Roskilde dag 2: Når alt kan blandes sammen

af

Der plejede at være et skel på Roskilde mellem dem, der havde vænnet sig til, at Arena hed Arena, og dem der stadig insisterede på at kalde den for Grøn Scene. Der plejede at være mange purister på festivalen, mange der ville have at tingene skulle være som de plejede. Det er min opfattelse, at vi bliver færre og færre, som årene går. Publikum bliver yngre, mere poppet, og der er færre, der vil have den autentiske rock og de gamle bands.

I post-internetæraen har alle adgang til alt, og alt kan blandes sammen. De stærkeste kunstnere er nødt til at tage stilling til den præmis. Om det er med altædende trang til at indoptage idéer fra højre og venstre, eller om det er med stram kuratering og målbevidsthed. Forholdet mellem purisme og biksemad er en grundenergi i 10’ernes musik. Også på gårsdagens Roskilde.

Clams Casino – A Breath Away

En gang imellem kan man glemme, hvor bizar en blanding hiphop egentlig er. Er det ikke bare snak indover brudstykker af andre folks sange? Men moderne beats er bizarre, avantgardistiske, mærkværdige, ofte endda i den helt poppede udgave af genren. Clams Casino har lavet beats for rappere som Lil B, Vince Staples og FKA Twigs. Hans første solo-ep var til gengæld udgivet på pladeselskabet Tri Angle Records, der mest er kendt for eksperimenterende electronica. Nu har han udgivet eget soloalbum, dyrket sin egen lyd, og optrådt under eget navn med en afvekslende koncert. Når han spillede sine instrumentale numre var hiphop-inspirationen tydelig, men det kunne alligevel fuldt ud måle sig med noise/electronica-kunstnere.

Problemet er bare, at de kunstnere heller ikke ville fungere en eftermiddag på Apollo. Den åbne scene ud ved pladsen er ellers en af de større successer Roskilde har haft, især til et yngre publikum. Men den mere eftertænksomme musik har det med at forsvinde op i luften. Så spillede Clams Casino til gengæld nogle af de numre han har lavet med Vince Staples, og publikum gik amok til Norf Norf. Det ville man kalde pop. Selvom det jo er den samme slags musik, der er bare vokal på.

Clams Casino kunne have væltet pladsen ved blot at lave en tracklist af de hits, han har produceret (en anden hiphop-producer, DJ Mustard, gjorde noget lignende for et par år siden, og det var glorious). I stedet ville han også give os noget mere, en rigtig live-koncert oplevelse med noget af den musik han helt selv står for, og som han derfor nemmere kunne manipulere. Det er al hæder og ære værd. Men det fungerede ikke rigtigt. Jeg gik derfra med en lille smule ærgrelse, men samtidig respekt for manden og hans musik. Det er seriøst undervurderet, hvor mærkeligt hiphop lyder i dag, folkens. Og Clams Casino har sådan set en stor del af æren for det.

Solange – Cranes in the Sky

Some shit is for us
Some shit you can’t touch

Solange er erklæret purist, i hvert fald i sangen FUBU (hvilket står for ‘For Us By Us’) hvor hun synger om vigtigheden af at sorte mennesker laver sort musik for sorte mennesker. Det er et kort øjeblik en lidt mærkelig fornemmelse at stå i et hav af hvide mennesker og høre hende synge den sang, men så træder Solange ned fra scenen og hen til en sort pige på første række, der tudbrøler af lykke, og pludselig giver det hele mening. Der er noget som er beregnet på nogen, som er lavet til nogen, der er et rum som skabes for visse mennesker, og vi andre er gæster. Men vi er gæster til den mest kunstneriske, overdådige, stærke, gavmilde seance Roskilde har set i mands minde, så jeg kan ikke forestille mig at nogen er utilfredse.

Der hænger en rød sol på bagtæppet. Det ligner noget der kunne være på et afrofuturistisk pladecover i halvfjerdserne, fra Pharaoh Sanders, Sun Ra, eller Earth Wind & Fire. Bandet er næsten ens klædt i rødt, Solange, back-up sangerinder, guitar, bas, tromme, to blæsere. Tøjet er halvfjerdser, turtlenecks, stramme bukser. Det ligner en uniform, giver mindelser om de sorte pantere eller Malcolm X’s Nation of Islam, men i en blodrød udgave. De bevæger sig synkront til den soul-fyldte RnB, som statuer, som egyptiske relieffer, til tider som en hær, igen lidt ligesom de sorte pantere gjorde i tresserne. Der er så helt utrolig meget power over de små bevægelser, så meget attitude, så megen kontrol, så megen passion. Det er i og for sig en utrolig simpel scenografi, men idéerne er så stærke, at det bliver uendeligt effektfyldt hele koncerten igennem.

Til sidst i ‘Dont Touch My Hair’ giver hun los, hopper op og ned, vælter rundt på scenegulvet, med det største smil på læberne, griber et af de øjeblikke af ren, uforfalsket lykke, der trods alt altid er i livet

De fleste af koncertens numre er taget fra A Seat at the Table, Solange’s enormt roste album fra sidste år, som jeg personligt syntes ikke var imponeret af. Live, håndspillet, med scenografi og dans, går alting op i en højere enhed, og musikken løftes. Det er kunst. Det er stor, stor kunst.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

Der hænger igen i disse år en blodrød sol over det sorte USA. Solange fortæller fra scenen om hvor træt og udmattet hun bliver, og man kan mærke en udmattelse i hendes musik – andet nummer på A Seat at the Table hedder sågar ‘Weary’. Det er ikke et punket skrig over verdens uretfærdighed, det er en manifestation. Hun er her, hun er som hun er. Hun er sort, hun er kvinde, hun laver musik til sorte kvinder. Hvilket stensikkert falder absurd mange for brystet.

Til sidst i ‘Dont Touch My Hair’ giver hun los, hopper op og ned, vælter rundt på scenegulvet, med det største smil på læberne, griber et af de øjeblikke af ren, uforfalsket lykke, der trods alt altid er i livet – og vel især når man er en stor kunstner i færd med at give en perfekt manifestation af sin kunnen. Hun giver et spjæt, og så bukker hun. Musikken stopper. Publikum står tilbage, forbløffet over det rum vi fik lov til at være gæster i.

The XX – On Hold

Der er så meget forkert ved The XX. Jeg elsker bandet og alle deres tre albums, men helt grundlæggende forstår jeg dem ikke. Det bliver tydeligt for mig da jeg får lyst til at nynne med sanger/bassist Oliver Sims på et af mine yndlingsnumre, og finder ud af jeg naturligt synger en oktav højere end han gør.

Han er en af de ret få sangere i rockmusikken, som synger baryton/bas. Han er laidback, han kommanderer ikke musikken, han giver plads. Mit stærkeste minde om ham fra koncerten er måden han sidder foroverbøjet og lytter mens hans band-kollega Romy Madley Croft giver en soloperformance af Performance.

Romy Madley Croft spiller simple guitar-figurer med en ren og klar tone, der giver mindelser om firsernes dreampop – Cocteau Twins, den slags. Bandets eneste solostjerne, Jamie XX, står bagerst, badet i modlys, svær at se, og trommer og programmerer og banker sangene frem. I hvor mange bands er det rytmegruppen som udgiver solo-plader? Og som danser bedst…

Måske forstår jeg bare ikke hvordan det kan være der ikke findes ti XX-kopister rundt omkring på sidescenerne på årets Roskilde.

Men det er jo ikke ‘forkert’, det er bare anderledes. Det er så helt utrolig rigtigt. Jeg forstår stadig ikke The XX, hvordan tre unge tilbagelænede kunstuddannede briter, kan fusionere indierock, firser-post-punk, RnB og moderne britiske club-lyde, og få det til at fungere. Og hvordan de kan sende det ud over Orange scene, så hele pladsen danser med.

Post-purisme, altædende, snart helt stille, snart tonstungt basdundrende, snart intime tekster: ‘Maybe I have said / Something that was wrong / Can I make it better / With the lights turned on?’ Så blinker stroboskoplysene rundt til Jamie XX’s solo-hit Loud Places, der på bedste dj-maner mixes over i ‘On Hold’, XX’s første single fra deres seneste plade.

Måske forstår jeg bare ikke hvordan det kan være der ikke findes ti XX-kopister rundt omkring på sidescenerne på årets Roskilde. Men de er nærmest alene. Smarte, ærlige, veluddannede, nysgerrige og talentfulde. De er arvtagere af en britisk tradition som går over Roxy Music og Brian Eno, Joy Division, The Specials, Pulp, My Bloody Valentine, Slowdive. Det er otte år siden de udgav deres debutalbum, og der er stadig ikke kommet flere albums fra dem. The XX er med andre ord Storbritanniens sidste store rockband. Det slog de fast på Orange Scene, så ingen kunne være i tvivl.

De slutter af med Angels. Romy står helt stille. Simple guitarfigurer, og teksten: ‘Being as in love with you as I am’. Hun holder en pause, og nærmest hvisker: ‘Love… love… love…’ Sværere er det måske ikke? Talent, ærlighed. Og en masse følelser. Så kan alt fungere, også i det helt store format.

Nicolas Jaar- Three Sides of Nazareth

Der er post-puristiske ting, som er så mærkværdigt sammensat, at jeg aldrig kommer til at forstå dem. Især inden for den elektroniske musik. Hvorfor var så mange af minimal-techno’ens største kunstnere f.eks. fra Chile? Hvad er det lige for en ingrediens de har fundet der, som Ricardo Villalobos, Mattias Aguayo og ikke mindst Nicolas Jaar også har opdaget?

Det kunne være et tilfælde, men Chile og dets fortid blev eksplicit behandlet af Jaar på hans seneste album Sirens med numre som The Governor. Er der noget… diktatorisk over de dunkle og insisterende rytmer? Eller kommer den effekt bare fra stofferne, ligesom den gør i så meget andet elektronisk musik?

I starthalvfemserne tog de unge englændere rundt på markerne uden for London, tog stoffer og dansede natten lang.

Jaar spiller også på Apollo, og det er stort set en sammenhængende dj-seance med hans egne numre. De er meget sammensatte. Da Jaar spillede på Roskilde i 2011 havde han et lille jazz-ensemble med, og i 2013 udgav han albummet Psychic med prog-techno-duoen Darkstar. De mange lange bastunge stræk kan virke ensformige, men der foregår meget under overfladen. Synth-arpeggioer eller lange guitar-figurer hvirvler rundt, rytmerne varierer konstant, og bassen stopper og starter og stopper og starter. Nu er den væk og vi venter, venter, venter. Nu kom den tilbage og vi hopper, hopper, hopper. På mærkeligste vis lyder det virkelig som om alt foregår under en overflade. Alt er underlagt bassen. Det er mørkt, dystert, underjordisk.

MERE POV
Kan man nedlægge sine forældres gravsted?

Ikke for at brokke mig mere over Apollo, men grunden til at denne scene virkede så logisk da den blev indført er, at rave-musik altid har levet på markerne. I starthalvfemserne tog de unge englændere rundt på markerne uden for London, tog stoffer og dansede natten lang. Pulp sang i ‘Sorted Out for E’s and Whizz’ ‘Oh is this the way they say the future’s meant to feel? / or just twenty thousand people standing in a field…’ Så hvorfor skulle elektronisk musik ikke være en naturlig bestandel af Roskilde-festivalen. Men det var rave musik, musik der var skabt til at fungere udendørs.

Nicolas Jaar’s musik lød altså mest som klub-musik, som musik der skulle høres i en beton-kælder i Berlin, og gerne i mange timer i streg. På Roskilde var det god musik, kompetent leveret. Men det var også en mørk, dragende, diktatorisk seance. Som jeg kiggede på, og konstaterede var god. Og så gik jeg ud i lyset igen.

Nas – It Ain’t Hard to Tell

Represent, y’all. Nas lavede i 1994 mesterværket Illmatic, stadigvæk et ret godt bud på bedste hiphop-album nogensinde. Han har aldrig senere lavet noget der nåede op på siden af det album. Men så kan man jo også starte sin koncert med at spille tre sange fra den plade: ‘NY State of Mind’ ‘Life’s a Bitch’ og ‘The World is Yours’ i streg, så er fansne nok glade. Han repræsenterer fortiden, han leverer fortidens hits, han minder os om hvor det kommer fra. Det er stærkt. Men også lidt melankolsk.

I går nat måtte vi nøjes med minderne, og der bredte sig en let tristesse på de bagerste rækker

Det er new yorker-lyden som bringes frem. ‘Queensbridge’ råber Nas, og refererer til det fattige boligkvarter som han og så mange andre store hiphop kunstnere kommer fra. Det vil være forkert at kalde koncerten for puristisk, dertil ændres der for meget i ‘It Ain’t Hard to Tell’, hvis sample af Michael Jackson’s Human Nature nu fylder så meget at det nærmest er et mashup. Og Nas spiller kollegaen Prodigy’s numre for at hylde ham. Men det bidrager til den melankolske natur. Prodigy, fra legendariske Mobb Deep, døde for nylig. Det er blot et år siden en anden legende, Phife Dawg fra A Tribe Called Quest, også afgik ved døden. Og fans af New Yorker-musikken ved nok også godt, at netop A Tribe Called Quest måtte aflyse deres Roskilde-koncert fordi Q-Tip ødelagde sin skulder.

Nas er en overlever. Han leverede et mesterværk som tyve-årig, og han står her endnu. Musikalsk relevant er han dog ikke rigtig længere. Sidste år udgav A Tribe Called Quest det forbløffende comeback We Got It From Here… Thank You 4 Your Service, så det er ikke fordi musik-genren er tømt for liv – den kan stadig være en vital ingrediens i en nutidig blanding. Måske Nas har mere i sig. I går nat måtte vi nøjes med minderne, og der bredte sig en let tristesse på de bagerste rækker. Men melankoli er såmænd også en følelse, der kan være ganske stærk.

Topbillede: https://www.flickr.com/photos/stignygaard/7544856268/

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top