ESSAY: Roser, liljer og tulipaner

af

I kirken, hvor jeg kom som barn, havde præsten, eller måske var det kirketjeneren, en svaghed for roser og liljer. Roser og liljer til bryllup, roser og liljer til konfirmation, roser til begravelser, liljer til barnedåb. Roser og liljer i store buketter af sammenslyngede stilke og blade, røde roser mod de hvilkalkede vægge, hvide liljer foran et dunkelt maleri af den sidste nadver. En blodig stribe på brystet af det blege krucifiks.

Hos de fleste florister kan man ligeledes få roser og liljer, de langstilkede røde roser med de store hoveder er de dyreste, fredsliljen er den billigste. Derimellem har man de store hvide liljer, som man så ofte finder i buketter, hvor også de lange eller de lidt kortere og lidt billigere røde roser indgår. Selvom de langstilkede røde roser egentlig ikke er smukkere end de kortstilkede røde roser, sælger de ofte bedre. Roser med lange stilke er nemlig finere, jo længere stilk, jo større kærlighedserklæring. De røde roser visner ellers hurtigt, til gengæld er de velegnede til tørring, så på den måde kan en sådan fornem kærlighedserklæring gemmes i årevis blot i en noget indskrumpet og nedtonet form. Tørrede røde roser er næsten sorte. Fredsliljer derimod sælges ikke som snitblomster men som potteplanter, de kan blomstre igen og igen, men ligesom fattigmandsorkidéer og flittigliser er fredsliljen en folkeblomst og altså ikke fornem som de røde roser.

De store hvide liljer, der er noget finere end fredsliljen, kan ikke tørres, men de kan leve længere tid end rosen, efter de er plukket. Når en lilje visner bliver den brun og slimet. En frisk lilje er ren og yndig, en vissen lilje kan lugte af kompostdynge og tiltrække sørgemyg og bananfluer, derfor ser man aldrig døde liljer. Døde roser ser man derimod ofte. De findes i tørrede brudebuketter på parcelhuslofter, i duftposer i undertøjsskuffer, i cremer og i sæber, sågar i te og juledekorationer. Døde røde roser er faktisk så fine, at de har fået deres eget navn på fransk; potpourri kalder man dem, når de sygner hen i fint arrangerede stakke i verdens stuer.

Roser og liljer i store buketter af sammenslyngede stilke og blade, røde roser mod de hvilkalkede vægge, hvide liljer foran et dunkelt maleri af den sidste nadver. En blodig stribe på brystet af det blege krucifiks

I den protestantiske kirke har den hvide kalk dækket fortidens katolske vægmalerier, som man først for nylig er begyndt af finde frem igen i alterbuen. Der, hvor vi menige sidder, er væggene stadig hvide, det er protestantismens puritanisme, der har bragt det rene og hvide ind i kirken. Med den kom hvide kjoler, hvide præstekraver og hvide engle. Man sagde farvel til den forgyldte pave (der godt nok også var hvid), til de sorte nonner, de brune munke, de røde djævle, de grå grave. Det fortalte sognepræsten os, da vi som kommende konfirmander sad i præstegården og stirrede ud gennem vinduet, mens vi nippede til den Matildekakaomælk fra Købmand Kim, som præstefruen havde varmet til os. Som protestant skal du være ydmyg, beskeden, gavmild, simpel, taknemmelig.

I den protestantiske kirke er væggene bare, men gravpladserne blomstrer af liv – helt bogstaveligt. Alle de farver, reformationen jagede ud af Guds hus, spredte sig til de omkringliggende kirkegårde og befolkede dem med skaberværker i alverdens nuancer af grøn. Nogle gange får farverne fra kirkegården lov til at trænge ind i kirken. Selvom kirketjeneren forsøger kun at lukke de røde og hvide ind, sniger det grønne sig altid med neden under. Roserne er de mest føjelige, selvom de kæmper med stikkende torne, når man forsøger at fjerne deres blade, er arbejdet hurtigt overstået og stilken er brunlig med kun et svagt grønligt skær. Liljerne derimod er mere genstridige, de gror på saftigt grønne stilke og har lange mørkegrønne blade, der næsten ikke kan fjernes uden at skille hovedet fra halsen.

Når der er roser og liljer i kirken, lurer det vilde og ustyrlige altid lige under overfladen. Selvom barnets, konfirmandens eller brudens kjole er pletfri, selvom væggene er nykalkede, selvom præsten er nyvasket og selvom kirkegængerne har taget huerne af og dækket knæene, så kan alle mærke det. Det syndige, den dragende natur, der trænger sig ind på det helliges enemærker. På væggen hænger stadig krucifikset, vover man at hæve øjnene fra den røde stribe på brystet til hans lidende ansigt, ser man blodet pible ned over panden fra det sted, hvor tornen fra en rosentjørn stikker hul i træhuden.

Når der er roser og liljer i kirken, lurer det vilde og ustyrlige altid lige under overfladen… Det syndige, den dragende natur, der trænger sig ind på det helliges enemærker

Over for min svigerfars lejlighed findes den eneste blomsterhandler i Amsterdam, der ikke sælger tulipaner. Med stort strikket halstørklæde og fingervanter venter hun tålmodigt på kunder, der har bevæget sig ud af midtbyen og ned langs Marnixstraat bort fra det store tulipanløgsmarked, der strækker sig langs byens indre kanaler.

I Holland er tulipaner endnu finere end langstilkede røde roser. Faktisk er tulipanen så fin i Holland, at et enkelt løg på et tidspunkt kostede den samlede værdi af to læs hvede, fire læs rug, fire fede okser, otte fede svin, tolv fede får, to oksehoveder vin, fire tuns øl, to tons smør, 1000 pund ost, en komplet seng, et sæt tøj og et drikkebæger af sølv – det står der på Wikipedia i hvert fald. Det hollandske tulipanmarked krakkede i februar 1637, det var verdens første finanskrise og en masse mennesker mistede deres hjem og arbejde. Hollænderne blev dog ikke mere afskrækkede af tulipaner, end at denne blomst stadig pryder plakater, frimærker og souvenirbutikkers T-shirts og kaffekopper overalt i det indre Amsterdam. Således har man nu fundet et mere stabilt tulipanmarked, der ikke påvirkes af vind og vejr.

Tager man på Rijksmuseeum i Amsterdam, kan man se en overdådig samling af landskabsmalerier. De fleste skildrer enten vindmøller, vindebroer eller tulipanmarker eller endnu oftere vindmøller omgivet af farverige tulipanmarker i slørede udflydende omrids, så man faktisk kun kan vide, at det er tulipanmarker, fordi det gerne skal give sig selv, når nu det er det hollandske landskab, vi ser på.

Sådan har denne blomst også sneget sig via Rembrandt og Bosschaert fra gademarkederne ind i landets kunsthistorie og dukker nu op både i forestillingen om det idylliske landliv langs kanalerne – eller nærmere under dem – og i den nationale fortælling om en stor og mægtig handelsnation, hvis borgere prydede Amsterdam med deres rigdom i en svunden tid. Selv Monet, som egentlig er fra Frankrig, malede hollandske vindmøller omgivet af tulipanmarker i sin tid. Van Gogh kunne derimod bedre lide solsikker.

Blomstersælgeren på Marnixstraat har hverken tulipaner, solsikkemalerier eller røde roser, derfor har hun heller ikke fine kunder, faktisk har hun næppe ret mange kunder overhovedet. Et hjem er jeg heller ikke sikker på, at hun har. Men arbejde det har hun, og derfor står hun dér hver eneste dag med sine blomster og forsøger at leve af de mennesker, der nogle gange stopper op men som regel spadserer forbi videre til midtbyens markeder, hvor der findes både røde roser, liljer og tulipaner i overflod. Sådan er Amsterdams markeder, en syndflod, nej en overflod, en overrumpling af stroopvaffel, der sejler i karamel, nødder i bløde bakker så langt øjet rækker, paraplystore goudaer med klæbrigt skinnende ostevoks, gabende fisk med tomme øjne i et hav af is, lugten af rådnende torskehoveder blandet med den sødlige røg fra kogende sukkermasser og boblende kaffekedler. Mit yndlingsmarked er lørdagsmarkedet ved Noorderkerk – altså Nordkirken – på Noordermarkt i Nordbyen.

Blomster har også rødder, men hvor kirkens rødder er så vigtige og så dybt forankret i vores kultur, da er blomsternes rødder altid skjulte

Længere mod nord, for eksempel her i Danmark, har vi ikke rigtig markeder eller i hvert fald ikke rigtige markeder. Med huen nede over brynene og hænderne i lommerne sipper vores markedsfolk af lunken kaffe medbragt i metallisk skinnende termokander, mens de skulende vogter over et sørgeligt udvalg af småtterier spredt jævnt ud over en smal og flad bordplade på et næsten mennesketomt torv. I foråret tog jeg på blomstermarked på Ingerslevs Boulevard i Aarhus for at lede efter rosengeranier, men duftgeranier er passé, fik jeg at vide af en grønthandler, der sikkert aldrig har været i Marokko, hvor rosengeranier findes i duftessenser, sæber og urtete, der dog altid er indpakket i lyserødt papir prydet med illustrationer af dugfriske røde rosenblade. Rosengeranien er hverken lige så smuk eller fin som de røde roser, konkluderer jeg med tanker på min bedstemors dagligstue, der altid har duftet af disse planter. Men rosengeranium dufter endnu mere af roser, end de røde roser nogensinde kan – det ved marokkanerne.

Der er forskel på markeder. Ligesom der er forskel på langstilkede og kortstilkede roser, der er forskel på fredsliljer og brudeliljer, selv tulipaner er der forskel på, Semper Augustus tulipanen er meget finere end de andre tulipaner. Protestantiske kirker er der sjældent forskel på, de har alle rødder i den samme overdådige respektindgydende storheds ydmyge afstandtagen til alt, der bringer overfladisk øjennydelse; blandt bare hvide vægge i et rum af kolde sten der ser du Kristus bedst.

Blomster har også rødder, men hvor kirkens rødder er så vigtige og så dybt forankret i vores kultur, da er blomsternes rødder altid skjulte. I alt fra brudebuketter til malerier til potpourri og til markedsstande har vi frarøvet blomsterne deres rødder. Selv de fineste blomsters rødder må trimmes, tildækkes og tabuiseres, så deres krogede jordtilsmudsede livagtighed ikke skæmmer liljens uskyldige rene blade eller rosens dybe kærlige glød.

Rosers, liljers og tulipaners rødder er der kun ubetydelige forskelle på.

Hovedillustration: Stilleben af Ambrosius Bosschaert. 1614. 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Signe Uldbjerg Mortensen

Jeg er en feministisk aktivistisk Thybo, som i dag er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Det bedste jeg ved er blæsevejr, fordi jeg hader ting, der står stille. Det værste jeg ved er midnat, fordi jeg elsker at have masser af dag tilbage.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top