Rapport fra et Airbnb-jordskælv

af

En række byer forsøger at bremse Airbnb. Tjenesten skruer priserne på ejendomme op og gør turiststrømmen uoverskuelig, lyder det fra nogle af byerne. Her er en førstehåndsberetning fra en by under forvandling.

Jeg har en treetagers ejendom for mig selv. Når jeg vågner om morgenen, er her stille. Når jeg går i seng om natten, er her stille.

Jeg er ellers vant til lyden af stemmer og skridt gennem væggene fra andre gange, jeg har boet i lejlighed. Men her i Lissabon har jeg det hele for mig selv for det meste.

Det er ikke, fordi jeg har bredt mig ud over samtlige etager, jeg har kun den øverste. Men i det nyrenoverede byhus her i Alfama, Lissabons ældste kvarter, er de øvrige lejligheder købt til Airbnb. Det samme gælder flere andre steder i mit kvarter, for Alfama er populært blandt turisterne, og således er Airbnb ved at forvandle et livligt beboelseskvarter til et forvokset turisthotel uden det tætte naboskab, som ellers er karakteristisk.

Airbnb ser ud til at kunne gøre det, som jordskælvet ikke kunne: Ødelægge Alfama.

Jeg går rundt i de smalle gader, hvor der stadig er det lokale liv, som er en del af Alfamas varme og charme. Der er de bittesmå frisører, især herrefrisører, hvor mændene sladrer og ordner verdenssituationen. Der er en skrædder, som tager sig af småreparationer af tøj og humør. Her er en beskeden skoforretning med den slags fornuftigt fodtøj, som passer så godt i Lissabon, hvor de smalle, stenbelagte gader med konstante stigninger og trapper ikke er egnede til stiletter. Her er slagtere, små købmænd, en bager, hurtige hilsner og lange samtaler på bænken. Typisk portugisisk – og nu truet.

Turistjordskælv - med plakater forsøger aktionsgrupper at protestere mod forvandlingen af Lissabon. Foto: Susanne Sayers
Turistjordskælv – med plakater forsøger aktionsgrupper at protestere mod forvandlingen af Lissabon. Foto: Susanne Sayers

Airbnb har – sammen med en række bestemmelser i portugisisk lov – skabt den perfekte storm. Eller turistjordskælvet, som nogle lokale kalder det. Jordskælvet i Lissabon i 1755 var en katastrofe, som lod Alfama stå tilbage som nærmest den eneste bydel, der var til at redde. Airbnb ser ud til at kunne gøre det, som jordskælvet ikke kunne: Ødelægge Alfama.

Fra deleøkonomi til spekulation

Først en indrømmelse: Jeg har elsket Airbnb og benyttet mig af det næsten fra begyndelsen. Det er fantastisk at kunne få mulighed for at bo i de områder af en by, som ikke er så præget af turisme, at opleve hverdagen som en lokal og få indblik i, hvordan man bor og indretter sig rundt omkring. Tilmed er det – som regel i hvert fald – billigere end et hotel.

Jeg har også flere venner, som lejer deres boliger ud gennem Airbnb, mens de selv er på ferie og dermed får en sjat penge. Hvis man ser bort fra den konkurrenceforvridning, der er i forhold til den hårdt regulerede hotelsektor, så er det win-win for begge parter, samtidig med at ledig boligkapacitet udnyttes.

Jeg kommer ind i lejligheder, der næsten alle ser ud, som om de er indrettet af Ikeas specialister: Pæne, komfortable – og uden skyggen af personlighed.

Men de seneste par år har jeg oplevet en forskel. I stigende grad kommer jeg ikke hjem til indbyggeres private hjem, men til lejligheder som er købt op alene for at blive lejet ud til turisme. Hvad der var deleøkonomi, er bare blevet en anden platform at leje professionelt ud på.

Jeg bliver mødt af og får nøgle af professionelle ansatte fra professionelle bureauer, og jeg kommer ind i lejligheder, der næsten alle ser ud, som om de er indrettet af Ikeas specialister: Pæne, komfortable – og uden skyggen af personlighed. Jeg kommer ikke længere ind i et hjem, men i en turistbolig.

Airbnb er det stof, som våde iværksætterdrømme er gjort af. Virksomheden, som helt bogstaveligt begyndte med et par madrasser på et stuegulv i San Fransisco i 2007, er i dag værdisat til over 25 milliarder dollars. I gennemsnit tjekker 500.000 mennesker verden over hver nat ind på et Airbnb-sted, der er 640.000 udlejere – og statistikken fortæller også, at ikke alle stederne er deres private hjem: Der er over to millioner boliger til rådighed.

Deleøkonomi? Ja. Men i dag først og fremmest big business.

Velsignelse og forbandelse

I Lissabon er Airbnb en velsignelse og en forbandelse. Hvis vi tager velsignelserne først, er der ingen tvivl om, at Airbnb og turismen har givet stærkt tiltrængte indtægter til landets økonomisk trængte indbyggere.

MERE POV
Merkel sidder fast i symbolpolitikken

Portugal er langsomt og usikkert ved at komme gennem en lang, økonomisk krise. Da jeg gik rundt i Lissabon for bare tre-fire år siden, faldt de mange stærkt forfaldne huse i øjnene. De berømte kakler, azulejos, var faldet af, vinduer stod uden glas eller var muret op, der var huller i tagene til stor glæde for duerne og mursejlerne, som dominerer himlen over Lissabon.

Forfaldne huse er stadig en del af gadebilledet, men det bliver stadig sjældnere. Foto: Susanne Sayers
Forfaldne huse er stadig en del af gadebilledet, men synet bliver stadig sjældnere. Foto: Susanne Sayers

De forfaldne huse ses stadig, men nu er stilladser og kraner et langt hyppigere syn. Der renoveres overalt, ‘opgave for opgave gør vi Lissabon bedre’, står der på byggeskiltene, og når stilladserne kommer ned, dukker byhusene op i ny pragt. Et af de områder, som har oplevet stigning i beskæftigelsen, er byggebranchen. Det ses.

Tidligere forfald skyldes ikke alene, at Portugal har og har haft en skrøbelig økonomi. Landet blev sent moderniseret og demokratiseret, Portugal var et diktatur helt frem til 1974, faktisk det længstvarende i Europa. Diktaturet indførte blandt andet strenge regler for huslejestørrelse på kontrakter, som var uopsigelige fra udlejerens side. Det blev først ændret i 1991 og yderligere lempet i flere omgange, hvorefter nye lejekontrakter giver betydeligt dårligere beskyttelse af lejeren, end vi er vant til i Danmark.

Resultatet er, at boligmarkedet er delt i en ny og en gammel del. I den gamle del er huslejen stadig lagt fast på et niveau, som gør det fuldstændig umuligt for en udlejer at få råd til at vedligeholde bygningerne bare sporadisk. Omkring 25 pct. af lejeboligerne i Lissabon har en husleje på højst 50 euro om måneden på grund af de gamle regler.

Anderledes fri er udlejningen på nyere kontrakter, udlejerne kan med et vist varsel banke lejen i vejret, uden at lejeren har den store mulighed for at protestere og forhindre selv store stigninger.

Deleøkonomi? Ja. Men i dag først og fremmest big business.

Det var længe kun et teoretisk problem. Tusindvis af boliger stod tomme, manglen på efterspørgsel holdt prisen nogenlunde i ro.

Airbnb ændrede det. Nu bliver ejendomme, som det før var svært at leje ud, købt op og renoveret og lejet ud som ferieboliger i stor stil. Hvis det kun havde været ellers forladte bygninger, ville det ikke have gjort så stor en forskel, men i mit kvarter begynder beboere at blive sat på gaden, fordi de ikke har råd til de voldsomme huslejestigninger, som udlejerne varsler, fordi de hellere vil leje ud til turister. Det er også billigere i skat.

Alfama har været et af byens mindre eftertragtede kvarterer på grund af de snævre gader og mange trapper. Men turisterne elsker det og presser priserne op. Foto: Susanne Sayers
Alfama har været et af byens mindre eftertragtede kvarterer på grund af de snævre gader og mange trapper. Men turisterne elsker det og presser priserne på ejendomme og husleje op. Foto: Susanne Sayers

Alfama har været et af byens fattigste kvarterer. De mere velhavende portugisere har ikke haft lyst til at bo i det gamle skrammel, som de opfatter kvarteret som. Her er stort set umuligt at have en bil, gyderne er for snævre, og der er som regel heller ikke elevator i husene.

Men det er præcis den charme, som turisterne falder for. Og udsigten til en gevinst på turistudlejning presser priserne op og de oprindelige beboere ud, lidt efter lidt. En af mine gode venner klagede sin nød forleden:

“For bare et par år siden kunne man få en god treværelses lejlighed for omkring 500 euro om måneden i et af de centrale kvarterer. Nu skal man betale 1.600 euro for det samme.”

I et land, hvor 1.000 euro om måneden er en høj løn, gør det selvsagt sådan en husleje stort set umulig at få plads til i budgettet for mange mennesker.

Byer til kamp mod Airbnb

Det er altså ikke Airbnb i sig selv, der er problemet i Lissabon, men kombinationen af Airbnb og lignende tjenester og en lovgivning, som ikke tager højde for den type virksomhed.

Det har andre byer måttet sande. Listen af byer, der har taget forskellige midler i brug for at begrænse tjenester som Airbnb, tæller blandt andet London, Amsterdam, Barcelona og Berlin, hvor der i Berlin blev sat helt stop for privates udlejning af hele boliger til turister i mere end tre uger om året, mens Barcelona, hvor det kræver en tilladelse fra myndighederne at leje sin bolig ud, har stoppet for nye tilladelser.

I New York kan en ny lovgivning også standse Airbnb, hvad der har fået platformen til at lancere en modoffensiv  med historier om, hvordan enlige forældre kan blive i deres lejligheder eller betale dyre hospitalsregninger takket være udlejning gennem Airbnb.

Lissabons udsigtspunkter er til tider tæt besat med turister. Foto: Susanne Sayers
Lissabons udsigtspunkter er til tider tæt besat med turister, her ved Graca. Foto: Susanne Sayers

I København har en undersøgelse fra Københavns Kommune vist, at Airbnb på grund af den danske bopælspligt ikke har samme effekt. Næsten alle boliger, som lejes ud i København, er private hjem, hvor ejerne selv bor.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

I Lissabon er bydelsborgmestrene i Santa Maria Maior, Sao Vicente og Misericordia – de tre centrale bydele – gået i aktion. De appellerer til Lissabon-borgmester Fernando Medina og regeringen om at få styr på udviklingen og f.eks. indføre samme begrænsninger som Berlin eller Barcelona, i det mindste midlertidigt.

De ser en by som Venedig som skrækeksemplet: Guddommelig smuk og velholdt, men efterhånden uden lokale indbyggere, og de forretninger, som levede af lokale og gav liv og charme, er erstattet af souvenirshops og restauranter, som serverer turistmad.

På travle dage ligger krydstogtskibene tæt, og de mange gæster fra skibene dominerer gaderne. Ved kajen er byggeriet i gang til en ny, stor krydstogtterminal. Foto: Susanne Sayers

Samme klage kommer fra nogle af mine naboer: “Før kunne man kunne få et solidt måltid med fisk og kartofler til ingen penge, rigtig portugisisk mad. I dag er det tapas og burgere det hele,” klagede en yngre bekendt forleden.

Det er en overdrivelse. Der er stadig masser af lokale steder tilbage, men sandt er det, at gaderne i Alfama i stigende grad henvender sig til turister i stedet for til den lokale befolkning. Turisterne har penge. Det har de lokale ikke i samme omfang.

Umiddelbart er borgmester Fernando Medina ikke tilbøjelig til at høre på bønnen fra de lokale. Han glæder sig over den hjælp til økonomien i Lissabon, som turismen giver.

Hold jer sammen, og vedligehold nabolagets sociale fællesskab

90 pct. af de mange investeringer i byen kommer udefra, og Fernando Medina mener, at indbyggerne i stedet burde være glade for, at det hele ikke forfalder, og at der kommer nye forretnings- og jobmuligheder i en by, hvor arbejdsløsheden er svimlende høj, særligt ungdomsarbejdsløsheden. Tæt ved 40 pct. af de unge under 35 år er arbejdsløse.

I mellemtiden organiserer de lokale sig i foreninger, som kræver reguleringer. Der bliver hængt plakater op om, hvordan man bedst håndterer ‘turistjordskælvet’ – plakater som efterligner de mere officielle råd om jordskælv. “Hold jer sammen, og vedligehold nabolagets sociale fællesskab” lyder en af opfordringerne.

“Ja, hvis vi har råd,” lød den tørre kommentar fra en ældre herre.

Bærende foto: Den ikoniske linje 28 skramler og lirker sig gennem Alfamas smalle gader. Turisterne elsker ruten, de lokale er trætte af, at det er blevet næsten umuligt at få plads. Foto: Susanne Sayers

På POV skriver vi frivilligt, men vi bliver glade for bidrag. Har du lyst til at bidrage til mine fortsatte skriverier, kan du betale på Mobilepay +45 40 99 49 36

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Susanne Sayers

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.
Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.
Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.
Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.
Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.
Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste indlæg fra

Gå til Top