Nina Teisen: Romeo + Julie = sandt

af

ANMELDELSE – Nina Teisen tror på Julies ensporede, besatte kærlighed til Romeo, der står skarpt og billedskønt som en romantisk og tragisk helt i Hans Henriksens iscenesættelse af Romeo og Julie på Aalborg Teater. Kærligheden mellem Romeo og Julie er overbevisende, og den latente erotik emmer mellem Stanley Bakar og Nanna Skaarup Voss. Med de to hovedroller bliver det et ret så sexet stykke.

Romeo og Julie i regi af Hans Henriksen lægger skarpt ud med krudt og kugler i en minimalistisk industriel og veludnyttet kulisse, der med rette fokuserer scenen på skuespillernes præstation. Skuespillet drives fremad i rask tempo af en fin blanding af erfarne kræfter og unge talenter. Det er stort set kun i ømme øjeblikke mellem Romeo og Julie, at tempoet sættes ned, og der bliver dvælet og kælet for detaljer med hviskende mikrofoner, der giver Romeo og Julies samtaler en sær intimitet, som om vi sniglytter ved døren.

Jeg holder af Shakespeare, men er dog ofte en smule mistroisk, når jeg faktisk skal ind og se et Shakespeare-stykke.

Historiske klassikere bliver så utrolig hurtigt en tung forestilling i overkostumerede og deklamerende skuespillere, der fremfører et særligt sprog, poesi og tidsperiode, frem for overbevisende at inkarnere en rolle frem for publikum. Med andre ord vil jeg gerne se, hvorfor Shakespeare er relevant i dag og ikke en historielærers våde drøm. I Hans Henriksens instruktion undgår Romeo og Julie at blive et fortællende skuestykke, og bliver indlevende spillet. Jeg tror på Julies ensporede, besatte kærlighed til Romeo, der står skarpt og billedskønt som en romantisk og tragisk helt.

Julie er muligvis uskyldsren at se til helt i hvidt, men der ingen tvivl om, at det hun og Romeo vil med hinanden er knap så uskyldigt. Med de to hovedroller bliver det et ret så sexet stykke

På trods af at familiedramaet mellem Capulet og Montague lægges hårdt ud med drønende pistolskud, bliver det dog stykket igennem lidt svært at tro på den indædte strid mellem de to familier. De slås, men hvorfor? Ingen ved det, og det kan netop også fremhæves som en pointe – men jeg er ikke helt sikker på, hvorvidt det er intentionen. I denne anmelders øjne bliver det dog mest til en forundring over, hvorfor en så intetsigende strid kan føre til en så tragisk skæbne som Romeo og Julies. Mest af alt virker hadet mellem familierne livstræt som Capulet og hans frue, en halvgammel gangster og hans alkoholiserede dulle. Mercutio er dog overbevisende i psykopatisk hidsighed og med kønsdrift og grove sjoferter væltende ud over det hele. Han vil slås eller kneppe alt der bevæger sig, NU! og ikke senere, og behøver absolut ingen årsag til at hade enhver Capulet.

Kærligheden mellem Romeo og Julie er overbevisende og den latente erotik emmer mellem Stanley Bakar og Nanna Skaarup Voss – Julie er muligvis uskyldsren at se til helt i hvidt, men der ingen tvivl om, at det hun og Romeo vil med hinanden er knap så uskyldigt. Med de to hovedroller bliver det et ret så sexet stykke.

Vi ved alle, hvordan Romeo og Julie ender, og tragedien er til at røre ved i slutscenen med pointen om, at det nok er lige så tragisk, at deres venner og familie ikke forstår, at de selv driver dem i døden, før det er alt for sent.

Sproget er en fin oversættelse af Niels Brunse, hvor især replikkerne mellem Romeo, Mercutio og Benvolio rummer et stort sprogligt overskud. En til tider dårlig lyd (og en lidt vel hurtigt talende Romeo) kan give enkelte udfald, men de er absolut til at leve med til fordel for intense skuespilpræstationer.

Romeo og Julie
Instruktion: Hans Henriksen
Scenografi: Markus Karner
Oversættelse: Niels Brunse
Aalborg Teater, Store Scene, 31/8-3/10

Foto: Aalborg Teater.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Nina Teisen

Jeg er fuldtids-freelancer og lever af mine tekster. Hos POV er det kun læseren, der betaler: dig! Det kan du gøre på MobilePay til 2296 4533. Hvis alle læsere betaler en krone kan jeg leve af mit arbejde, så beløbet behøver ikke at være stort.
Jeg er uddannet Cand. Comm., har tidligere arbejdet med kulturformidling på Færøerne og i Finland, miljøprojekt på Fiji, og rejser væk fra civilisationen ved enhver given lejlighed. Blandt andet har jeg vandret tre måneder i norsk og finsk Lapland og cyklet New Zealand rundt. Du kan finde mig her: www.gornogetandet.com.

Seneste indlæg fra

Gå til Top