Rusland anklages for brud på atom-traktat

af

For et år siden blev den danske nedrustningsambassadør Susanne Hækkerup fyret. Synd! Nu rykker atomvåben nemlig tilbage i europæisk sikkerhedspolitik, og vores stærkt nedskårne udenrigsministerium står uden reel ekspertise, som i denne situation kan pege på andet end oprustning. Seneste nyhed i vores gensyn med atomvåben er, at Rusland tilsyneladende har brudt en vigtig atomtraktat, og nu presser amerikanske politikere på for et militært svar.

I onsdags bekræftede en ledende amerikansk general, Paul Silva, udstationering af nye russiske missiler, som formentlig er bevæbnet med atombomber. Missilerne udgør, sagde han, et brud på traktaten fra 1987, som forbød mellemdistanceraketter.

Han fremhævede tilmed, at missilerne udgør en væsentlig ny militær trussel: ”Vi mener, at russerne bevidst har udstationeret dem, så de kan udgøre en trussel mod NATO og anlæg i NATOs ansvarsområde”.

En russisk talsmand afviste straks, at anklagen er berettiget, men dementiet har ringe vægt, fordi præsident Obama uden resultat gennem flere år har bedt russerne forklare sig. USA opdagede allerede i 2008, at et muligt forbudt missil var under afprøvning, og den alvorlige nyhed er, at et antal nu på trods af de amerikanske protester er indsat i det aktive arsenal.

Russiagate forstærker reaktionen

Anklagerne kommer på et tidspunkt, hvor præsident Trump er under mistanke for sin positive holdning til den russiske leder Vladimir Putin. Typisk er en klumme, som den markant højreorienterede og brillante analytiker Jennifer Rubin torsdag havde i Washington Post. Hvis præsidenten virkelig vil udviske indtrykket af, at han er en Putin-lakaj og vise, at han kan gøre ’Amerika først’, så vil han kræve svarmuligheder og handle med styrke i denne sag, skrev hun.

Blot fordi modparten optræder truende og stupidt, er det i en atomkonfrontation ikke oplagt, at man skal følge hans eksempel.

Republikanske politikere i Kongressen kræver naturligvis også handling, men det nye er, at også Demokraterne ser muligheder i ”Russiagate”.

Senator Robert Menendez, Demokrat valgt i New Jersey, erklærede eksempelvis: ”Ruslands afstabiliserende adfærd bør gøre det helt klart for De Forenede Staters præsident, at Den Russiske Føderation ikke er vores ven. Men når præsidenten tøver med anerkendelse af denne virkelighed (…) så bør Kongressen handle”.

Atomtraktaten

Sidst atomvåben i Europa spillede en stor sikkerhedspolitisk rolle var i 1980’erne. Sovjetunionen anskaffede en ny raket, SS-20. Den skulle afløse raketter, som i et par årtier var rettet mod Europa, men NATO anså SS-20 for en stor ny trussel. Derfor accepterede alliancen udstationering af nye amerikanske atomraketter samtidigt med, at man indledte forhandlinger med Moskva. For store dele af opinionen i Europa var det en farlig udvikling i atomkapløbet og millioner demonstrerede. Herhjemme var Folketinget travlt beskæftiget med nedrustningsforslag.

Den sovjetiske leder Gorbatjov ville afslutte atomkapløbet, så i 1987 indgik han med præsident Reagan den såkaldte INF-traktat, der helt forbød atomraketter med en rækkevidde på mellem 500 og 5.500 km. I alt blev 2.692 raketter derefter sendt til ophugning.

Mellem de forbudte våben var såkaldte kryds-missiler, som er en slags førerløse fly, der drives frem af en jetmotor og kan ramme uhyre præcist. Problemet nu er, at russerne tilsyneladende har udviklet et krydsmissil, der affyres fra mobile ramper på landjorden og har en rækkevidde på omkring 2.000 km. Hvis denne vurdering er korrekt, udgør missilet utvivlsomt et alvorligt brud på traktaten.

Mistanke bestyrket

Traktaten er i nogle år blevet kritiseret fra russisk side. Både officerer og militære eksperter har fremhævet, at en række nabolande – mellem dem Kina og Pakistan – frit kan anskaffe mellemdistanceraketter, men selv kan Rusland ikke besvare den mulige trussel på lignende niveau. Putin har tilsluttet sig dette kor, og i juni 2013 blandt andet sagt, at Sovjetunionen accept af traktaten er ”mildt sagt diskutabel”.

Putin har sagt, at Sovjetunionens accept i 1987 af atomtraktaten mildt sagt er diskutabel

Amerikanerne opdagede det nye missil, da det blev afprøvet i 2008, og i 2013 blev den mulige overtrædelse af traktaten rejst fra amerikansk side. Efter mange forgæves bestræbelser på afklaring blev det til en formel klagesag, der blev forelagt traktatens deltagere i november 2016.

Meget lidt konkret er sagt offentligt fra russisk side til imødegåelse af de amerikanske anklager. Man har svaret med beskyldninger mod amerikanerne, fordi de med et opstilling af et såkaldt missilforsvar i Europa truer russiske interesser. Man hævder også, at der er tekniske træk ved missilforsvarets anlæg, der er i strid med INF-traktaten.

MERE POV
Giv Homo Sapiens chancen

Eksperter diskuterer

Fra officiel amerikansk side har man heller ikke detaljeret redegjort for det russiske missil, men eksperter diskuterer ud fra lækkede informationer og russiske kilder dets historie og egenskaber. Eksperterne har overvejet, hvorvidt det hele er en misforståelse, fordi russerne ved en fejl har afprøvet et missil på forbudt måde, men de optimistiske forklaringer er stort set forladt nu.

Missilet er tilsyneladende i familie med den kortrækkende Iskander-raket, som har fået lidt omtale i Danmark efter den sidste år blev udstationeret i Kaliningrad. Iskander findes i to udgaver – en ballistisk raket og et krydsmissil. Det anses for sandsynligt, at begge versioner kan medføre atombomber.

Nu bliver det en smule teknisk: Den amerikanske ekspert Jeffrey Lewis fra Monterey Institute of International Studies mener, at krydsmissilets russiske betegnelse er 9M729 (det amerikanske navn er SSC-8). Den kortrækkende udgave af Iskander har betegnelsen 9M728, så det er muligt, at 9M729 er en storebror. Han påpeger desuden, at russerne mod mål i Syrien har affyret et havbaseret (konventionelt) krydsmissil, som har den vestlige betegnelse SS-N-30A. Det har en rækkevidde på omkring 2.000 km.

Det er hans antagelse, at det landbaserede 9M729 og SS-N-30A er identiske bortset fra, at det førstnævnte affyres fra ramper på landjorden. De første kodebogstaver – 9M – står desuden for missiler i hæren.

Michael Gorden, den meget erfarne sikkerhedspolitiske medarbejder ved New York Times, har rapporteret, at der er to russiske bataljoner med det forbudte missil. Den ene er stationeret på et prøveanlæg i det sydlige Rusland; den anden er i december blevet placeret et sted, som Gordon ikke kan få oplyst. Hver bataljon har fire affyringsramper, som igen hver er forsynet med et halvt dusin atombevæbnede missiler. Den mobile rampe ligner stærkt rampen til Iskander-versionen.

Militært svar

Hvad vil være en passende reaktion på det mulige brud? Den daværende øverstkommanderende i Europa for NATO, general Philip Breedlove, sagde inden sin afgang fra posten sidste år, at det er en militært set væsentlig udvikling, som ”ikke kan forblive ubesvaret”. Republikaneren John MCain, formand i Senatets forsvarsudvalg, har også kaldt det ”en betydningsfuld militær trussel mod amerikanske styrker i Europa og vores alllierede”, og derfor beder han Trump-administrationen ” straks handle ”så vores afskrækkelse i Europa kan blive styrket og vi kan beskytte vores allierede”.

I en 68 sider lang rapport for en tænketank har to fremtrædende eksperter, Eric Edelman og Whitney McNamara, peget på en række mulige svar.

  •      NATO bør overveje anskaffelse af krydsmissiler affyret fra u-både og fly.
  •      Eventuelt kan et nyt krydsmissil afffyret fra jagerfly udvikles, så flere allierede kan spille en rolle.
  •     Granater med atomladning kan overføres til artilleri i de baltiske lande.
  •     Udvikling af en præcis ballistisk raket, Pershing 3, bør indledes.

Især det sidstnævnte initiativ vil med garanti fange russernes opmærksomhed. Som led i NATOs raketpakke i 80’erne var Pershing 2 raketten særligt frygtet, fordi den i løbet af få minutter muligvis kunne ”halshugge” den øverste sovjetiske ledelse i et overraskende angreb.

Overflødige

Og det er så her, at fraværet af en dansk nedrustningsambassadør kan anses for et problem. Der er kendt, at fremtiden for NATOs atomvåben er til overvejelse, men det er ikke åbenbart, at man fra dansk side har ekspertise, som kan pege på andet end militære svar.

De nye atommissiler er højst en psykologisk udfordring, som man bare kan ignorere eller finde politiske svar på

Den største udfordring er: Blot fordi modparten optræder truende og stupidt, er det i en atomkonfrontation ikke oplagt, at man skal følge hans eksempel.

Den danske debat efter udstationeringen af Iskander-raketter i Kaliningrad har i flere henseender udvist betydelig uvidenhed og naivitet. Der er så mange atomvåben i det russiske arsenal, som over længere afstande hurtigt kan nå danske mål, at nogle få ekstra i nærområdet ikke udgør nogen væsentlig militær forskel, men det har nogle debattører overset. Det er højst en psykologisk udfordring, som man bare kan ignorere eller finde politiske svar på.

Det er heller ikke oplagt, at de nye krydsmissiler kan udrette noget, som mange tusinde andre atomvåben i det russiske arsenal ikke kan. Nogle hævder, at langtrækkende strategiske atomvåben kan blive ”frigjort” til f.eks. amerikanske mål, hvis de nye missiler kan afløse dem i Europa, men våbnenes antal taget i betragtning virker det noget fortænkt.

MERE POV
Jeg er (f******) elite

Reagans eksempel

En amerikansk ekspert i rustningskontrol, Michael Krepon, har netop set på mulige svar. Han afviser, at USA bør opsige traktaten, fordi det i praksis ikke vil have gavnlige følger. Præsident Reagan opsagde heller ikke traktater på grund af sovjetisk snyd – han udnyttede overtrædelserne politisk. Andre har argumenteret, at russerne måske netop ønsker, at USA skal opsige traktaten, så Washington vil stå med skyld for noget, som vil være til russisk fordel militært.

Udvidelse af missilforsvaret er heller ikke meningsfyldt, fordi det ikke er brugbart mod krydsmissiler

Krepon mener, at russernes målsætning med udstationeringen primært er politisk. Kreml vil skabe strid i NATO, demonstrere sin modstand i forbindelse med missilforsvaret i Europa samt drive en kile ind mellem USA og de allierede i Europa. Derfor er det bedste svar, at USA øger sin konventionelle tilstedeværelse i Europa, hvad Obama-administrationen allerede var begyndt på.

Genindsættelse af taktiske atomvåben, f.eks. atomgranater, i det europæiske forsvar afviser han også, fordi de i sig selv udgør en risiko. Krepon ønsker heller ikke nye mellemdistanceraketter, idet han peger på den ballade, som NATO oplevede i 80’erne. Udvidelse af missilforsvaret er heller ikke meningsfyldt, fordi det ikke er brugbart mod krydsmissiler.

Hvis man ønsker et militært svar, vil, mener Krepon, præcise, langtrækkende konventionelle våben være det bedste svar. Det er muligt, at det kan tvinge Putin til at overholde INF-traktaten.

Topfoto: Russisk Iskander krydsermissil. dette missil er muligvis i familie med det forbudte missil, 9M729. Kilde: Arms Control Wonk.

POV International betaler hverken løn eller honorarer. Hvis I vil værdsætte mit arbejde, er et bidrag til mig via Mobile Pay 30 33 15 59 meget velkomne.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.
Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.
Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Seneste indlæg fra

Gå til Top