Rejsebrev: Dubai set fra dromedarryg

af

Forleden fik Mette Holm opfyldt et længe næret ønske om at opleve kamelvæddeløb.

Jeg har ikke været særligt meget i Mellemøsten og aldrig, når det var sæson for kamelvæddeløb. De Forenede Arabiske Emirater kendte jeg kun fra mellemlandinger – indtil i sidste uge, da jeg var på lang weekend i Dubai og omsider fik opfyldt mit gamle inderlige ønske om at se kamelvæddeløb.

Hjemmefra vidste jeg, at det var sæson; men hvornår de faktisk finder sted, kunne jeg ikke finde ud af. Det kunne brave Stine, som jeg allierede mig med i Dubai, heller ikke. Og eftersom jeg ikke bed på andre af hendes forslag i retning af shopping, indendørs skiløb eller firehjulstrækker-slalom i ørkenen, vaskede hun sin lille personbil og spurgte, om jeg havde lyst til, at hun og jeg kørte ud i ørkenen for at finde kameler og måske en solnedgang.

Dromedarkalve trænes til væddeløb © Mette Holm

Det passede mig strålende, og bevæbnet med gps’en på Stines mobiltelefon begav vi os afsted – ad noget så eksotisk som Dubai Route 66. Vi kørte ad de elegante seksporede motorveje med store sløjfer til vejkryds og -sammenfletninger.

Jeg elsker lyden af en kamel- eller dromadarkaravane. Tyst og blød som nyfalden sne.

Trafikken bestod af enorme firehjulstrækkere, Maseratier, Ferrarier og nogle småborgerlige Porcher – og den bevægede sig som, når man rider eller driver heste og kameler på den mongolske steppe og sikkert også Emiraternes ørken.

Der findes 380.000 dromedarer i De Forenede Arabiske Emirater © Mette Holm

Husene blev lavere og mere og mere sandfarvede, efterhånden som vi nærmede os ørkenen, og palmerne højere. Dubai bruger mange kræfter på kunstvanding. Og mens husene forsvandt, og der blev længere mellem palmerne, så jeg en flok kameler i det fjerne. Stine kastede sin lille Nissan ned ad en sidevej, gennem en åben vejspærring og huggede bremserne i i et vejkryds, tykt befærdet af dromedarflokke, der var på vej i den ene eller den anden retning på tværs af vores.

Lyden af kamelfødder er som nyfalden sne © Mette Holm

Jeg elsker lyden af en kamel- eller dromadarkaravane. Tyst og blød som nyfalden sne. De vældige dyr, der arrogant sejler gennem landskabet.

Vi sneg os rundt og tog billeder i en forventning om at blive smidt ud. I Amerika har jeg lært at vare mig for at trænge ind på lukkede områder, så også her, på hvad der viste sig at være Dubai Camel Race Track, var jeg forberedt på at blive bortvist af en skydegal vagt af en art. Men sådan var det slet ikke.

Rytterne var svøbt i gevandter mod fygesandet og vinkede og hilste, trænerne i firehjulstrækkerne vinkede også gæstfrit fornøjet. Så vi blev dristigere og dristigere og begav os længere og længere ind på området. Her fandt vi ud af, at dagens væddeløb var forbi. Dét, vi oplevede, var de allersidste i mål og derefter den daglige træning af voksne væddeløbsdromedarer og masser af kalve; de små havde en slags hæklede mundkurve på, så de ikke kunne die.

Når væddeløbsbanen hedder Dubai Camel Race Track og ikke Dubai Dromedary ditto, skyldes det, at dromedarer også kaldes Arabian camel på engelsk. (Camelus dromedarius på latin).

I mørke er alle katte grå, i ørkenen er de alle kameler, eller hvad ved jeg. Dromedarer var det, for de havde kun én pukkel.

Stine og jeg blev klogere i rekordfart. Vi mødte væddeløbsfotografer, der havde fuldstændigt styr på væddeløbskalenderen, en træner, Juma eller noget i den stil, der lovede Stine et lift i en trænerbil, som kører lige uden for banen, råber ad dromedarerne – og fjernstyrer de bittesmå robotjockeyer, som har erstattet de underernærede smådrenge fra Pakistan, Nepal og Bangladesh, der i mange år blev importeret som lette jockeyer til at ride på de store væddeløbsdyr.

Robotjockeyer som den røde her bagerst på dromedaren med en lille pisk har erstattet børnejockeyer. Under løbene fjernstyres den af en træner fra en bil, der kører langs med væddeløbsbanen © Mette Holm

Nu er det bare små nuttede robotter med nummer på ryggen og en arm, der svinger ridepisken over den tykhudede galopdromedar.

Vi fandt ud af, at der faktisk er væddeløb hver fredag og lørdag i sæsonen, kl. 7 og kl. 14, af ca. tre timers varighed. Det annonceres kun i arabiske medier og er derfor ikke ligetil at regne ud for tilrejsende, der ikke taler arabisk. Løbene er fem, seks eller otte kilometer. Dagen forinden var Hans Højhed Kronprinsen her, fik vi åndeløst forklaret.

Sheikfamilien ejer og styrer Dubai. Faren, sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum er Emriraternes vicepræsident og premierminister og Dubais regent. Hans søn kronprinsen, Hamdan bin Mohammed bin Rashid Al Maktoum, er ung, flot, han digter, dykker, rider, kører formel 1, har studeret i Storbritannien og er i det hele taget et glimrende parti – og så har han så godt som lige været her på Dubai Camel Race Track (vi får også et glimt af ham og faren på kongres inde i byen senere).

Skilteskov på Dubai Camel Race Track. Herren i baggrunden er sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum, Dubais regent og Emriraternes vicepræsident og premierminister © Mette Holm

Vi kører hele væddeløbsbanen rundt i trænernes yderspor, sandet fyger og skjuler solen, vi har sand i øjnene, i håret og mellem tænderne og tæerne. Vi har ikke lært at binde tørklædet som ørkensheikerne …

Mens vi så småt begiver os hjemad i den støvede solnedgang, ser vi en dromedarfold bag et flosset sandværn, stopper bilen og hopper ud for at kigge nærmere. Samtidig standser en elegant herre og stiger ned fra sin røde firehjulstrækker – med perfekt trimmet fuldskæg, snehvid kjortel, ulastelig hovedbeklædning og øjne som sorte oliven og øjenvipper så lange som en kamels.

Med Stine til post-væddeløb i teltet © Mette Holm

Han inviterer på kaffe i et prægtigt telt, hvor vennerne mødes efter væddeløbene. Vi kan stort set ikke tale sammen, men stemningen er i top. Vi får arabisk kaffe i små kopper, efterfulgt af tyk mælkete. Ilden knitrer i bålet, her er vel en halv snes herrer af samme kaliber, henslængt på puder og persiske tæpper. Så kommer én mere, og alle springer op, Stine og jeg ligeså. Han er helt indlysende noget særligt.

Den fine herre giver os, som de fleste af de andre, hånden og omfavner hjerteligt de andre herrer i de bekvemme gevandter. Vi takker for gæstfriheden og smutter. D’herrer har sikkert meget at tale om, og det er åbenbart, at kvinder ikke normalt tager del i post-væddeløbskomsammen. Vi forestiller os, at om lidt smider de et lam på den åbne ild …

Vips, løftes Stine højt til vejrs på en meget langbenet dromedar. Jeg filmer hende med tanken om, at det måske er hendes sidste stund, og jeg må have noget at vise hendes forældre.

Vores vært viser os hen til foldene med dromedarer og beder beriderne vise os rundt. Vi ser de langbenede galopdromedarer, avlsdyrene og de små nuttede dromedarkalve. De viser, hvordan man folder små uldstykker, så de tilsammen danner en slags sadel, bag dromedarens pukkel på sådan en nedadgående, krum ryg – og vips, løftes Stine højt til vejrs på en meget langbenet dromedar. Jeg filmer hende med tanken om, at det måske er hendes sidste stund, og jeg må have noget at vise hendes forældre …

Og vupti, så sidder jeg der sørme selv! Og holder fast i nogle stramme uldtove, som gjaldt det selve livet. Når sådan en tårnhøj model rejser sig eller knæler, er man enten ved at stå på hovedet ud over puklen eller ved at glide baglæns ned ad den. Men det gik fint, trods alt. Kameler har jeg redet på mange gange, man sidder godt mellem de to pukler, men dromedaren har kun denne ene pukkel, som i stedet for at yde støtte er i vejen.

Det blev til en mageløs dag i Dubais ørken i fortræffeligt selskab.

Bonusinfo: Kamelen er et mærkværdigt dyr; et parrettået hov- eller klovdyr, dvs. at den bærer sin vægt på tredje og fjerde tå. Kameler og dromedarer er også de eneste firebenede, der parrer sig siddende. Og selvom tanken er nærliggende, opmagasinerer de ikke vand i puklerne, men fedt, der afgiver mere end ét gram vand pr gram fedt, der forbrændes, hvilket gør kamelen i stand til at klare sig længe uden vand. Og når de trækker vejret, sørger en særlig indretning i de store næsebor for, at den ikke afgiver fordampning, men beholder den indenbords, når den puster ud. En stor kamel på 600 kilo kan drikke 200 liter vand på tre minutter. Kropstemperaturen er typisk 34 grader om morgenen og kan nå op på 40 grader i løbet af en dag, en helt usædvanlig spændvidde, som de færreste andre skabninger kan leve med.

Få mere at vide her.

Alle fotografier: Mette Holm.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Mette Holm

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mettes artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info.
Foto: Torsten Graae