mm

Henrik Schilling

Født 1964. Uddannet cand. mag i arkæologi samt fagjournalist fra DMJX. Tidligere kommunikationsansvarlig i Sagnlandet Lejre og presseansvarlig på Nationalmuseet. Driver i dag selvstændig kommunikationsvirksomhed med Schilling PR & Kommunikation, der er specialiseret i museer, kulturvirksomheder og attraktioner.

Se alle skribentens artikler
Rane Willerslev paraply
Det går op for Rane Willerslev, hvor stor en opgave det er, at vende Nationalmuseet. Foto: Jacob Nybo Andreassen, Nationalmuseet.

Rane redder Rolling Stones – Ranes Museum afsnit 4

ANMELDELSE – Fjerde afsnit af dokumentarserien Ranes Museum holder niveauet. Seerne kommer længere rundt i Nationalmuseets krinkelkroge, og det går efterhånden op for Rane Willerslev, hvilken udfordring han står over for: Alt for mange forpligtelser, alt for få midler, men ingen muligheder for at skære. Rane erkender det og tør stå ved, at han ikke har løsninger på alt.

Sammen med nattevagten drager Rane Willerslev ud for at møde Nationalmuseets spøgelser, og Rane optræder selv som et andet poltergeist, når han, stadig lettere forfjamsket, rumsterer rundt på Nationalmuseet og udfordrer måder at gøre tingene på.

Han går i luften med intern medarbejderradio. Han vil reducere museets udgifter til sikring, og han vil revolutionere Nationalmuseets danefæbehandling. Alt imens han arrangerer en jazzkoncert og håber på, at Mick Jagger kommer forbi.

Afsnit 4 af Ranes Museum holder niveauet fra sidst om end i et knapt så hæsblæsende tempo; det er dejligt lige at trække vejret. Seerne møder en mere eftertænksom Rane Willerslev, som begynder at indse, hvor stor opgaven med at vende Nationalmuseet i virkeligheden er. Alligevel han har stadig overskud til at pisse under åben nattehimmel og grine af sig selv, når han rager PH-lampen i sommerhuset ned. Jo, Rane har stadig sit lettere vanvittige overskud i behold.

Lidt for poleret
Nationalmuseet er meget mere end sine udstillinger, og seerne kommer med længere ind i museets vidt forgrenede organisation. De møder et alt andet end gigtplaget og søvnigt museum, men et museum, hvor man er med på forandringer, og hvor medarbejderne er glade for Ranes idéer. De lytter andægtigt til den interne radio; de roser ham og bifalder hans initiativer, ligesom Rane har stor respekt for sine folk.

Samspillet mellem direktøren og de ansatte skildres fint og med indsigt. Der er god kemi. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at medarbejderne mener det, men det fremstår også en smule poleret. Forhåbentlig har vi en god konflikt og lidt husspektakler til gode i et af de næste afsnit, som kan vise os, hvordan Rane Willerslev løser de interne konflikter, som findes i enhver større organisation, og som ofte hænger sammen med ressourcernes fordeling.

Vi møder John, en glad og godmodig detektorgut fra Lolland, som svinger detektoren på en pløjemark, hvor han har fundet en møntskat. Det bliver dog kun til en øldåse og et klemt fingerbøl denne gang. John fortæller, at han venter op til fem år på få sin danefædusør

Vi får et glimt af det i mødet med museets vagter, hvor det viser sig umuligt at skære i udgifterne. Det er ikke gratis at passe på nationalklenodierne, og Guldhornene skal helst ikke stjæles en tredje gang. Vagterne fortæller, at Nationalmuseet er vokset. Det er deres arbejdsopgaver også, men uden at bevillingerne er fulgt med. Jeg er sikker på, at han kommer til at høre mange variationer over de sætninger i sin tid som direktør. Rane tager det til sig, men hans ansigtsudtryk fortæller alt om en leders dilemmaer.

Danefæ dræner kassen
Det store problembarn hedder danefæ. I de seneste år er danefæ næsten blevet synonym for de mange fund, som amatørarkæologer gør med deres metaldetektorer.

Vi møder John, en glad og godmodig detektorgut fra Lolland, som svinger detektoren på en pløjemark, hvor han har fundet en møntskat. Det bliver dog kun til en øldåse og et klemt fingerbøl denne gang. John fortæller, at han venter op til fem år på få sin danefædusør, og seerne får at vide, at der i gennemsnit går to og et halvt år, inden hans fund er registreret og bestemt og dusøren går ind på bankkontoen.

Danmark har en unik lov, som tillader amatørarkæologer at gå med metaldetektor. Siden årtusindskiftet er antallet af detektorfolk eksploderet. Det samme er fundmængderne. Alene siden 2013 er tallet flerdoblet fra 5.500 det år til 17.000 indleverede fund i 2016 og godt 14.000 fund sidste år. Rundt om på landets museer og på Nationalmuseet er detektorfolket både en velsignelse, som øger arkæologernes viden med noget nær lysets hastighed, men også en forbandelse, der dræner museerne for ressourcer.

Det er ikke udgiften til dusører, der er problemet. Nationalmuseet udlever enhver forvaltnings våde drøm. Museet har en fast årlig bevilling på finansloven til danefæ, og når den er brugt, mailer de til Finansministeriet og beder om flere penge. Det, der koster, er udgifterne til at registrere, bestemme og ikke mindst konservere de mange fund. De tre danefæsekretærer, vi hører om i afsnittet, er ansat alene til at bogføre indkommet danefæ, men der er ikke i samme omfang opnormeret ekspertise til at bestemme fundene.

Rane Willerslev vil derfor effektivisere. Han inviterer to arkæologer fra Moesgaard Museum til at præsentere deres banebrydende digitale løsning på problemet for Nationalmuseets arkæologer. Med tilbageholdt åndedræt går en lettere nervøs Rane Willerslev til mødet, men heldigvis er museets arkæologer åbne for forandringer.

Da saxofonisten i The Rolling Stones akut mangler et sted at afholde en jazzkoncert, mens The Rolling Stones er i byen, springer Nationalmuseet til. Ved udsigten til en selfie med Mick Jagger, som måske dukker op, sætter Rane Willerslev lidt flere timer ind på overarbejdskontoen

Danefæ er en myndighedsopgave, som Nationalmuseet løser for staten. Om løsningen på problemet, som det skiteseres i udsendelsen, er at overlade registrering og bestemmelse af danefæ til amatørarkæologerne selv, det kan man diskutere. Selv om John og de andre detektorsvingere er vidende og dygtige til at registrere deres fund, så er det ikke uproblematisk. Antallet af rene skattejægere er for opadgående, og de har ikke nær den samme nidkærhed over for at indmåle deres fund og således sikre fundenes videnskabelige værdi.

Man kan også spørge, om en myndighedsopgave skal løses gratis af frivillige fremfor at sikre midler til professionel sagsbehandling hele vejen igennem systemet. Adspurgt vil Kulturministeren sikkert svare, at Nationalmuseet må finde pengene ved at prioritere i den årlige statsbevilling. Men er det rimeligt? Jeg vil opfordre Rane Willerslev til at tage slagsmålet med ministeren og lade detektorfolkene hygge sig i fred med deres hobby.

Selfie med Mick Jagger
Dagens afsnit spænder bredere en nogen af de forudgående, og det lykkes fint at vise Rane Willerslevs tunge forpligtelser sammen med de mere muntre sider af direktørjobbet.

Han tager imod vagten Bos invitation til at gå med på en nattevagt og jage spøgelser på Frilandsmuseet. Det to hygger sig gevaldigt, og Rane Willerslev lærer både sine folk og museet bedre at kende. Han indrømmer, at han er bange for spøgelser og fortæller anekdoter om sine egne oplevelser med gespenster i Sibirien.

Da saxofonisten i The Rolling Stones akut mangler et sted at afholde en jazzkoncert, mens The Rolling Stones er i byen, springer Nationalmuseet til. Ved udsigten til en selfie med Mick Jagger, som måske dukker op, sætter Rane Willerslev lidt flere timer ind på overarbejdskontoen.

Det er en smule komisk at se ham være micro manager, når han blander sig i planlægningen, farer vild i systemet, men reddes af eventkoordinatoren Rikke. Koncerten illustrerer dygtigt, at Nationalmuseets organisation nogle gange er som en Bermudatrekant placeret i et sort hul, hvor alting forsvinder i mørket, mens museet andre gange kan være ganske smidigt, når det gælder og løse problemer med dobbeltklæbende tape.

Desværre dukker hverken Mick Jagger eller Keith Richards op, men jeg er sikker på, at var de kommet, så havde de sammen med Rane holdt ordentligt afterparty back stage, indtil Keith Richards havde sluttet festen med at sige: ”Vi er altså nogen, som skal op og spille i morgen.”

Ranes Museum formår fortsat at være god underholdning og samtidig vedkommende. Det er en fryd at følge Ranes veje og vilsveje. Seerne føres godt rundt på Nationalmuseet, og de oplever spændvidden i museets virksomhed. Rane er en charmerende fyr, hvis begejstring går rent ind, hos medarbejdere, der ikke længere blot er statister. Ranes Museum er fremragende fjernsyn, og der er fem bippende metaldetektorer til afsnit 4.

Topillustration: DR pressefoto.

I den version af Ranes Museum, som ligger til grund for anmeldelsen, indgik en scene med H.K.H. Kronprinsen, som er beskrevet i anmeldelsen. Efterfølgende er scenen klippet ud af afsnittet inden visningen, og derfor er den også klippet ud af anmeldelsen.

Kategorier