Charlotte Sylvestersen

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989.
35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden.
Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på.
Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland.
Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem.
Blev vaccineret med den politiske bacille i et diskussionlystigt hjem med fire avisabonnementer på den jyske hede, og har en udtalt svaghed for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om.
PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86. (Navnet er Linda Lorenzen)
Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Charlotte Sylvestersen
på Mobile Pay: 27 90 59 86

Italiensk overtro og krydsende rapænder i Rinkenæs

FØLJETON – Re-integrationsrejsen til Danmark. Charlotte Sylvestersen mødte en italiener i Milano i sommeren 1989, og siden hun i slutningen af 1990’erne for alvor begyndte at føle sig hjemme i Italien, har hun stædigt påstået, at udvandring ikke er et fravalg af fædreland, men et udfordrende tilvalg af fædreland nummer to. Nu skal hun for første gang i næsten 25 år opholde sig i mere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland. Samtidig er der følere til hendes Italien.

DAG 4 i Danmark – torsdag 14.12.2017
66.666 viste kilometertælleren i Panda torsdag eftermiddag ved Rinkenæs. I ved, den lille by med Halfdan Rasmussens rapand Rasmus. Jeg er jo ikke overtroisk. I grunden er jeg slet ikke troisk. Men jeg krydsede alligevel fingre, lavede horn med pege- og lillefinger, bankede tre gange under rattet, rørte ved metallet på bilnøglerne, og strøg mig let mellem benene over de to, som kvinder ikke har. Man ved jo aldrig, vel?


Italienere rør ved jerntocca ferro – eller laver horn for at beskytte sig mod det onde. Mænd kan dog også, i u-ligestillingens navn erstatte denne skik med at tage et solidt, men blidt, tag om deres tekstikler.

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede

Oprindelsen til denne skik stammer fra romertiden, har jeg fået fortalt. Når romerske legionærer mødte hinanden, gav de ikke hånd. I stedet gav de hinanden et gensidigt klem af de to for at bekræfte, at begge var ordentlige mænd. Og siden har det så beskyttet mod ondt på samme vis som bank under bordet.

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede. Nu ved du, at det sandsynligvis fire ud af fem gange blot er for at beskytte sig mod det onde. Og, ja, deres intimhygiejne er, med min beskedne erfaring, vældig god. De har jo bidet i Italien.

Italienernes spørgsmål til mig desangående har så i årenes løb netop været: ”Går i så i bad efter hvert toiletbesøg, eller hvad gør i?”

Det er det dér med, at vi gør ting anderledes, ikke nødvendigvis bedre eller dårligere.
Og jeg har faktisk fortrudt, at bidetet røg ud, da vi renoverede lejligheden. Ved siden af toilettet er dimsen også yderst velegnet til fodbad og vask af nylonstrømper i en fart.

Op over bæltestedet igen, og tilbage til tro og overtro, hvis det da ikke i grunden er det samme?

Mange unge kirkegængere
Mine landsmænd i Italien er for det store flertals vedkommende troende, selv om man skelner mellem praktiserende katolikker, der går til messe flere gange om måneden og deltager aktivt i kirkelivet, og kulturkatolikkerne, der kun kommer til de store forestillinger.

Det unge Italien tror ikke længere”, skrev dagbladet La Stampa i juli 2016. Det skete med baggrund i et rundspørge, der viste, at antallet af ikke-troende unge mellem 18 og 29 år var steget fra 23 procent i 2007 til 28 procent i 2015. Med andre ord definerer lige knap tre ud af fire unge italienere stadig sig selv som troende katolikker.

Selv om vores nyindsatte præst her i Holbøl i Sønderjylland – Kristian Ditlev Jensen – mener,  “at man ikke behøver gå i kirke hver søndag”, så ville han sikkert ikke have noget imod at se 13 procent af den lokale ungdom hver søndag, og andre 12 procent af de unge mindst én gang om måneden. Og endnu flere af de voksne over 30 år.

Man behøver ikke konvertere for at gifte sig med en katolik
Indtil midten af 1980´erne skulle udenlandske ægtefæller, der ville giftes med deres italienere i den katolske kirke konvertere. I dag kan man beholde sin lutheranske overbevisning, når man blot lover, at man vil opdrage eventuelle børn i den katolske version af kristendommen. Min italiener og jeg valgte frivilligt børn fra, og blev viet borgerligt.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag

Eneste problem med hans praktiserende katolske familie i den forbindelse var, at vi ikke kunne få plads en lørdag, og derfor blev gift på den uheldige fredag.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag.

”Skal vi så kun spise fisk til brylluppet?”, udbrød faster i San Remo, da vi informerede om den glædelige begivenhed.

Jovist var det nok slemt at blive viet på Jesú dødsdag. Men tanken om en hel fiskemiddag var dog værre. Vi giftede os fredag eftermiddag, og holdt festen lørdag. Og søndag med, da mit bysbarn Bjarne Riis netop den dag i 1996 vandt Tour de France. Ren, for Herren og os andre, eller ej, så blev han også festet den dag i Milano.

Rapanden, tyskeren og de djævelske tal
Tilbage på landevejen mellem Holbøl og Rinkenæs går det op for mig, at det djævelske punkt med 66.666 på kilometertælleren skete netop på det sted, hvor en rapand og dens ællinger en sommerdag for over 30 år siden besluttede sig for at krydse vejen.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det, bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt

I en bil på vejen sad lillebror, vores forældre og undertegnede. Brormand bremsede naturligvis. Det gjorde danskeren bagved også. Tyskeren i sin store og hurtige BMW gjorde ikke. Tre totalskadede biler, og heldigvis ingen personskader. Politiet kom for at optage rapport, og den flinke betjent kiggede alvorligt på min kun 18-årige lillebror.

”Nu er der jo ingen tvivl om, at de bagvedkørende får skylden. Men må jeg spørge, hvorfor i alverden bremsede du op her på denne her helt lige strækning?:

”Der kom en andemor med sine ællinger over vejen”, svarede brormand lakonisk, og i overensstemmelse med sandheden.

”Javel ja. Det forklarer jo alt”, konstaterede betjenten tørt.
I samme øjeblik lød en hård opbremsning foran os. Andemor og ællingerne var simpelthen på vej tilbage, og heldigvis denne gang uden harmonikasammenstød.

Derfor er jeg altså altid lidt ekstra opmærksom, før jeg kører igennem Rinkenæs. Måske skal jeg fremover også slå korsets tegn, selv om jeg aldrig kan huske, hvor man begynder den gestus. Og fordi jeg jo, også efter 28 år i Italien, hverken er overtroisk eller troisk.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt.

Foto: By Mario Carneiro (Di gama) (Own work) [<a 

Kategorier