Mens vi debatterer medicinforbruget i psykiatrien og venter på, hvilke af de danske konsulentfirmaer, der smartest iscenesætter deres terapikoncepter, og mens vi nærmer os en afklaring af, hvorvidt figurativ eller nonfigurativ kunst er bedst på de kommende, nye psykiatriske afdelinger. Og mens vi frygter for de kommende selvmord. Så lad os pludselig og til alles overraskelse blive kreative og modige sammen med patienterne på de psykiatriske sengeafsnit. Det siger Søren Magnussen, som står bag projektet “Kunst som Frirum i Psykiatrien”.
Fra midten af 80’erne til 2011 var jeg initiativtager og leder af diverse socialpædagogiske projekter for stærkt marginaliserede unge i København. Jeg var desuden leder af flere metodeudviklingsenheder under Socialforvaltningen, Københavns Kommune. Efter en voldsom depression med flere indlæggelser på åbne og lukkede psykiatriske afdelinger, blev jeg selvstændig konsulent både på det sociale område og i det private erhvervsliv.
I foråret 2016 stoppede jeg min konsulentvirksomhed for at etablere frivillighedsprojektet “Kunst som Frirum i Psykiatrien” i tæt samarbejde med den psykiatri (Psykiatrisk Center København), som jeg fem år tidligere havde forladt som patient.
Patienter på et psykiatrisk sengeafsnit er rigtigt godt selskab. Det ved jeg, for jeg kommer tre aftener om ugen på forskellige sengeafsnit medbringende en mindre hær af dygtige musikere, oplæsere, storytellers, tegnere, skrivemennesker, strikkere og guldsmede, der har lyst til at vise deres kunst, fag og interesse og nogle gange gå skridtet videre og arbejde sammen med patienterne om et kreativt produkt.
Det har vi gjort i København i over et år. Så jeg ved, at patienterne er godt selskab. Men jeg kan også huske det fra dengang, jeg tog min egen hjerne og dens rædsler med ind på de lukkede og åbne afdelinger.
Det er mere ensomheden, der er problemet. Patienter, der bliver indlagt på et åbent eller lukket psykiatrisk sengeafsnit, føler sig ofte alene i deres forfærdelige kamp.
I dag hygger jeg mig i psykiatrien med patienterne. Jeg føler mig rolig og afslappet, der i opholdsstuen, og jeg får sjove, spændende, intense og intelligente samtaler serveret. Ofte flere end ude i den “anden” virkelighed. Nogle af samtalerne handler om mit eget sygdomsforløb. Patienterne siger, det giver dem håb.
Jeg tror på fællesskabet
Jeg møder mennesker med en alvorlig psykisk sygdom, hvis fortid og hjerneceller indeholder bjerge af kreativitet, i et indviklet samspil med diagnosehelvedet.
Jeg møder hele tiden patienter, der har spillet et instrument, har malet, tegnet, fotograferet, lavet keramik, skrevet dagbøger og været på skrivekurser, danset og danset mere, skrevet små filmmanuskripter, læst meget, sunget i kor, spillet teater, lavet blogs, strikket, hæklet, broderet, lavet smukke perleplader, spillet kreative spil, spillet rollespil eller arbejdet på teatre med teknikken.
Behandling og terapi er ikke mit bord, det overlader jeg til de fagprofessionelle. Jeg og de medbragte kunstnere laver noget almindelighed og kreativt sammen med patienterne og har fine samtaler, og så prøver vi at skabe lidt ro, frirum, velvære, små grin og glæde ved at producere noget smukt. Det er bestemt ikke altid let, men det er det, vi gør.
Det er mere ensomheden, der er problemet. Patienter, der bliver indlagt på et åbent eller lukket psykiatrisk sengeafsnit, føler sig ofte alene i deres forfærdelige kamp.
Jeg tror på fællesskabet på et psykiatrisk sengeafsnit. I enkelte tilfælde kan patienterne være ”dårligt selskab” for hinanden. Men jeg har ikke oplevet det endnu. Det er mere ensomheden, der er problemet. Patienter, der bliver indlagt på et åbent eller lukket psykiatrisk sengeafsnit, føler sig ofte alene i deres forfærdelige kamp.
Derfor sidder han alene
Så derfor sidder han alene og tavs på stolen i et hjørne i lokalet, med hospitalsunderbukser og en stumpet, hullet lilla sweatshirt. Og derfor bliver hun liggende på sengen på værelset indtil sovepilletid, med lukket dør, der ikke kan låses.
Og derfor kigger hun fortvivlet og skræmt ned på tallerkenen under spisningen af de tre små grøntsager. Og derfor går han som en stor, tavs, grå sky i fast rutefart gennem gangen fra værelse til rygeskur. Og derfor ser hun med skræk og ensomhed på patienten, der køres i sin seng til næste ECT-behandling (elektrochok).
Langsomt, når den første totale forvirring har fortaget sig, nærmer de sig efterhånden fællesskabet med de andre patienter, men ikke altid. Vi skal styrke patientfællesskabet. Både for de patienter, som heldigvis efterhånden føler sig som en del af fællesskabet og bestemt også for dem, der ikke gør.
At strikke sig ind i fællesskabet
Jeg har i månedsvis set otte til ti meget syge patienter sidde sammen på et sengeafsnit og strikke og hækle, med hjælp fra et dygtigt strikkemenneske udefra. Jeg har hørt patienterne snakke både om sygdom og om alt andet, mens strikkepindene gjorde deres ting.
Jeg har set modige mænd, der turde blive en del af dette, rummelige, strikkende kvindefællesskab. Jeg har set resten af mændene sidde og lade roen omfavne sig, mens de, uden at strikke, fik del af roen og fællesskabet.
Jeg og de medbragte kunstnere laver noget kreativt sammen med patienterne og har fine samtaler, og så prøver vi at skabe lidt ro, frirum, velvære, små grin og glæde ved at producere noget smukt
Jeg har set patienter, med forsigtig stemme sige ja til at lære at strikke og jeg har set stoltheden ved det, der var resultatet efter tre uger. Jeg har set hende, der på fire timer lærte at strikke så godt, at hun blev færdig med den lille, strikkede duftbold, hun så gerne ville give til sit barn og jeg var ved at tude.
Strik er fantastisk til at skabe et inkluderende fællesskab, uden konkurrencemoment, med et smukt produkt som resultat, med mulighed for at være med uden at være med, og med mulighed for at være sammen med andre uden konstant øjenkontakt.
At lytte sig ind i fællesskabet
Der er gode grunde til, at vi tager til en koncert. Nogle af dem er, at musikken berører os, at vi føler os underholdt, og at vi er en del af et fællesskab. Vi laver hele tiden koncerter på de psykiatriske sengeafsnit, mest guitar og sang eller elguitar og sang.
Musikken må ikke være for voldsom. Vi kalder det intimkoncerter. Ingen scene, ingen forstærker, ingen mikrofon, ingen højtaler – kun en musiker, hans eller hendes stemme og instrumentet.
For flere musikere har det været en lidt skræmmende oplevelse at stå helt inde blandt publikum og spille uden noget at gemme sig bag. Vores små koncerter virker i forhold til at styrke fællesskabet blandt patienterne. Flere gang har musikalske patienter med stor succes spontant deltaget i koncerten med guitar og harmonika. Nogen gange fællessang, men oftest små snakke om musikernes egne tekster, på tværs af alder og køn.
Ofte foregår de gode snakke bagefter, eller når vi skal til at gå og en patient gerne lige vil have ti minutters klaverundervisning af musikeren, her og nu – og får det.
At ryge sig ind i fællesskabet
Når vejret og musikeren er til det, kan koncerten foregå udendørs i de forskellige rygespots eller måske nærmere rygeskur. Jeg tror meget på at flytte musikken derhen, hvor folk er.
Og rygning er nu ret populært på et psykiatrisk sengeafsnit. At sidde blandt rygerne, og 11.000 gamle skod blandet med regnvand og med udsigt til seks meter høje hegn, der skal forhindre folk i noget, det er en fed oplevelse. Det får publikum til at fortælle spændende koncerthistorier fra de lumske bluessteder i København, fra det fantastiske musiksted MOJO, hvor de fleste af vores musikere kommer fra og om møder og håndtryk med kendte musikere i verden. Musikeren og musikken åbner op for disse dejlige historier, der også er gemt derinde blandt frygt, mangel på selvværd og tanker om selvmord.
At sidde blandt rygerne og 11.000 gamle skod blandet med regnvand og med udsigt til seks meter høje hegn, der skal forhindre folk i noget, det er en fed oplevelse
Strikning og musik er gode eksempler på noget, der kan give lidt frirum, ro og fællesskab. Vi bruger også tegning, oplæsning, guldsmede, storytelling og små skriveworkshops.
Vi kan da bare spørge
Nogen vil være forsigtige med at vove sig ind på et psykiatrisk sengeafsnit for at sætte gang i aktiviteter med patienterne. Vi passer selvfølgelig på de kunstnere, vi sender ind, og jeg er altid med selv. I over et år har vi ikke haft nogen episode, der kan chokere et rummeligt strikkemenneske – eller en erfaren musiker.
Det er ikke altid let at få syge mennesker til at være med på vores aktiviteter, men så er det altså heller ikke sværere. Jeg tror, vi skal have langt mere gang i modet og den fede vildskab. De mennesker derinde, de ligner sgu da dig, kære læser.
Specielt hvis du er rig, smuk, autonom, arbejdsløs, kendt i medierne, i topform, hjemløs, hende du ved nok, forretningsmand, akademiker, pædagog, fordrukken ikke ryger, rod, sød, homoseksuel, fattig, fra Hørsholm, forsker, overvægtig, håndværker, langvarig patient i psykiatrien, musiker, behandler eller psykolog.
Hvor svært kan det lige være at spørge, om patienterne vil være med? Ingen har noget at tabe.
Soulmates i Psykiatrien – af Søren Magnussen
Når du, som ny på afdelingen, var så syg, at du ikke kunne huske i hvilken retning, vaskemaskinen var.
Når du var fuldstændig ligeglad med, om du gik i alt for slidt hospitalstøj, selv om du ikke måtte.
Når du, i den grad, fandt ud af, hvad et personalerum var.
Når du så meget tavse patienter blive kørt i deres seng til ECT behandling.
Når du kendte mærkelige navne på egne og andres piller, eller ikke kunne huske et eneste.
Når der var en blandt personalet, du bare vidste kunne hjælpe dig.
Når du ville hjem, men omstemte dig.
Når du ikke kunne udholde tanken om at snakke om din økonomi.
Når du ikke kunne finde ud af at bruge vaskemaskinen, selv om du fandt den.
Når du ønskede at dø – nu!
Når du ønskede at ingen snakkede med dig og alligevel ønskede, at nogen snakkede med dig.
Når du prøvede at løbetræne og gav op efter 300 meter.
Når du prøvede at rydde op i din lejlighed og gav op efter 10 min.
Når du ønskede, at din værelseskammerat ville dø, fordi hans snorken ødelagde dine 3 timers søvn.
Når du var bange for, om du kunne finde ud af at låse dig selv ud fra toilettet.
Når morgenmøder var noget, der ikke mødte dig.
Når du fandt ud af, at selv en overlæge og en psykiater kunne være mennesker.
Når du godt vidste, at det ikke var et Roskilde armbånd, det der med cpr nummer på.
Når også andre forgæves havde ødelagt deres eneste pæne bukser, i et forsøg på at kravle over det 6 meter høje hegn, der favnede den lukkede.
Når du to gange prøvede at læse lidt i en bog.
Når du så rygerne være rygere, så meget.
Når du mødte så paranoide mennesker, at du ikke forstod, de kunne leve med deres forfærdelige smerte.
Når selvmordstanker hang…i luften
Når afmagten og selvhadet forsikrede dig om, at tilværelsen som ulykkelig hjemløs selvfølgelig var din fremtid.
Når du vidste, at man aldrig selv måtte øse op af maden.
Når du håbede, at det kunne blive bedre.
Når du vidste, at det aldrig blev bedre, kun for de andre.
Så ved du nu, at det kun var de andre på afdelingen, der rigtigt forstod dig og din sygdom – og var dine egentlige soulmates.
Topillustration: Unsplash.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her