Profeten på farten

af

Atter en route mod det iskolde nord, denne gang i sæde 17D ved siden af et blandet par med en lille karamelfarvet pige. Han, lys finne. Hun, afrikaner. AY666 betyder, at vi er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. For tallet er ni. Treenighed på en række af tre. Det er min første ”fornøjelsestur”, siden jeg tog til Indien for at mødes med Lisa i vinteren 2011-12, lige efter mor var død.

Måske er det derfor en eller anden indre, og angst, stemme hele tiden maler fanden på væggen i mit hjerterum og i mavens dybe grotte. Der er allerede ridset et mønster, en rune på hulevæggen. Før Lisa, Sebbie og før Sebbie, Galit. Alle de piger, jeg nogensinde er rejst for at møde, rejst for at elske, rejst for at kysse, har budt mig velkommen med pludselig afvisning.

På den måde er denne tur en lakmusprøve. Er mine syner korrekte, er intuitionen som ofte før min tro væbner, eller er det det arrede angste hjertes forfølgelsesvanvid? Uanset, her sidder jeg. Uklog af skade. Her sidder jeg for mine nytårsfortsætter om at leve uden frygt. At leve uden forhaling. At handle med oprejst pande, resolut og tro mod sind og hjerte. Jeg skal fortælle mig, at det er okay at være ambitiøs. At det er okay at være god mod mig selv, tro mod det som er det bedste for mig. At det er i orden, hvis hun har skiftet mening, og føler sig fanget i hovedet og ikke vil. At det er okay, at skulle ændre kurs og måske tage videre til en anden by, hvis lakmusprøven er forsuret eller forbitret, og der ikke skulle være basis for liv.

Så kalder underet på den anden side af uvishedens store spejl.

Nu lander vi. Det rigtige er, at lade frygt og bæven være det, og ikke få indflydelse på det virkelige møde. Min paranoia og overfortolkning af signaler er lige så ofte blevet gjort til skamme, som den ikke er, og uanset hvad der sker, kommer jeg alligevel aldrig til at kende den virkelige årsag til afvisningen. For det er aldrig personligt for andre end den enkelte. Vi taler til os selv gennem hinanden. Vi ser os selv i den anden. Vi elsker eller hader os selv gennem hinanden.

Eventyret venter, og eventyret er netop uvisheden – usikkerheden. Det enorme nulrum, hvoraf verden skæres i altets eksistens. Hvor nulrum skæres til drømme i skabelon, som i netop dette nu lander på en snehvid landingsbane i skumring.

Alt er naturligvis også rent som sne. Det er Finland. Hvad ellers. Jeg skal med lufthavnstoget til Tikkurila, hvor jeg skal skifte og mod Tammerfors – som hedder Tampere på Finsk. Det er første gang, jeg kun rejser med håndbagage. Og det er fantastisk. Mens jeg trækker den lille kuffert og posen med sprit og ost efter mig gennem lufthavnen, forstår jeg millenniumgenerationens modvilje mod materielle besiddelser. Men sådan en lille kuffert, en smartphone og et kreditkort kommer man ikke illusionen om frihed meget nærmere.

På perronen stiller jeg mig ved siden af min lille sorte kuffert og sætter plastikposen med vodka, lyserød champagne og dansk øko-ost ovenpå. Der står den fint. ”Du smadrer ikke den flaske”, formaner jeg mig selv. To sekunder efter tipper kufferten den ene vej og posen den anden. Jeg ser det i slowmotion. Magtesløs. Og så smadrer den lyserøde flaske champagne. Ikke engang med et bang, men mere med et dumpt flæk, der på den rene, rene, så fuldkommen rene perron. Borte er det fysiske tegn på forhåbning. Kærlighedspagnen. Denne vankelmodede romantik, så fjern fra enhver virkelighed udenfor hovedskallens uforsonlige insisteren på tosomhedens paradishave ‘rundt hörnet’. Posen er søbet til. Osten drypper lyserødt. Jeg samler stumperne op. En finsk kvinde fortæller mig, at skraldespanden er meget langt væk. Jeg presser trodsigt stumperne og posen gennem en meget smal åbning til en ispindeskraldespand. I samme nu kører mit tog til perron. Lynsnart er jeg i Tikkurila og har fundet min plads i regionaltoget mod Tampere.

‘Ingen frygt, ingen frygt, ingen frygt’, gentager jeg for mig selv i den ordentlige kupé, så mintgrøn og støvet blå, så stille og helt igennem ordentlig. Så finsk-etisk. Kontrolløren klædt i civilt musegrå flonel hyggesnakker med passagererne. Folk giver sig tid til hinanden. Ved siden af mig snorker en tyk, sorthåret dame med hagen mod brystet og hænderne foldet. Et par børn stoltserer frem og tilbage på midtergangen. Toget suser stille gennem nattens snehvide mørke. På små fjernsyn kan man følge med i hastigheden.

I det mindste har jeg stadig den fede ost tilbage, de små crackers – og vodkaen.

Fuck boblerne og alt det lyserøde.

At least, tænker jeg på at sige til hende, if you smell the cheese, you’ll get the scent of the bubbles.

Boblerne krystalliseres og former en dråbe i mørket, mens landskabet farer forbi, og forudanelserne danser deres verden i eksistens for mit indre blik. Først den lange usikkerhed omkring jul. Det pludselige fravær. De abrupte beskeder. Det uudtalte mellem linjerne efter så lang tids elektronisk nærvær. En fuld arbejdsuges skypen på lidt over en måned. Før det, den mest fantastisk grænsebrydende sex, i fem døgn, stort set uafbrudt i en tosom boble, så vægtløst let og jublende intimt som de lyserøde bobler på den rene perron. Først den lange usikkerhed … Nej, sådan er det ikke helt:

I linjens lange usikkerhed vibrerer morgendagen

dråbe i næste nu

frit fald mod ukendte dybder, ørken

vandfald

kondensspor ad alverdens duggede ruder

ad mindets stejle nordside

ud under himlen

langs murstenes grådige mørtel

metallets forræderiske glidebane

jernet i hjerteblodet

gennem en rist

roden på en plante, tilbage

i lysland, eller frem

mod begyndelsen. Dråben

i fortrøstningsfuld bevægelse, strømmen

åen, havebassinet, oceanet

i øjets vand, kender den sig

over gigantiske afstande. Husker den

det kortvarige møde

mellem bølger på vej

i hver deres bane, disse jordens stjerner

gennem kvantumverset

suser jeg kærligheden i eksistens.

Hun sidder og venter i ankomsthallen. Allerførst kan jeg ikke, se hvor hun er. Hun kommer mig smilende i møde. Modtagelsen er venlig, ikke hjertelig. Eller nok hjertelig, men ikke intim. Vi går på burgerbar i den iskolde aften. Huden snører sig sammen og skrumper under skægget. I næsen, en omvendt sauna. Sneen knirker under sålerne. Vi går side om side uden at røre hinanden og ser hinanden an med tindingernes øjne. Sidste gang holdt vi i hånden. Vi fucking knaldede i fem dage. Fem dage. Efter en lunken hipsterburger i tebolle og en ligeså hip IPA går vi på bar og drikker videre.

‘Jeg skal sove i nat’, indskyder hun og sætter kroppens ord i tale. Jeg spørger ikke ind til det, og forbryder mig på den måde mod mit nytårsløfte. Vi hygger os fint. Det er ikke det. Først på en enorm og temmelig tom ølbar, hvor jeg får et par Siperia, den bedste mikrobryggede stout, jeg tror. jeg nogensinde har fået. Også selvom den burde have heddet Soperia, fordi det er så fuck-sørgeligt altid at få ret i forudanelserne. Senere går vi på kurdisk cocktailbar, hvor jeg pøler en håndfuld Efe raki mens hun drikker Tequila Sunrise. Da baren lukker, dingler vi ud af centrum og op ad en bakke gennem en lille park, til hendes ungpigeloftsværelse, hvor hun løfter overdelen af sin seng og reder den op som to madrasser. No hanky panky her.

Jeg sover dårligt og vågner tidligt. Det gør ondt at ligge lige ved siden af hende uden kropskontakt. Har lyst til at gå. Bare tage mit lort og skride. Jeg er gal på mig selv, med et smil om munden mens jeg mærker profetiernes benhårde realitet. Jeg vidste jo, at det ville blive sådan. Som aftalt, vækker jeg hende, da alarmen ringer, og får lidt af den intimitet jeg har brug for. Hun lader mig massere hendes lille tømmermandsramte kranie, som jeg uden problemer kan fatte med en enkelt hånd.

Hun spørger, hvad der er galt. Jeg siger ingenting og forbryder mig for anden gang mod mit nytårsløfte løfte til mig selv. Vi får dog en dejlig morgenstund. Kaffe, snak og let kælen. Eller rettere, hun lader mig kæle for hende. Da hun skifter bh, tager jeg hende straks om brysterne. Hun læner hovedet tilbage og ånder tungt, så der er en form for kemi. Vi taler om alle de blå mærker, hun havde efter sidste gang. Jeg fortæller hende, at jeg troede, hun var lavet til ikke at få blå mærker efter at være blevet taget hårdt af en mand. Det var virkelig forbløffende. Og slet ikke rigtigt. Hun var helt sort over det hele, fortæller hun. Det blev bemærket i saunaen.

Det fryser 30 grader udenfor. Vi tager med bussen i kunstskole og sidder på 3. sal i et lille klasselokale til fotokursus-intro. Ingen tager notits af min tilstedeværelse. Hverken eleverne eller lærerne, som der er to af. Det er ret underligt. Nej, ikke underligt – underligt er en mageløs underdrivelse. Det er top-surrealistisk. Mens lærerne fortæller, luller jeg mig ind i det uforståelige sprog, som med det samme antager en messende facon og bliver glossolalia jeg løber op ad min indre bønnestage på. Det er svært ikke at falde af stagen og i søvn i det dunkle lokale. Det handler alt sammen om nordlys. Aurora Borealis. En gang imellem ser hun over på mig og smiler.

PTVSLDLD

USUIGNEI

NGKFOEUK

ENTOITES

MAESPEGN

MSAOADIE

ONRLRLNK

KRRFIEALI

SDARFTTAR

NGBEEOEDE

IAELNTTRT

FDSUMUNÆE

ÅEØMOAIVD

Nedefra og op, startende med yderste række til højre: Det er ik’ en skid værd alligevel, intet andet end autoterapi og lommefilosofi, smuler fra et kuvøsebarns angste dagdrømme, nu på finsk.

‘Ps. I love’ med fede typer.

Yhdistää¨ja aluksi. Miten kuvat projektisassi. Tulokset teemu keskisarja.

Øksemorderen dræbte seks mennesker i Pispala. Han var en sygt stor fætter, en ordentlig kleppert på 183. Ofrene var kvinder og børn. Jeg var lige ved at sige, ‘det har jeg ikke prøvet … endnu’, men jeg sagde det ikke. Det ville have været temmelig upassende, selv på en kunstskole hundrede år efter. Men jeg sagde det lidt efter, i kantinen, mens vi sad ved et langbord og spiste tag-selv frokost ved siden af hendes tavse skolekammerater. Jeg sagde ikke, at jeg fantaserede om at slå hele klassen ihjel, inklusive hende og de to lærere. Hun påstod, at hun aldrig havde fantaseret om at slå nogen ihjel. Det var jo også løgn.

Add to cart.

Man to moon. To woman rocket. Late for bus. Late for life.

I de lange, iskolde nætter på pigeværelset gik jeg på kompromis med mine principper om ikke at begynde at se TV-serier, og fandt trøst i Breaking Bad, mens jeg lå søvn- og hvileløs ved siden af min udeltagende vært.

Så gik der en uge.

‘Bedste passager’, hilser togets automatiske stemme på svensk, mens jeg farer gennem vinterens glitrende juvelhvide landskab af knitrende kolde birkekroner, træhuse og finsk ‘sådan-bor-vi-langs-jernbanerne-dillerdaller’. Himlen er blå. Jeg er fri. Jublen synger i mit bryst, for selvvalgte fængsler er stadig fængsler, og jeg er omsider sluppet ud af det fængsel, jeg troede ville være et kærlighedsbur. Det var et spejl i et andet køn, fra en anden tid. Men stadig et spejl. Man kan sige, jeg opsøgte mig selv som ung, og i pigeskikkelse, og modtog den behandling, som jeg formentlig selv ville have givet … Dengang.

Uklog af skade som tarottens nar, kom jeg nu ilende denne finske elverpige i møde og blev prompte jægerens bytte, erobret og derfor uinteressant. Som en udgået støvle, eller et tørt franskbrød. Ren karmisk lutring, en smertefuld og langvarig uge, og på alle måder radikalt anderledes, end jeg havde håbet, efter den perfekte tantriske sexboble vi skabte omkring os sidst.

Men helse og gamle kærester skal man vare sig for, når Merkur er i retrograd, og signalføringen er sløret. Min mave vidste det godt. Tarotkortene vidste det godt. Men jeg gav ønsketænkningen, håbet og drømmen trumfen igen-igen og trådte villigt ind i manegen, dette permafrosne vinterland af et pigeværelse, hjerteløst, selvdestruktivt, forvirret og ligeså grusomt som selvoptaget. Faderkomplekser så store som bjerge og tidligt hængende bryster på 152, samiske øjne så sorte som bundløse søer i ufremkommelige skove.

Som jeg var jæger, blev jeg bytte uden at vide det. Men nu er jeg endelig fri. Vores munde sagde ‘vi ses’, men vi ses formentlig aldrig. Og hvis vi gør, er en uges uafbrudt sex det eneste, som kan genoprette symmetrien i forholdet. En uge i slavegrotten. Allerede her er slaget tabt. Det er umuligt at elske sex, som hun sagde konstant, og samtidig være i samme seng som en tiltrækkende person, man før har haft fantastisk god sex med, og ikke have lyst til at gøre det. Med mindre man er følelsesmæssigt afstumpet og totalt syg i malerbøtten. Men selv med byttets ham over skuldrene, er jeg ikke et byttedyr. Jeg er fri. Og jeg jubler, fordi jeg har nornens sjæl med i kufferten:

En blå sok med snefnugmønster, farvet garn fra en hjemmehæklet støvle, to pasbilleder i farve og sort/hvid, en orange trusse, hår fra hendes børste, en tot brugt vat, hendes håndskrift. Alt hvad jeg skal bruge, og pigeværelset smurt godt ind i himmelmælk. Voodoodukken har allerede lavet sig selv, og mens mit kærlighedsbur varede en uge, vil hendes vare et liv.

Derfor jubler fuglen i mit bryst. Derfor skinner solen. Derfor glitrer den hvide sne. Derfor griner mulen. Næste stop Tikkurila, og så er det over i lufthavnstoget og hjem. Jeg er fri. Jeg er fri.

Jeg er fri.

I lufthavnen bliver jeg vred. Først der får jeg en overvældende kvalme ved tanken om alle de ting, hun betroede mig. At hun har knaldet det meste af den mellemstore regionalhovedstad. Jeg ser hendes ansigt for mig. ‘Det er så skægt at komme ind på en bar, og så vide at man har knaldet dem alle sammen’‘Jeg tror jeg er lidt flirtende med mænd’‘Min søster var på rejse med sin kæreste og mødte sin nye kæreste på en færge. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke ville gøre det samme’.

Bumser og bartendere i flæng. Al den information devaluerer totalt min egen oplevelse, og de fem fantastiske dage vi havde sammen. Fucking ulækkert, er hvad det er. Jeg føler mig nærmest besudlet. Eller … ikke ‘nærmest’. Ad, hvor er det ulækkert. Hun fortjener sine forbandelser. En sort, dryppende smeltedigel af pus mellem de skamløse læber. Hun kan kneppe hele verden, men himmelmælk fra denne engel kommer hun til at vente på, til solen går ned i øst.

Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, ville jeg aldrig have rørt hende med en ildtang. Det er lige før, jeg skal have en HIV-test. Fuck. Frie kvinder er ligeså umulige, som de er skønne. Og intet sted på jorden er de friere end i Finland.

Shopper lidt rundt i transithallen. Ser tilbage for mit indre blik. Står i sneen udenfor lufthavnsbygningen og river små stykker af sedlen med forbandelsen, mens jeg messer den for mig selv. Hvert stykke flyver op og bliver straks et med snefnuggenes rolige dans.

Jeg ser den færdige dukke for mig, mens jeg står i en souvenirbutik og drejer en Mummi-figur mellem fingrene. Først skal stoffet klippes. Siden skal det sys, så fyldes op, syes til og klædes på, og endelig lades op og bindes til.

Det med de brudte løfter skal tages med forbehold. For jeg er jo tro mod mig selv. Mod min trikster-natur, min indre Loke, min Janus, min hermafroditiske dag-natside, min sol, min måne.

Tro.

Illustration: Michaël Dorbec – Mobile Pay: 3131 8234.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Claus Ankersen
Forfatter, digter og debattør |

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top