ANALYSE – De Radikale trusler om at vælte en S-regering er tomme, for hvad er alternativet? Socialdemokratiet står derimod i bedste fald med flere forskellige muligheder for at danne flertal – og SF ser muligheder. Bjarke Larsen analyserer den overraskende og dramatiske udvikling i dansk politik.
Den socialdemokratiske udmelding om, at man efter et valg vil gå efter at danne en mindretalsregering var både dramatisk – forstået som et brud med mange årtiers tradition for at danne regering sammen med De Radikale – og samtidig forventet. Uenigheden om udlændingepolitikken er blevet så stor, at det ikke giver mening at forsøge at bygge bro over kløften, og sårene efter samarbejdet med Margrethe Vestager som radikal leder bløder stadig.
Hvis resultatet af næste valg, der skal komme om senest et år, bliver sådan, som meningsmålingerne i lang tid har peget på, vil Mette Frederiksen stå i en usædvanlig stærk forhandlingsposition med mindst fire forskellige muligheder for at danne flertal. De Radikale vil derimod stå uden reelle muligheder for at presse Socialdemokratiet, for hvad er alternativet? At gøre S endnu mere afhængigt af Dansk Folkeparti og dermed en endnu strammere udlændingepolitik?
Der vil også være et stort flertal på 118 mandater bestående af S, V og DF. Det er Dansk Folkepartis store drøm at etablere et sådant samarbejde, der endegyldigt vil gøre DF til et uomgåeligt omdrejningspunkt i dansk politik
Derfor var det tomme trusler, den radikale leder Morten Østergaard luftede i Jyllands-Posten, hvor han sagde, at ”man kan ikke vælge vores politik fra og vores mandater til. Hvis hun (Mette F. red.) vil drive politik på DF’s værdier, skal hun spørge dem, om de vil gøre hende til statsminister, for en sådan regering vil vi ikke kunne støtte.”
Et kig ind i fremtiden
Det hele bliver mere konkret, hvis man tager på en tur ud i fremtiden og ser på, hvordan Folketinget måske kan blive sammensat efter det kommende valg.
Den slags skal selvfølgelig tages med alle mulige forbehold, men billedet har i lang tid været ret stabilt, og det har set nogenlunde ud som på denne gennemsnitsberegning fra Berlingske af de seneste ugers målinger:
Som det fremgår, er der et flertal på 91 mandater til de partier, der traditionelt omtales som Rød Blok. Men der er også et flertal på 90 mandater til S, DF og SF, som man kunne kalde et velfærds-flertal, der langt hen ad vejen vil kunne enes om social- og sundhedspolitikken – og også dele af udlændingepolitikken, for SF har i al diskretion flyttet sig ret langt i samme retning som S.
SFs leder, Pia Olsen Dyhr har da også i et bemærkelsesværdigt interview med Danmarks Radio for flere måneder siden meldt ud, at partiet på flere punkter hellere vil samarbejde med Venstre og Dansk Folkeparti end med De Radikale.
Der vil også være et stort flertal på 118 mandater bestående af S, V og DF. Det er Dansk Folkepartis store drøm at etablere et sådant samarbejde, der endegyldigt vil gøre DF til et uomgåeligt omdrejningspunkt i dansk politik, og S er ikke afvisende over for at lave store, langsigtede forlig med de to andre partier.
Og endelig vil der være et flertal på 92 mandater bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre, der vil kunne enes om udenrigspolitikken, herunder ikke mindst EU, hvor Dansk Folkepartis EU-modstand gør det umuligt for Socialdemokratiet og Venstre at se et tæt samarbejde med Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt.
Så let går det ikke, men …
En mandatfordeling som den beskrevne er et drømmescenarie for Socialdemokratiet, og meget kan gå galt inden stemmerne er talt op om senest 12 måneder. Partiet vil også blive angrebet fra alle sider med krav om at indgå et forpligtende samarbejde med én konstellation af partier, fordi det ellers er umuligt for de øvrige partier at få indrømmelser på de punkter, hvor man er uenig med S.
Vil De Radikale risikere dermed at få en endnu strammere udlændingepolitik, og vil partiet turde kaste Danmark ud i endnu en valgkamp efter få måneder med risiko for, at det skaber et afgørende ryk til højre i dansk politik?
Oven i dette skal man lægge, at Lars Løkke efter alt at dømme vil gå af som partileder efter et valgnederlag og blive erstattet af Kristian Jensen. Han er så afholdt af De Radikale, at de ligefrem har haft et stort portræt af ham hængende i partilokalerne på Christiansborg. Men han er lige så forhadt hos Dansk Folkeparti, som derfor vil være langt mere fristet til at indgå et langsigtet samarbejde med Socialdemokratiet efter et formandsskifte hos Venstre.
Og mon ikke Mette Frederiksen har fået et løfte fra Kristian Thulesen Dahl om ikke at vælte en nydannet S-mindretalsregering, inden hun kom med sin udmelding i form af en kronik i tirsdagens udgave af Jyllands-Posten?
Flere journalister bemærkede i hvert fald, at de to under afslutningsdebatten i sidste uge så ud til at hygge sig endnu mere end normalt i hinandens selskab. På det tidspunkt var kronikken ved at blive skrevet, sikkert med Thulesen Dahls vidende.
Mange trusler men næppe handling
Hvad vil De Radikale gøre i en sådan situation? Partiet vil vide, at jo mere afstand man lægger til Mette Frederiksen, jo mere presser man S over i armene på Dansk Folkeparti, der vil kræve sig usædvanlig godt betalt for at holde Socialdemokratiet ved magten.
Hvordan vil partimedlemmerne have det med at blive knyttet så tæt til Dansk Folkeparti og den retorik, Martin Henriksen, Morten Messerschmidt og Kenneth Kristensen Berth anvender?
Vil De Radikale risikere dermed at få en endnu strammere udlændingepolitik, og vil partiet turde kaste Danmark ud i endnu en valgkamp efter få måneder med risiko for, at det skaber et afgørende ryk til højre i dansk politik? Samme spørgsmål kan stilles til både SF, Enhedslisten og Alternativet.
De Radikale vil heller ikke kunne holde til at støtte en ny Venstreregering, selv om Kristian Jensen bliver ny leder, fordi denne regering vil være afhængig af Dansk Folkeparti, og på en række områder føre en politik, der er længere væk fra De Radikale end Socialdemokratiet vil være. Det gælder ikke mindst miljøpolitikken.
Derfor vil vi formodentlig opleve en masse ”skrig og skrål” fra resten af rød blok hen over sommeren, men når valget nærmer sig og risikoen for at kaste S i armene på DF bliver mere og mere konkret, bliver det spændende at se, hvor hårdt disse partier tør spænde buen.
Hvad siger S-baglandet?
Udmeldingen fra Mette Frederiksen har åbenlyst været planlagt længe. Kronikken er blevet finpudset i dagevis, og allerede mandag aften, en times tid efter at nyheden fra breaking news i medierne, fik alle S-medlemmer en lang mail fra Mette Frederiksen med en lang, detaljeret redegørelse, der indeholdt lange passager fra kronikken.
Udmeldingen er også tilrettelagt til at komme samtidig med, at Folketinget går på sommerferie, så sommeren kan bruges til at bearbejde det socialdemokratiske bagland og præge sommerens debatter.
Det bliver afgørende at se, hvordan baglandet reagerer. Én ting er, at man med forbløffende få protester har accepteret kursændringen på udlændingepolitikken, men hvordan vil partimedlemmerne have det med at blive knyttet så tæt til Dansk Folkeparti og den retorik, Martin Henriksen, Morten Messerschmidt og Kenneth Kristensen Berth anvender?
Bjarke Larsen er medlem af Socialdemokratiet.
Hovedfoto: Socialdemokratiet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her