Rejsebrev fra Beirut

af

Kom hjem fra Beirut i nat. Hvis nogen forstår at feste, så er det libaneserne. Og det libanesiske køkken er så skønt, at man må tage dertil bare for at spise.

OBS. Se billederne fra den bedste frokost, jeg nogensinde har spist nedenfor og se adresserne fra stederne på min Instagram-profil. Jeg har gjort mig umage med at tagge korrekt, så det er nemt. Og en indskudt sætning til trofaste læsere:  Haveklummen kommer i morgen mandag. Først et rejsebrev.

Jeg boede hos en dansk ven, som jeg sidst besøgte i Syrien i november 2010, hvor hun arbejdede dengang. Før det hele ramlede. Så meget vand er løbet i åen siden. Damaskus er under en time væk fra Beirut.

Krigen er altid tilstede her

Der var borgerkrig Beirut fra 1975 til 1990. I de seneste dage har jeg ikke oplevet en samtale, ikke et kulturarrangement, ikke en filmfestival (som jeg var til dernede), ikke et møde noget sted, ikke en snak på nogen bar, uden at der refereres til borgerkrigen. Den ses i hver en gade. Skudhuller. Bombekratere. Det gamle ”no man’s land” midt i byen.

Der var en mur. Man kunne ikke passere i femten år. Man blev skudt. Man blev smidt i fangehuller.

En libanesisk bekendt, som i dag er advokat, fortæller, at han som ung oplevede at blive stillet op mod en mur, hvor han skulle skydes, men endte med 22 dage i et fangehul i stedet. Så lærer man at leve hver dag, som var det den sidste, siger han.

På grund af alle ødelæggelserne er her alt for meget nybyggeri. Lidt for snorlige. Eller lidt for hovsa-grimt bygget midt i det hele – eller på standen – under krigen da alle lokalplaner og byggetilladelser var sat ud af kraft.

Romerske ruiner møder en lille behersket fin moske møder nybyggeri efter borgerkrigen.

Man søger den gamle bydel som i en enhver gammel by. Men der er kun rester. Ved siden af romerske ruiner. Ved siden af etageejendomme, herskabshuse og hoteller i skudlinjen, som helt tydeligt er blevet forladt i hast engang under krigen.

Gardiner blafrer stadig i vinden fra vinduer, hvis glas er knust af bomber. Huse og grunde med havudsigt står tomme. Ejet af arvinger af eksillibanesere, som ikke ser sig tilbage. Mange blev væk. Mange kom tilbage. Eller rejser nu og da tilbage til det, der engang var kendt som Mellemøstens Paris.

Man taler fransk her i Mellemøstens Paris. Især fransk. Og arabisk. Men også ubesværet engelsk. En taxachauffør sagde til mig: ”Jamen selvfølgelig, alle taler engelsk her, vi er jo en slags Europa”. Man ser sig selv som langt mere europæere end arabere.

Libaneserne kommer med spydige sidebemærkninger om araberne. Man forstår, at de – modsat libaneserne – af nogle ses som åndløse uoplyste beduiner fra sandet, som tilfældigvis fandt noget olie og blev rige og fik magt og ikke forstår, at religion og penge ikke er alt. Kunst og kultur er alt. Forstår man. ”De har ikke noget vand, ikke noget liv, siger en”. Politik. Ytringsfrihed. Ligestilling. Rettigheder til homoseksuelle. Glæde. Mad. Fest. Dans. Vin. Religionsfrihed. Det er livet. Hører jeg.

Vi kalder svenskerne for fulde og finnerne går med kniv og der er også århushistorier og københavnerne er nogle københavnersnuder. Man har tilsyneladende lidt horn i siden på hinanden i alle regioner. Tænker jeg.

Libaneserne, jeg taler med, hader den alt for store nybyggede moske midt i byen. Den er for pompøs. Religioner skal være respektfulde overfor hinanden. Ikke forsøge at overgå hinanden. Med kæmpekirker og kæmpetempler og kæmpemoskeer. Siges det her.

En yngre taxachauffør forklarer mig, at religion har ødelagt alt. Han er ateist. Han er også revolutionær, siger han. Og revolutionen er nær lader han mig forstå. Hvad for en slags revolution vil jeg vide. Den socialistiske, selvfølgelig, siger han. Og alt det, der sker lige nu, i verden, i Amerika, vil få mennesker til at se det hele tydeligere, hurtigere, vi har brug for en helt ny verdensorden, siger han og fortsætter: Verdens goder skal fordeles mellem mennesker. Ikke mellem islamiske ekstremister fra Mellemøsten (dette siges på en måde, så jeg igen kan høre, at det er en anden del af Mellemøsten, der menes) og kapitalistiske ekstremister fra Kina, Rusland og USA, der bare vil gøre de få rige rigere. Vand og mad og jord er en menneskeret. Vi vil rejse os til revolution, det kommer til at ske. Snart. Siger han, inden han sætter mig af ved den socialøkonomiske restaurant, jeg nu glæder mig over, at jeg fik lov til at stifte nærmere bekendtskab med.

Mit livs bedste frokost

Her på Tawlet indtager jeg mit livs – måske – bedste frokost. Maden er libanesisk hjemme-mad. Altså modsat restaurant-mad. Det er mad som i mors køkken.

Kamal ved buffeten på Tawlet.

Det er mest vegetarisk og udnytter årstider og urter maksimalt. Restauranten er skabt af den grønne iværksætter Kamal Mouzawak, der efter borgerkrigen rejste rundt i sit land, som han aldrig havde haft mulighed for at se på grund af krigen og skrev rejsebeskrivelser som mere og mere blev til beskrivelser af madkultur. Han giver ”farm to table” en skøn ny udvidet betydning. Stedet er både restaurant og udsalg af kogebøger og smukke ting, skabt af genbrug og forarbejdet af blinde og andre udsatte.

Her i restaurantens køkken inviteres kvinder fra bjergene og landet ind på skift for at vise deres egnsretter og deres råvarer – som de selv medbringer fra landet – på buffeten og får del i overskuddet på socialøkonomisk vis. Hver eneste dag nye kogekoner: ”Det giver også en enorm betydning for nogle af byens fattige stuepiger som er kommet ind fra landet for at tjene penge. Deres arbejdsgivere har måske aldrig helt forstået hvilken rig gastronomisk kultur de kommer fra, pludselig ser de dem her, hvor de forarbejder råvarer og forbereder egnsretter. Det er klart, at det, at deres evner – og deres familiers evner – anerkendes, det gør en stor forskel” – siger Kamal Mouzawak inden han hanker op i sin kuffert og halser ud i en taxa.

Han skal videre til Harvard University i for at fortælle om sine projekter. Han har en tyk stak invitationer og pas i inderlommen, har printet alt ud: ”Mon de lukker mig ind i USA?” siger han grinende med et snert af alvor.

Jeg spiser videre. Umuligt at lade være med at gå flere gange til buffeten

Køber en smuk vandbeholder i genbrugsplast og bast, som kan bruges til større møder på mit kontor. Jeg har nogle planlagte møder med fokus på vand og på at vi skal holde op med at servere vand i plastflasker til møder i Danmark, så det passer meget godt ind.

Køber også en kogebog skrevet af Kamal og læser på bagsiden, hvor Rene Redzepi roser projektet og maden. På Instagram tagger jeg både Kamal, Tawlet og #libanon #beirut #travelnote #farmtotable #vegan #libanesefood og hvad jeg ellers kan finde på, hvilket gør, at jeg kommer i kontakt med flere, der interesserer sig for det samme. Jeg holder aldrig op med at synes at det er enormt smart med Instagram, når man rejser.

Avis med flest kvindelige redaktører

Dagen efter besøger jeg en avis L’Orient le Jour. Efter jeg tilfældigvis via min ven har været med til en privat middag hos chefredaktøren i hendes families store lejlighed med udsigt over havet og lysekroner med ægte levende lys og mennesker, der har klædt om til selskab og konverserer på fire sprog (fransk, engelsk, arabisk og rumænsk) og tjenere, der serverer ved runde borde. Chefredaktøren, der boede i Paris under borgerkrigen, bad mig ved den lejlighed om at komme og fortælle om situationen for gamle og helt nye medier i Danmark.

På avisen er redaktørerne i hovedparten kvinder. Der er 90 ansatte. De afbryder helt vildt, mens jeg forsøger at holde mit indlæg. De er optagede af falske nyheder. Af hvad der skal blive af journalister og integritet, når ledelser efterspørger historier, der kan give klik og penge i kassen fra kommercielle interesser. De synes situationen for papiraviser er universel. Og at der er mere brug for troværdige medier end nogensinde før.

Dette er et nærområde

Halvanden million syrere er nu flygtninge i Libanon (3.8 millioner indbyggere) og Beirut er vokset med 25-30 procent i befolkningstal. Beirut er dermed et af de nærområder, der tales så meget om. Man mærker det ikke rigtig. Der er enkelte tiggere, børn også. Men ikke massivt. Syrerne tager jobs her, har liv, bor sammen på lidt plads. De lokale kan genkende syrerne, siger min ven. De kan kende dem på deres fattigdom. På tøjet. De kan kende dem på accenten, når de taler. Det er ikke idyl. Nogle er utilfredse med egen situation, eget job, egen bolig, egen fattigdom, når byen skal deles med så mange andre. Man ser ikke mennesker, som sover på gaden. De er suget ind i byen på forunderlig vis.

Den bedste bar i Mellemøsten

Var på bar med folk, jeg sidst mødte i Syrien. Journalist. Lærer. Advokat. Min ven diplomaten. En arkitekt, der ikke har ikke været hjemme på den anden side af bjergene i fem år. En mor ringede fra Damaskus. Der har ikke været vand i en måned. Kun de regeringstro rige, med kontanter, får leveret vand Damaskus nu af styret. I tanke til formålet. De her mennesker fortæller de vildeste historier. Fra de sidste mange år. Fra den demokratiske revolution, der blev en morderisk borgerkrig. Kampen om ressourcerne. Dehumaniseringen. Det foregår i vores tid.

Alt i mens alt det sker, så sidder vi der i Beirut og griner om natten på barer og mange ryger indenfor selv om man heller ikke må i Beirut. Nogen får fyrværkeri i deres drinks. Vi taler vi om, hvor indlysende det er, at denne bar er kåret som en af de bedste i verden (Central Station, navngivet, fordi her engang før krigen var station og skinner, som anes, men ikke kan bruges mere. Der er ikke længere nogen form for offentlig transport i Beirut).

Baren har hjemmelavet tonic med eksempelvis økologisk agurk til gin, som bliver hældt op i store whiskyglas, som vi skåler i. Vi taler om nye initiativer for at genanvende og reducere verdens skrald (og de ekstremt mange vandflasker, der også er et skraldeproblem her) og hvordan Kamal (ham fra Tawlet) har startet et økologisk farmers marked i byen og en anden bliver kaldt Mr. Garbage, fordi han genanvender alt.

Der tales om genanvendelse og ressourcebevidsthed og en har fået tilnavnet Mr. Garbage.

Vi snakker om små bitte ting midt i at der er så store problemer i verden. Men det er vigtigt. Verden går videre fordi nogen insisterer på at leve videre der hvor de er. De her mennesker har eller har haft krigens gru helt tæt på. De er intense. Som om de kunne være døde i morgen og insisterer på at livet skal leves i dag.

Og folk er labre her. Mens de lever som om de kunne være døde i morgen. Ser hele tiden ud som om de skal til fest. Det oplevede jeg også i Qatar engang (min veninde Karen Rosenberg vil nikke her). Jeg oplevede det dengang i Damaskus. Og jeg oplever det nu. Man må tage sig lidt sammen. For mit vedkommende betyder det ud af Poul Thomsen-garderoben, på med noget kjoleværk og ned på en skønhedssalon. Ikke et sted jeg kommer så tit. Men altid en oplevelse i fjerne lande. Jeg får at vide, at det er på tide med botox. Ja, det kan ikke udsættes mere, siger Nada, dagens skønhedsekspert. Jeg bør også få ordnet min hage med laser. Jeg afslår. Jeg får alt muligt rart creme i hovedet. Og noget der minder om rullende pigge hen over ansigtet. Jeg får til sidst ordnet negle. Mens strømmen går mange gange, så min telefon lyser for Nada, der himler med øjnene og siger “dette er Beirut!”.

Fra strand til ski

I dag søndag tager nogle af de folk jeg mødte på ski. Jeg har lige for et par minutter siden fået et billede fra ski-liften af sne og blå himmel på Whatsapp (den foretrukne app på de kanter). Ski foregår 50 minutter udenfor byen oppe i bjergene. Man kan tage fra stranden direkte på ski på en eftermiddag. Nogle tager også derop selv om de ikke står på ski. De kommer bare for at feste og danse og synge i sneen, fordi de synes sne er så skægt, forklarer min ven. Klart de gør. Ingen forstår at feste – eller finde en anledning til at feste – som libaneserne.

FOTO: Signe Wenneberg. Se flere billeder ved at trykke følg her www.instagram.com/signewenneberg

Husk: Vi skribenter på platformen POV har valgt ikke at genere jer læsere med reklamer, larm, bannere, pop-up og betalingsmure. Til gengæld håber vi på læsernes frivillige økonomiske støtte til det videre arbejde. Støt Signe Wenneberg arbejde på Mobile Pay nummer 21435463.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Signe Wenneberg

Signe Wenneberg - Mobilepay 21435463
Signe Wenneberg er medstifter af POV og fungerer som kreativ redaktør og praktisk gris i Danmark, da de to andre stiftere bor i USA.
SW er freelance foredragsholder, journalist og rådgiver i bæredygtighed. Er prisvindende forfatter og skriver cirka en bog om året. Den næste handler om høns! Se bogliste på www.signewenneberg.dk
POV FORRETNINGSMODEL: Her på POV lønnes skribenterne direkte af de læsere, som har lyst til at honorere et indlæg med et lille beløb. Sådan slipper læserne for betalingsmure, grimme pop-op-annoncer og gyselige bannere. Signe Wenneberg er taknemmelig på forhånd for donationer til det fortsatte redaktionelle arbejde. Mobilepay nummer 21435463. Tak!

Seneste indlæg fra

Illusionernes fest

Det er en gammel “dame” jeg besøger i disse dage. Cannes Filmfestival
Gå til Top