mm

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Yasmin Abdel-Hak
på Mobile Pay: 31 34 77 06

Revolutionens forsvundne kvinder

I kølvandet på det mislykkede militærkup i Tyrkiet i juli i år er der langsomt sket en stigende maskulinisering af den tyrkiske offentlige politiske sfære. Og ligeså langsomt, men sikkert, er kvinderne pludselig forsvundet fra den offentlige debat.

Tyrkiet har i mange år haft en stolt tradition for en politisk debat med mange politiske diskussioner på tv hver aften. Hvor der førhen var et pænt stort udvalg af kvindelige debattører, kommentatorer og eksperter indenfor blandt andet det sikkerhedspolitiske område, er disse nu med ét slag forsvundet fra sendefladen. Og hvorfor nu det?

Kvinder i den egyptiske revolution

Dette er ikke et ukendt fænomen. Den egyptiske revolution i 2011 er et eksempel. Kvinderne udgjorde op til 50 procent af demonstranterne i deres kamp mod regimet. Men straks efter regimets fald gik kvinder med et snuptag fra at have været ligestillede kampfæller med deres mandlige medborgere i kampen for demokrati, til at blive stort set elimineret fra den offentlige debat om landets politiske fremtid. Reduceret til ingenting, som om de aldrig havde været til stede.

Og for at ingen skulle være i tvivl om, hvor kvinderne hørte til, blev der straks etableret et organ med det sigende navn, Rådet af Vise Mænd. Blot lige for at udrydde enhver tvivl om kvinders rolle i den politiske diskussion.

Mellemøstens kvinder gennem tiden

Fænomenet har historiske rødder for Mellemøstens kvinder, der demonstrerede mod den britiske kolonimagt i bade Egypten og Palæstina på lige fod med deres mandlige medborgere i både slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. Irakiske kvinder demonstrerede mod britisk kontrol og politik i Irak. Algeriske kvinder demonstrerede i 1950’erne og 1960’erne mod den franske kolonimagt. Tilsvarende med de shiamuslimske kvinder i Libanon i juli-august 2006 i kampene mellem Hezbollah og Israel. Og for de irakiske kvinder i protesterne mod tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Irak fra 2003, ligesom palæstinensiske kvinder var aktive på Vestbredden og Gaza-striben under 2008-oprøret. Det såkaldte Arabiske Forår havde kvindelige deltagere på lige fod fra Tunesien til Libyen, Egypten og Yemen.

Der er med andre ord mangfoldige historiske eksempler fra Mellemøsten på, at kvinder i disse patriarkalske samfund faktisk har deltaget på lige fod i eksempelvis en revolution eller protestbølges indledende og afgørende faser i fuld udstrækning.

Patriarkalske normer og værdier tilsidesættes i en ekstraordinær situation – som en revolution eller en protestbølge mod en invasionsmagt. I en sådan situation ophæves alle kønsroller og -normer. Kvindekønnet udviskes og transformeres til en medkæmper, en ligestillet fodsoldat.

Patriarkalske samfundsmønstre forklarer andet led af fænomenet, men ikke første led. Det forklarer ikke i sig selv, hvorfor kvinder i revolutionstider kan kæmpe på lige fod med mænd i kampens hede, for derefter at blive elimineret fra den lige så vigtige efterfølgende politiske diskussion.

Forklaringen synes at ligge i, at patriarkalske normer og værdier tilsidesættes i en ekstraordinær situation – som en revolution eller en protestbølge mod en invasionsmagt. I en sådan situation ophæves alle kønsroller og -normer. Kvindekønnet udviskes og transformeres til en medkæmper, en ligestillet fodsoldat, der sammen med mandlige fæller kæmper for ét specifikt formål.

Men når dette mål er nået, genindtræder det patriarkalske broderskab som den altdominerende toneangiver i den efterfølgende politiske debat. I denne postkonfliktfase bliver kvinden igen opfattet som og sat lig med sit køn, og derfor udelukket fra den politiske opbygningsfase. Et sådan postkonfliktsamfund bærer ofte præg af en stigende grad af maskulinisering og patriotisme, og dermed en yderligere reducering af kvindens position i det offentlige debatrum.

Netop det postkonfliktramte samfund kan forklare, hvorfor tyrkiske kvinder pludselig er forsvundet fra den offentlige debat; hvorfor der ikke længere er kvindelige paneldeltagere eller kommentatorer i de politiske diskussioner på tyrkisk tv. Fordi landet stadig befinder sig i en postkonflikttilstand.

Erdogans kvinder

Heldigvis er tyrkiske kvinder godt skåret for tungebåndet, og har italesat deres egen forsvinden fra tv-sendefladen. De har således blandt andet iværksat forskellige kampagner for at boykotte diverse politiske debatter uden kvindelige deltagere. Og at tyrkiske kvinder er forsvundet fra den offentlige politiske debat på tv, er om noget et tydeligt bevis på den kritiske og sårbare situation, landet befinder sig i på nuværende tidspunkt.

I en postkonfliktfase bliver kvinden igen opfattet som og sat lig med sit køn, og i patriarkalske samfund derfor igen udelukket fra den politiske opbygningsfase.

Hvis præsident Recep Tayyip Erdogan som statsleder måtte have behov for at signalere en normalisering af samfundet; at alt er tilbage til-før-militærkupforsøget-tilstande, bør han derfor som et af de første skridt sørge for at få sine kvindelige medborgere, debattører, kommentatorer og eksperter tilbage i den offentlige politiske diskussion. Det løser ikke alle hans problemer, og det genskaber ikke demokratiet, men det er et nødvendigt skridt, som ville klæde både ham og Tyrkiet.

Topfoto: Self-photographed, http://mstyslav-chernov.com/, 17 June 2013, 07:23:56, Taksim square peaceful protests. Events of June 16, 2013

Kategorier