mm

Maiken Skeem

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp.
Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling.
Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maiken Skeem
på Mobile Pay: 22 22 26 36

Rejsebrev: Fra rastløshedens og rodløshedens land

Den har været der længe, så længe jeg kan huske. Rastløsheden. Ofte også forklædt som utålmodighed. Der var noget der hele tiden kriblede, krablede, trak, hev, nev og skubbede. Den ville ikke lade mig være.

Først forsøgte jeg at blive den kvit, ryste den af mig, slippe helt af med den. Jeg undgik den, ignorerede den, sneg mig udenom, lagde den på is, lukkede øjnene – men indså så, at jeg var nødt til at se den lige i øjnene uden at lade blikket flakke.

Jeg lærte at leve med den, endda at holde af den. Accepterede, at den var en del af mig. Jeg forstod siden, at hvis den ikke var der, ville jeg ikke længere være mig, men en anden. Jeg gav efter, egentlig vel ikke særligt modvilligt, og har aldrig fortrudt.

Jeg fortryder heller ikke nu, hvor jeg indser og indrømmer, at rastløsheden har sat sig som rodløshed.

Den fedtede limpind

Jeg har talt og mener at have flyttet mine ejendele og mit liv 16 gange imellem og i fem lande.

Nogle få steder lærte jeg aldrig at føle mig helt hjemme, men de fleste steder blev hurtigt om ikke ’hjemme’ så i hvert fald en base, et tag over hovedet, et ly, en holdeplads, en havn. Jeg mødte en mand, som i nogen grad havde det som mig. Sammen tog vi afsæt, var i bevægelse, i fart, i fremdrift.

Ude blev hjemme. Verden var en stor frodig og forunderlig have, fyldt med fuldmodne frugter, der bare ventede på at blive plukket. At rejse, at flytte sig gik i blodet. Og jeg var – vi var vel begge – bange for at ’gro fast’, hoppe på den fedtede limpind, blive tiltrukket og pacificeret af magnetisk magelighed.

Vi frygtede mere end meget andet en dag i vores bedste alder at vågne op i en gul liguster-parcel med bred fladskærm, dyb kummefryser og højt kreditforeningslån.

Rastløsheden sniger sig ind på mig – igen.  Den forsøger sig med langsomme bagholdsangreb og hurtige snigløb, nu forklædt som rodløshed.

Men noget stækkede vores vinger og tvang os til at nødlande i utide. På et tidspunkt, hvor vi lige havde nået skyerne og var oppe i fart.

Eventyret sluttede pludseligt og brat. Min mand blev syg. Uhelbredeligt. Horisonten blev mørk og truende – ikke længere lys og dragende. Og paradoksalt var det, at det skete på netop et tidspunkt i vores liv, hvor jeg og vi for alvor begyndte at føle os hjemme – og på et sted, hvor vi planlagde at blive. I en pittoresk, fransk landsby ved foden af Jura-bjergene.

Bagholdsangreb og snigløb

I kampens hede fik vi styr på og udstukket koordinaterne på vores nødlandingsbane: En bunke for så vidt udmærkede røde mursten i en absolut pæn og ordentlig Århus-forstad, hvor jeg nu bor med mine to børn.

Her går vi så rundt og gisper efter vejret. I lang tid følte jeg mig slået hjem til start. På det sted, hvor det hele begyndte i 70erne. Ville ringen lukke sig nu? Ville mit kredsløb gå i stå?

Fornemmelsen af rent faktisk at være hjemme lader stadig vente på sig.  Men her er trygt og godt – og måske er det netop det, som skræmmer mig, nogle gange lidt, og andre gange fra vid og sans. Rastløsheden sniger sig ind på mig igen.  Den forsøger sig med langsomme bagholdsangreb og hurtige snigløb, nu forklædt som rodløshed.

Nostalgi er i min verden ligeså farlig som magelighed. Den balsamerer søgende sjæle. Den sætter livet på hold. Jeg er bange for den og ser mig derfor sjældent tilbage.

At banke et nyt liv op er nærmest blevet en rutine. Jeg ved, hvor værktøjskassen står og jeg ved nøjagtigt, hvilke stykker værktøj, jeg skal bruge – og hvad de hver især kan. Det er som jeg har gjort det så mange gange tidligere bare at smøge ærmerne op og gå i gang. Endnu engang banke pløkkerne i.

Denne gang alene. Jeg gør det. Nogle dage lidt modvilligt. Jeg mistænker mig selv for ikke at lægge alle kræfter i, så jeg er sikker på, at jeg kan rykke pløkkerne hurtigt op igen, pakke sammen og rejse videre. Jeg lader alle døre stå på klem – også nødudgangene. Men de fleste dage anstrenger jeg mig for at lægge vægt bag og støde pløkkerne i bund.

Jeg håber så blot, at den store gevinst kommer: At følelsen af at være hjemme er der en morgen, uventet men alligevel velkommen, når jeg slår øjnene op.

Rykket op med spirende rod

Nostalgi er i min verden ligeså farlig som magelighed. Den balsamerer søgende sjæle. Den sætter livet på hold. Jeg er bange for den og ser mig derfor sjældent tilbage. Det er vel blevet en leve-regel: ’Gå videre. Se dig aldrig over skulderen. Du risikerer at falde uden at kunne rejse dig igen.’

Men denne gang indså jeg, at et tilbageblik var nødvendigt for helt at forstå, hvordan vi kom fra A til B, fra ét liv til et andet, uden selv at være med.

Der var ikke ingen gode udsigter. Ingen sprække i mørket, hvor lyset kunne klemme sig ind. Eventyret var slut og enden, vidste vi, ville hverken blive lovende, god eller lykkelig.

Vi var, både mine drenge og jeg, nødt til at krydse vores spor for fremover at forsøge at være, hvor vi rent faktisk er. Derfor rejste vi tilbage til det sted, som altid vil stå for os og være vores fælles ’tabte land’. Det lille stykke verden, som på en eller anden måde nok altid kommer til at cementere den rodløshed, som nu har sluttet sig til min rastløshed.

For lige der, på det sted, blev jeg rykket op med den, spinkle, spirende rod, som faktisk var begyndt at hage sig fast i jorden under mig.

Intet er statisk eller blivende

I hæsblæsende fart, for præcis et år siden, forlod vi vores hjem i Frankrig. På seks timer pakkede vi hele vores liv ned i 50 flyttekasser og smed dem bogstaveligt talt ind i en lastbil, som allerede var i gear.

Vi kørte væk, hurtigt uden at se os tilbage, fra et sted, som nåede at være vores hjem i to og et halvt år. Vores konstante trang til bevægelse havde ellers lagt sig der, var faldet til ro, slumrede. Men blev så modvilligt vækket – igen. Vi ville have gjort eller givet hvad som helst for at være i stand til at standse tiden. Men intet er statisk eller blivende, alt er i bevægelse. Og der er en giftig slange gemt i ethvert frodigt paradis.

Vi kørte forbi vores gamle hus og der i skyggen af det store valnøddetræ lå en anden hund. I haven legede to andre børn og på terrassen gik en anden kvinde rundt. Tiden stod stille, gik baglæns. Det kunne have været os, det kunne have været mig

På en smuk og varm solskinsdag som lignede alle de andre solskinsdage, fik vi beskeden. Lynet slog ned netop den solskinsdag, stormen brød løs der midt i middagsheden, helt uden forudgående buldren. Og den havde travlt, sygdommen, den ville i mål, hurtigt – langt hurtigere end vi kunne følge med. Den lod sig ikke bremse eller stoppe og sagtnede ikke farten – den var ikke til fals for hverken tro, håb eller kærlighed.

En dag måtte vi holde op med at håbe og tro – og vi vidste, at vi skulle derfra, ’hjem’.

Der var ingen gode udsigter. Ingen sprække i mørket, hvor lyset kunne klemme sig ind. Eventyret var slut og enden, vidste vi, ville hverken blive lovende, god eller lykkelig.

Vi dumpede på en dansk sommerdag ned i et nyt liv, som ingen af os havde ønsket os, ingen af os ville have, og som vi ikke vidste, hvad vi skulle stille op med – eller hvad vi kunne forvente os af.

Livet i en parentes

Rejsen tilbage til Frankrig, som vi netop er vendt hjem fra, udsprang ikke af hang til nostalgi, men havde flere formål – her iblandt ét overskyggende: At genoplive fragmenter af vores ’tidligere’ liv for at genopleve det – og derefter tage afsked og give slip. At leve sit liv i fortiden lader sig ikke gøre.

Nogen eller noget havde stjålet vores liv og givet os et andet. Men vi kan ikke få det igen. Livet bevæger sig i fluktuerende kurver, i drabelige udsving mellem oppe og nede og lige midt imellem. Livet bevæger sig fremad, aldrig tilbage.

Og det var som om, at vi aldrig havde været væk derfra.

Tiden mellem dengang og nu rykkede midlertidigt ind i en parentes. Godt nok var den parentes fyldt til bristepunktet af en endeløs række af nødtvungne forandringer og radikale livsomvæltninger, men lige der på det sted forekom den parentes både uvirkelig og fjern – betydningsløs endda. Duftene, luften, lyset og lydende var velkendte, trygge. Vi var tilbage og vores fødder passede stadig perfekt ned i sporene, som var de aldrig rigtigt sandet til eller visket ud.

Kurver og drabelige udsving

Der var det ikke længere et sløret mareridt – men blev klar og tydelig virkelighed, at vi ikke blot har mistet et menneske – men også et helt og fuldstændigt liv, som vi møjsommeligt gennem årenes løb havde bygget op sammen. At træde ned i de velkendte spor, med visheden om, at det er sidste gang, vi går netop i dem, er derfor tunge – men også uundgåelige skridt at tage. De er nødvendige for at binde de mange løse, flossede og flænsede ender omkring det liv, der forsvandt.

Vi kørte forbi vores gamle hus og der i skyggen af det store valnøddetræ lå en anden hund. I haven legede to andre børn og på terrassen gik en anden kvinde rundt. Tiden stod stille, gik baglæns.

Det kunne have været os, det kunne have været mig. Nogen eller noget havde stjålet vores liv og givet os et andet. Livet bevæger sig i fluktuerende kurver, i drabelige udsving mellem oppe og nede og lige midt imellem. Livet bevæger sig fremad, aldrig tilbage.

Og der kom de så pludseligt vrimlende ud af tusmørket. Konturerne af det levede liv, der havde været på netop det her sted.

At se sig tilbage bør ikke have det formål at fodre og nære tabet af det uigenkaldelige. At se lykken, når den er væk i stedet for at gribe den, når den er der er, giver kun ringe mening. Men jeg erkender nu, at kaste blikke tilbage i afmålte doser kan skabe mening, fordi det hjælper med at samle minder og brudstykker fra et levet liv.

Hver enkelt af dem fortæller en historie, som vi bærer med os resten af vejen. De gør os til dem, vi er.

Konturerne af det levede liv

Jeg sad der længe den aften. Jeg ved ikke præcis, hvor lang tid – men i hvert fald længe nok til at miste fornemmelsen af tid. Solen sank bag Jura-bjergenes blødt afrundede tinder, imens mørket greb og overmandede lyset, brændte det på aftenrødens flammende bål. Jeg lod mig falde ind i bålet, omslutte og opsluge af flammerne – akkurat som jeg havde gjort det så ofte, da vi boede der.

I morgen vender lyset tilbage. Jeg vil vågne der i smørhullet mellem rastløsheden på min ene side og rodløsheden på den anden.

Der kom de så pludseligt vrimlende ud af tusmørket: Konturerne af det levede liv, der havde været på netop det her sted. De bevægede sig en efter en hen over bjergkammen, de svævede som små luftige fatamorganaer hen over tinderne, gennemsigtige og uhåndgribelige. Jeg genkendte hver og en af dem. De fik liv igen og tog form på ny.

Men kun for et kort øjeblik. Så brændte lyset ud – og konturerne fortonede sig. De gik med mørket.

Venner i medgang og modgang

I morgen vender lyset tilbage. Jeg vil vågne der i smørhullet mellem rastløsheden på min ene side og rodløsheden på den anden. De vil stikke og prikke til utålmodigheden, så den vågner og har svært ved at holde sig i ro. Jeg svinger mig ud af sengen, mærker fortidens solide fundament under mig – og føler, at jeg står sikkert og nogenlunde fast til trods for, at rødderne ikke stikker særligt dybt noget sted, og måske heller aldrig kommer til det.

Men fornemmelsen er, at ingen storm vil være i stand til at vælte mig nu.

Rastløsheden er ikke altid den mindst krævende følgesvend – slet ikke, når den ganske ubemærket ad åre allierer sig med rodløshed. Men de to er alligevel blevet mine venner på godt og ondt og i medgang og modgang. Risikoen ved at følges med dem, er naturligvis, at de, hvis ikke man holder dem et skridt fra livet, kan aflede blikket fra ’her og nu’.

Men de vil ofte også være de drivende kræfter, der sammen med tilfældigheder, får livet til at ske.

Foto: Privat – Jura.

Hvis du holder af Maikens artikler, kan du betale hende direkte ved at donere et beløb, som du selv finder rimeligt. Maikens Mobile Pay-nummer er: 2222 2636.

Kategorier