mm

Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Se alle skribentens artikler

Rejsebrev: Bruxelles uden bolig

De figurerer ikke på turistbrochurerne, men de fylder utrolig meget i gadebilledet: tiggerne og de hjemløse. EU’s hovedstad, Bruxelles, er en by med mennesker i alle kulører og med meget blandet etnicitet. Det er spændende, smukt og fascinerende, men det er chokerende, hvor mange der sover på gaden, hvor mange der er uden bolig i Bruxelles, skriver Monica Krog-Meyer, der under sit besøg talte med en familie, der boede på gaden foran en butik, der sælger brudekjoler.

Vi går forbi dem den første aften, tæt på hotellet. Far, mor og barn sidder på en tyk skumgummimadras i dobbeltsengsstørrelse. Madrassen ligger på jorden, passer lige i indgangspartiet til en butik, der har lukket for i dag. Butikken sælger brudekjoler. Smukke hvide kjoler i de lækreste stoffer.

Kontrasten til de tre på madrassen er voldsom. Men her er der læ for regn og giver måske familien den fornemmelse af: Her bor vi. Som i et gennemsigtigt hus med en stue, lige dér på gaden, så alle kan følge med i deres liv.

Om morgenen og langt op ad formiddagen støder man på sovende mennesker, pakket ind i soveposer ved siden af deres ejendele i kasser, indkøbsvogne og plastikposer

For det må være sådan, det er. Dér bor de. Det er, hvad de har. Nogle bylter i kanten, nogle tæpper, en klapvogn.
De er pæne i tøjet, tilsyneladende glade, de sidder og taler sammen, leger med deres barn, en pige på 4-5 år. Hvis ikke det var for omgivelserne, ville jeg sige, at de hygger sig.

Næste morgen kommer vi forbi igen, de er der stadig, og vi hilser på dem. De hilser igen. Foreløbig er det bare et ‘Bonjour!’. Jeg aner ikke, om de er belgiere eller hvem de er.

De er på deres lille matrikel, og selvfølgelig er der et papkrus foran madrassen. De beder om penge, ikke med ord, men ved at stille papkruset der. For det er temmelig indlysende, at de ikke holder til dér for deres fornøjelses skyld. Men ellers kender jeg ikke deres historie.

De må tjene nok til at få mad indimellem, rester fra restauranter og supermarkeder måske? De må have steder at gå hen, når de skal på toilettet. De må have nogle muligheder for at få det til at fungere. I dag er det mandag og brudekjoleforretningen holder lukket, så de kan blive siddende.

De andre dage, når butikken åbner, er de væk. Madrassen rullet sammen og surret godt til klapvognen. De må finde andre steder at være i løbet af dagen, indtil brudekjoleforretningen lukker, så de kan ‘flytte ind igen’.

EU’s hovedstad er kontrasternes by

Det er overraskende at være turist i Bruxelles. I centrum af byen er der mange som den lille familie. Mange, der tydeligvis ikke har et sted at bo.

Næste aften kommer vi forbi et stort varehus. Ved den lukkede indgang i halvmørket er der flere overnattere; en enlig midaldrende kvinde i venstre side, en anden familie med et barn i højre side. Snakken går imellem dem, de griner sammen, leger med barnet, midt i bylterne og rodet.

Her sover de om natten. Om morgenen og langt op ad formiddagen støder man på sovende mennesker, pakket ind i soveposer ved siden af deres ejendele i kasser, indkøbsvogne og plastikposer. Et lille overdække her, et indgangsparti der.
Og vi går jo bare forbi, på vej til turiststederne.

Bruxelles’ bagside

I Politikens “Turen går til Bruxelles og Belgien”, årgang 2011 støder jeg på denne lille faktaboks med overskriften ‘Bruxelles’ bagside’:

“Bruxelles er en by med mange modsætninger. Selvom den står for 20 procent af Belgiens BNP, så er arbejdsløsheden mere end dobbelt så høj som landsgennemsnittet. Ifølge flere NGO’ere lever en ud af fire under fattigdomsgrænsen. Det mærkes på gadeplan, hvor tiggere og hjemløse mange steder har taget opstilling ved metrostationer, indgange til supermarkeder osv. 150.000 personer menes i dag at stå på ventelister til en lejlighed i et socialt boligbyggeri, og antallet af hjemløse er steget til 2000. Bruxelles-regionen udarbejdede i 2010 en femårsplan for at komme problemet til livs”.

Ja, beskrivelsen er meget præcis, men det er jo ikke gået så godt med den femårsplan, kan man sige.

EU, Europa og migrationen

Tilbage til den lille familie ved bryllupsforretningen. Som de sidder på deres madras, kunne det ligeså godt være mig, der sad der. Vi har samme tøj, vi ligner hinanden. Ingen af mine fordomme om hjemløse kan bruges her: De er hverken alkoholikere eller stofmisbrugere. Der er ikke noget nedslidt eller sørgeligt over dem, udover at det er utrolig trist, at de sidder der.

Der er ikke noget organiseret over deres tilstedeværelse. De er helt alene i verden, og de lever på vores nåde. Men hvorfor gør det det? Og hvorfor er der så mange? Midt i EU’s hovedstad lever familier på gaden.

Tilsyneladende er sikkerhedsnettet meget stormasket i Belgien, siden intet kan hjælpe dem. Jeg kan ikke forestille mig, at de har valgt det frivilligt. Og jeg kan heller ikke forestille mig, at en lille familie får flere penge ud af at sidde der, end hvis de fik noget offentlig hjælp.

Det er chokerende, hvor mange der sover på gaden, hvor mange der er uden bolig i Bruxelles

Nogle dage senere går jeg forbi dem igen. Vi er på vej hjem fra en dejlig middag for fire. Under middagen talte vi igen om de hjemløse og diskuterede, hvad der er at stille op, og at det er helt håbløst at redde alle. En sagde, at man ikke bare kan gå hen til dem og spørge, hvad de laver der, uden at man giver dem håb om at ville hjælpe osv.

Jeg var helt uenig, for hvad hjælper det at gøre sig en masse tanker, uden at vide noget om dem? Man kan jo bare spørge dem. Uanset hvad formoder jeg, at det må være en lille hjælp mentalt, at nogen interesserer sig for én midt i storbyen. Med det i tankerne var vi altså på vej hjem.

Den lille familie er på deres sædvanlige plads. Det småregner, de er heldigvis i læ for regnen i deres niche ved brudekjolerne. Klokken er lidt over 22 om aftenen, datteren sover.

Og så går jeg hen til dem og spørger, hvorfor de er der. Jeg kan hurtigt høre, at de ikke fra Bruxelles, de er slet ikke belgiere.
“Hvor kommer I fra?” er et ret relevant spørgsmål.
“Kosovo”, er svaret.
Vi kommunikerer på fransk, som han taler en lille smule af. De er taget hertil for at søge asyl. Men de vil gerne hjem igen, de har bare ikke penge til bussen. Det er det, de samler sammen til.

I skulle lave et stykke pap og forklare, at I har brug for penge til at rejse hjem”, foreslår jeg handlekraftigt

Jeg går ud fra, at det må være ønskesituationen for myndighederne, og spørger dem, om ikke de kan få hjælp til bussen. Det virker ikke, som om det er tilfældet. De er her jo stadig.
“Gi’r folk penge?” spørger jeg.
“Nej, det gør folk ikke”, siger han.

“I skulle lave et stykke pap og forklare, at I har brug for penge til at rejse hjem”, foreslår jeg handlekraftigt.

Her er der sproglige barrierer. Han forstår vist ikke, hvad jeg foreslår. Og da de ikke virker spor hverken naive eller uden initiativ, så har de sikkert selv overvejet, hvad der er klogest at gøre, dvs. hvad der giver mest.
Det er åbenbart en længere historie, som jeg ikke vil bruge min aften på.

Bekvemmelighedsflygtninge vil nogen kalde dem, man kunne også kalde dem desperate eller modige, måske endda initiativrige; forhåbentlig vil de en dag kunne se tilbage på dengang, de tog til Europas hovedstad for at prøve lykken, men at det ikke gik, så de måtte tage tilbage igen.

Jeg gravede i pungen og fandt en 20 euroseddel frem og gav den til dem. Det er måske fup og en løgnehistorie. Jeg er sikkert blevet ført bag lyset, men jeg ved, at de i det mindste ikke er organiseret i en bande eller skal aflevere pengene til andre.

Jeg håber mine 150 kr. betyder noget mad til barnet, måske lidt af billetten til en af dem, eller måske bruger de dem bare på mad og drikke. Det skal være dem vel undt, og jeg forventer intet til gengæld.

Jeg ønsker dem held og lykke fremover.

Topfoto: Brudekjoleforretningen på Bld. Adolphe Max-Laan, Bruxelles. Privat foto.

Det er gratis at læse med på Point of View international.  Vi er bloggere og ulønnede, og har du lyst til at støtte mit videre virke som skribent i POV, så modtager jeg gerne små og store beløb via Mobile Pay på 2424 6242.  Kærlig hilsen fra Monica

Kategorier