Rejsebrev: Campi Flegrei stinker af svovl og dufter af Dante

af

Et besøg ved supervulkanen Campi Flegrei vest for Napoli er ikke kun overvældende for lugtesansen. Det boblende og sydende månelandskab gør også indtryk, fordi det var her, antikkens mennesker fandt nedgangen til Hades, og italienske digtere som Virgil og Dante blev inspirerede til nogle af verdenslitteraturens største fortællinger. Cecilie Marie Meyer har besøgt stedet.   

De lå udstrakte på bårer derinde i hulerne, de værkbrudne patienter. Nøgne på ryggen og med halvskoldet hud, mens svovldampene fra jordens indre fortættede sig i grotteloftet og dryppede ned på deres kroppe. Dråber, varme nok til at smerte i huden, men lige præcis kølige nok til at mændene og kvinderne kunne holde behandlingen ud, og blive liggende. For svovlen gjorde i sidste ende godt: den åbnede stenlunger, helbredte hudlidelser og smøg sig på forunderlig vis om led og knogler, så gigten kunne holdes i skak, og lemmer atter bøjes.

På litterær pilgrimsfærd til et paradoks

Campi Flegrei. De Brændende Marker, Antikkens indgang til Hades og Europas farligste supervulkan, har igennem årtusinder udgjort et paradoks: på den ene side vil området her 12 kilometer vest for Napoli kunne gylpe nok magma ud af sine åbninger til at formørke hele kontinentet. Et sådant udbrud skete for 39.000 år siden, da en enorm askesky fra Campi Flegrei dækkede det meste af himlen over Europa, og højst sandsynligt resulterede i neandertalerens uddøen.

På den anden side har Campi Flegrei i århundreder fungeret som et open air wellness center, hvor man byggede saunaer i mursten ovenpå skoldhede svovldampe, så syge kunne indånde og absorbere de helbredende mineraler fra jordens indre.

Som skribent og Dante-fan er det en stærk oplevelse at stå midt i det rygende Solfatara-krater, der i dag kan besøges ad smalle stier, og hvis blege måneoverflade og æggede stank gør stort indtryk

Sidst men ikke mindst har Campi Flegrei løst topografiske problematikker for både druider, præster og digtere, for de mange rygende sprækker og boblende svovlpøle, der især præger Campi Flegreis mest aktive krater La Solfatara, er nemlig blevet fortolket som nedgangen til adskillige dødsriger. Først hos grækerne og romerne, der mente at Campi Flegrei var en af åbningerne ind til selve Hades, senere hos Dante, som ifølge flere forskere brugte Campi Flegreis landskab som inspiration til beskrivelsen af helvede i Den Guddommelige Komedie.

Som skribent og Dante-fan er det derfor en stærk oplevelse at stå midt i det rygende Solfatara-krater, der i dag kan besøges ad smalle stier, og hvis blege måneoverflade og æggede stank gør stort indtryk. Kraterets skålform kaster områdets få lyde rundt i caldera’en, og forkrøblede buske omkranser kraterkanten, så man ikke ænser de moderne bebyggelser lige udenfor, men i stedet dvæler i den lille boble af tidløs mystik og overjordisk atmosfære.

Gassede fisk skyller i land

Campi Flegreis består af en kæmpe, indsunken kraterbund, et såkaldt caldera, som stammer fra et enormt, forhistorisk udbrud, der sprængte vulkankeglen af og blotlagte en overflade fuld af kratere, sprækker og svovlpøle. Midt i det hele ligger i dag havnebyen Pozzuoli, hvis befolkning ofte må døje med dramatiske forskydninger i asfalten og af og til kan betragte gassede fisk skylle i land, når en afgrund ind til jordens indre åbner sig ude i bugten. Det sker også jævnligt for badegæsterne i Averno-søen blot en kilometer herfra.

Dens vandspejl gemmer både på lig fra den napolitanske mafia, skrot og lejlighedsvise fumarol’er, der damper alt liv væk i ferskvandet, når underjordisk magma får søbunden til at slå revner. Men det var også på søens overflade, inde i det tæt omsluttede vulkankrater, der dengang som nu var indrammet af høje skrænter og tæt bevoksning, at grækerne og romerne lagde Karons færgerute. Den ældre, gråskæggede herre, der sejlede mellem de levendes og de dødes verden og sørgede for, at sjælene kom over helvedesfloden Acheron, som var forbundet med Averno-søens gule vandspejl.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

På nedenstående illustration, hvor stederne fra den romerske digter Virgils Æneiden er plottet ind, ser man netop Averno-søen oppe til venstre, og lidt til højre for den, Stygia Palux – de stygiske sumpe – som igen er forbundet med et stort, underjordisk ocean. Æneas drog nemlig i værkets sjette sang ned til søen for at besøge sin afdøde fader i Hades.

Fra Wikipedia

Det er ingen tvivl om, at Dante kendte til Campi Flegrei, og højst sandsynligt selv har taget dets sceneri, der dengang henlå som et mennesketomt, stinkende månelandskab, i øjesyn. Dante var velbevandret i sine klassikere og et produkt af en tid, hvor antikkens idealer om frihed og kunst var i fuld gang med at genetablere sig i Europa, og det må derfor have været et oplagt valg for ham at finde inspiration i sine antikke idolers topografi.

Og det er da også Virgil selv, der tidligt i Den Guddommelige Komedie møder Dante, ”da han forvildet fra den sti, han ellers burde følge”, fortaber sig i en stor skov. Virgil dukker heldigvis frem fra buskadset og giver sig til kende, for derefter at føre Dante sikkert igennem helvedets og skærsildens uforglemmelige torturscener.

Den guddommelige komedie er ikke en komedie

Kender man hverken rammer for eller indholdet af Den Guddommelige Komedie, kan det umiddelbart lyde som om, at det gigantiske værk, der udgør den første jeg-roman i verdenshistorien og med sine nøje detaljerede beskrivelser af de tre dødsriger kommer til at ligge til grund for menneskets religiøse billedverden i renæssancen, er en, ja, komedie.

Dantes første sange i helvede er for mig et gribende eksempel på, hvordan et virkeligt landskab kan komme digtere og forfattere til undsætning i poesien

Hvis ikke direkte humoristisk, så i hvert fald fuld af høvisk middelalder og romantisk lyrik. Men selvom Dante igennem værket længes efter sin ungdomskærlighed Beatrice og til sidst møder hende i paradis, er Den Guddommelige Komedie langtfra noget, der skal grines af. Bogen er dødelig alvor og undfanget i et giftligt, politisk miljø i kølvandet på de mange stridigheder mellem pavestaten og de verdslige magthavere i 1300-tallets kulturelle centrum, Firenze.

På trods af en strålende karriere i det italienske high society-liv endte Dante nemlig sine dage i eksil. Han havde støttet den forkerte fraktion under stridighederne og blev udvist fra sin fødeby med en senere dødsdom hængende over hovedet, i fald han nogensinde vendte tilbage til Firenze. Dante Alighieri skrev derfor på Komedien rundt omkring i de italienske byer, der tog imod ham, og hvor den knuste mand i lange perioder følte sig som en levende død.

Men med pennen på papiret fik han genrejsning, der ikke kun har gjort ham verdensberømt, men også for altid har forbundet ham med landskabet omkring Campi Flegrei og de antikke digtere, der brugte det barske vulkanområde i deres mytologi.

Gustav Doré illustrerede i 1860’erne Dantes Guddommelige Komedie. Her ses Karons ankomst til bredden af floden Acheron, mens Virgil og Dante ser på. Fra Wikipedia.

Især Komediens Helvede bliver nemlig stedet, hvor Dante straffer de korrupte og fordærvede italienere, som med deres griskhed og vold havde forgiftet Firenzes åndsliv. Han er ikke sen til at nævne mange af dem ved navn på sin rejse igennem underverdenen, og Dante frydes åbenlyst ved at opleve sine værste fjenders lidelser i helvedets floddelta: Først når han Acherons bredder sammen med Virgil, hvor han ved indgangen til dødsriget ser Karon brutalt vælte fordømte sjæle ned i sin båd.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

Senere krydser Dante og Virgil floden Styx ved hjælp af flodens vogter, den gigantiske dæmon Phlegyas, som sejler dem over det sorte klister fuld af kogende syndere. Den opmærksomme læser kan her ikke undgå at bemærke et sammenfald mellem navnene: Flegrei kommer af det græske ord flégo, som betyder ’brændende’ eller glødende’, mens Phlegeton i øvrigt var navnet på en af de fem helvedesfloder i græsk mytologi.

Med Komediens brug af Campi Flegreis udseende og scenerier og med den antikke mytologi som topografisk løftestang er Dantes første sange i helvede for mig et gribende eksempel på, hvordan et virkeligt landskab kan komme digtere og forfattere til undsætning i poesien. Især, når alle andre ting fejler, og kunsten må vende tilbage til naturens egne tableauer, for at få styrke nok til at give igen.

Billeder: Cecilie Marie Meyer.

Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorarer til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak, fordi du læste min tekst. Cecilie.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.
Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?
Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.
Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid.

Seneste indlæg fra

Flugten til Fyn

Jeg var fem år, da den store omvæltning skete. Min mor tog
Gå til Top