mm

Thomas Johannes Erichsen

Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling samt bachelor i filosofi. Han underviser på Øregård Gymnasium og Kildegård Privatskole

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Thomas Johannes Erichsen
på Mobile Pay: 28889697

Putin, Xi Jinping og Assad: Vor tids despoter

KRONIK – 1900-tallet var diktatorernes tid i Europa. Hitler, Stalin, Mussolini, Franco i Spanien, Ceausescu i Rumænien, militærstyre i Grækenland og Portugal, Milosevic på Balkan, fortsæt selv listen. Europa sank ned i sine største kriser og krige nogensinde, en lektie man i øvrigt bør huske på, hvis man fnyser af kaos og uroligheder i andre dele af verden i dag, skriver Thomas Johannes Erichsen, der advarer mod det diktatur, som lurer i Rusland og Kina i dag.

I det 21. århundrede har der i høj grad været fokus på mellemøstlige og nordafrikanske diktatorer. Saddam Hussein og Muammar Gadaffi har mødt deres skæbne, mens Bashar al-Assad i Syrien opretholder sit rædselsstyre. Hér har Vesten ikke ville gribe ind, af frygt for at skabe et nyt Irak eller Afghanistan. At Syriens rædsler så har overgået Irak og Afghanistan, måske fordi man ikke har grebet ind, er kun udtryk for historiens ironi.

En diktator var oprindeligt en embedsmand i den første romerske republik, som man i ekstraordinære situationer gav absolut magt, indtil republikkens problemer var løst. Den beskrivelse passer udmærket på præsident Putin i dag, der oprindeligt overtog for at rydde op efter Boris Jeltsins kaos. Mange russere bakker op om deres præsident og betragter ham som den stærke leder, der kan forsvare fædrelandet mod det internationale samfunds falske anklager og urimelige sanktioner. Sagen er bare, at det internationale samfund sjældent tager enstemmigt fejl.

Kun højtråbende tåber får lov at protestere

I Kina lurer diktaturet også.

Her har en forfatningsændring sikret præsident Xi Jinping magten på livstid. Således har demokrati og frihed fortsat lange udsigter under det kinesiske styre.

Yderligere er Kina ved at udvikle et personligt kreditsystem, hvor staten overvåger individet og vurderer i hvilken grad man lever op til systemets dyder. Man fødes med 1000 point, som kan blive til mere, eller mindre, hvis man ikke passer sit arbejde, hvis man har økonomiske problemer eller bliver straffet for forseelser som at køre over for rødt. Så er det digitale diktatur i hvert fald en realitet.

Men tilbage til Putin.

Fordi han besidder monstrøs magt og orkestrerer sine valg, så der reelt ikke er nogle modstandere. Kun højtråbende tåber får mulighed for at stille op, så Putin kan fremstå som den fattede beskytter af Rusland.

Fordi han annekterer Krim og fremfærder i det østlige Ukraine med Vesten som skakmat tilskuer.

Fordi systemkritiske journalister og oppositionspolitikere og andre Putin-modstandere er blevet likvideret. Fordi landets økonomi skranter gevaldigt, med 20 millioner mennesker langt under fattigdomsgrænsen og et BNP pr indbygger lavere end Malaysias. Fordi Putin selv sidder tungt på den russiske gas og har etableret en formue, der gør ham til en af verdens rigeste mænd.

Ruslands præsident vender det blinde øje til Assads tøndebomber og sennepsgas, alt sammen for at sikre indflydelse i den mellemøstlige region. Det er utilgiveligt, det er usmageligt

Sanktioner mod Rusland har klemt landets økonomi, men ikke Putins tvivlsomme finanser. Korruption er voldsom i hele det politiske system, siger seniorforsker og Ruslandekspert hos DIIS Flemming Splidsboel Hansen. Forfatter og journalist på Washington Post Anne Applebaum mener slet ikke, vi har forstået den økonomiske kriminalitet i Kreml og hvor mange stjålne statspenge, der er blevet hvidvasket i Vesteuropa. Det russiske regime opfylder alle kleptokratiets kriterier.

Putins alliance med Assad

Forholdet mellem Rusland og Kina er godt. Det overrasker ikke, når man betænker landenes ringeagt for demokratiske principper og anspændte forhold til nabostaterne. Endnu værre er Putins alliance med Assad, diktatoren som har brugt kemiske våben mod sit eget folk.

Putin og Assad samarbejder på uskøn vis om at nedkæmpe Syriens demokratiske kræfter, en krig de sandsynligvis snart har vundet. Ruslands præsident vender det blinde øje til Assads tøndebomber og sennepsgas, alt sammen for at sikre indflydelse i den mellemøstlige region. Det er utilgiveligt, det er usmageligt.

Hvor der er konflikt og uroligheder, der er russerne også. Man viser handlekraft, militær styrke, national styrke. Efter de svære år, der fulgte efter Sovjets kollaps, er Rusland igen et land, man må tage stilling til på den verdenspolitiske scene. Det passer Putin ualmindelig godt, og det er også hér, han henter sin opbakning i befolkningen. Man skal ikke undervurdere den russiske nationalisme, slet ikke når landets leder kommer fra en lang karriere i KGB – for Putin hører den kolde krig måske aldrig op.

Hver gang Vesten anklager Rusland for at bryde konventioner, likvidere modstandere eller hacke afgørende valg, så kan Putin med endnu større kraft hævde, at Rusland er offer for et manipulerende Vesten. Det er smart, det er udspekuleret og det er Putins værk

Den russiske præsident er flere gange blevet kåret som verdens mest magtfulde mand, tæt forfulgt af Kinas Xi Jinping. Putins indenrigspolitiske magt, hans formue og især hans atomvåben gør ham stort set urørlig.

Læg dertil at hans politik, eller mangel på samme, i løbet af præsidentperioderne er blevet stadig mere brutal. Putin kom til magten med løftet om at gøre op med oligarkerne, men han er selv blevet den mest brutale af alle oligarker.

Offertænkning i statskontrollerede medier

Et russisk håb, den pro-demokratiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, var udelukket fra det russiske valg på grund af en tvivlsom dom.

Navalnyj har appelleret dommen til Den europæiske menneskerettighedsdomstol, der har givet ham medhold flere gange, men det ændrer ingenting. I stedet taler Navalnyj sin sag på Internettet, især gennem YouTube-videoer. En af dem viser droneoptagelser, hvor det er lykkedes at overflyve ministerpræsident Medvedevs landejendom.

Hvad man ser hér, er en overdimensioneret opvisning i rigdom og magt, spredt ud på et areal svarende til over 50 fodboldbaner. Og så er det blot ministerpræsidentens luksus.

Putin og hans oligarkstyre har i årevis skrabet mange af landets værdier og ressourcer til sig, mens man har bespist befolkningen med national bragesnak om russisk folkesjæl og fædrelandsstolthed.

Det værste er, at russerne i høj grad lader sig rive med, også hjulpet godt på vej af de statskontrollerede medier, som giver indtryk af at landet er offer for ondsindede vestlige magters spil. Faktisk, hver gang Vesten anklager Rusland for at bryde konventioner, likvidere modstandere eller hacke afgørende valg, så kan Putin med endnu større kraft hævde, at Rusland er offer for et manipulerende Vesten.

Det er smart, det er udspekuleret og det er Putins værk.

Faktaboks

1900-tallet var diktatorernes århundrede. Blot 18 år inde i vores århundrede er nogle af verdens stærkeste stater underkastet udemokratiske ledere, mest iøjefaldende Rusland. Og hvad kan man gøre, når magthaverne er udstyret med masseødelæggelsesvåben? Oppenheimer, atombombens fader, håbede at konstruktionen af et så voldsomt våben ville afholde magter fra at bruge det, men han overså måske, at våbnet også ville give de forkerte magter frit spil. Truslen om masseødelæggelse ville have en afskrækkende effekt, men effekten kunne også give despoter farlige fordele. Putin er afgjort en af disse despoter.

Topillustration: Pinterest

Kategorier