mm

Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.

Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.

Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jørgen Dragsdahl
på Mobile Pay: 30 33 15 59

Revolutionen udeblev i Rusland

Den 19. august er det 25 år siden, at Sovjetunionen blev ramt af et kupforsøg. Det mislykkedes. Men regimet blev ikke styrtet af en revolution, som helt grundlæggende gjorde op med arven fra kommunismen.

August 1991 i Moskva. Sammen med min senere hustru, Elizabeth Tromer, var jeg i den sovjetiske hovedstad for dagbladet Information. Jeg skulle dække et konvent for den alliancefrie fredsbevægelse END. Faktisk var det ganske sensationelt, at END, som havde allieret sig med systemkritiske kræfter i de kommunistiske lande, kunne holde sit årlige træf for aktivister fra det meste af Europa i Moskva, men det havde Gorbatjovs reformer gjort muligt. Redaktionen i Store Kongensgade havde i sin store visdom besluttet, at jeg ikke skulle levere reportager undervejs – én eller to artikler bagefter ville være nok, tak. Men jeg fik aldrig skrevet en linje fra det meget spændende træf.

Meget tidligt den 19. august, som skulle være skrivedag, fordi konventet nu var ovre, blev vi vækket af telefonen i en lejlighed, som avisen havde i udkanten af Moskva. Over en meget dårlig forbindelse fik vi fra en ven, som var rejst hjem til provinsen, den noget foruroligende opfordring: ”Forlad straks Sovjet. I er i stor fare”.

På sit arkæiske danske svarede Ilja Baranikas: “I er nok ikke i fare, men jeg skal forberede mig på en meget langvarig rejse mod øst

Årsagen fortabte sig i skrattende lyde. Men det var da nok til, at jeg ringede til min gamle ven, Ilja Baranikas. Han var redaktør på et uafhængigt dagblad, som ganske grundigt brugte den nye frihed. ”Næh”, svarede han på sit langsomme og arkæiske danske. ”I er nok ikke i fare, men jeg skal forberede mig på en meget langvarig rejse mod øst. Militæret er i gang med et kup”.

Krigsmaskinens sammenbrud

Forståeligt nok var han bange for fangelejre i Sibirien, men helt uden frygt var vi nu heller ikke. Elizabeth var gravid, men med sit sædvanlige kampmod bare ville hun ind til byen. Så vi ringede til en chauffør, vi var stødt på i lufthavnen ved indrejsen – for en karton vestlige cigaretter havde han kørt os ind. Flere cigaretter overvandt hans betænkeligheder, og så gik turen ad en stor indfaldsvej.

Kupmagerne fik vi straks øje på. Den frygtede russiske krigsmaskine var brudt sammen igen og igen. Når sovjetiske planer for invasion af Vesteuropa med et lynhurtigt fremstød til den britiske kanal blev trukket frem i debatten, svarede kølige analytikere: ”Tjah, det er måske muligt i teorien, men sovjetiske kampvogne og lastbiler kan ikke køre så langt uden motorfejl, som vil stoppe dem”. Og det havde de altså ret i. Langs vejen holdt regelmæssigt lastbiler, hvor nogen var dybt begravet i motoren, og enorme pansrede kampvogne, hvor mandskabet stod med opgivende miner.

Bymidten var spærret af, men chaufføren fandt en smutvej, som var forbeholdt sporvogne. Bilen klarede det utroligt nok. Vi fik en del trusler fra de modkørende sporvogne, men hvad gør man ikke under et kup.

Modstridende rygter

Hos Ilja kunne vi følge strømmen af ekstremt modstridende informationer. Der var, forlød det, hårde kampe med mange dræbte, og der var også, forlød det, helt roligt. Eneste udvej for afklaring var en tur ind til Det Hvide Hus, hvor det russiske parlament holdt til. Mange mennesker skulle være samlet der, og i selve bygningen var opstået en slags situationens generalstab.

Utroligt nok forlangte vagter ved bygningen et bevis for, at jeg var akkrediteret parlamentet, så jeg havde ret til adgang. Heldigt nok kom Galina Sidorova, ven og fremtrædende journalist forbi. Myndigt blev vagterne skubbet væk, så den ”meget berømte” danske journalist og hans oversætter kunne komme ind. ”Vi overlever kun, hvis udlandet følger med”, erklærede hun.

Kaos

Indenfor huserede kaos. En anden ven, den russiske radio-journalist Sasha Ljubimov (søn af en tidligere KGB-chef i Danmark), åbnede for et helt nyt perspektiv på kuppet, som siden er blevet et sejlivet rygte: Gorbatjov kunne i virkeligheden være bagmanden. Men selveste Ruslands præsident, Boris Jeltsin, havde nu modsat sig kuppet og opfordret til generalstrejke. Han havde endog tidligere på dagen besteget en kampvogn på pladsen og læst en erklæring op. ”Vi forventer, at Det Hvide Hus snart bliver angrebet”, sagde Sasha, som anbefalede at vi, af hensyn til Elizabeth, søgte mere sikkert ophold udenfor.

Resten af eftermiddagen talte vi med den støt voksende skare foran parlamentet. Der blev bygget barrikader, og unge mænd med de karakteristiske stribede undertrøjer, som soldater anvendte, blev lukket ind i Det Hvide Hus. I hænderne havde de lange, tilsyneladende ret tunge tasker.

Langt, langt størstedelen af befolkningen engagerede sig ikke synderligt, og man har aldrig fået det grundlæggende opgør med det sovjetiske styre

Stemningen fremgår ganske godt af den lille reportage, som jeg fik sendt til Information, og som kan læses her. Når man ser tilbage på de dage er det vigtigste, at vi bestemt ikke oplevede en revolution. Partiets gamle garde havde arrangeret et kup, som var elendigt tænkt og udført. Hele eliten var ikke med kupmagere, som hurtigt fik kolde fødder (eller rettere: synlig sved på panden) og Jeltsin satte sig i spidsen for et opgør, der til sidst fældede Sovjetunionen. Men langt, langt størstedelen af befolkningen i blot Moskva engagerede sig ikke synderligt. Hverken Moskva eller Sovjetunionen fik et grundlæggende opgør med det sovjetiske styre og dets kultur.

På grund af tidsforskellen skulle reportagen skrives på få minutter, hvorefter den blev sendt via en computer og telefonnettet. Utroligt nok havde kupmagerne ikke afbrudt forbindelsen til udlandet. Det var nok en af deres største fejl. Jeltsin takkede senere den udenlandske presse, fordi vi rimeligt præcist havde dækket udviklingen, så russerne via de udenlandske radiosendere kunne følge med.

Optimismen er væk

Vi blev i byen nogle dage, som var travlt optaget af samtaler med høj og lav. De første dages frygt afløstes af optimisme for fremtiden. Ganske mange indså, at et systemskifte var eneste udvej.

Ilja var en af pessimisterne. Han sagde, at kommunismen kan sammenlignes med et sygt legeme. Det vil frastøde ethvert forsøg på helbredelse. Han fik delvist ret. Selv rejste han nogle måneder efter til USA, hvor han sammen med sin hustru fik asyl og stadig er journalist. Elizabeth og jeg fik en dejlig datter, Caroline. Og jeg selv tænker meget over, hvorfor optimismen, som var så udbredt dengang, slet ikke levede op til forventningerne, men det er vist en anden historie. Men måske vil END-visionen af et Europa, udelt og atomafrustet, igen komme på dagsordenen.

Topfoto: Den russiske præsident Boris Jeltsin på en kampvogn foran Ruslands parlament. (Foto: Creative Commons)

POV International udbetaler ikke honorar. Hvis du vil støtte mit arbejde, vil et beløb indbetalt via MobilePay på 30331559 være velkomne.

Kategorier