Mário Soares’ død får næppe mange linjer i danske medier, men det var en af Europas vigtigste politikere og statsledere i nyere tid, som døde i går, skriver Susanne Sayers i disse mindeord.
“Regeringen erklærer tre dages landesorg for Mário Soares”.
Beskeden dukkede op lørdag som en breaking-besked på min mobiltelefon fra RTP, Portugals svar på DR. Tidligere på dagen havde nyheden om den 92-årige Mário Soares’ død ramt portugiserne oven på alle jule- og nytårsfestlighederne, og selv om det ikke er en tragedie eller et chok, når en 92-årig dør, så var det tydeligt fra reaktionerne, at mange sørgede oprigtigt.
“De laver ikke hans slags mere,” sagde manden ved cafébordet over for mig, da vi sad i solen med hver vores ‘bica’, lisboetaernes slang for espresso.
Mário Soares’ død får næppe større omtale i danske medier, men det er en af de største politikere i det modernes Sydeuropas historie, som døde i går. Og selv om socialisten Soares havde sine fjender, i øvrigt både til højre og til venstre, er det tæt på at være en landsfader, som er død.
Diktaturet Portugal
Det er let at glemme, når man rejser rundt i det moderne Portugal i dag, at landet for få årtier siden stadig var et højre-diktatur, det længstvarende i Vesteuropa. Tortur, fængslinger og endog snigmord af politiske modstandere, kontrol med pressen, censur og andet fra samme afdeling var standard, og selv om Antonio de Oliveira Salazar også huskes af mange som en begavet leder, som skabte en række fremskridt, var han landets de facto-diktator i 36 år.
Mário Soares skabte sin politiske karriere på modstand mod Salazar-regimet. Han meldte sig hos kommunisterne og stod for deres ungdomsafdeling, men han fjernede sig fra dem, efterhånden som han blev tilhænger af en mere liberal økonomisk politik. Op gennem 50’erne og 60’erne var han aktiv i socialistiske modstandsbevægelser og forsvarede som advokat samtidig en række politiske fanger.
12 gange blev han fængslet for sine politiske aktiviteter, inden han i 1968 blev landsforvist med sin familie til kolonien Sao Tomé og Principé ud for Afrikas kyst, siden til Italien.
I 1973 blev det portugisiske socialistparti, Partido Socialista, dannet i Tyskland, og Mário Soares blev dets første generalsekretær. Partiet var og er snarere et socialdemokratisk parti end et egentligt socialistisk, men det var som de portugisiske kommunister i klar opposition til diktaturet, og partiet krævede frihed, demokrati, økonomiske og politiske reformer og selvstændighed for de portugisiske kolonier.
Nellikerevolutionen
På det tidspunkt vaklede diktaturet hjemme i Portugal, Salazar var død, men hans modstand mod at give de portugisiske kolonier deres frihed havde drænet statskassen til militærudgifter, og det var også krigene i kolonierne, som i hemmelighed fik en række militærfolk til at planlægge et kup mod diktaturet.
Den 25. april 1974 gennemførte hæren et ublodigt kup, og i Portugal i dag fejres 25. april som ‘frihedens dag’, ligesom Lissabons karakteristiske Golden Gate-lignende røde bro over floden Tejo symbolsk blev omdøbt fra Salazar-broen til 25. april-broen.
Kuppet er blevet kendt som nellike-revolutionen, for selv om hæren havde opfordret folk til at holde sig indendøre, strømmede portugiserne ud på gaden for at vise deres støtte til kuppet, og de bar røde nelliker, som de satte i geværløbene og i soldaternes knaphuller.
Første statsminister
Tiden efter blev turbulent, men da de første demokratiske valg til det nye parlament efter en overgangsperiode blev gennemført, vandt socialistpartiet, og Mário Soares blev det moderne Portugals første statsminister.
Han nåede at være statsminister i alt tre gange, og han blev også manden, som trods portugisernes oprindeligt dybe skepsis førte Portugal ind i EU.
Senere blev han valgt og genvalgt til præsident, et embede som i Portugal på en række felter mest er ceremonielt, men Soares forsøgte at give det mere indhold at tage på turné rundt i landet for at ‘lytte til folket’ ifølge tilhængere eller ‘holde hof og puste sig op’ ifølge modstandere.
Han stillede op som statsminister igen som 82-årig, men kom ikke i nærheden af at blive valgt. Alligevel har han til det sidste været en indflydelsesrig skikkelse, som trods sin støtte til EU og internationalt samarbejde har været højlydt modstander af de økonomiske hestekure, som EU har krævet af særligt det sydlige Europa.
Mário Soares var siden sin ungdom vant til politisk modgang, og da forskellige medier for nogle år siden i Portugal ville kåre den største portugiser, nåede Soares både at blive kåret som den største i én afstemning og den værste i en anden.
Men frem til, at han bliver begravet på tirsdag, er det hans rolle som far til det portugisiske demokrati, hans betydning for friheden og det moderne Portugal, som er i centrum. Og den kan næppe overvurderes.
Washington Post har i øvrigt en glimrende gennemgang af hans liv med flere detaljer og fokus på særligt hans udenrigspolitiske indsats i denne nekrolog. Anbefalet herfra.
Som skribenter hos POV lønnes vi af vores læsere. Jeg bliver glad for bidrag, store som små, på Mobilepay eller Swipp til 40 99 49 36.
Bærende foto: Mário Soares på Lissabons Carmo-plads i 2014 ved 40 årsdagen for Nellikerevolutionen. Foto: FraLiss, Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her