Roskilde som udrenselse og indvielse

af

POV Internationals okkulte reporterteam Cecilie Marie Meyer og Claus Ankersen er på Roskilde Festival for at afdække, hvad der sker på den anden side af verdenernes slør, når Dyrskuepladsen for 46. gang ifører sig sit farvestrålende festivalskrud og træder i karakter. En af Europas største festivaler med omkring 100.000 gæster og 30-40.000 frivillige, en kosmisk gruppeintelligens og en værre vikingeblót.

Naturligvis er allehånde kosmiske kræfter allerede klar over, hvad vi har i sinde, og forsøger fra starten at stikke os en kæp i hjulet. Det begynder allerede natten mellem fredag og lørdag, da jeg forgæves prøver at få min presse-akkreditering indløst til et armbånd. Det duer ikke. Der skal tilkøbes en ekstra billet via et næsten skjult link i det link, vi har fået på mail. Jeg må gå med uforrettet sag. Vi beslutter os for at tage til Roskilde søndag. Det mislykkes næsten.

Vi har vækket spøgelset i maskinen, og det satser alt på at forpurre vores planer. Og når spøgelser vågner, må man ty til mennesker for hjælp

Bankoverførslen fra POV er ikke gået igennem. Alligevel lykkes det for mig at købe tillægsbilletten, søndag morgen, men det mislykkes for Cecilie. Ticketmaster-softwaren nægter at sælge hende billetten. Vi bliver enige om at tage af sted alligevel.

Jeg er ræd for at miste bussen. Det øsregner. Bussen er forsinket. Skyerne samler sig hånligt på himlen. Rejsekortsystemet er nede. Vi må skifte bus på en lokal buscentral. Temperaturen falder mærkbart, sæderne er iskolde. Det eneste, der mangler, er stanken af svovl.

Vi har vækket spøgelset i maskinen, og det satser alt på at forpurre vores planer. Og når spøgelser vågner, må man ty til mennesker for hjælp.

Systemet først

Det er svært at lade være med at tænke på relationen mellem menneske og system. Vores systemer er blevet så store, at vi efterhånden selv er blevet mere og mere overflødige. Borgerens tid er ligegyldig.

Det er systemets tid, som er penge. Det er systemet først. Altid og hver gang. For enhver pris og til enhver tid. Det er den omvendte verden. Ethvert biologisk system, inklusive mennesket selv, er nu effektivt underlagt de enorme systemer, vi selv har skabt, og som nu trækker os rundt i manegen som enorme bæster med umættelig sult og nul sjæl.

Sådan er det også med Roskilde Festivalen. Den er blevet et gigantisk monster. Som Burning Man og lilleput-Folkemødet tidsbestemte øjebliksbilleder på virkelighedens anatomi. Vertikale gengivelser af samfundets horisontale, hierarkiske strukturer.

Det er svært at lade være med at tænke på relationen mellem menneske og system. Vores systemer er blevet så store, at vi efterhånden selv er blevet mere og mere overflødige. Borgerens tid er ligegyldig. Det er systemets tid, som er penge. Det er systemet først

Nogen betaler det hele, yder alt og får intet til gengæld. Andre får alt, blot fordi de findes. Bunden betaler for toppen. Middellagene får det hele til at køre rundt ved at bilde sig ind, de er lidt fine – lidt ligesom når bladsmørere på store aviser tænker sig i eksistens som en del af eliten.

Leverpostejslimboet hersker, og dets ærkedæmoner støtter nidkært op om tingenes vrangorden.

Druk, hor og benhård markedskapitalisme, brug-og-smid-væk-kultur med mennesker og materiel, med pløkker og partnere. Hvad der sker i Roskilde, bliver i Roskilde, siger man. Nøglesvingerfascismen blandt de mange frivillige er hyppig – men selvfølgelig langtfra universel, så havde det slet ikke fungeret.

Men naziskrankepaver og apparatjiks er ganske virkelige, jo, jo. Også hér. I de 10 dage, hvor de får lov til at svinge nøgleknippet og iføre sig en eller anden farvet vest, transformeres lærere, smede og kartoffeloptagere til nidkære ordonnanser, ubønhørlige kontrollanter og systembevarende apologeter.

Bussen kører gennem landskabet. I rabattens høje græs ligger en lyserød legetøjsstøvsuger.

Skyerne spredes

Jeg fortaber mig i tanker om festivallens esoteriske side, og pludselig kører vi ind i Roskilde. Jeg står af, lettet. Det er holdt op med at regne, solen skinner. Det lykkes mig naturligvis at gå forkert og forvilde mig op langs jernbanen, hvor jeg finder en stribet sweatshirt på et hegn.

Den er nok god at have med, tænker jeg og ser i den. Obey står der i nakken. Efter at have spurgt et par lokale efter vej finder jeg endelig Roskilde Handelsskole, hvor min bedre okkulte reporter-halvdel, Cecilie Marie Meyer, kommer mig i møde.

Efter en fire-fem forsøg lykkedes det at få armbåndene. De frivillige er søde, og gør hver for sig, hvad de kan, indenfor hver deres lille bås. Det er ikke meget.

Vi bliver omsider gelejdet op i systemet og kommer med ind bag skranken, hvor chefen ‘John’ hjælper os. Det er tydeligt, han har haft et par hårde aftener, han er et lidende menneske med koldsved på panden og en lidt sur lugt af opkast omkring sig.

Men John er et menneske blandt automatreaktioner, og han forbarmer sig over Cecilie og stikker hende et gult armbånd, som dur til onsdag aften.

Sådan. Vi er kørende. Vi er inde. Og i det øjeblik, vi betræder motorvejsbroen, som fører ned til festivalpladsen, er det som at vandre ad broen Bifrost. Skyerne skilles over vore hoveder, og festivallens magtfulde tærskelvogtere træder til side og lader os vandre uhildet gennem perleporten til RF17. Levende er vi.

Det er tydeligt, han har haft et par hårde aftener, han er et lidende menneske med koldsved på panden og en lidt sur lugt af opkast omkring sig. Men John er et menneske blandt automatreaktioner

Vi vandrer igennem spånpladebyen, som endnu er så meget i gestalt, at den nærmest ikke rigtig findes. Det er lidt svært at manøvrere rundt i.

Spånpladebyen i orkanens øje

Det føles som at komme ind i orkanens øje. Al modstand er væk. Nu høster vi anstrengelsernes frugt, i bogstavelig forstand over en dejlig frokost i en stor hal fuld af sultne frivillige.

Fiskefileter, hjemmerørt remoulade, æg og salater. Da vi er færdige og har smidt vores bestik i sæbevand, støder jeg ind i Kalle. Vi har kendt hinanden i århundreder. Kalle forhandler deals for RF, og Kalle har alt. Campingvogn, insiderinfo, øl. Alt, hvad man har brug for. Skyerne over os er så godt som brændt væk. Det bliver godt, det her.

POV’s okkulte reporterteam danderer lidt rundt, ser på store og sære mudderskulpturer og pyntede træer, graffitimalerne er i fuld sving, og luften dufter af spraymaling. Vi napper et sismofytrør med et sødt og sukret shot. Soler, smiler, snakker.

Jeg følger Cecilie til toget og støder på to gamle Vesterbrorotter. Det er Film-Roald og hans kæreste Lykke. De siger, jeg skal komme ned til Gutter Bar ved Pavillon-scenen. Det gør jeg så. Et større hold er i gang, og det er næsten som at være på Istedgade, bortset fra at jeg står midt på en mark, hvor en 130.000 mennesker tilsammen er ved at iklæde Dyrskuepladsen sit årlige festivalskrud.

Heksene fra Herfølge

Jeg kan mærke, at RF’s kosmiske gruppeintelligens, eller egregore, fryder sig i himlen over os. Det skal nok blive … om ikke andet … en hest. Jeg vandrer ud på campingarealerne.

Det er her, den rigtige festival finder sted, især i optakts-dagene før musikken spiller på selve området, før spånpladebyen er rejst og bøllehatstande, barer og bagscener behørigt bygget. Det blæser ret meget, jeg tager min nye Obey-trøje på og binder et snørebånd. Intet er tilfældigt, heller ikke på Roskilde.

Da jeg rejser mig, befinder jeg mig midt i en heksecirkel. Det er hekse fra Herfølge, som er på vej til deres hekselejr. De siger, de kan se, jeg er troldmand. Om jeg ikke vil med? Om jeg vil! Snart efter danser vi om campingstole og drikker skarntydesaft fra grønne Tuborg-dåser, mens vi smører hinanden ind i faktor 30 flyvesalve og ja, det er jo Roskilde.

Så der bliver også kysset lidt, kan jeg røbe. Og måske lidt mere. Selvom klokken kun er lidt over syv, kunne det ligeså godt være nat. På Roskilde står tiden både stille-stille og løber stærkt-stærkt, på en gang.

Da jeg rejser mig, befinder jeg mig midt i en heksecirkel. Det er hekse fra Herfølge, som er på vej til deres hekselejr. De siger, de kan se, jeg er troldmand. Om jeg ikke vil med? Om jeg vil!

Pludselig sidder jeg i festivalsærtoget mod Roskilde Station. Der er gået halvandet døgn. Jeg kan ikke rigtig huske noget, ikke andet end den lange film som kører for mit indre blik. Jublende, omfavnende, dansende, snakkende, skrålende, skålende, drikkende, drikkende-drikkende.

Roskilde Festival er nok Mammon, nok Ahriman og sikkert nok også Baal. Men det er også solguden Chemosh, vinguden Bacchus, hedonistiske Dionysos og hans søster Panita.

Det er vikingeblót, Freja og Kali på en gang. En forløsning. En udrensning. En indvielsesrejse fuld af trængsel og fuld af glæde. En troldnøgle til et samvær som kun findes hér. Og så er festivalen sådan set ikke engang begyndt.

En ting er sikkert. Vi ses til næste år Roskilde! Rock-on.

Hovedillustration: Midvinterblot, monumentalmaleri af Carl Larsson (1915). Wikimedia Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.
Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Seneste indlæg fra

Toppen af guleroden

I december måned blev en progressiv udvekslingsaftale af wastefoods mellem en række københavnske
Gå til Top