløse atomkrig ved et uheld”.

Topfoto: Mange amerikanske medier har i dækningen af atomdebatten, som opstod under valgkampen, brugt illustrationer, som knyttede lidet flatterende billeder af Trump til billeder af atom-eksplosioner. Dette ikke helt så propagandistiske blev bragt af det venstreorienterede blad Mother Jones.

POV International udbetaler ikke løn eller honorar. Hvis du vil værdsætte mit arbejde med denne artikel, er bidrag via Mobile Pay til 30 33 15 59 meget velkomne.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.
Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.
Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Seneste indlæg fra

Flugten til Fyn

Jeg var fem år, da den store omvæltning skete. Min mor tog

Det omvendte nazikort

Der eksisterer paralleller mellem de strukturer, nazismen effektivt byggede på, og de
Gå til Top