Posten har ædt sig selv

af

Et af de bedste latteranfald, jeg længe har oplevet, kom til mig, da den ansvarlige for kunderne i Danske Bank i radioen forklarede, at ingen skulle være ked af, at hans bank stort set udfasede service. Den kunne man da bare gå ned på ”posthuset” og få. Maria Helleberg reflekterer over de fortrædeligheder, der er forbundet med et postvæsen i opløsning.

Hvor længe er det siden, den mand har behøvet at besøge et posthus? Tror han, de stadig findes? I mit område i det ellers så luksuriøse Nordsjælland er der en række pakkeudleveringssteder, om jeg så må sige. Med større eller mindre held forsøger man i Brugsen, vinhandel, Kiwi, kiosk og Føtex at lege posthus.

Postvæsenet har i nogle år ført krig mod sig selv. Som Dario Fos sultne tjener, der begynder med at spise sin egen hånd, og til sidst har spist hele sig selv, er postvæsenet nu gået i en slags opløsning.

Argumentet for at nedlægge de traditionelle posthuse er angiveligt, at antallet af breve er faldet. Og at antallet toppede i 1997, året inden danskerne for alvor begyndte at bruge mails. Senere kom sms’er og Facebook til og fjernede behovet for en stor del af de private breve.

Jeg kender mennesker, som skal bruge bus og 2 x 56 kr. for at hente en pakke. Er det rimeligt? Kan man egentlig være det bekendt over for skatteborgerne? Og kunne man monstro spare lidt ved at fyre nogle af de topchefer, som ikke så faren og intet gjorde for at redde deres firma? Gerne fyret uden 6-12 millioner som bonus for at have kørt et hæderkronet offentligt firma på lossepladsen.

Men vi taler altså om begivenheder, der ligger cirka 20 år tilbage i tiden.

Jeg tror snarere, at de store dyk i postmængden i de sidste år skyldes, at de månedlige breve fra realkredit, bank, kreditkortselskab og lignende er forsvundet. Sidst gik hele det offentlige system over til digital post.

Posten kom ikke med på vognen

Og posten går glip af postgiro-indbetalinger, for i dag er det lettere og billigere at betale direkte på nettet med NemID. Det er, hvad jeg gør, det er, hvad de allerfleste gør.

Posten kom heller ikke med på vognen, da danskerne begyndte at købe varer af enhver art på nettet. Denne skribent har købt alt fra bil til hundekurv og fennikel på nettet. Postvæsenet forsøger da at få sin del af kagen, men den er allerede slugt af andre firmaer.

Kør udenfor provinsbyerne og tjek de paladser, som de ”andre” transportselskaber har opbygget i de sidste år, mens posten har lukket posthuse og flyttet servicen enten til Mars eller ind i Kiwi.

Da internethandelen begyndte at tage fart, holdt posten fast i de gamle ideer. Al post skal afleveres hos borgeren mellem 9 og 13, dvs. mens vi er på arbejde. Da det sjældent krones med held, må borgeren så afhente sin pakke på posthuset.

Hvis man sælger en vare, der er for dyr og dårlig, hvordan forvandler man den så til en succes? Postvæsenets svar er: Gør den endnu dyrere og endnu dårligere

Posten skulle spare, så man udtænkte alternative former for service. Det resulterede i pakkereoler placeret udendørs. Ingen, der har prøvet i mørke og snevejr at skulle indtaste en 22-cifret kode for at få sin julegave, er særlig begejstret for den model.

Dansk Supermarked har fået pakkebokse af lignende art, men de står indendørs i forretningen, selvfølgelig, og man behøver kun en 4-8-cifret kode for at få sin ejendom udleveret. Postens pakkeboksereoler må stå udendørs, for man har jo rømmet posthusene…

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Med i regnestykket var selvfølgelig, at de fine huse repræsenterede en ikke ubetydelig værdi, og at de jo skulle kunne sælges for enorme beløb. Det gælder så ikke helt. Husene er jo opført og indrettet til netop posthuse. Sammen med rømmede skoler, politistationer og mindre rådhuse står de tomme og afventer en hård skæbne. Posthuse kan ikke engang let indrettes til hjem for nyankomne flygtninge. Vi har en pragtbygning stående midt i Fredensborg – på tiende år ledigt, tomt og nu ret beskadiget. Måske vil GLS en dag flytte ind her?

Nu stiller man sig i køen i supermarkeder

Indflytningen af postservice i forretninger kan være en god ide. Hvis man selv skal afhente sin pakke sendt fra GLS, gør man det her i byen på Circle K-tanken, hvor yngre, tjeppe og muntre mennesker hurtigt og korrekt sørger for service. De er vant til, at tingene skal ske hurtigt, men præcist.

Ideen med udflytningen var  – som i Tyskland – at postfunktionerne fortsat skulle passes af ansatte i postvæsenet. Men i den lokale Kiwi skete der ret hurtigt, hvad man må kalde en udfasning. De ægte postuddannede, som satte en ære i at klare ethvert problem, trak sig tilbage til privatliv, pension eller andre jobs. Først blev servicen overtaget af Kiwis ansatte. Så måtte pakkehentere stille sig bag i kassekøen. Samtidig er reolerne, hvor andre menneskers ejendom står, gjort helt åbne. Før jul står pakkerne i dejligt tilgængelige bunker frit ude i butikken.

Hvis man sælger en vare, der er for dyr og dårlig, hvordan forvandler man den så til en succes? Postvæsenets svar er: Gør den endnu dyrere og endnu dårligere.

Jeg tror, postvæsenet gerne vil helt af med de forbandede breve. Så nu kan man med rabat sende et brev, der efter fire døgn når frem til Als. Omkring år 1800 tog det også fire døgn for et brev at komme fra København til Als.

De ægte postuddannede, som satte en ære i at klare ethvert problem, trak sig tilbage til privatliv, pension eller andre jobs.

Og hvad er det, vi sender til hinanden? Har tjekket min egen adfærd og må sige, at kun det, jeg ikke kan sende på anden vis, ryger i posten. Det vigtigste, vi kan sende og modtage, ryger i posten – fordi der ikke er andre muligheder. Nej, ikke al musik er digitaliseret, i alt fald ikke al den musik, jeg gerne vil høre. Grøntsager er heller ikke digitaliseret endnu.

Hvis jeg vil sende en god veninde et par film, smider jeg dem i en kuvert, frankerer og dumper dem i en postkasse. Det koster mig nogle få minutter og 19 kroner. Hvorfor skulle jeg bøvle med at købe dem digitalt og sende dem digitalt til hende? Det er mig bekendt hverken postvæsenet eller andre, som skal bestemme, i hvilken form jeg eller andre hører musik/ser film.

Og så er der lige vores anerkendelse af, at visse ultravigtige dokumenter skal være reelle – jo større kontraktbeløb, jo mere realitet og jo mere papir og blæk. Livsvigtige indkaldelser til undersøgelse og operation bør også ske skriftligt. For slet ikke at tale om naboen, der glemte våde vasketøj i vaskemaskinen og i lufthavnen i desperation sender en nøgle til en ven for at få vasketøjet reddet. Det tog efter sigende ni dage for det brev at nå frem. Det, vi sender nu, er vigtigere end det var, før posten gik i stykker, før digitalisering osv.

MERE POV
Kan man nedlægge sine forældres gravsted?

Men det er da sørgeligt, at det offentlige regner så dårligt. Man sparer ved at digitalisetre statsposten, til gengæld har man så genereret et milliard-underskud i PostNord. Sådan går det, når man ikke tænker strategisk.

Et hæderkronet offentligt firma er på lossepladsen

Mit forslag til postvæsenet: Slå posten sammen. En dag fik min mand og jeg post fire gange på en dag, fordi de forskellige posttyper er adskilt og skal uddeles af forskellige. Stop det. Uddel post sammen med pakker, småpakker, lokalaviser og reklamer. Det har de jo alligevel sat folk fra Makedonien og Bulgarien til. Sæt prisen ned og servicen op. Kig på udlandet. I Tyskland ser det ud til, at systemet endnu fungerer. Blandt andet til glæde for en ret stor gruppe i samfundet, som vi lader til helt at have udstødt – de figurerer kun i medierne som problemer: alderdomssvækkede, synssvækkede, parkinsons-patienter, mennesker med psykiske lidelser, mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, mennesker med nedsatte kognitive evner.

Når nu postvæsenet har reduceret postgangen til fem-syv arbejdsdage mellem aflevering og udlevering, hvad kan de mere spare på? Ja, jeg spørger bare, for det forekommer mig, at servicen nu er banket så langt ned under bunden, at det er svært at forestille sig yderligere forringelser. Den del af landet, som ligger fjernt fra større byer, er i forvejen næsten renset for både postkasser og postbutikker.

Jeg kender mennesker, som skal bruge bus og 2 x 56 kr. for at hente en pakke. Er det rimeligt? Kan man egentlig være det bekendt over for skatteborgerne? Hvor mange milliarder har vi sparet på den her øvelse? Og kunne man monstro spare lidt ved at fyre nogle af de topchefer, som ikke så faren og intet gjorde for at redde deres firma? Gerne fyret uden 6-12 millioner som bonus for at have kørt et hæderkronet offentligt firma på lossepladsen.

Topfoto: PostNord

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien ig er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste indlæg fra

Gå til Top