mm

Amélie Reichmuth

Amélie Reichmuth er født i 1994 i en fransk-tysk familie og er vokset op i både Frankrig og Tyskland. Efter sin dobbelte fransk-tyske studentereksamen i 2012 startede hun på statskundskab på Sciences Po-universitet i Nancy, hvor hun tog en BA i europæiske anliggender. Under sine studier var hun udvekslingsstudent på Aarhus Universitet i 2014 i to semestre. Herefter vendte hun tilbage til Paris i 2015 for at tage en kandidatgrad i internationale anliggender med fokus på diplomati og russiske samfundsforhold. I 2016 tog hun et sabbatår og arbejdede for tænketanken Institut Montaigne og NGO’en The Aspen Institute, begge i  Paris Herefter har hun været udvekslingsstuderende ved Uppsala Universitet. Når hun har kandidatgraden i land, kunne hun godt forestille sig at arbejde for det franske udenrigsministerium. 
Amélie er særligt interesseret i udenrigspolitik/internationale anliggender, det fransk-tyske og europæiske samarbejde samt udddannelses- og kulturpolitik. Hun har specialiseret sig i Europa, Skandinavien og Rusland og taler fransk, tysk, engelsk og dansk.
Man kan komme i kontakt med hende via Twitter.

Se alle skribentens artikler

Prins Henriks forhold til danskerne set fra Frankrig: Je t’aime moi non plus

ANALYSE – Prins Henrik havde alt for at brillere i livet: Intelligens, talent, stil og charme. Alligevel lykkedes det ikke for ham at integrere sig 100 procent i Danmark. Franske Amélie Reichmuth mener, at misforståelserne imellem prinsgemalen og danskerne skyldes de generelle kulturelle forskelle mellem Danmark og Frankrig og fremhæver seks kontroversielle brudflader, blandt andet at en fransk mand kan defineres som en subtil balance mellem en gentleman og en macho.

Prins Henriks forhold til danskerne var generelt præget af gensidige faux-pas (fejltrin) og misforståelser. Kun alderen og sygdommen bragte prinsen og befolkningen lidt tættere sammen.

I en tid hvor integrationspolitik og parallelsamfund fylder mere og mere i den offentlige debat, viser “Henriks fald,” at selv integration af en vestlig indvandrer med en meget privilegeret stilling i det danske samfund, kan være en lang og kompliceret proces for begge sider, som ikke nødvendigvis lykkes: Ud over hans livslange tjeneste for Danmark og Frankrig, har prinsgemalen (født Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat) hermed givet både danskerne og franskmændene vigtige lektioner om kulturforskellene mellem begge lande, dog ikke altid helt frivilligt.

Henrik – den (ikke helt) frivillige brobygger

Prinsgemalen har haft svært ved at blive populær i Danmark. Selv efter årtier i kongehuset blev han blot tolereret, men aldrig rigtig forstået.

I realiteten kan man opsummere sådan: En udlænding flytter til Danmark og møder sine nye medborgere, begge parter skal prøve at forstå hinanden og samarbejde, men på grund af kulturforskellene lykkes det ikke 100 procent. Med andre ord en klassisk interkulturel situation i en globaliseret verden.

Jeg vil ikke prøve at forsvare den ene eller den anden side, men sætte den udvikling i perspektiv med franske øjne igennem analyse og fortolkning af seks kontroversielle brudflader imellem prins Henrik og danskerne.

1. Du danske sprog – du er min hustrus stemme

Margrethe, dig skylder jeg tak. Mest af alt for dit yndige sind og din kærlige færd, din hjælp i alt, for hvad du er. Som din mand og din støtte i arbejdet vil jeg altid finde lykke i mit liv.

Ordene kommer langsomme og usikre fra prins Henriks mund, man kan tydeligt høre den tykke, franske accent, men han virker alligevel overlykkelig, som kun en nygift mand kan være.

For at kunne tale dansk, behøver man ikke at bevæge sine læber, men man skal til gengæld hente lydene hele vejen fra halsen. Det er de eksakt modsatte bevægelser man skal anvende, hvis man vil tale fransk

Det skulle vise sig, at prinsen i virkeligheden langt fra var så flydende på dansk på det tidspunkt, som hans tale kunne tyde på. Det tog ham længere tid at mestre det danske sprog end forventet, og den franske accent forsvandt aldrig. Hermed blev mange danskeres fordomme om franskmændenes evner for fremmedsprog bekræftet. Prinsens sproglige vanskeligheder blev i løbet af årene i bedste fald en god grund til latter, i værste fald et væsentligt kritikpunkt.

Selvom det er klart, at han burde have behersket det danske sprog hurtigere og bedre, end han gjorde (hvilket han selv har anerkendt som en klar fejl), føles kritikken lidt uretfærdig set med franske øjne.

For det første, er den danske udtale det sværeste at lære for en franskmand. For at kunne tale dansk, behøver man ikke at bevæge sine læber, men man skal til gengæld hente lydene hele vejen fra halsen. Det er de eksakt modsatte bevægelser man skal anvende, hvis man vil tale fransk.

Desuden skal man huske, at man lærte fremmedsprog anderledes i 1960’erne end man gør i dag. Prins Henrik sagde selv, at han “havde lært at tale dansk som en papegøje” med “gentag-efter-mig”-metoden.

Alle, som har skolebørn eller som selv har modtaget sprogundervisning i løbet af de sidste år, ved at fremmedsprogs didaktikken heldigvis har udviklet sig meget siden dengang, og at man i dag netop fokuserer på kommunikation og konkrete opgaver.

Prinsen talte ud over fransk og dansk også engelsk, kinesisk, vietnamesisk, og spansk, hvilket viser hans interesse for fremmedsprog og hans sproglige dygtighed. Skulle han lære dansk i dag ville det være nemmere for ham, ligesom det var tilfældet med hans svigerdøtre.

En dansker er kun stolt af det danske sprog herhjemme, mens en franskmand kun er stolt af det franske sprog i udlandet. Danskerne associerer deres sprog med lidenhed, hvor franskmændene associerer deres med storhed

Generelt har danskere og franskmænd dog forskellige forhold til deres sprog, hvilket måske også forklarer, hvorfor prinsens danskkundskaber blev til et problem. Frankrig og Danmark har næsten på nogle måder en sammenlignelig historie.

Begge lande var en gang store koloniale riger, som mistede alle deres kolonier og længtes efter storhed igen. Den vigtigste forskel imellem de to er, at Danmark blev klar over sin sårbarhed allerede i 1864, hvor Frankrig skulle vente 100 år mere.

Med andre ord har danskerne haft tid nok til at acceptere, at Danmark aldrig ville blive stort igen, noget franskmændene ikke har haft. Samtidigt har der også været vigtige figurer i Danmark, som f.eks. Grundtvig, der påpegede at “kraften måtte vendes indad,” hvor Frankrig fik nationale helte som de Gaulle, som mente det modsatte.

Det påvirkede forholdet til sproget: Frankrig prøvede at opbygge “et kulturelt Commonwealth” med de andre fransktalende lande – la francophonie – for at få mere indflydelse i den multipolære verden, mens Danmark aldrig har prøvet at promovere sit sprog i udlandet, som en del af nogen soft power.

Sproget har også en intern funktion: Det franske sprog gør det muligt at samle og forene franskmændene internt (selvom de må beholde deres regionale identitet igennem dialekterne), men sproget bliver brugt som et magtværktøj på den internationale scene.

Omvendt bliver det danske sprog kun brugt internt, dels for at samle danskerne over for resten af verden, dels for at dele borgerne i Danmark imellem dem, som kan sproget (danskerne) og dem, som ikke kan (udlændingene).

Man kan omformulere det på denne måde: En dansker er kun stolt af det danske sprog herhjemme, mens en franskmand kun er stolt af det franske sprog i udlandet. Danskerne associerer deres sprog med lidenhed, hvor franskmændene associerer deres med storhed.

Der er noget fransk i at være stolt af sin historie, men også i at vide, at der er noget større end en selv, som man skal prøve at påvirke positivt i den tid, man har

Det hele forklarer prins Henriks forhold til sproget – både det danske og det franske. Jeg forestiller mig, at han bekymrede sig mindre over sin accent, end de fleste danskere gjorde, selvom han var klar over, at han havde en, netop fordi accenterne har en mindre dårlig konnotation i Frankrig end i Danmark.

Det forklarer også, hvorfor han var opsat på at tale fransk med sine sønner: tosprogetheden har nemlig omvendt en langt mere positiv konnotation i andre lande, end det har i Danmark, og de fleste indvandrerfamilier (uanset hvilket oprindelsesland) taler et andet sprog hjemme.

2. Henri – en fransk mand i Danmark

Kære Dronning, kære hustru, kære Daisy: Jeg er den første mand i Riget til at beundre dig”. Sådan erklærede prins Henrik sin kærlighed til dronning Margrethe i anledning af hendes 40 års jubilæum som regent i 2012.

Den typiske franskmand eksisterer ikke, ligesom den typiske dansker heller ikke gør, men man kan godt sige, at der er nogle grundforskelle imellem en fransk og en dansk mand i deres forhold til det andet køn.

Frankrig er nemlig en blanding af latinsk og germansk/nordisk kultur: Nordfrankrig er sprogligt og kulturelt tættere på Belgien, Tyskland eller Storbritannien, mens Sydfrankrig ligner mere Spanien og Italien.

Regentparret var derfor dybt fascinerende, fordi de var så atypiske, både set fra det danske og det franske perspektiv. Set med franske øjne virkede dronningen meget magtfuld og frigjort, mens prinsen stod i hendes skygge

Ifølge den franske litteraturprofessor og antropolog Claude Habib resulterer galantheden historisk set i virkeligheden fra et kompromis imellem to ekstremer som sam-eksisterer i det franske samfund: Den latinske “machokultur” på den ene side med en hyper seksualisering af det offentlige rum, og den nordiske kultur på den anden side, som på overfladen virker kold, men hvor erotik findes i det private.

Med andre ord kan en fransk mand defineres som en subtil balance imellem en gentleman og en macho.

Prins Henrik selv sagde en gang: “egentlig tror jeg, at jeg bag mit latinske temperament har en typisk nordisk karakter”.

Derfor er det interessant at notere, at adjektivet til at beskrive prinsen i den danske presse netop er “gallisk”, fordi det gav mange danskere fornemmelsen af, at prinsen repræsenterede netop den typiske franske macho med alle sine stereotyper.

Virkeligheden var dog mere subtil. Regentparret var derfor dybt fascinerende, fordi de var så atypiske, både set fra det danske og det franske perspektiv. Set med franske øjne virkede dronningen meget magtfuld og frigjort, mens prinsen stod i hendes skygge: “En vending af roller som var lidt uvant for ham”, som den franske presse eufemistisk noterede.

På den anden side, set fra et dansk perspektiv, må prins Henrik have virket meget gammeldags, også i forhold til børneopdragelse og titler for eksempel.

3. Børneopdragelse: Den man elsker, tugter man

Jeg holder meget af børn, hvis de vel og mærke er velopdragne. Børn er som hunde eller heste, de skal tæmmes,  for at man kan få et godt forhold til dem… Jeg har selv fået mine lussinger – det ta’r man ikke skade af”.

Alle husker dette citat fra prins Henrik, ligesom kronprins Frederiks tale ved sine forældres sølvbryllup, “Man siger, at den man elsker, tugter man. Og Papa, vi har aldrig tvivlet på din kærlighed”.

Her er igen en stor kløft mellem den danske og den franske definition af børneopdragelse. Der er meget franskhed i prinsgemalens citat, først og fremmest i sproget selv: De fleste franske børn har mindst én gang i deres liv hørt sætningen “man tager ikke skade af en lussing.

Ungdomsoprøret i 1968 handlede ud over protest mod autoriteterne også om seksuel frigørelse,  kvindernes ligestilling og hele demokratiseringsbevægelsen. Den udvikling af børneopdragelse og i uddannelsessystemet, som skete i Skandinavien fandt ikke sted i Frankrig. Selv i dag adresserer man for eksempel sine lærere med Hr. eller Fr. og De (og omvendt). Først for nylig, i december 2016, forsøgte man at forbyde lussinger og smæk med en specifik lovgivning, der dog blev afvist af Forfatningsrådet.

Det vigtigste i mit liv er, at jeg har haft en harmonisk familie. Jeg tror, at jeg har gjort dem glade, og at de kan lide mig – og at vi har det godt sammen. Det er for mig det vigtigste

De færreste er nok uenige i, at en central del af børneopdragelse er at sætte rammer for børn, og at handlinger har konsekvens.

Men i Frankrig er dette fokus mere tydeligt og mere udtalt end i Danmark. Den første sætning, man lærer som student i pædagogik i Frankrig, er: “Voksnes rolle består i at beskytte barnet, fysisk og moralsk” og det er netop der, hvor rammen kommer i spil. Hvis barnet prøver at overskride grænserne, skal voksne intervenere og om nødvendigt “korrigere igennem straf”.

I det mere sort/hvide billede af forældreskabet i Frankrig er det også mest Papa (faren), som har den onde rolle, mens moren trøster.

Man kan forestille sig, at prinsgemalen gik meget op i det, netop fordi han følte, at han ingen særlig officiel status havde og blev reduceret til sin identitet som far (ud over, at hans egen opdragelse var meget strikt – selv for franske standarder). Desuden blev rammen sikkert ekstra stram, fordi det ikke blot var drenge, men en fremtidig konge og prins, det handlede om.

1968: En nyfødt Prins Frederik. Mydtskov / Rønne © Kongehuset.dk

Der er i hvert fald et ekstra fransk lag i analysen: I den franske opdragelses model bliver barnet først og fremmest set som en fremtidig borger, både forældrene og Republikken skal opdrage og danne.

Man lægger vægt på, at børn forstår, at der er noget større end dem selv, og der findes igen en magisk formel: “din individuelle frihed stopper, hvor den kollektive frihed begynder”.

At blive far er nemt, at være far er derimod svært. Prinsen har altid påpeget, hvor vigtigt familielivet har været for ham: “Det vigtigste i mit liv er, at jeg har haft en harmonisk familie. Jeg tror, at jeg har gjort dem glade, og at de kan lide mig – og at vi har det godt sammen. Det er for mig det vigtigste”.

Prinsgemalen døde som en ældre herre på 83, men hans karakter virkede tidløs (…). Det er tydeligt, at han kom fra en generation, som er ved at uddø – selv i det konservative Frankrig

Kunne det have været anderledes på det tidspunkt, og kan man overhovedet have en normal barndom, når man en dag skal regere over et kongerige?

Det er i hvert fald interessant at tænke over, nu hvor børne- og socialminister Mai Mercado (K) lige har startet “Opdragelsesdebatten”. Måske vil man igen reflektere over prins Henriks citat og læse mellem linjerne for at finde et mere nuanceret syn på hans opdragelse?

4. Prins Henrik – Gammeldags men tidløs

Prinsgemalen døde som en ældre herre på 83, men hans karakter virkede tidløs. Det er tydeligt, når man betragter hans biografi og hans mest kendte citater, at han kom fra en generation, som er ved at uddø – selv i det konservative Frankrig.

Han blev født på et tidpunkt, da livet var langt mindre behageligt end i dag. Kombinationen af hans adelige oprindelse, hans klassiske uddannelse og generelt perioden i Frankrig, som var præget af meget politisk ustabilitet med Anden Verdenskrig og senere tabet af kolonierne, må have givet ham et meget særligt forhold til historien.

Der er noget fransk i at være stolt af sin historie, men også i at vide, at der er noget større end en selv, som man skal prøve at påvirke positivt i den tid, man har.

Det var en historisk begivenhed, da prins Henrik kom til Danmark i 1960’erne: For første gang siden Margrethe I skulle der være en kvindelig regent. Men kongehuset var ikke forberedt på en prinsgemal.

Man kan antage, at det ville have været svært for enhver mand fra hans generation at finde sig til rette i den specifikke kontekst, men at prinsen var udlænding, gjorde det ekstra kompliceret, både for ham selv og for kongehuset som institution.

En lille sproglig detajle: Hans børnebørn kaldte ham “Grand-Papa,” noget man kun gør i de allermest konservative kredse i Frankrig. De fleste steder hedder det blot “Papy”

Han var ikke kun den første prinsgemal, han var samtidig også den første udlænding i denne vigtige funktion.

Måske blev hans franskhed til et problem, fordi danskerne på det tidspunkt allerede havde nogle fordomme om franskmændene, positive som negative, og Henrik repræsenterede netop den typiske galler.

Kongehuset var på det tidspunkt også ved at tilpasse sig nye sociale og teknologiske realiteter. Man skal huske, at fjernsynet først lige var blevet en del af hverdagen for mange danske familier, og mange havde nu råd til at rejse til udlandet på charterferie for første gang.

Monarkiet som institution var ikke direkte i fare, men det unge og glamourøse kronprinsepar, som kronprinsesse Margrethe og prins Henrik udgjorde, havde alt, hvad der skulle til for genopfinde kongehuset som institution.

Spørgsmålet om titlen, konge eller prins, viser netop spændingen imellem tradition og modernitet: Historisk set var en kvindelig regent en undtagelse, så for at markere det, var det sprogligt umuligt at have en konge, som ikke havde nogen magt.

Samtidig skulle regentparret også være et forbillede for landet, så hvis der. tilfældigvis var en kvindelig regent, skulle man understrege kongens fravær sprogligt.

Omvendt var det intet problem i at have en dronning, rent sprogligt, hvis man havde en regerende konge.

Da Frankrig har mistet alle sine kolonier, er den præsidentielle “glans” en af de få ting fra sin glorværdige fortid, der er tilbage. Det er netop for at kompensere for dette tab, at franskmændene nogle gange kan virke lidt for selvsikre og arrogante

Selvom Henrik i begyndelsen bidrog til en modernisering af kongehuset, kan man sige, at han på andre måder var gammeldags, selv set med franske øjne.

En lille sproglig detajle: Hans børnebørn kaldte ham “Grand-Papa,” noget man kun gør i de allermest konservative kredse i Frankrig. De fleste steder hedder det blot “Papy.”

5. Prins Henriks forhold til monarkiet: Der var en gang for længe siden

Prins Henrik blev født i en aristokratisk familie under navnet Henri de Laborde de Monpezat. Efternavnet indeholder to artikler, en relativ sjældenhed, som viser, at prinsgemalens familie længe har været i den franske adel.

Når det er sagt, så spiller adelstitler i det moderne Frankrig ingen rolle længere. Det er faktisk det modsatte: Fordi Frankrig er en republik, som blev skabt igennem en meget voldsom revolution, tabte adelen sin sociale position i samfundet og skulle lære at trække sig tilbage.

Samtidig afskaffede franskmændene dog ikke helt monarkiet i 1789, men foretrak et “republikansk monarki”, hvor præsidenten bliver en “republikansk monark” valgt af folket, og som også kan blive fravalgt ved næste valg.

Han/hun bor i “Élysée-palæet” og har på den ene side langt mere reel magt end den danske statsminister, men også lige så meget symbolsk magt som den danske regent: Han er eksempelvis hærchef og kan selv styre atomvåben, han må benåde indsatte kriminelle og står under den såkaldte “præsidentielle immunitet”.

Med andre ord kan man ikke være en “folkelig” præsident i Frankrig, man skal inkarnere funktionen og udstråle magt og prestige.

Man kan formulere det på den måde: Franskmændene ville i virkeligheden ikke afskaffe monarkiet, men hellere prøve at skabe et monarki for alle borgere.

Og da Frankrig har mistet alle sine kolonier, er den præsidentielle “glans” en af de få ting fra sin glorværdige fortid, det har tilbage. Det er netop for at kompensere for dette tab, at franskmændene nogle gange kan virke lidt for selvsikre og arrogante.

På den ene side ønsker danskerne et kongehus, som er så tæt på jorden som muligt, men samtidig vil de stadigvæk drømme og opleve hele eventyret.

Omvendt har det danske kongehus symbolsk status og står over politik: Det er en stabiliserende faktor i det danske samfund som forener alle på tværs af etnisk, religiøs eller social baggrund.

Kongehuset har (stort set) været skånet de skandaler, som har udspillet sig i Sverige og Storbritannien, og dronning Margrethe har en popularitet, som ville gøre enhver politiker jaloux.

Samtidig skulle dette gamle hus tilpasse sig nye realiteter og genopfinde sig selv for at forblive relevant.

Den store udfordring i dag bliver netop at finde balancen imellem normalitet og royal glans: På den ene side ønsker danskerne et kongehus som er så tæt på jorden som muligt, men samtidig vil de stadigvæk drømme og opleve hele eventyret.

En væsentlig del af den franske integrationsmodel er præget af en assimileringsmetode, hvor den danske har været langt mindre krævende

Det er imellem disse to meget forskellige kulturer og traditioner omkring monarkiet og kongehuset, at prins Henrik skulle navigere.

Han forsøgte at løse dilemmaet ved at vende tilbage til definitionen af ordet majestæt (på fransk ligesom på dansk): Majestæt er en royal titel, men beskriver også en personlighed præget af storhed, som forventer respekt.

6. Den fremmede: Henris (ikke helt succesfulde) integration i Danmark

Jeg ønsker sammen med min kone at lære Danmark og danskerne at kende. Jeg ønsker at blive dansk – ikke blot ved lov og navn, men af sind og hjerte. Jeg lover at være loyal og tro mod Danmark og det danske folk. Dets sæd og skik. Jeg lover at arbejde for Danmark og alt, der er dansk. Jeg ved, det er en ære Dannebrog at bære”.

Da prins Henrik giftede sig med tronfølgeren, prinsesse Margrethe, giftede han sig også med hele kongehuset og hele landet. Han ændrede sit navn og sin religion for at lette sin integration, ligesom mange udlændinge gør, når de indvandrer til Frankrig.

Danmark og Frankrig har forskellige forhold til indvandring: 25 procent af den franske befolkning har en udenlandsk baggrund, hvor det kun gælder for 12 procent af danskerne. En væsentlig del af den franske integrationsmodel er præget af en assimileringsmetode, hvor den danske har været langt mindre krævende.

Det er interessant at notere, at en del af den franske strategi hviler på blandede ægteskaber: I næsten 30 procent af alle ægteskaber, som blev indgået i Frankrig i 2015 var en af de to parter en udlænding. Det er altså langt mere normalt i Frankrig at have et blandet ægteskab end i Danmark.

1984: Prins Henrik fejres på Amalienborg på sin 50-års fødselsdag. Peer Pedersen © Kongehuset.dk

Man kan kun antage, at prins Henrik regnede med, at det ville være nok, at han giftede sig, skiftede navn og religion, samt tilegnede sig sproget.

Som han sagde i sin bryllupstale: “Som en anden nybagt student skal jeg jo nu lære Danmark og danskerne at kende – det er mit forsæt at bestå min eksamen med pæn karakter.

Problemet var, at selvom man godt kan blive dansk statsborger ved at bestå indfødsretsprøven, er der stadigvæk mange uskrevne regler, man skal mestre, hvis man vil kunne navigere i det danske samfund. Disse regler kan man ikke lære på sprogskole, og det kan tage et helt liv at beherske dem.

Det er nu den smukkeste hyldest, som vi danskere og vi franskmænd kan give ham: At fortsætte med at få det dansk-franske venskab til at blomstre med samme lidenskab, som prins Henrik, le bon roi Henri, levede hele sit liv

I prinsens tilfælde var et helt liv åbenbart ikke nok. Det er noget, der vejede tungt på hans skuffelse, som han udtrykte det koldt og direkte i den franske presse: “Efter et kvart århundrede, alt i alt, havde jeg ønsket mig at blive set som en dansker […] Her i Danmark vil jeg altid være en ubuden gæst”.

Le mot de la fin: Henrik, den barokke prins

Prins Henrik var den mest danske blandt franskmænd, den mest franske blandt danskere”. Ordene kommer fra François Zimeray, den franske ambassadør i Danmark, og det er bestemt en god måde at samle sammen på debatten om Henriks dobbelte identitet.

Historisk vil han blive husket som den første prinsgemal i det danske monarki, en udlænding, en barok karakter med et farverigt liv, som var præget af store begivenheder.

Han vil blive husket som en mand med stort frihedssind, der handlede intuitivt og nogle gange rebelsk. En stilfuld karakter, som havde evnen til at genopfinde sig selv kontinuerligt, og som lagde meget vægt på æstetikken og kunsten.

Kort sagt: Prins Henrik inkarnerede den franske ånd i alle sine nuancer.

Netop fordi disse karaktertræk bliver set anderledes i Danmark, blev han til en slags Jean de France som bekræftede danskernes fordomme om franskmændene, både de positive og negative. Derfor skyldes hans særligt lange og svære integrationsproces en blanding af manglende viden og fordomme på begge sider.

Nogle kritiserer nu danskerne for deres dobbeltmoral og hykleri omkring prinsen, mens andre beklager, at han kan ikke oplevede danskernes sympati. Danskernes empatiske reaktion er overvældende, men man kan spørge om den måske kom for sent.

Desuden er det lidt overraskende, for ikke at sige bedrøveligt (set med franske øjne) at høre i radioen eller læse i avisen i disse sørgedage, at der stadigvæk er så få i Danmark, som virkelig kender til Frankrig og fransk kultur.

Efter så mange år i såvel prins Henrik og prinsesse Maries selskab, kunne man have udnyttet muligheden for at forstærke Danmarks forbindelse til Frankrig og de fransktalende lande.

Det er også noget Prinsen i sin tid klagede over: “Bortset fra en lille højtuddannet elite ved danskerne ikke noget om mit hjemland. De kender kun klichéerne”.

Det er derfor den smukkeste hyldest, som vi danskere og vi franskmænd nu kan give ham: At fortsætte med at få det dansk-franske venskab til at blomstre med samme lidenskab, som prins Henrik, le bon roi Henri, levede hele sit liv.

Topfoto: Privatfoto af Den Franske Ambassade i København.

Kategorier