Rejsebrev fra det iskolde Brasilien

af

Juli måned betyder vinter på den sydlige halvkugle. Ved ækvator gør det naturligvis ikke den store forskel, men nede omkring den sydlige vendekreds, Stenbukkens, er der nogen forskel på sommer og vinter.

Det sydøstlige Brasilien med de tre metropoler, São Paulo, Rio de Janeiro, og Belo Horizonte ligger omkring den sydlige vendekreds, så i juli kan man vælge mellem strandene med omkring 25 grader eller mere bjergrige egne, hvor man kan få fornøjelsen af lidt tropisk og subtropisk kulde.

Nogle brasilianere opsøger ligefrem kulden, måske mest for at benytte sig af de meget få lejligheder, der gives, for at vise sig frem i den smarte sweater eller den dyre læderjakke, som en onkel tog med hjem fra USA eller Europa. Rigtig kulde, som vi kender det fra Nordeuropa, skal man være ”heldig” for at finde, og behageligt kan det ikke siges at være, da man ikke har nogen tradition for hverken at isolere eller opvarme huse i Brasilien.

Jagten på guld

I år valgte vi at vores besøg i Brasilien udover turen til stranden også skulle inkludere – kulde eller ej – et besøg i den historiske og kulturelle perle, Ouro Preto, hvor vinteren kan blive så kold, at den minder lidt om dansk sommer.

Ouro Preto ligger i staten Minas Gerais i en meget bjergrig egn sydøst for delstatens hovedstad Belo Horizonte. Sidstnævnte er en storby med omkring 3 mio. indbyggere, hvis man tæller oplandet med. Byen byder måske ikke på ret meget af interesse for turisteren udover den verdensberømte arkitekt Oscar Niemeyers interessante aftryk, men det er et godt udgangspunkt for den videre tur mod Ouro Preto.

Imellem 1740 og 1780 nåede indbyggertallet op over 80.000, eller omtrent det dobbelte af, hvad der boede i New York på samme tid

Fra Belo Horizonte er der knapt et par timers kørsel til Ouro Preto. Turen går gennem meget bakket landskab med udsigt til vandfald og imponerende viadukter undervejs. Der er noget koldere i Ouro Preto end i Belo Horizonte, så man skal i juli måned have pakket tøj, som skulle man gå tur langs det blæsende Vesterhav en dårlig sommeraften.

Da Sydamerika i sin tid blev indtaget af europæere, var det samtidig startskuddet til jagten på guld og andre rigdomme. Groft sagt blev kontinentet delt mellem Spanien og Portugal. Med en lige linje fra nord til syd.

Ouro Preto. Foto: Clara Luplau Castelão

Når Brasiliens grænse mod vest i dag ikke blot er en lige linje skyldes det at man sendte ekspeditioner, såkaldte bandeirantes, mod vest for at lede efter guld.

Disse ekspeditioner satte så deres bandeiras, deres flag, hvor de nåede frem og grænsen i dag afspejler i nogen grad, hvor langt ind i landet den portugisiske krones bandeirantes nåede, inden de måtte vende om for at proviantere.

Portugiserne blev nærmest desperate i jagten på guld. De vidste, at spanierne havde fundet en hel del i ”deres” del af Sydamerika, men der skulle gå lang tid, inden portugiserne havde heldet med sig.

Først i 1698 var det portugisernes tur til at finde guld, og det må have været til nogen ærgrelse for de utallige bandeirantes, man havde sendt flere tusind kilometer ind i landet, at man fandt guldet blot 400 kilometer fra kysten, nemlig i Ouro Preto.

Dobbelt så stor som New York

Til gengæld var det enorme mængder, der blev udvundet, da man først have fået hul på bylden. Turistguiderne i Ouro Preto fortæller, at den engelske industrielle revolution blev finansieret med guld fra Minas Gerais.

Det er rigtigt så langt, at portugiserne udvandt guldet og sejlede det til Europa, hvor de gav englænderne en stor del af mod at de beskyttede den portugisiske flåde mod den spanske armada.

Det var enorme rigdomme, der i årene efter 1698, blev udvundet i minerne. Byen blomstrede op og blev delstatens hovedstad. Imellem 1740 og 1780 nåede indbyggertallet op over 80.000, eller omtrent det dobbelte af, hvad der boede i New York på samme tid. Ouro Preto var dengang et af den nye verdens mest vibrerende steder.

Store dele af den historiske bykerne står, som den gjorde i 1700-tallet, og byen blev i 1980 fredet af UNESCO. Når man besøger byen i 2017, er det derfor let at leve sig ind i den koloniale stemning.

Man skal have godt fodtøj og et par ben, der kan tåle at gå på bakker, med til Ouro Preto. Til gengæld ligger alle byens seværdigheder i gåafstand fra bykernen. Op og ned ad stejle brostensveje.

De stejle gader. Foto: Lars Luplau

På nogle veje er det halvskarpe skærver og end ikke brosten. Disse sten blev lagt af slaver. En lokal indbygger fortalte, at man stadig til børn eller ansatte, der beder om en pause fra arbejdet, kan finde på at bruge udtrykket: enquanto descansa carrega pedra. “Mens du hviler kan du bære sten.”

Når man hvilede sig fra det hårde arbejde i minerne, kunne man passende slæbe sten til vejene. Det var forventningen til de slaver, som sled sig til krøblinger. Slaver var billigere end heste, så de måtte både bære sten og anlægge veje, når de skulle hvile ud fra minearbejdet.

Hvor der var miner er der også bananpalmer. Slaver skulle spise bananer for at forebygge krampe. Besøget i Ouro Preto giver et glimrende indtryk af, hvordan livet har været for dem, som sled i minerne.

Museet Casa dos Contos giver adgang til en kælder, hvor slaverne boede. Her kan man se lænker og kæder, som har været i brug, dengang rigdommene blev udvundet.

400 kilo guld i en enkelt kirke

De portugisiske koloniherrer blandede sig i langt højere grad med slaverne end eksempelvis englænderne gjorde. Dette betød, at en befolkningsgruppe af blandet herkomst ret hurtigt blev dannet. Og de forskellige befolkningsgrupper byggede deres egne kirker.

I Ouro Preto går man derfor aldrig mere end 10 minutter, inden en ny kirke dukker op. De rige hvide, de lidt mindre rige, de frigivne sorte, slaverne, de blandede og så videre. Man bad til den samme Gud, men hver for sig.

Den mest imponerende kirke er Igreja Matriz de Nossa Senhora do Pilar. Med sine mere end 400 kilo guld, som beklæder udsmykningen er den essensen af kolonitidens pompøse måde at manifestere sin hengivenhed til Gud på.

Capela do Padre Faria. En af de fattiges kirker og derfor “beskedent udsmykket”. Foto: Clara Luplau Castelão

Oplevelsen af historiens vingesus er den kvalitet, som Ouro Preto byder på som udflugtsmål. Man kunne med fordel begrænse bilers adgang til bykernen for at dyrke denne kvalitet. På den centrale plads, Praça Tiradentes, er trafikken tæt, og den ro, som man skal kunne mærke, når man besøger en historisk by, skal man være heldig for at finde her.

Oprør og uafhængighed

Pladsen er opkaldt efter en af de vigtigste skikkelser i det oprør mod den portugisiske krone, som var undervejs i Ouro Preto. Joaquim José da Silva Xavier er kendt som Tiradentes, hvilket betyder noget i retning af tandudtrækkeren. Han var tandlæge, intellektuel og leder af Inconfidência Mineira, en konspiration som i 1789 blev afsløret og stoppet af de portugisiske myndigheder.

Tiradentes blev henrettet  d. 21. april 1792 og datoen er stadig national feriedag i Brasilien.

Forehavendet lykkedes altså ikke for Tiradentes og hans kumpaner, men ønsket om uafhængighed var blevet vækket, og Ouro Preto regnes derfor også som uafhængighedsbevægelsens vugge.

Juli 2017 bød på køligt vintervejr. Omkring 18 grader i dagtimerne og ned til 6 grader om natten. Når man vågner på et uopvarmet hotelværelse om morgenen, hvor temperaturen er lavest, er det ikke så svært at få sig selv til at gå ud under bruseren, men man er tæt på at gå i panik, når man skal ud af badet igen.

Tilbage til 1700-tallet

Når fødderne rammer de iskolde gulvfliser, spørger man sig selv, hvorfor man betaler en dyr flybillet for at rejse til troperne for blot at tage op i bjergene midt i den sydlige halvkugles vinter.

Det er også i juli, at Festival de Inverno, Vinterfestivalen, fylder Ouro Preto og nabobyen Mariana med især unge mennesker, der strømmer til for at nyde et utal af kunst- og kulturrelaterede events. Vi skyndte os væk fra byen lige inden festivalen gik i gang.

Brasiliens udbud af naturoplevelser er enormt, men blandingen af den kulturelle oplevelse i den fredede bykerne og den betagende naturoplevelse i bjerglandskabet gør Ouro Preto til noget helt særligt.

Man skal ikke rejse til Brasilien for Ouro Pretos skyld, men er man i Sydøstbrasilien og allerede har set Rio de Janeiro, været på stranden og  har mindst et par dage til rådighed, kan man få det store lands historie helt ind under huden, når stemningen i Ouro Preto tager en tilbage til 1700-tallet.

Topfoto: Igreja Matriz de Santa Efigênia. Foto: Clara Luplau Castelão

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lars Luplau

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn.
Skribent, skolemenneske og sprogpedant.
Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold. Kom ind i skoleverdenen ved et tilfælde og har de sidste 14 år arbejdet som lærer og skoleleder.
Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU.
Lars tjener primært til livets ophold ved at undervise i linjefaget "Verdensborger" på en efterskole, samt løse journalistiske freelance-opgaver
Derudover arbejder han på to bog-projekter. Kan også bookes til foredrag om sport, politik og kultur i Brasilien. Du kan støtte Lars' skriveri på Point of View International via Mobile Pay 21222329

Seneste indlæg fra

Gå til Top