Charlotte Sylvestersen: Rige danskere i villaer og sparsommelige italienske husejere

af

FØLJETON – Re-integrationsrejsen til Danmark. Rigdom afhænger som bekendt af øjnene, der ser, skriver Charlotte Sylvestersen i dagens klumme. “Det er jo en villa!” udbrød hendes italienske venner, da de så billeder af det beskedne parcelhus i Holbøl, hun bor i over vinteren. Men et mindre parcelhus i et udkantsområde har en salgspris, du ikke engang kan få en étværelses lejlighed for i et milanesisk middelklassekvarter.

DAG 10 i Danmark/onsdag 20.12.2017
De italienske venner var lige så bekymrede som jeg selv over mit projekt om at overvintre i Danmark. Naturligvis frygtede de for min fordøjelse. De bekymrede sig også om, hvorvidt mine to små hunde havde pels nok til kulden. Spørgsmålet om hvor jeg skulle bo fyldte også meget. For at berolige dem, viste jeg dem integrationsvejlederens parcelhus på ejendomsmæglerens side.

”Det er jo en villa”, lød det måbende fra Valentino på 86. De andre ældre og lidt yngre herrer ved mit stambord med kortspillerne nikkede samtykkende, da mobilen med billederne blev sendt rundt.

Det er en villa for mange af os storbyitalienere. Også selv om det i Danmark er et mindre parcelhus i et udkantsområde med en salgspris, som du ikke engang kan få en étværelses lejlighed for i mit milanesiske middelklassekvarter.

Det afhænger af øjnene, der ser, siger man. Og også af, hvad man vænner sig til.

Villaen i Holbøl sælges for mindre end en mindre lejlighed i et milanesisk middelklassekvarter.

Mine øjne er blevet så italienske, at jeg før afrejsen fra min knap 60 kvadratmeter lille toværelses lejlighed i Milano meddelte integrationsvejlederen, at jeg nok bare ville bo i stuen i Holbøl. Al den plads og alle de værelser i villaen skræmte mig. Grin bare af mig, for de første uger kunne jeg ikke engang overskue at åbne dørene ind til de tre ledige soveværelser.

Øerne langs den jyske højderyg
På den tiende dag i Danmark var jeg inviteret til ålegilde nord for Vejle. Mine danske venner fra Gardasøen – de to, der før afrejsen fra Malcesine ved Gardasøen fejlagtigt påstod jeg kom til at køre hele turen til Danmark i solskin – var på juleferie i Danmark, og vi var inviteret af deres gode venner.

På vejen til Vejle blev jeg oprigtigt talt overrasket over trafikken på motorvejen. På ferier i Danmark har toget som regel været rejseformen. Eller også har andre hentet og bragt manden og mig i deres biler. Nu sad jeg selv bag rattet. Du gode, hvor er der kommet mange biler i Danmark i forhold til for 25 år siden. Man kan, og det gør man ofte som udvandrer, stille sig det filosofiske spørgsmål, om det er sundt for krop og sjæl altid at være i bevægelse? Jeg valgte i stedet at koncentrere mig om kørslen i den tågede eftermiddagsstøvregn. Vinden rev også en smule i Panda i de åbne landskaber.

Jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg… Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse

Jeg måtte lige tilbage til folkeskolens geografitimer, for jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg. Har havet nærmet sig højderyggen, der så i parentes er lavere end ruinbjerget fra 2. Verdenskrig, som i dag er en park tæt ved mit hjem i Milano?

Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse. Først da Kolding Ø dukkede op, gik det op for mig: Ø´et betyder bare øst, sådan. Endnu engang fik jeg lyst til at sende min dybeste medfølelse til de udlændinge, der kæmper med og imod det danske sprog. Der var en ko på marken ved siden af rastepladsen, og køer ude på motorvejen længere fremme, og en kø kan man også spille billard med.

Integrationsvejlederen, der oprindeligt stammer fra Als, kunne bagefter oplyse mig om, at Ø er den rigtige side af den jyske motorvej.

Rasteplads med bibliotek
Et stop på Skærup Ø overbeviste mig helt konkret. Der var ingen bro, man skulle over på vej ind på rastepladsen. Rastepladsen var ganske rigtigt landfast med resten af den jyske halvø.

Til gengæld var der fine toiletter i kælderen, der også husede et kæmpestort og mange hyldemeter langt bibliotek med farvestrålende turistbrochurer over hver en kant og udkant af Danmark. Jeg blev overvældet over udvalget, men tog beskedent kun nogle få brochurer om de jyske steder og rigtige øer, jeg havde planer om at besøge.

Det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum

Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at danskerne regner sig for nogle af verdens mest miljøvenlige, ville jeg have bekymret mig alvorligt over, hvor lidt aftryk ideen om det papirløse samfund har sat på det danske turistbureauers tryksager.

Ude på motorvejen igen var der næsten lige så aftenlyst som i Milano, og fra Vejle og til Engum var der nærmest gadebelysning på hele strækningen. Trafikken var stadig tæt, og det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum.

Robert
har et hus i haven og ordner plænen

Mine værter har naturligvis også to biler, for man arbejder jo i dag ofte fjernt fra sin bopæl. Den berømte og berygtede sammenhængskraft, som man så tit desperat leder efter og hører tale om i Danmark, tror jeg har noget med dén kendsgerning at gøre.

Det slog det mig også, hvor rige mine værters hjem og omgivelser virkede. Ikke alene havde de fået fat på de eftertragtede ål, så der var nok til at nå flere gange rundt på tallerkenen med benene, som man nu skal. Men det hele duftede af velstand, og såmænd og heldigvis også med netop de to, af både velfærd og vellevned.

Stegt ål, velfærd og vellevned anno 2018.

Min hjemby Milano er ellers en yderst velhavende by. Statistisk set er det en af Europas rigeste byer. Men velstanden er ikke så ligeligt fordelt som i mit hjemland Danmark. Der findes ikke kvarterer med parcelhuse og tilhørende have på over 300 kvadratmeter nogle steder inde i byen. De, der bor i villaer med park i Milano by, er simpelthen overklasse så det basker, eller også har de været heldige i arvelotteriet.

Vennerne på baren i Milano ville helt sikkert også kalde min venners parcelhus ved Vejle for en villa og haven for en park. På et skilt på terrassen stod der såmænd ”Havekroen”, men møblementet med liggestole og flere siddegrupper, og indretningen med obligatorisk grill, slog mange italienske gourmetrestauranter med udeservering i både kvalitet og smag.

Jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget

Robert havde sit eget hus i haven. Han er ikke en hund, men en robot, der passer plænen, når mine venner er afsted på deres rejser eller bare nede i ferielejligheden i Spanien. Mine venner sidder ikke i eksklusive direktørstole nogle steder. Og som italiener kunne jeg i øvrigt aldrig drømme om at spørge om, hvad de tjener. Den slags er bare så privat i Italien.

Men jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget. Ikke bare bilerne og husene, men også rejserne til andre verdensdele. Med Legoland, der for mange børnefamilier er erstattet af Disneyland og ikke det i Frankrig. Med Weber Grill Generation 6.0 i de mange villahaver. Åh, undskyld, parcelhushaver.

Italienerne ejer deres bolig og sparer penge op ved siden af
Til gengæld så ejer de fleste af mine venner omkring kortspillernes bord på baren i Milano deres bolig. Trods den langvarige økonomiske krise i Italien har deres lejligheder også stadig en bedre salgspris end villaen i Holbøl.

Altså, italienerne ejer virkelig deres små lejligheder, ligesom jeg ejer mine knap 60 kvadratmeter. Italienerne betaler nemlig deres boliger. 20- og 25-årige boliglån er stadig et relativt nyt fænomen i Italien.

Da min mands forældre i begyndelsen af 1960´erne var glade statister i den industrielle revolution med kinesiske vækstrater lånte de penge til deres lejlighed af den rige onkel. Derefter spiste de så meget majsgrød – polenta – i de fem år, de betalte onklen tilbage, at min mand aldrig siden rørte den ret.

Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset

Da jeg var til kommunistpartiets sommerfest i Milano i 1989 solgte en vis Signor Silvio Berlusconi lejligheder i sin luksus satellitby Milano Due ved Festa d´Unitá. Han tilbød elskværdigt, at man kunne betale 40 procent af prisen, når man skrev under, 40 procent når byggeriet var færdigt, og så kunne man låne de sidste 20 procent til almindelig bankrente hos… Silvio Berlusconi.

Omkring 80 procent af italienerne bor i ejerboliger i dag. Langt de fleste boliger er betalt ud. Helt ud. De ejer dem altså. Med de ekstremt lave fødselsrater italienerne også har, kan de kriseramte unge og mindre unge italienere derfor se frem til at arve ikke bare forældrenes bolig, men også de barnløse tanters og onklers.

Fast ejendom er helligere end arvesølvet
Da jeg foreslog manden den hypotetiske tanke, at vi i vores alderdom kunne låne penge i lejligheden til at gøre pensionistlivet sjovere, så han totalt uforstående på mig. Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset. Italienerne er derudover også nummer to til at spare op efter japanerne.

Til gengæld bor de fleste så ikke i villaer med park, og 80 procent holder altid deres sommerferie i Italien. Hvorfor i alverden skulle de også andet?

Og Valentino på 86 henne fra baren. Ja, han har såmænd fra sin familie arvet et skønt stenhus på en bakketop midt i Oltrepo-vindistriktet kun 80 kilometer syd for Milano.

Valentinos ejendom syd for Milano er bare et stenhus.

”Men det er jo ikke en villa, Carlotta, bare et stenhus”, siger han, selv om det sted med et par gode håndværkere i løbet af tre-fire uger kunne blive til en skøn oase med udsigt over vinmarkerne, med eller uden Weber 6.0.

Fotos: Skribenten.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Charlotte Sylvestersen

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989.
35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden.
Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på.
Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland.
Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem.
Har en irriterende fascination for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om.
PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).
Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.

Seneste indlæg fra

Gå til Top