Rejsebrev: Med ambulance gennem Sahels vandmasser

af

Karen Hammer, der er mindst lige så meget eventyrer, som hun er filmanmelder, skriver rejsebrev om en uforglemmelig rejse fra Gorom Gorom til Ouagadougou: Burkina Faso er efter en lang tørkeperiode oversvømmet. Busser og taxier kører ikke, men en ambulance skal igennem, og Karen kommer med som ekstra passager.

I det nordlige Burkina Faso ligger Gorom Gorom. Her bor min gode ven Abdoulaye, som jeg lærte at kende allerede i 1984, og som jeg besøger hvert andet år i marts, når jeg er færdig med filmfestivalen FESPACO i Ouagadougou. Her føler jeg mig altid velkommen.

For adskillige år siden kom jeg undtagelsesvis på besøg i juli. Det havde ikke regnet i mange måneder. Bønderne havde ikke kunnet tilså deres marker, og køerne kom hjem til familien en times tid efter, at de var blevet sendt ud på græsgangene, for derude var der intet at æde. Situationen var vanskelig for alle. Jeg havde været der en uges tid, og havde dag for dag iagttaget, hvorledes de flettede måtter, som skjulte min nøgne krop for familien, når jeg tog bad, gradvis blev mindre og mindre. Da gederne havde ædt dem op, var det på tide at rejse videre mod Mali.

Abdoulaye fulgte mig til bussen tidlig om morgenen d. 11. juli, men lige da vi var kommet ud af gården, kom regnen væltende ned. Vi var meget våde, da vi 10 minutter senere stod på markedspladsen og ventede på bussen. Abdoulaye gik hjem, og jeg ventede i flere timer.

Der kom ingen bus fra Dori, og der kom ingen af de store lastbiler, der normalt bragte varer frem til butikkerne. Der afgik heller ingen busser til de nærliggende landsbyer, kun fra oasebyen Markoy kom transporten igennem med en fødende kvinde og hendes familie. Gorom Goroms sandede veje lignede efterhånden floder; den knastørre jord kunne slet ikke opsuge al den væde, der lige nu styrtede ned. Jeg parkerede min rygsæk i en butik og gik tilbage til Abdoulayes familie, hvor vi gik i gang med at drikke the.

Afgang med ambulance

Det tager tid at drikke the Vestafrika; vi hyggede os og slappede af, men var endnu ikke kommet til det tredje glas – det sødeste af dem, da Abdoulaye efter frokost kom farende og meddelte, at han havde skaffet mig et lift med den ambulance, som skulle bringe den fødende kvinde til regionshospitalet i Dori. Han havde hentet min bagage oppe fra markedspladsen og proppet den ind i ambulancen, så jeg, da ambulancen dukkede op fem minutter senere, hurtigt kunne smutte ind.

Vi afgik klokken cirka 15; kvinden lå med drop på en båre, og ved siden af hende sad hendes mand, hendes mor og hendes svigermor. På hendes modsatte side var min rygsæk mast op mellem båren og chauførens sæde. På forsædet blev jeg klemt ind mellem lægeassistenten og chauføren.

Efter halvanden times kørsel gennem mange større eller mindre søer, så vi bussen og adskillige store lastbiler stå på den anden side af en kæmpeoversvømmelse. ”Vandpytten” var mindst 30 meter lang og næsten 2 meter dyb; her kunne vi ikke komme igennem.

På vores side stod en strandet Landrover fra Landbrugsministeriet; vi diskuterede situationen med chauføren og blev enige om at køre halvvejs tilbage mod Gorom Gorom, krydse på tværs af steppen til Assarkan-guldgraverbyen og derfra stik syd mod det østlige Dori. Problemet var nu, at denne forlængede rute ville kræve en ekstra benzinpåfyldning, og det havde man ikke fået lov til af hospitalsdirektionen. Hvis kvindens mand kunne betale de 6000 CFA (cirka 75 kr) til ekstra benzin, så var alt godt, ellers ville man blive nødt til at vende tilbage til Gorom Gorom og håbe på det bedste!

Ægtemanden var meget behjælpelig med at vade ud i de forskellige søer, så vi vidste, hvor dybt der var, inden vi kørte ambulancen igennem.

Omme bag i ambulancen diskuterede manden med de to ældre kvinder; der skulle jo gerne være penge nok til betaling i Dori, for uden penge til medicin og meget andet rører lægerne ikke en finger i denne del af verden. Jeg tilbød at betale en større del af benzinen, nu da jeg havde fået gratis transport med ambulancen, og alle var glade for den løsning. Efter en lille snak med Landroverens chauffør vendte vi om og kørte tilbage.

Cirka 10 km før Gorom Gorom, drejede vi mod øst og rakkede ad små tilfældige stier gennem bush og planlagte men endnu ikke tilsåede marker. Overalt mødte vi mindre oversvømmelser, som vi skulle finde rundt om eller igennem, mens mørket faldt på. Ægtemanden var meget behjælpelig med at vade ud i de forskellige søer, så vi vidste, hvor dybt der var, inden vi kørte ambulancen igennem.

Ved mørkets frembrud kørte vi ind i Assarkan og kunne tydeligt studere det gennemgravede mineområde, hvor folk med fare for liv og lemmer kravler ned i 20 meter dybe huller. Det hele ligenede en kaninkoloni.

Nat i guldgraverbyen

Ved mørkets frembrud kørte vi ind i Assarkan og kunne tydeligt studere det gennemgravede mineområde, hvor folk med fare for liv og lemmer kravler ned i 20 meter dybe huller. Det hele ligenede en kaninkoloni. De trætte guldgravere var på vej ind mod ”byens” centrum og var let genkendelige, idet de var helt hvide i hovedet af støv.

Her havde det også regnet, så de primitive gader lignede mudderpøle, som taget ud af en rigtig guldgraverwestern. Vi forhørte os efter benzinsælgeren, for en rigtig benzintank det har man ikke herude på steppen – og blev vist hen til et skur. Mange nysgerrige stirrede ind på den stakkels kvinde på båren og på mig, der kravlede sammen på forsædet uden for mudderets rækkevide, medens chauføren kom med adskillige gamle whiskyflasker fyldt med benzin.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Da folk hørte om vores rejsemål, Dori, forklarede flere os, at det kunne vi godt opgive, for nede ved den sidste bro, der var oversvømmelserne altfor voldsomme. Der ville vi aldrig kunne komme igennem!

Efter disse advarsler burde vi nok have ringet til hospitalet i Dori og bedt dem om at møde os på halvvejen, men det gjorde vi ikke!

Vi troede ikke på dem. Chauføren var sikker på, at man bare prøvede at skræmme os, han kunne ikke komme i tanke om, hvad det mon var for en bro, de talte om. Nu må man vide, at i Burkina Fasos nordlige regioner, hvor det kun regner nu og da, der har regeringen på trods af mange ansøgninger endnu ikke bygget én eneste bro – endsige tænkt over at tøjre piroquer eller både langs de midlertidige flodlejer, som man ved skaber problemer og dødsfald hvert eneste år. Man har spist befolkningen af med brolagte stier i lavningerne, således at bilerne ikke sidder fast i mudder, hvis de holder sig inde på stierne, som kan være svære at se under 1-2 meters vand.

Efter disse advarsler burde vi nok have ringet til hospitalet i Dori og bedt dem om at møde os på halvvejen, men det gjorde vi ikke!

Så kom den, oversvømmelsen

Vi kørte nu hastigt frem gennem mørket, medens vi diskuterede, hvilken bro man kunne have ment, og hvorfor mon folkene i Assarkan var så fulde af løgn. Ægtemanden fra Markoy var ude i større oversvømmelser et par gange og tog det med godt humør. En times kørsel efter Assarkan var vi sikre på, at  nu kunne der ikke være flere problemer forude.

Men så kom den, oversvømmelsen, og den var virkelig imponerende: 30-35 meter lang og 1,3 meter dyb! Efter en kort diskussion med Landbrugsministeriets chaufør, som var stødt til kort før, besluttede vi at prøve. Det gjaldt jo kvindens liv – og barnets! Chauføren udtalte energisk, at hvis dette ikke gik, så ville han personligt løbe de 27 km til Dori efter hjælp, for nu skulle hun igennem!

Landroveren kørte som den første – og slap igennem den meget dybe og rivende foss og kom op på den anden side, medens vi i ambulancen kun klarede 8 meter, før motoren gik ud. Lygterne lyste fint nede i vandet, så vi kunne orientere os om drivende buske, men starte igen, det var ikke muligt. Vandet fossede nu ind i ambulancen, og kvinderne skreg og peb, medens jeg kæmpede for at redde min rygsæk med kamera, film og noter fra oversvømmelsen.

Det gjaldt jo kvindens liv – og barnets! Chauføren udtalte energisk, at hvis dette ikke gik, så ville han personligt løbe de 27 km til Dori efter hjælp, for nu skulle hun igennem!

De tre mænd kravlede ud af vinduerne, åbnede bagsmækken og bar den fødende kvinde gennem fossen og op på den anden side til landroveren. Derefter hjalp man mig med at anbringe min bagage oppe på ambulancens tag og hev mig forsigtigt ud gennem vinduet. Med mit pas og mine penge viklet højt om halsen skubbede jeg nu sammen med ægtemanden og lægen ambulancen gennem det brusende vand de 25 meter gennem ”vandpytten”, medens chauføren gjorde sit bedste for at blive på den brolagte sti.

Buske og små træer hvirvlede forbi os; det var en fantastisk oplevelse. Mens jeg gik der og skubbede med vand til over brystet, glædede jeg mig over situationen. Nu! Endelig følte jeg mig som en rigtig eventyrer.

Landroveren halede med et blåt nylontov ambulancen de sidste tre meter op ad skråningen på den modsatte side, kvinden blev atter båret ind, situationen var under kontrol, troede vi, men ambulancen kunne ikke startes. Sammen med de to ældre kvinder og lægen blev jeg anbragt på Landroverens lad; kun ægtemanden blev hos kvinden inde i ambulancen, der blev trukket de næste mange kilometer til Dori.

Godt afkølede ankom vi til hospitalet efter klokken 22 om aftenen. Kvinden og hendes familie blev afleveret på hospitalet, ambulancen på et værksted, medens jeg og min våde bagage blev læsset af ved et backpackerhotel. 20 minutter senere sad jeg iført rent og tørt tøj sammen med chauføren og lægen på en restaurant ved markedet. Med øl og en lokal kødgryde fejrede vi i længere tid vores heltedåd.

Det blev en mand og en kvinde

Hele næste dag vaskede jeg mudret tøj og tørrede mine papirer. Kamera og film havde ikke taget skade, men mange af mine adresser, som var skrevet med speedmarker, var helt smattet ud. Den dag mistede jeg kontakt med adskillige af mine afrikanske venner.

Hen på eftermiddagen besøgte jeg hospitalet, og blev modtaget med begejstring af ægtemanden, der førte mig helt ind i fødestuen, så jeg kunne hilse på kvinden, der så ud til at have meget andet at bekymre sig om; fødslen var gået i stå. De to ældre kvinder var ret så reserverede; de kunne nok ikke glemme, at jeg, da vandet fossede ind, havde været mere optaget af at redde min bagage end af at bekymre mig om kvinden.

”Det blev en mand og en kvinde”, sagde han stolt. Tvillinger! Jeg strøg ham over kinden og ønskede ham tillykke.

Manden lovede at give besked, når barnet var født, og jeg gik tilbage til mit lille hotel for at spise, snakke med folk og drikke øl. Hen på aftenen betalte jeg en dreng til at hente mig tidligt næste morgen for at bære bagagen til bussen. Det havde været en fin dag, alt var atter under kontrol.

MERE POV
Sådan undgår du at blive deprimeret af Facebook

Tidligt om morgenen gik jeg så med drengen ned gennem byen mod bussen. Det var endnu mørkt, så jeg kunne ikke genkende manden, der henvendte sig til mig. ”Nå”, sagde han, ”så er det tid for afrejse”. Jeg svarede høfligt, at jeg skulle med bussen til Ouagadougou. ”Vi har ellers født i nat”,  fortsatte han, og pludselig kunne jeg se, hvem han var. Ivrigt spurgte jeg, ” hvad blev det så?”

”Det blev en mand og en kvinde”, sagde han stolt. Tvillinger! Jeg strøg ham over kinden og ønskede ham tillykke. Han havde i forvejen tre drenge, så det var lykken også at få en pige.

Vi stod tavse der i halvmørket i et par minutter og glædede os over, at det hele var gået så godt, så ønskede han mig god rejse og gik tilbage mod hospitalet og sin lille familie.

Jeg kom for sent til den tidlige bus, men tog den næste en times tid senere. Små 10 km efter Dori traf vi den første bus. Den var kørt i grøften; ingen var kommet til skade, men hele vejen flød med smadrede æg. Vi rykkede sammen, så de strandede passagerer kunne klemme sig ind hos os. Man kan godt sidde tre personer og et barn på et tomands sæde. Det blev en trættende men også hyggelig tur til Ouagadougou, hvor vi delte alt og rigtig kom hinanden ved.

EFTERORD

Efter seks år er jeg atter tilbage i et af mine afrikanske favoritlande. Jeg er kommet og gået her i næsten 30 år. Jeg har kendt min bedste ven Abdoulaye Boureima, fra jeg i januar 1984 i en lille lastbil krydsede ind fra Nigers sydvestlige, tørre stepper. Gorom Gorom er altså min første by i dette land, der dengang hed Øvre Volta; det skiftede navn til Burkina Faso under præsident Thomas Sankara i august 1984.

Det er længe siden. Min ihærdige rejsefeber og nysgerrighed har ført mig langt ud i de asiatiske lande og til Syd- og Østafrika. Burkina Faso har gennem årene ændret sig meget. Jeg lærte at leve med Blaise-regeringens korrumperede og voldelige adfærd, men nu er problemerne nogle helt nye, og jeg kan ikke rejse nordpå for at besøge Abdoulaye!  Krigen i Libyen og mordet på Præsident Gadaffi væltede balancen i Vestafrika. Gadaffi var den stærke mand, der holdt Jihadisterne ude, og gav Malis mange utilfredse Tuareger arbejde og andet at tænke på.  Jeg har længe vidst, at jeg som hvid ikke kan rejse til Mali og besøge min eksmands familie nær Mopti.  Men først nu fatter jeg, at hele det nordlige Burkina Faso også er tabt for mig.

Vi hører så meget om terror i Europa, og vel også om krigen i Mali, men vi er sørgeligt underforsynet med oplysninger vedrørende Afrikas Hollywood, Ouagadougou. For et år siden, d. 15. januar 2016, angreb en lille gruppe bevæbnede Jihadister den moderne restaurant Cappuccino og Hotel Splendide i Ouagadougou. 30 mennesker blev dræbt. Samme dag kidnappede Jihadisterne den næsten 90-årige australske læge Kenneth Elliot og hans hustru fra den nordlige by Djibo. Gennem 40 år havde dette uegenyttige ægtepar drevet et selvskabt hospital i byen uden nogen form for statslig støtte. Byens befolkning var forfærdede og gik i demonstration. Tre måneder senere kom hun tilbage til familien i Djibo, men ingen aner, hvor han er. Jihadisterne i Mali har vel brug for en læge? Hvem ved?

Jeg forhører mig på den Danske Ambassade i Ouagadougou, der advarer mig mod så meget som at drømme om at besøge Gorom Gorom. Gennem det sidste halve år har der været 15-16 spredte angreb på civilbefolkningen og på mindre millitær grænsestationer oppe nordpå. Skolelærere har haft besøg af bevæbnede mænd, der har advaret dem mod for fremtiden at undervise på fransk, og enkelte uheldige personer er blevet dræbt for ikke at ville støtte Jihadisterne.

For få dage siden blev en kommunal funktionær i Djibo overfaldet og dræbt sammen med sin syvårige søn. Meget tyder på, at angriberne ikke bare kommer fra Mali eller Niger, men også stammer fra Burkina Fasos fattige, nordlige regioner. Lokalt politi og millitær sender alle hvide, som forvilder sig ind i områderne nær Markoy, Oursi, Gorom Gorom og Djibo tilbage til Ouagadougou. Jihadisterne kidnapper hvide i håb om store løsepenge; og på trods af mit ret afrikanske sindelag, bliver jeg vel nødt til at indrømme: Jo! Jeg er hvid.

Karen Hammer
Ouagadougou, februar 2017

Fotos: WikiCommons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Gå til Top