BORGERLIGT TV – For tiden raser højrefløjen over, at DR ikke giver dem nok for licenskronerne. Fortørnede banker de i bordet og forlanger, at sidste afsnit af ’Historien Om Danmark’ bliver trukket tilbage. Men som storforbruger af DR runger kritikken en smule hul i mine ører. Hvordan kan de have overset alle DR’s systembevarende, borgerlige programmer? Rasmus Skov Olesen guider POV’s læsere rundt i DR’s højreorienterede sendeflade. Der er nok at tage af.
KOMMENTAR – I DR’s nye dramasatsning Herrens Veje følger vi en københavnsk præstefamilie, der som en Tolstojsk roman ruller sig ud i en endeløs række af intriger og interne konflikter.
Familiens altdominerende patriark, præsten Johannes, er vred – rigtig vred. Der er de kvindelige naragtigheder, han ikke kan gennemskue, der er muslimerne, som trænger sig på. Og ikke mindst bakser han med sine sønner – den ene lovende ung præst, men skuffende svag. Den anden en snyder, der ikke lever op til sin faders forventninger. Johannes er med andre ord en klassisk konservativ arketype, som læser BT og drikker sort kaffe. De borgerlige kritikere må have overset Johannes.
Christian er den egocentrede storebror, der ikke kan tænke på andre end sig selv, og som ikke skyr nogen midler for at nå sine mål
Lad os ikke dvæle ved faderen men i stedet kaste os over familiens ældste søn, Christian: En ung, smuk fyr fra CBS, der snyder med sin eksamen og boller sin bedste vens kæreste. I stedet for at blive hjemme og tage ansvar for sine handlinger, rejser han til Nepal og finder sig selv i et buddhistisk kloster.
En munk lærer ham at trække vejret og slippe sin vrede. Efter denne dannelsesrejse flytter han ud i sine forældres sommerhus, hvor han fortsætter med at bolle sin bedste vens (nu) ekskæreste. Han sletter sin Facebook-profil, men når lige at lave en sidste opdatering, der gør ham landskendt og kickstarter hans karriere som frelst foredragsholder.
Christian er den egocentrede storebror, der ikke kan tænke på andre end sig selv, og som ikke skyr nogen midler for at nå sine mål.
Ligesom sin nuttede lillebror August rejser han ud i den store vide verden, men hvor August reelt forandrer sig efter at have plaffet en uskyldig muslim ned, mens han er soldaterpræst i Irak, så er Christian den samme, da han vender hjem (bare en smule mere irriterende).
Han virker lige så vred som før, men nu er han vred på sådan en hjemvendt-backpackeragtig måde. Typen, der har brug for at fortælle alt og alle om sine udenlandseventyr og nedgøre den danske socialdemokratiske hverdagshygge. Tag eksempelvis hans svada mod det moderne vestlige samfund:
”Facebook, Instagram, Twitter, enten er det den totale selviscenesættelse eller også hælder vi rabiat lort udover hinanden. Jeg lukker det hele. Mit Facebook-selvmord er starten på mit nye liv.”
Al den visdom, han tog med sig ned fra bjerget, bliver kogt ned til en lille træls bouillonterning af en Facebook-opdatering. Paradoksalt nok er det netop denne opdatering, der ender med at give ham den anerkendelse og bekræftelse, som han aldrig fik af sin far.
Hvis Johannes er seriens konservative skikkelse, er Christian den liberale overlever, der har brug for at fortælle alt og alle om sine udenlandseventyr og nedgøre den danske socialdemokratiske hverdagshygge
Christians hjemvendte klarsyn handler ikke om, at have set verdens sociale uretfærdigheder og følt en højere grad af global solidaritet. Ej heller handler fortællingen i filmen om, at han har anerkendt sine egne privilegier som hvid mand fra middelklassen og fået et videre eller bredere udsyn på verden.
Nej, hans klarsyn er individuelt, det handler udelukkende om ham selv og hans egne problemer. Hvordan hans far behandlede ham dårligt, og hvordan hans ekskæreste bare skred uden videre. Heldigvis er Christian stærk og kan klare sig selv, selvom alle andre altid har været vildt tarvelige overfor ham.
Hvis Johannes er seriens konservative skikkelse, er Christian den liberale overlever.
Kapitalistiske sugerdaters og post-koloniale jagtprogrammer
Men det er ikke kun i Herrens Veje, at vi finder højreorienterede karakterer.
Tag et populært DR3-program som Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling. Her følger vi en ung smuk pige, der udnytter sin trutmund og øjenvipper til at forføre rige mænd.
Gina Jaqueline er den kødeliggjorte moderne kapitalisme, der ved hjælp af kvaliteterne i sit genetiske arvegods bliver i stand til at rejse jorden rundt og akkumulere Gucci-tasker og dyre smykker. Eller som hun selv siger, mens hun ligger som en skade i sin lyserøde rede, omringet af parfumer og store bløde bamser:
”Når jeg ser mine sugardaddies, så kan jeg leve mit totale prinsesseliv ud.”
Onde tunger ville måske mene, at programmet brillerer ved sit fuldstændige fravær af kritiske spørgsmål til de strukturelle og samfundsmæssige årsager, der gør, at tusindevis af unge piger prostituerer sig selv for luksus.
I DR’s neo-liberale kategori finder vi også seermagneten X Factor. Her er mantraet: ”Du er udvalgt”. Du alene skal vise os, hvordan dine gudsbenådede evner kan overstråle alle andres. Forfør os. Bind os. Elsk os
Men programmet er ikke kommet til verden, for at vi skal debattere det senmoderne patriarkalske samfund eller den fjerde bølge af såkaldt luder-feminisme. I stedet får vi et portræt af en pige, som synes, det er lidt svært både at sælge sig selv og samtidig møde den store kærlighed.
I DR’s neo-liberale kategori finder vi også seermagneten X Factor. Her er mantraet: ”Du er udvalgt”. Du alene skal vise os, hvordan dine gudsbenådede evner kan overstråle alle andres. Forfør os. Bind os. Elsk os.
Det er ikke tilfældigt, at gruppekategorien altid ender som taberkategorien i X Factor. Der er aldrig nogen af dommerne, der gider at arbejde med gruppedynamik, sammenhold og fællesskab, for udover at deltagerne i denne kategori konsekvent er dødssyge, så strider kategorien også imod hele programmets grundkoncept, hvor det udvalgte individ løftes op over den grå talentløse proletarmasse.
Hvis X Factor ikke er et udtryk for det moderne neoliberale samfund, så ved jeg ikke, hvad er.
I samme omgang kan vi tage programmet Alene i vildmarken. Som titlen meget enkelt fortæller, handler det om, at man skal klare sig selv i naturen, og at individet er stærkere end fællesskabet.
Kunne man måske forestille sig et program, hvor man sendte en flok luksushippier til Sibirien og bad dem om at opbygge et postsovjetisk samfund, hvor der blev lagt vægt på venstreorienterede dyder som fællesskab, solidaritet og samarbejde?
Nej.
I Den store bagedyst bliver vi præsenteret for en omgang sukkersød, småborgerlig campinghygge, hvor vi for et kort øjeblik får lov at tage en pause fra den stigende vandstand i verdenshavene, borgerkrige i Mellemøsten, sultkatastrofer i Afrika og bare læne os tilbage og grine lidt ad Rosa, som har bagt en mærkelig kage.
Programmet ligner noget, der kunne være blevet udtænkt af Morten Messerschmidt og Peter Skaarup efter et par fadøl på Bakken.
For slet ikke at nævne Nak og Æd, hvor to hvide, midaldrende mænd rejser jorden rundt og skyder dyr, som de efterfølgende griller og spiser. Et program, der leder tankerne hen på Tintin i Afrika og reklamer for Cirkelkaffe.
Og ja, det kan godt være, at Nikolaj Kirk efter nogens mening er en økohippie, men i Nak og Æd fremstår han altså som en postkolonial kødæder, der forsøger efterligne machokokken Thomas Rode.
Kort sagt: hvad er det højrefløjen brokker sig over? Hvordan kan de mene, at DR ikke giver dem nok sendetid? Måske skulle de prøve at slippe deres vrede, trække vejret helt ned i maven og komme med ind i virkeligheden – den er faktisk fyldt med god højreorienteret underholdning.
Kort sagt: hvad er det højrefløjen brokker sig over?
Hvordan kan de mene, at DR ikke giver dem nok sendetid? Eller som Christian fra Herrens Veje vredt svarer, da han bliver spurgt, om han har gang i verdens mærkeligste selvrealiseringsprogram:
’Prøv nu at høre efter hvad jeg siger til dig. Jeg er ikke nogen coach. Jeg prøver bare på at komme ind i virkeligheden.”
Måske skulle højrefløjen prøve at slippe deres vrede på tilsvarende vis, trække vejret helt ned i maven og komme med ind i virkeligheden – den er faktisk fyldt med god højreorienteret underholdning.
Topillustration: Herrens Veje – præstefamilien. Foto: DR, Bjarne Bergius Hermansen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her