Rejsebrev: De Dødes Dag i Guatemala – del 1

af

I forbindelse med et igangværende fotoprojekt om døderitualer med titlen “Dead and Alive” var den prisvindende fotograf Klaus Bo i 2015 i Guatemala, hvor han kiggede nærmere på fejringen af De Dødes Dag, 1. november. Nu er det tid igen, og vi bringer den første af to rejsebeskrivelser fra fejringen af dagen i byerne Sumpango og Santiago de Sacatepéquez, som begge ligger 2-3 timers kørsel vest for hovedstaden Guatemala City. Op til fejringen bygger man nogle gigantiske farverige drager, hvoraf nogle kan flyve, mens de største står lænet op af store træpæle på eller ved kirkegården.

27/10-2015

Om 5 timers tid har jeg været i Guatemala City i en uges tid. Det siges, at hvis man kan overleve her i en uge, kan man overleve alle steder i verden. Og ja, det er en farlig by – en af de farligste i verden, så jeg begiver mig nærmest ikke ud alene.

I 1996 sluttede en 36 år lang borgerkrig i Guatemala. Krigen kostede 200.000 mennesker livet og hovedparten af ofrene var mayaer. Efterfølgende blev der indgået en fredsaftale mellem oprørerne og magthaverne; en fredsaftale, som er blevet kritiseret kraftigt af oppositionen, da der ikke blev opnået særlig meget af det, som var det erklærede mål. Der er stadig meget stor ulighed i landet og en enorm korruption. Landets ressourcer sælges til udenlandske firmaer, oprindelige befolkningsgrupper bliver flyttet fra deres jorde, som de har dyrket og levet af altid, og det er ikke mere end tre år siden, at regeringstropper udførte en massakre på befolkningen i en landsby.

Det er denne stadig større ulighed og manglende forbedringer efter borgerkrigen, der har ført til, at især Guatemala City er så farlig. I dag bliver der myrdet flere mennesker om året end under borgerkrigen. 90 procent af alle mordofre er mellem 15-24 år, og drabene skyldes for det meste banderelaterede opgør. Et lejemord koster så lidt som 20 dollars. Folk i byen er skræmte, og ingen føler sig sikre.

Den 1. november er den eneste dag, hvor de døde har lov at komme frem og gå på Jorden blandt os dødelige. Derfor spiser man på gravene med de døde den dag, og dragerne bruges til at skræmme de onde ånder væk.

Det betyder naturligvis også, at der er få mennesker på gaderne. Folk, der har bil, kører fra hjemmet til indkøbscentret, restauranter eller hvad de nu skal, og direkte hjem igen. Der er private vagter bevæbnede med oversavede jagtgeværer uden for alle forretninger, supermarkeder, restauranter og så videre, og der er politi overalt.

Det er med andre ord ikke lige stedet, man som udlænding går ud alene, og kameraet kan jeg slet ikke have fremme her. Det skulle også være for farligt at gå rundt med en fototaske, selvom den i mine øjne ikke ligner en sådan. Men den er simpelthen for pæn og det ser ud som om, den indeholder noget værdifuldt.

Så kamera og telefon ligger i en vadsæk af hør, og jeg prøver at klæde mig så lidt prangende som overhovedet muligt. De gange jeg har kørt i bus, og har været ude af byen (men skulle igennem den) har jeg hele tiden overvejet, hvad jeg kunne undvære af udstyr, hvis bussen blev røvet.

Når det er sagt, er folk generelt set som folk er flest rundt omkring i verden: søde, venlige og imødekommende; allerhelst vil de leve et liv i fred og fordragelighed. Hvilket imiderltid ikke gør rådet om at holde sig ude af favelaerne (de røde zoner = slumkvartererne) overflødigt.

Jeg bor fint og privat hos et dansk/guatemalansk par, jeg kender. De har en lækker lejlighed i et nyopført sikret boligområde med vagter, videoovervågning og høje mure omkring. Desværre ligger området i det der kaldes Zone 1, som er et af byens farligste områder, lige bortset fra de røde zoner. Så min bevægelsesfrihed er relativ indskrænket.

Folkefest på gravens rand

Jeg har  dog været ude at researche lidt i Sumpango, som er en af de to byer, der er oprindelsesstedet for traditionen med de store drager. Nogle lokale på kirkegården fortalte mig, at den 1. november er den eneste dag, hvor de døde har lov at komme frem og gå på Jorden blandt os dødelige. Derfor spiser man på gravene med de døde den dag, og dragerne bruges til at skræmme de onde ånder væk. Det er også vigtigt, at gravene ser pæne og velholdte ud, så de døde kan se, at man kerer sig om dem. I dagene op til den 1. november, er pårørende derfor i fuld sving med at gøre gravene pæne og rene. Der bliver sat blomster på og stenene bliver malet op i friske farver. Der er er derfor et leben på kirkegårdene overalt i Guatemala i ugerne op til fejringen.

En lokal maya-kvinde på vej til sine forfædres grav for at istandsætte den inden De Dødes Dag.
003_dsf9279
De unge deltager aktivt i forberedelserne op til De Dødes Dag.

Et par dage senere besøgte jeg kirkegården i byen Santiago de Sacatepéquez, da jeg var lidt i tvivl om jeg skulle fotografere fejringen i Sumpango eller netop i Santiago de Sacatepéquez. Jeg kunne med det samme mærke, at det skulle være i Santiago.

I Sumpango er den 1. november blevet en meget turistet begivenhed, og dragerne bliver sat op på en plads ved siden af kirkegården. I Santiago holder man sig til den gamle tradition (som ingen umiddelbart rigtig ved hvor stammer fra) og sætter dragerne op på selve kirkegården, – blandt gravene.

Altså kan jeg få billeder af drager og grave på samme tid. Og det kan da godt være, at nogen vil finde det blasfemisk, at man ligger og soler sig på Assistens Kirkegård, men det er intet i forhold til, hvad der foregår på kirkegårdene her. Børn leger ‘jorden er giftig’ på gravene og springer fra gravmonument til gravmonument, en gruppe unge slapper af siddende på en grav med et par øller og musik fra en mobiltelefon.

Samtidig er andre i gang med at sætte grave i stand. Nogle er alene, de er enker eller enkemænd, og andre steder er hele familier mødt op og gør i fællesskab deres forfædres grave klar til den store dag. Nogle spiser allerede på gravene, mens andre sætter små stofdrager til 3 quetzales (2,50 kr.) op.

002_dsf9192
Jacobo har lige sat sin fars grav i stand på kirkegården i Santiago de Sacatepéquez. Faren døde i 1983.
004_dsf0172
Allerede nogle dage inden den store dag, er der gang i de små drager på kirkegården.

Der brændes ukrudt af, affald fjernes og der er en konstant strøm af folk med hakker, skovle, blomster og så videre ind og ud af kirkegården. Der er virkelig et leben, og man kan tydeligt mærke forventningens glæde op til den store dag, hvor man skal hilse på sine døde slægtninge.

I øvrigt er der ganske sikkert uden for hovedstaden, og her er ingen problemer med at fotografere. Folk er venlige, imødekommende og glade for interessen.

I morgen flytter jeg fra Guatemala City til Santiago de Sacatepéquez, hvor jeg skal bo på byens eneste hotel. Og fra i morgen eftermiddag følger jeg de sidste forberedelser til De Dødes Dag. Festlighederne begynder allerede d. 31. oktober om aftenen, hvor de store drager stilles op, og de unge vogter over dem hele natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november. Om aftenen skulle der efter sigende også komme nogle mayaindianere og udføre nogle ritualer på kirkegården. Så jeg har tænkt mig at holde mig vågen i lidt over et døgns tid og følge det hele.

Fortsættes.

Alle fotos: Klaus Bo. Topfoto: Et par lokale bønder med deres hakker forlader kirkegården efter at have klargjort familegravene.

Har du lyst til at støtte Klaus’ videre arbejde med at dokumentere døderitualer har du mulighed for det via MobilePay: 26 21 21 65

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Klaus Bo

Klaus Bo er en autodidakt freelancefotograf med base i København.
I 1993 begyndte Klaus at fotografere på hobbyplan. På det tidspunkt studerede han på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men fotografiet tog hurtigt over. Et år efter at have færdiggjort konservatorieuddannelsen begyndte han at fotografere for forskellige mindre magasiner og organisationer i Danmark.
Lige fra begyndelsen af sin fotografiske karriere, fokuserede Klaus på de nærmeste omgivelser samt kulturelle og sociale problemstillinger. Det resulterede i tre store soloudstillinger: "Agnus Dei l" (Øksnehallen, København), "Agnus Dei ll" (Sønderjyllands Kunstmuseum) og "Vi er her osse.." (Øksnehallen, København).
I 2006 begyndte Klaus at dokumentere kulturelle, sociale og politiske emner uden for Danmarks grænser, herunder irakiske flygtninge i Syrien, den koptiske skraldeby i Kairo, Holi Festival i Indien, de maskerede kvinder i det sydlige Iran, sultkrisen i Niger (med CARE), eftervirkningerne af orkanerne i det nordlige Haiti (i samarbejde med MSF), fire rejser til Port-au-Prince efter jordskælvet, flygtningesituationen på den tunesisk/libanesiske grænse efter Libyens kollaps, migrationsproblemerne og kvinders rettigheder i det vestlige Nepal (med CARE) og senest dokumentation af Dansk Flygtningehjælps arbejde i Afrikas Horn og Irak.
For fem-seks år siden begyndte Klaus på det, der tegner til at blive hans livsværk; at fotografere døderitualer forskellige steder i verden. Et selvfinansieret bog- og udstillingsprojekt om det sidste farvel på tværs af kulturer, religioner, etnicitet og geografi. "Dead and Alive" hedder projektet, og selvom han knap er halvvejs igennem, har dele af det allerede været bragt i Politiken og Ud&Se og andre dele har været udstillet på Fotocaféen og Moesgaard Museum. National Geographic bragte desuden et større udvalg af billeder fra projektet (online) i marts 2016.
Klaus har vundet adskillige nationale og internationale priser for sit arbejde, og er i 2016 nomineret ved Årets Pressefoto for et udvalg af billeder fra projektet Dead and Alive.
Har du lyst til at støtte Klaus' videre arbejde med at dokumentere døderitualer har du mulighed for det via MobilePay: 26 21 21 65

Seneste indlæg fra

Gå til Top