mm

Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Se alle skribentens artikler
Ja der er vist ingen vej udenom. Denne hæk trænger til at blive klippet

What the HÆK – det er tid til hækkeklip

Hvornår er det bedst at klippe træerne i haven. Det spurgte vi en gartner om engang. Han gav det bedste svar: ”Når du har saksen i hånden.” Den regel har jeg taget til mig, og den praktiserer jeg overalt i haven. Det passer godt til mit andet motto: Haven bliver, hvad jeg har tid til. Jeg har altid tid til hækken. Eller rettere: Jeg tager mig tid til den. Monica Krog-Meyer oplever øjeblikke af uforbeholden rendyrket glæde, mens saksen arbejder klip klip.

Jeg elsker at klippe hæk. Ja, du læste rigtigt: Jeg elsker at klippe hækkene. Jeg har to. Den ene deler jeg med underboen, den anden deler jeg med naboen.

Skiftende underboere har som noget af det første fået tilbuddet om, at jeg meget gerne vil tage mig af hækken. Og jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Måske fordi opgaven er overskuelig, den kan jeg magte og det tiltaler min ordenssans. Hække er ikke mere natur end, at mennesket bestemmer. Og jeg synes, at det skal gøres ordentligt.

Naturen har sørget for at skabe en smuk grøn hæk, det er mit ansvar at vedligeholde den, få den til at tage sig ud og være en pryd for stedet.

Tanken om, at hækken blev maltrakteret eller sjusket klippet er ikke god. ”Jamen den vokser jo ud igen!” lyder det. Det er ingen trøst, hvis jeg skal se på misfosteret imens. Så må man selv. Og jeg glæder mig til det hvert år.

Jeg klipper venstreorienteret, dvs, arbejder mig langsomt i den retning. Det føles lettere end den anden vej i mine arme. Det er jo et koordineringsarbejde mellem armene, øjnene og hjernen. Jeg arbejder med øjemål, skæver til fliserne på fortovet og betragter arbejdet undervejs, så det ikke bliver vind og skævt

Lige nu er det hækketid. Haveejere er i disse dage traumatiserede af, at sankthans truer forude. Hækken skal jo klippes inden sankthans, siger man. Det er på fredag, kære venner. Men slap af, og læs her, hvad både Haveselskabets Have, Bolius og Idenyt siger om at klippe hæk. De er enige. Der er ingen grund til panik.

Må jeg præsentere min hæk?

Der er elm, hyld, lidt bøg, enkelte invasive arter og nogle andre, jeg ikke kender.

Der er en kort bid på et par meter til højre for lågen og en lang bid på ca. 10 meter til venstre. Underboens carport kostede et stykke af hækken for nogle år siden. Mit hjerte sprang nogle slag over dengang, men jeg har vænnet mig til den kortere hæk. Sådan er det.

Der har tidligere været huller i, fordi den var misligholdt og nogle grene gik ud. Nu er den vokset til, er i sund stand og for 27. gang har vi vores forårs-rendez-vous, hækken – og jeg.

Jeg er håndklipper. Ikke fanatisk modstander af elektriske hækkesakse, som jeg har prøvet, flere gange endda. Men den er tung, sådan en fætter, og larmer, så jeg måtte have ørepropper i. Hvis jeg havde en tjørnehæk, var der ingen tvivl, men det er slet ikke nødvendigt med motorkraft i de bløde planter, jeg har i min hæk. Og så slipper jeg for risikoen for at klippe ledningen over i kampens hede. Det ville være så pinligt.

Hylden fik lov at overleve… for en stund

Jeg klipper helst i ægte dansk sommervejr, skiftende skyer på blå himmel, lunt og med lidt venlige vinde. Hverken for koldt eller varmt. Iført T-shirt og korte ‘rør’; det er behageligt arbejdstøj.

Det er hyggeligt at få tilråb og opmuntrende ord fra dem, der cykler forbi, mens man er i gang, og en snak med de lokale, som er ude at gå en tur.

Lige dér kan jeg opleve øjeblikke af uforbeholden rendyrket glæde, lige dér er jeg det TV-2 kalder ‘nærmest lykkelig’, mens saksen arbejder klip klip.

Og så glæder jeg mig over bunkerne af grønt, der lander på fortovet og venter på, at jeg til sidst river det sammen og hælder det i havebøtten.

Tricket er at lade bøtten stå med låget åbent, for det udvikler varme og dermed fugt, alt det friske grønne.

Hvis det kan få lov at fordampe, er der plads til endnu mere grønt i bøtten. Skal det være helt perfekt, fejer man fortovet til sidst. Færdigt arbejde.

I år efterlod jeg de velduftende hyldeblomster, der nok ender som saft en af dagene.

Hækkehistorier

Jeg klipper venstreorienteret, dvs. arbejder mig langsomt i den retning. Det føles lettere end den anden vej i mine arme. Det er jo et koordineringsarbejde mellem armene, øjnene og hjernen. Jeg arbejder med øjemål, skæver til fliserne på fortovet og betragter arbejdet undervejs, så det ikke bliver vind og skævt.

Hvert år dukker mine hækkehistorier frem af hukommelsen. Gamle Esther, der fulgte arbejdet fra sit køkkenvindue og sendte beundrende smil og rosende ord derovrefra. Hendes mand Egon, min bedste ven på vejen, og jeg talte meget om haver. Jeg var eleven, han en kyndig læremester.

Han havde en fortid som restauratør og overraskede mig en gang ved at krydse vejen medbringende en af sine særlige roser, to glas og en flaske kølig hvidvin. Rørende opmærksomhed overfor hækkeklippersken. Havebøttens låg blev vores bardisk, så han kunne servere et glas til os begge og takke for hækkeklipningen, som han var yderst tilfreds med.

Han vedkendte sig sin perfektionisme, ”Jeg lider af en sygdom,” som han sagde. Han skulle jo også se på hækken hele sommeren. Det var stor ros og edderhyggeligt at få en snak henover havebøtten, indtil arbejdet fortsatte.

Et år var hækken blevet meget tæt og tyk, og jeg forstyrrede en bi eller en hveps, der blev så vred, at den stak mig midt i hækkeklipningen. Og fuglereder har der også været. De får til gengæld lov at være i fred. Men når jeg klipper hæk er ungerne for længst fløjet fra reden.

Rækkefølgen er den samme, år efter år. Først den ene side af hækken ud til vejen, bagefter indersiden. Til sidst tager jeg toppen, stående på en stige. Stigens højde bestemmer, hvor høj hækken er: ca 2 meter.

Det er trygt at stå på det øverste trin, men jeg kan hilse fra musklerne på bagsiden af underbenene og sige, at det kan man godt mærke dagen efter. Man spænder for ikke at falde ned, for at nå så meget som muligt, nu man er heroppe og for lige at nå helt ind over midten.

Armene er ikke ømme, som man skulle tro.

Før!

Efter!

Jeg ved det, for nu er hækkene klippet første gang i år.

Mine hække klippes to gange om året, så ser de pænest ud.

Normalt er det i maj første gang, men det kolde forår udsatte det til juni.

Så var det også nødvendigt, som man kan se på billederne. Vi kunne næsten ikke komme ud af lågen, og efter at fortovet er indskrænket til én stens bredde, kan det være svært at komme forbi, hvis ikke den utroligt livskraftige og stærktvoksende hæk er klippet ind til skellet.

Hække har det med at brede sig. Da fortovet for 5-6 år siden blev gjort smallere for at give plads til cykelstier, var vi mange, der fik ordre om at klippe hækken langt tilbage, 30-40 cm, ind til dér, hvor den gik til i sin tid. Det så jammerligt ud det efterår, da den stod nøgen og skamferet. Skamklippet.

Lige dér kan jeg opleve øjeblikke af uforbeholden rendyrket glæde, lige dér er jeg det TV-2 kalder ‘nærmest lykkelig’, mens saksen arbejder klip klip. Og så glæder jeg mig over bunkerne af grønt, der lander på fortovet og venter på, at jeg til sidst river det sammen og hælder det i havebøtten

Nu kan det ikke længere ses. Hække vokser, grønnes hvert forår og minder én om naturens forunderlige kraft.

Hækkefilosofi

Nu er jeg også nået til at blive mere filosofisk i hækkeklipningen. For hvor mange år mon den og jeg får sammen fremover? Hvor længe kan jeg klare opgaven, før jeg må overlade den til andre?
Kan jeg få mig selv til at flytte fra den en dag, sådan helt frivilligt? Og kan jeg så overhovedet klare at komme forbi, og hilse på den, nu trimmet af andre?

Som måske synes den skal have lov at vokse op til 2½ meters højde, fordi de tror, det beskytter dem mod resten af menneskeheden. Som ikke gider klippe den, så den bliver tyk og tung, og segner under vægten af det første store snefald. Eller som sætter et jerngitter op i stedet.

Hold dog op: Det er bare en hæk.
Nej, ikke helt.
Det er jo blevet min hæk.

Ja der er vist ingen vej udenom. Denne hæk trænger til at blive klippet. Godt begyndt er halvt fuldendt

Den anden hæk er lille, lav og af liguster. De seneste år har jeg klippet den som ‘et tag’, skråt på begge sider. Bare fordi jeg kan. Det bliver aldrig til egern eller hunde, som i engelske parker, men lidt sjov må der gerne være.

Rigtig god fornøjelse.

Så blev ligusterhækken klippet, med skråt tag

Og bare så du ved det: Jeg kommer ikke og klipper din hæk.

Alle fotos er private.

POV betaler ikke sine skribenter. Jeg bliver meget glad for støtte til det videre arbejde. Jeg ser det og smiler og synes aldrig, det er pinligt at modtage et beløb, stort eller lille og en hilsen. Mobile pay 2424 6242

Kategorier