mm

Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Se alle skribentens artikler

Rejsebrev: Hejmdal – et Frank Gehry-byggeri i Aarhus

Hvor skal vi rejse hen? Jeg kunne personligt lave en rejseplan rundt i verden bare for at opleve de imponerende kæmpebygninger, som den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Gehry har beriget os alle med. Guggenheimmuseerne i Bilbao og Abu Dhabi, Weismann Art Museum i Minnesota, Battersea Power Station i England samt Louis Vuitton Foundation og det franske Cinematek i Paris. Og det er bare nogle af de mange pragtværker, han har tegnet.
Man vidste du, at man bare kan tage en tur til Aarhus?

Nå ikke? Men her finder man altså en ægte Frank Gehry. Ikke i metal, men i træ, glas og lidt mursten, måske inspireret af Danish design. I Peter Sabroes Gade nr. 1. Et hus, der ikke bare ser godt og spændende ud, men også er til stor opmuntring for alle dets brugere. Det er kræftpatienternes hus.

Huset var portnerboligen til det gamle Kommunehospital i Aarhus, da det blev bygget i 1908, en murstensfirkant, ikke noget særligt. Siden da har hospitalet skiftet navn til Aarhus Sygehus, og portnerboligen har også fået nyt navn og ligner slet ikke sig selv. Faktisk er det kun ydermurene, der er tilbage. Resten er pillet ud. Et helt nyt indgangsparti i glas er opført, et nyt glastag er lagt på og inden i huset er der placeret adskillige enorme firkantede træbjælker, som om kæmper er gået fra deres mikadospil. Det ser tilfældigt ud, som de står der, men det er nøje gennemtænkt. De er den bærende konstruktion i et treetagers hus, der nu hedder Hejmdal. Udtænkt af Frank Gehry.

Det er ikke vores hus – det er alles”

Hejmdal ligger tæt på kræftafdelingen på Aarhus Sygehus, og det hænger vældig godt sammen. Det er nemlig Kræftens Bekæmpelse og deres rådgivning, der holder til i Hejmdal. Patienter, der skal til kemobehandling, eller som får chokerende svar på de undersøgelser de får taget, kan sammen med deres pårørende gå ganske få skridt og møde hjælp og forståelse i en for dem ny og skræmmende situation.

Hejmdal Velkommen

Det sværeste for en kræftpatient, fortæller de frivillige og ansatte i huset, er at komme over dørtrinnet. For når man gør det, så kan man ikke længere lyve for sig selv og tænke: ‘Jeg er ikke syg. De har bare taget fejl’. Men har man først overkommet den erkendelse og åbnet døren til det fine hus, så er der næsten ingen ende på, hvor meget støtte og lindring, man får tilbudt. Og er man kommet over dørtrinnet, er man ikke patient. Man er bruger.

Kom indenfor og sæt dig ned i en behagelig stol. Lav en kop kaffe. Du er velkommen til bare at sidde der og tænke. Hvis du lige har fået besked om, at du har kræft og skal igennem operation med kemoterapi og stråler og hele udtrækket, så bed om at tale med en af de frivillige. De har ofte været igennem hele processen selv. Eller spørg om du kan få en samtale med en af de ansatte i Kræftens Bekæmpelse. Det hele er til for dig. De kan ikke fjerne din sygdom, men de er klar med rådgivning, hjælp og støtte. Som de er i de fleste byer rundt i landet, men sjældent i så smukke og gennemtænkte omgivelser som her.

Hejmdal sofagruppe

Læg mærke til de oprindelige vinduespartier fra den gamle portnerbolig, men det meste af lyset kommer oppefra gennem glastaget.

Du kan selv vælge, om du vil snakke her i sofagruppen, hvor andre brugere eller medarbejdere bevæger sig rundt, eller om det skal være i et af de to samtalerum på 2. sal, med matteret glas, så ingen kan se, at du er så ulykkelig, at tårerne løber ned af dine kinder. At du græder og er helt fra den. Det er de nu ellers så vant til. Alle sammen.

Arkitekten Frank Gehry har indrettet et tilsvarende sted i Skotland, inden han gik i gang med Hejmdal her i Danmark. Det er tydeligt, at han ved, hvad der skal til for mennesker i den situation.

Hejmdal er guden for sollys i den nordiske mytologi, han værner om de gode værdier i verden. Huset, der har fået dette navn har masser af lys, ingen små og mørke lokaler, men luft mellem etagerne, her er smukke materialer, imødekommenhed og et hus, der kan bruges.

Et automatisk klimaanlæg åbner og lukker vinduer i taget, og trækker persienner når solen er for voldsom.

Hejmdal er guden for sollys i den nordiske mytologi, han værner om de gode værdier i verden. Huset, der har fået dette navn har masser af lys, ingen små og mørke lokaler, men luft mellem etagerne, her er smukke materialer, imødekommenhed og et hus, der kan bruges.

Som der står på et skilt på væggen: ”Her er på alle måder højt til loftet.”

Hejmdal malerierI den nederste etage er der plads til at holde kurser i yoga og wellness, der er masser af malerier fra dem, der mødes for at male. Og det var ikke triste sygdomsbilleder, da jeg besøgte stedet. Det er nemlig ikke terapimaling, men decideret maleriundervisning, der foregår. Selv om man er helbredt, kan man fortsætte på sit malerhold.

Man fornemmer et sted, der lever. Og visse instrumenter rundt omkring tyder også på, at nogle af brugerne bruger mange timer på at være her. Også ud over åbningstiden, hvor man kan få udleveret en nøgle og selv kan låse sig ind. Som den unge mand, der var indlagt på kræftafdelingen. Han kedede sig, ville gerne følge med i Champions League, men sygehusets TV-pakke havde ikke den kanal, der viste de kampe. Udstyret med Hejmdals nøgle kunne den unge mand se fodbold, invitere nogle af sine venner og for en stund glemme alt om det, der ellers nok kan fylde hele ens bevidsthed.

Mænd og sygdom

Det er sværere at få mændene til at træde over dørtrinnet til Hejmdal. Kvinderne opsøger støtte, når de har brug for den og har ikke så mange betænkeligheder ved at efterlyse gode råd og tale med vildt fremmede om deres sorger og bekymringer i forbindelse med deres kræftsygdom. Mændene er en anden historie.

Det er ikke sikkert, at arkitekten har været bevidst om det, men mandlige brugere bliver tiltrukket af træet, de 14 meter lange kæmpestore bjælker, der går gennem huset. Det robuste materialevalg, luftigheden og selve konstruktionen appellerer til håndværkeren, selvbyggeren. Intet under at den konstruktion og de materialer drager mændene.

Hejmdal solidt tømmer
Så mændene kommer. Der er mandeaften hver anden onsdag, hvor man mødes til en gang billard. Det sætter deres koner også pris på, betroede en af de frivillige mig. Det er godt for mændene at komme ud og mødes med andre.

Her er der mulighed for at skabe netværk og få venner. Uden at de tænker nærmere over det, bliver de hjælpegrupper for hinanden.

Det er ikke sikkert, at arkitekten har været bevidst om det, men mandlige brugere bliver tiltrukket af træet, de 14 meter lange kæmpestore bjælker, der går gennem huset. Det robuste materialevalg, luftigheden og selve konstruktionen appellerer til håndværkeren, selvbyggeren.

Det oplevede en bruger, der var alvorligt syg. Han havde kun én drøm, en tur til Italien med sin kone. Men det kunne ikke lade sig gøre. Syg, som han var, blev forsikringen alt for dyr, og han turde ikke tage af sted uden, for sæt nu han blev dårligere og døde dernede. Det talte han med de andre mænd om. De tog affære og sagde: ”Tag du bare af sted. Hvis du dør dernede, så kommer vi ned og henter dig.” Det blev vist til en rigtig god tur.

Og hvad nu?

Hejmdal man kommer med in sygdomI Hejmdal kan man se en film om, hvordan byggeriet skrider frem dag for dag fra 2007-09, hvor huset stod færdigt. Regionen gav grunden. Gehry donerede sin tid til projektet og tegningerne. Kræftpatienterne kan takke Realdania for pengene til at opføre huset, som CUBO Arkitekter har stået for i tæt samarbejde med den verdensberømte arkitekt. 1. oktober 2009 blev huset taget i brug.
Hvis du vil besøge det, er der åbent hus 1. søndag hver måned kl 13-16.

Du skal ikke udskyde besøget i det smukke hus, for om 3 år er det slut. Kræftafdelingen flytter i 2019 ud af Aarhus centrum til Skejby Sygehus, og kræftrådgivningen flytter selvfølgelig med. Inspireret af tankegangen i Hejmdal opføres Patienternes Hus, hvor alle foreninger for sygdomsramte får mulighed for at yde rådgivning og støtte.

Eftersom bygningen ikke kan flyttes og er for lille til at huse flere foreninger, skal Hejmdal sælges. For højest bydende, for Kræftens Bekæmpelse skal passe mest muligt på medlemmernes penge.

Det bliver spændende, hvem der så flytter ind i det smukke hus, om det bliver et reklamebureau, et advokatfirma eller Aarhus Universitet, der kan sige: Vi har til huse i en Frank Gehry-bygning.

Alle fotos er private.
POV International betaler ikke sine skribenter. Men hvis du nyder, hvad jeg skriver, kan du vælge at honorere mig direkte via Mobile Pay 2854 6818

Kategorier