mm

Maziar Mazor Etemadi

Filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. MobilePay: 20993173

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maziar Mazor Etemadi
på Mobile Pay: 20993173

Derfor er Rusland og Iran ved at vinde i Syrien

KOMMENTAR – Vinderne af nattens angreb på installationer i Syrien er Rusland og Iran, skriver Maziar Mazor Etemadi i denne kommentar. Og faktisk vil det være lettere for Assads regime at bruge kemiske våben nu end før, for med dette angreb er fornuftalliancen mellem Rusland, Iran og Syrien styrket betragteligt. Stakkels Mellemøsten, Stakkels verden.

Det er væsentligt at overveje meningen med et angreb som det, USA, Frankrig og Storbritannien foretog på Syrien i nat.

Findes der overhovedet nogle argumenter, der kan legitimere dette angreb? Det korte svar er bekræftende. Ja, de findes. Vesten kan legitimere sine handlinger i Syrien med et enkelt mål for øjet: At hjælpe med at formindske de menneskelige lidelser på kort sigt, og at bringe borgerkrigen til ophør så hurtigt som muligt.

Dette noble mål deles af os alle sammen, af ethvert eneste moralsk ikke-korrumperet menneske på jorden. Hvem ønsker ikke at stoppe drabene på de uskyldige mennesker, der slagtes i denne krig? Ingen er født til at leve i frygt og at dø på denne måde.

Men selv med dette mål for øjet er det svært at se, hvad dette angreb skulle bruges til.

At forestille sig, at Vesten har fordel af ​​en fortsættelse af den syriske borgerkrig, er at være en konspirationsteoretiker; at forestille sig, at USA (og nærmere militærkomplekset) bruger Syrien som et testcenter for deres raketter er at være yderst kynisk; at forestille sig, at Trumps ego har taget Storbritannien og Frankrig ved næsen og bragt dem til at acceptere deltagelsen i dette angreb, er at sætte spørgsmålstegn ved Frankrigs og Storbritanniens suverænitet; at forestille sig, at Vesten på denne måde kan slippe af med sin egen passiv-aggressive magtesløshed bringer os til psykologens domæne.

Kort sagt, ram, svæk men undgå ødelæggelsen af det ​syriske regime, da der ikke er noget reelt alternativt til Assad

Lad se på, hvordan et angreb skal udføres, og med hvilket mål det kan virke meningsfuldt.

Et angreb bør bidrage til at stoppe det skamløse syriske regime fra at fortsætte med at bruge kemiske våben, hvilket betyder, at angrebet skal være stærkt nok til, at regimet kan forstå budskabet: en straf af en betydelig grad og kostbar nok til at afskrække regimet fra at fortsætte at bruge disse våben.

I en interessant artikel i den franske avis Le Figaro gennemgås et sådant angrebs betingelser og muligheder: “Valget af mål er et afgørende element, hvormed en intervention skal bedømmes. Det er et spørgsmål om, at det syriske politisk-militære apparat rammes hårdt uden at ændre på magtbalancen i landet, da magtbalancen ikke er problemet. Angrebet skal ramme hård.”

Kort sagt, ram, svæk men undgå ødelæggelsen af det ​syriske regime, da der ikke er noget reelt alternativt til Assad.

Alliancen mellem Syrien, Rusland og Iran er styrket

Men Assads regime kender også sit håndværk og sin sag, overraskende godt endda. Man skulle tro at disse mellemøstlige despoter er uddannet af selveste Machiavelli.

I forlængelse af et vestligt angreb, der ikke har andre mål end at svække regimet, kan Assad i ro og mag efterfølgende bruge russisk og iransk hjælp til at genopbygge sin militære kapacitet. Hans regime kan og vil hævde og propagandere, at Vesten er uretfærdig, hyklerisk, enøjet og i bund og grund det syriske stats fjende. Den dybe mistillid, der er nu skabt mellem Vesten og Rusland er som vand på Irans mølle, den store vinder af dette spil.

Man kunne passende spørge, om det ikke er Vesten, der er blevet fanget i Assads spind? Der er meget, der tyder på det

Har Rusland nu andre muligheder end at stille sig bag Assad med al sin vælde? Næppe uden at miste ansigt, og det vil Rusland ikke.

#Syrie La question fondamentale, c'est la Russie. Si on ne veut pas dialoguer avec la Russie, on va finir par entrer dans une confrontation.

Posted by François Fillon on Thursday, April 20, 2017

Vil Assad bruge kemiske våben igen? Afgjort, hvis han kan vinde på det. Faktisk er det lettere for hans regime at bruge kemiske våben nu end før, for med dette angreb er fornuftalliancen mellem Rusland, Iran og Syrien blevet meget stærkere. Han vil lettere kunne styrke sit greb om Syrien, og situationen er derfor blevet endnu farligere for landets indbyggere.

Er Vesten fanget i Assads spind

Hvad vil den vestlige reaktion være i tilfælde af endnu et kemisk angreb? Et nyt angreb mod Syrien?

Vesten ser på ingen vis ud til at være klar til en total krig på landjord, og vil heller ikke betale prisen med et totalt anarki i Syrien og skabelsen af flere islamiske stater og banditvælder.

Figaros artikel pointerer, at i en farlig verden, hvor magtkamp er normen, er et angreb et vigtigt signal. Det gør det muligt for USA, Frankrig, Storbritannien og alle andre stater, der deltager i dem, at håndhæve en famøs ”rød linje”, og på den måde demonstrere, at Vesten holder ord, og at den er i stand til at benytte sig af de nødvendige midler. At holde ord er godt, men nogle gange meningsløst.

Vinderne af dette angreb er derfor Rusland og Iran. Stakkels Mellemøsten, Stakkels verden

Man kunne passende spørge, om det ikke er Vesten, der er blevet fanget i Assads spind? Der er meget, der tyder på det. Nu, hvor Assad har knækket oprørerne, og nu hvor Islamisk Stat er væk, vil han gå efter amerikanerne i Syrien. Han vil have dem ud af landet.

USA kan ikke retfærdiggøre sin fortsætte tilstedeværelse i Syren ved henvisning til international lov, og ingen i USA har lyst til at sende hundredetusinder af unge amerikanere ud i en ny krig, slet ikke i en konflikt som Trump hele tiden har lovet at trække sig ud af.

Assad og tyrkerne er også ved at finde sammen: tyrkerne kæmper både mod kurderne og amerikanere. En alliance mellem Syrien, Iran, Rusland, Tyrkiet mod Vesten er derfor undervejs.

Det sidste angreb Israel gennemførte i Syrien uden forudgående koordinering med Rusland resulterede i, at Putin ringede til Netanyahu og direkte fortalte ham, at dette var en særdeles farlig opskalering af situationen, som Rusland helst så ikke gentog sig. Saudi Arabien har flere gange villet at blande sig i konflikten, men den saudiske uduelighed i Yemen viser, at de i realiteten intet kan gøre.

Vinderne af dette angreb er derfor Rusland og Iran. Stakkels Mellemøsten, Stakkels verden.

Vi skal ville freden med al magt

I den geniale og evigt aktuelle engelske TV-satire, Yes Prime Minister gennemgår de skarpsindigt snu embedsmænd Sir Arnold og Sir Humphrey, hvad de kalder The Politician’s Syllogism, også kendt som The Politician’s Fallacy:

Præmis 1): We must do something
Præmis 2) This is something
Konklusion) Therefore, we must do this.

I dagene op til angrebet så det nærmest ud til, at samtlige politikere i de fleste lande, også i Danmark, var ramt af denne politiker-syllogisme-feber:

Præmis 1) Vi bør gøre noget
Præmis 2) Luftangreb er at gøre noget
Konklusion:) Derfor gennemfører vi et luftangreb.

I dag fortsætter den syriske tragedie. Børn dør, folk sulter, og mere end et hjerte brister. Afmagten har aldrig haft bedre kår end i dag. Vi accepterer den besynderlige og selvmodsigende erkendelse, at Syrien skæbne ikke er afhængig af os, og Syriens skæbne er afhængig af os og vores handlinger.

Krigen i Syrien har en dynamik, der undslipper os, men vi har en vilje og handlemulighed for at kaste os ud i et totalt arrangement for fred: Vi må danne fredsorganisationer og demonstrere på gaderne, skabe et krav i Washingtons, Paris, Londons, Københavns, Moskvas, Teherans, Tel Avivs, Tokyos og Beijings gader om at stoppe myrderierne. Vi skal ville Freden med al magt.

Foto: Pentagon/POV.

Kategorier