Rejsebrev: Et festskrift for Colombia

af

Januar 2016

Sommersolen banker ned i ansigtet med 32 grader. En føn fra udløberne af Andesbjergene giver et smæld i Colombias stolte nationalflag og laver en bølge hen over de svedte gule, blå og røde farver. Flaget får et lille chok, selvom det er sket så mange gange før. Og atter hænger det slapt og krammer flagstangen som var det dets bedste ven.

Colombia, måske det smukkeste navn man kan give et land, har fundet sin indre ro. Colombia kommer med fred, med tro, håb og kærlighed og er kommet for at blive.

Landet er netop blevet kåret til verdens mest trendy rejsedestination. Den colombianske præsident med det klassisk klingende navn, Juan Manuel Santos (husk at rulle på r’erne og læspe på s’erne, alt hvad du kan) vandt sidste år Nobels Fredspris efter mange års krig mod oprørshæren FARC. Colombia syder og bobler af uindfriede forhåbninger og forventninger til sig selv. Der findes ikke et bedre tidspunkt end netop nu til at besøge landet, som for spanierne var, hvad Indien var for England, en kronjuvel.

Er der noget skønnere end den kvinde, der endnu ikke ved, at hun er så smuk som hun faktisk er, som kigger lidt skævt til sig selv i spejlet, men endnu intet aner om sin egen skønhed?

Colombia syder og bobler af uindfriede forhåbninger og forventninger til sig selv. Der findes ikke et bedre tidspunkt end netop nu til at besøge landet, som for spanierne var, hvad Indien var for England, en kronjuvel

Sådan er Colombia lige nu, opkaldt efter – take a wild guess. Landet, to gange plus større end moderlandet, har Stillehavskyster med bølger, der ikke har set land siden Australiens østkyst på den ene side, caribiske kyster, som ligger stille og smult og blinker med turkisblå toppe på den anden. Den mørkegrønne Amazon-jungle med floddeltaer ligger centralt med Andesbjergene og i syd som i nord findes nogle af Sydamerikas skønneste byer, flere kysser kysterne.

Colombia er det eneste sted i verden, hvor du kan ligge på en tropisk strand og se sne på bjergene bag dig. Sådan ligger vi i dag. Bag os har vi snedækkede bjergtinder fra Andesbjergenes udløbere, mens vi ligger på en tropisk strand i 30 graders celsius. Euforiserende.

Solen står en time oppe over horisonten. Vores drengebørn knuser kokosnødder mod klipperne, og drikker glubsk mælken, mens min kæreste og jeg, i en pause fra sandslotsbyggeri, ligger på håndklæder og læser bøger, magasiner og lige nu, skriver.
Efter jul hos familie i USA, strøg vi til Bogotá, hovedstaden – hvor jeg havde møder bl.a. med tidligere FN-kolleger, som nu er fløjet ind fra Genève og New York, sat ind til at opretholde freden – inden vi kom herop, få timers jungletrek fra Sydamerikas nordspids, Punta Gallinas.
Første forelskelse

Forelsket fra barnsben

På 2, Chifumbule Road Road, på Horsemor 3 eller på Via Donatello 67, mine barndomsadresser i Lusaka, Nykøbing F. (Falster har for øvrigt næsten samme geografiske form som Sydamerika) og Rom, lå der altid store, tykke bøger af sydamerikanske forfattere på min fars godnatbord.

Jeg elskede, når han læste titlerne op med dreven argentinsk accent, og bag sit fuldskæg lød som uafhængighedsgeneralen José de San Martín. Titlerne var fyldt med sanselighed, associationer og antydninger, der kunne få min lille drengehjerne til at fantasere og romantisere om Sydamerika. ”Ingen Skriver til Obersten”, ”Den Gamle Gringo”, ”Mama Grandes Begravelse”, ”Hvem dræbte Palomino Molero?”, “Den Store Sang”. Mindes bagsiden af en bog med en midaldrende Gabriel García Márquez, som sidder i sin hvide T-shit og hamrer løs på sin skrivemaskine i en tropisk have i Cartagena. Siden da var jeg forelsket uden at have været der selv.

I mange år, fra de sene halvfjersere, hvor jeg begyndte at fatte hvad Sydamerika var, og til 1994, hvor jeg som 19-årig første gang besøgte kontinentet, havde jeg et lang-distance forhold til det, og var fortryllet i alt hvad det indeholdt. I kvinderne. Musikken. Litteraturen. Fodbolden. Dansen. Historien. Geografien. Men også i at mænd er mænd, og kvinder, kvinder. Ikke så meget beating around the bush. Siden da, har jeg været hernede et dusin gange, og føler mig lige hjemme, hver gang.

Er der noget skønnere end den kvinde, der endnu ikke ved, at hun er så smuk som hun faktisk er, som kigger lidt skævt til sig selv i spejlet, men endnu intet aner om sin egen skønhed?

Bor på et strandboutiquehotel, Gitana del Mar, på et par tønder land, med mangrove, palmelund, strand. En evig sol og en blid brise ind fra havet. Drak Piñas med ejerne forleden, som med temmelig tilfredse smil på læberne, afslørede, at de for ikke mange måneder siden betalte 2 millioner kroner for grunden.

MERE POV
Ondskabens libyske øjne

Du kan ikke få et faldefærdigt kartoffelrækkehus på skyggesiden i København Ø for under 8,5 millioner.
Kysterne ud til Det Caribiske Hav, hvor der danses rumba, samba og mambo kaldes det nye Tulum, som i dag er amerikanernes svar på Ibiza. Det er kun et spørgsmål om tid, før disse strande, og byerne Cartagena og Santa Marta får hele Tulum-sekmentet ned. Colombia åbner sig for verden, og verden for Colombia.

Cartagena.

En tropeaften på i hotelhaven møder vi et ungt, skønt par, der sidder over flere flasker rosé og som var lige dér i parforholdet, hvor vi selv var for 7 år siden. Uden børn. Intense snakke som gjaldt det alt eller intet.

Hun venezuelanerinde med øjne som Ali MacGraw, der kigger nede fra og op, og er fuld af udtryk til enhver given lejlighed, til et hvert samtaleemne. Han colombianer, og ligner en køn, mere slank udgave af Javier Bardem. Dovne brune øjne men parat til at springe i smil, når som helst. Hun er redaktrice på Vanity Fair i New York, han fremstormende PR-mand, og, viser det sig, arving til en colombiansk kæmpeformue. Lidenskabeligt fortæller de om deres landes op- og nedture, og om hvorfor det er Colombias tur nu. Om den politiske stabilitet og freden med FARC.

Og så analyserer vi og sammenligner med lande, der i de brede folkemasser konkurrerer med Colombia om turisterne. Regionalt er der Mexico, hvor narkokartellerne er ved at komme til Tulum og østkysten, som lidt er et forsuttet bolsje, og Costa Rica, hvor man hér har et dyre- og planteliv som er helt on par, men slår Costa Rica hjem på bjergene, Amazonas, byerne Bogota, Medellín, Cali, Cartagena (valgt til verdens smukkeste by) som alle er skønnere og med en dybere kulturhistorie, end nogen costaricansk by.

Lige så sensuelle som seksuelle

Og så er der jo Sydøstasien. Skandinavernes foretrukne. Men når farmand skyder brystet frem og hagen op, når han en hvilken som helst november-dag i Føtex fortæller genboen i køen, at ham og lillemor skal til Thailand i januar, og der lyder et lille wow, går de begge med skyklapper på. Det er som om, at Thailand er the shit, det eneste Xanadu, det eneste sted at tage hen.

Mangler stadig Burma og Brunei Darussalam derude, men vover orangutangpelsen. Sydamerika slår Sydøstasien med afstand. Musikken. Dansen. Livsglæden. Humoren. Bjergene. Kysterne. Litteraturen. Byerne. Og det er lige langt væk fra Ballerup Boulevard. Der er blot ingen direkte fly til Sydamerika ud af Kastrup, som ligger uden for min forståelse. Hvis SAS åbnede en route til Rio, Buenos Aires eller Bogota, og fyrede op for en kampagne mod fordommene, om at der skulle være farligt, ville danerne sætter kursen syd-sydvest.

Thailand er blevet kulturprostitueret, og du kan købe B.T. og Ekstra Bladet i næste bugt. Sydamerika er lige så langt væk som Sydøstasien, men du vil føle dig hjemme, som var du i et eksotisk Europa.

Hvis du er til kvinder, ligner de Penelope Cruz, Carmen Elektra og Shakira nogenlunde på en på en prik. Der er en glød i øjnene, som du ikke kan fjerne med en ildtang. Der er en drift i stemmen, en leden efter en kærlighed der er et eller andet sted derude, som de begærer forestillingen om. Sydamerika er måske det eneste sted i verden, hvor kvinder er lige så sensuelle som seksuelle

Hvis du er til kvinder, ligner de Penelope Cruz, Carmen Elektra og Shakira nogenlunde på en på en prik. Der er en glød i øjnene, som du ikke kan fjerne med en ildtang. Der er en drift i stemmen, en leden efter en kærlighed der er et eller andet sted derude, som de begærer forestillingen om. Sydamerika er måske det eneste sted i verden, hvor kvinder er lige så sensuelle som seksuelle. De er autentiske, de er sig selv, og ikke kulturelt overtilpasset eller underdanige over for udlændinge. Kvinder er kvinder og mænd, mænd og de stortrives med det.

Begge køn har reddet stormen af og ikke faret vild i alle mulige nydefinerede metroseksuelle kønsroller, som så mange andre steder i verden har gjort kønnene usikre.

MERE POV
Åh Danmark - så barsk og så venstreorienteret

Hvis du er til mænd, ligner de Iglesias, Che, eller Bardem. Men de kan naturligvis også ligne Suarez. Du vil stensikkert have en bred brystkasse at falde trygt i søvn på, og mens du gør det, vil der blive fortalt digte af Gabriela Mistral. Du vågner ved solopgang, og ville ønske du aldrig skulle hjem til Anders fra Randers.

Og skulle du være til begge køn har de mere end en ting til fælles. Sanseligheden. Følsomheden. Ingen tør sætte ord på deres følelser som latinamerikanerne. Det kan være udi begejstringen, udi smerte. Der er melankolien, som indeholder begge følelser, det som man i Portugal kalder saudade. Længslen. Længslen som er så gennemtrængende psykologisk interessant. Som definerer store dele af den latinske verden. Først længslen hjemme i moderlandene efter de sømænd som tog ud for at opdage verden, så længslen efter moderlandet, dem der var derhjemme, så længslen efter det der engang var, og nu længslen efter det som måtte komme. Fint beskrevet i bogen ”Nattog til Lissabon”.

I zenit over Columbia

Selv tilbage i flaget lever en magisk melankoli koblet med magisk realisme, som ingen andre kan bedre end sydamerikanerne. Den varme gule farve symboliserer Colombia der ved den underliggende azurblå farve, havet, er adskilt fra moderen, Spanien. Den røde farve er, præcist som i mange andre lande blodet, som skulle ofres for at bevare uafhængigheden. Følelser og alvor.

Det avancerede sjæle- og åndeliv, bor i befolkningen, i kulturen, i litteraturen, i kunsten. I dansen og musikken. Uanset hvor meget rytme og beat er der altid en underliggende reference til noget alvorligere eller noget højtideligere; til kærligheden, krigen, koleraen. Til fædrelandet, kolonimagten.

Disse følelser kommer til udtryk i alle slags performing arts – som et nationalt samlingspunkt, et næsten nonverbalt sprog, som forstås og genkendes indbyrdes blandt de næsten 50 millioner mennesker, der er lykkeligere end længe.

Hvis du er til mænd, ligner de Iglesias, Che, eller Bardem. Men de kan naturligvis også ligne Suarez. Du vil stensikkert have en bred brystkasse at falde trygt i søvn på, og mens du gør det, vil der blive fortalt digte af Gabriela Mistral.

Aftenen er faldet på. Trommer buldrer ud af tusmørket fra en fjern fest oppe ad kysten. Solen har gået sin gang og har netop overladt himmelrummet til månen og stjernerne. Snart står de alle i zenit over Colombia.

Alle fotos: Poul Hauch Fenger.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Poul Hauch Fenger

Poul Hauch Fenger er forsvarsadvokat, international menneskerettighedsadvokat, og Master of International Relations, fra Bond University i Australien. Poul Hauch Fenger har tidligere arbejdet som Associate Expert ved FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder i Genève med ansvaret for Asien og Stillehavet, som Rådgiver i EU på Balkan, i WHO og som Human Rights Officer i Malawi. Han har også været politisk rådgiver for den australske ambassadør og for Generalsekretæren i IRCT. Advokat Poul Hauch Fenger har ført en række større, medieomtalte sager i Danmark. Han vandt sagen mod Dansk Folkeparti, hvor 15 nybagte danske statsborgere alle blev navngivet under overskriften "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker." Poul Hauch Fenger er forsvarsadvokat i Danmarkshistoriens største narkosag, Christiania-sagen, i sager vedr. økonomisk kriminalitet, og sager om organiseret kriminalitet. Han er brugt som gæsteforelæser ved internationale konferencer om menneskerettigheder og folkeret, som han underviser og er eksaminator i på Københavns Universitet. Privat elsker han mere end det meste at rejse (medlem af Travelers’ Century Club), og at spille squash og tennis, bl.a. med sin kæreste og 2 små børn ude på gaden foran deres lille kartoffelrækkehus. Poul Hauch Fenger kommer til at skrive om danske og internationale retssager, menneskeret, og om humanitære og internationale forhold. Du kan læse mere om Poul på www.forsvarsadvokat.net / www.poulhauchfenger.dk

Skulle du have lyst til at donere til Pouls skriverier, er nummer til Mobilepay: +4526240622