mm

Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Annegrethe Rasmussen
på Mobile Pay: 93850585

Portræt af en pittbull: Trumps nye nationale sikkerhedsrådgiver starter jobbet mandag

PORTRÆT – John Bolton er elsket af få og beundret af endnu færre – både blandt republikanere og demokrater. Til gengæld er han frygtet. Ingen vil imidlertid kalde den nye nationale sikkerhedsrådgiver inkompetent. Den erfarne bureaukrat er en stærk tilhænger af amerikansk magtanvendelse i verden, og hans kritikere frygter både krig med Iran og Nordkorea – trods Trumps aftale om et møde med Kim Jong-un. Annegrethe Rasmussen rapporterer fra Washington, hvor mange medier morede sig tilbage i december 2016, da det blev kendt, at Trump ikke ville udnævne Bolton til en udenrigsminister grundet dennes markante, kraftige overskæg. Stillingen som national sikkerhedsrådgiver er da også mere diskret og mindre repræsentativ. Men mindst lige så magtuld. Se frem til mere “America First”, sabelraslen og udlændingefrygt, skriver hun.

WASHINGTON D.C. – Da præsident Trump påbegyndte dannelsen af sin regering i december, måneden efter valgsejren i 2016, udspillede der sig ikke så få groteske scener. Mange af dem er beskrevet i bestselleren, Fire and Fury, den verdensberømte bestseller, Michael Wolf udgav i starten af 2018, og som trods visse unøjagtigheder regnes for en endog særdeles præcis beskrivelse af det kaos, der herskede i den politisk uerfarne kampagnestab, hvor de færreste havde regnet med at vinde

En af de historier, som efterfølgende kom ud i flere amerikanske medier og som også findes i Wolfs bog var, at Donald Trump gerne ville have ansat George Bushs tidligere FN-ambassadør, John Bolton, som ny udenrigsminister. Men Trump opgav ideen, fordi Bolton nægtede af aflægge sig det imponerende overskæg – en fuldvoksen engang rødhåret men nu hvid moustache – der har været hans ydre kendetegn i årtier.

De fleste amerikanere finder mænd med ”facial hair” frastødende og først og fremmest utroværdige; så Trump var med andre ord ikke ude af trit med folkehavet – som det ofte er tilfældet med præsidenten

Washington Post skrev i den forbindelse, at de fleste amerikanere finder mænd med ”facial hair” frastødende og først og fremmest utroværdige; så Trump var med andre ord ikke ude af trit med folkehavet – som det ofte er tilfældet med præsidenten (eufemismen, ”ansigtsbehåring” er den oftest brugte i pæne selskaber i hovedstaden, hvor man ikke rigtig accepterer skæg, bortset altså fra julemandens). Man ser det simpelt hen aldrig, hvis man ikke lige giver den som enten hipster eller Navy Seal. Det anses ikke som comme il faut.

Men tag ikke bare mine ord for det udsagn – det respektable magasin New Republic skrev i forbindelse med ikke-udnævnelsen af Bolton, at den tidligere FN-ambassadør ”sports a hairy caterpillar over his upper lip that makes him look like an escapee from a 1970s porn film”.

“A strange little fucker”

Ifølge Wolfs bog var det Roger Ailes – grundlæggeren af Fox News – som havde foreslået Bolton til jobbet som udenrigsminister overfor Trumps chefrådgiver, Steve Bannon, men Bannon svarede, at “Bolton’s mustache is a problem. Trump doesn’t think he looks the part … You know Bolton is an acquired taste.”

Ailes erkendte, at Bolton vara bomb thrower. And a strange little fucker“. Men tilføjede så “you need him. Who else is good on Israel? [Michael] Flynn is a little nutty on Iran. [Rex] Tillerson just knows oil.”

Bolton udsendte i den forbindelse et tweet, hvor han slog fast, at overskægget var kommet for at blive:

Men en ting er udenrigsministerposten, der i dag beklædes af Mike Pompeo – en kendt militærmand og konservativ høg, hvis topprioritet er at få aflyst den nukleare aftale med Iran, som syv lande p.t. har underskrevet og som skal forhindre Teheran i at udvikle atomvåben. Noget andet er den mindst lige så indflydelsesrige post som national sikkerhedsrådgiver for præsidenten.

McMaster og Trump havde aldrig god kemi

Den post var indtil midten af marts besat af general McMaster – en erfaren og højt beundret general med ry for straight talk og hvis udnævnelse i starten af februar 2017 fik både diplomatkorpset  i Washington og USA’s allierede i både NATO og Sydøstasien til at ånde lettet op.

Trumps oppassere – de voksne i Det Hvide Hus – som New York Review of Books kaldte det tilbage i oktober 2017 på magasinets forside.

Udnævnelsen fik også ros af demokraterne, der roste McMaster for hans mangeårige indsats i især Afghanistan og Irak. McMaster var kendt som en af medlemmerne af den påståede alliance af voksne – The Adults in the Room – der skulle forhindre ham i at foretage sig uoverlagte ting i især udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Af dem er der kun forsvarsminister Mattis tilbage – og muligvis John Kelly, der af og til også ses som en del af denne gruppe.

Men ak – det blev hurtigt kendt i både det nationale sikkerhedsråd og i Pentagon, at McMaster ikke var enig med Trump om især Nordkorea og strategien overfor Iran, og i marts afskedigede præsidenten McMaster, som han sagde, ”altid vil være min ven og som har udført et fremragende job” og så var det Boltons tur – moustache eller ej.

I de mange interviews, som den tidligere FN-ambassadør (der kun havde posten kortvarigt fra 2005-06) gav efter Trumps meddelelse om udnævnelsen, understregede Bolton imidlertid, at ”hvad jeg end har ment, så arbejder jeg fra nu af kun for at tjene præsidenten.”

Det gav i første omgang god mening med en forsikring herom, fordi Bolton først og fremmest er kendt som noget nær den ultimative bomb thrower, en høg i særklasse og ikke en af den slags, der ønsker at bruge amerikansk magt i verden til at fremme demokrati og opbygningen af en retsstat med garantier for f.eks. kvinders og minoriteters rettigheder – en forestilling, der stod ganske stærkt i Bush-Cheney perioden – men derimod slet og ret en tilhænger af, at USA skal bruge sin militære magt i verden til at fremme snævre amerikanske sikkerhedsinteresser og intet andet.

Hans memoirer, en bog fra 2007 har da også den sigende titel: ”Surrender Is Not an Option: Defending America at the United Nations.”

Bolton har i mange år været en af de mest dominerende kommentatorer på præsidentens yndlings tv-kanal, Fox News.

Og så sent som i den forgangne weekend var stillingen som ”Fox News Commentator” fortsat på den tiltrædende sikkerhedsrådgivers Twitter-profil, trods det faktum, at han har første job på jobbet i dag, mandag.

En ubøjelig mand med en mission

Netop på grund af denne stilling er der ingen, som kan være i tvivl om, hvad Bolton mener, f.eks. at et såkaldt ”forebyggende atomangreb” på Nordkorea ”would likely be the only way to stop North Korea from obtaining the capability to attack the United States with a nuclear missile.”

I en kommentar skrevet til den konservative avis, Wall Street Journal, som Bolton også har skrevet for, formulerede han synspunktet således i februar måned i år:

We have to ask ourselves whether we’re prepared to take preemptive action, or live in a world where North Korea — and a lot of other people — have nuclear weapons.”

Bolton har modereret sine standpunkter om Nordkorea en smule op til sin tiltrædelse mandag. Han kalder nu Trumps accept af et møde med Kim Jong-un om afrustning for en såkaldt ”shock and awe”-taktik (minderne fra Irak-krigen tårner sig poetisk op), der ved hjælp af hårde ord og trusler om mulig militær indgriben har truet Pyongyang til forhandlingsbordet

Den nye nationale sikkerhedsrådgiver er følgelig også en arg modstander af atomaftalen med Iran, og her deler han standpunkt med præsidenten, der forlanger en genforhandling af aftalen (noget som alle andre deltagere har modsat sig, herunder USA’s europæiske allierede).

Bolton har til gengæld modereret sine standpunkter om Nordkorea en smule op til sin tiltrædelse mandag. Han kalder nu Trumps accept af et møde med Kim Jong-un om afrustning for en såkaldt ”shock and awe”-taktik (minderne fra Irak-krigen tårner sig poetisk op), der ved hjælp af hårde ord og trusler om mulig militær indgriben har truet Pyongyang til forhandlingsbordet.

Udover at angribe Nordkorea har Bolton også flere gange direkte talt for at bombe Iran – frem for at lave en atomaftale ”The Iran nuclear deal was a “mistake,” tweetede han, da aftalen blev indgået og bemærkede at ”the United States should “tear [it] up.” Tweetet er i dag forsvundet fra Boltons Twitter feed.

Kun ‘America First’ – glem den liberale verdensorden

Boltons holdninger kunne lede nogle til at mene, at Bolton først og fremmest tilhører ”den realistiske skole” i amerikansk udenrigspolitik, som først og fremmest er optaget af geostrategi, men det er imidlertid for forenklet.

De fleste kendte fortalere for den realistiske tradition er tilhænger af universalistiske liberale ideer om især borgerlige rettigheder eller menneskerettigheder, eksistensen af en retsstat samt et sæt af politiske demokratiske spilleregler. Hverken det eller nation building er ikke noget, Bolton kan beskyldes for at gå op i

For med til den realistiske skole har historisk trods alt oftest hørt en såkaldt ”liberalistisk” overbygning, hvor langt de fleste kendte fortalere for traditionen også er tilhænger af universalistiske liberale ideer om især borgerlige rettigheder eller menneskerettigheder, eksistensen af en retsstat samt et sæt af politiske demokratiske spilleregler.

Hverken det eller nation building er ikke noget, Bolton kan beskyldes for at gå op i. Som viceminister for våbenkontrol for George W. Bush gik det meste af hans tid med at nedlægge og underminere alle multilaterale aftaler om våbenkontrol – se f.eks. denne grundige og veldokumenterede artikel, som gennemgår hans meritter i det daværende job, og som også beskæftiger sig med forskellen på ”the neocons” og Bolton. Artiklen hedder i øvrigt meget sigende ”En verden til forskel” med henvisning til Bolton og den sædvanlige “neocon” eller konservative liberale republikaner:

Despite its thoroughly American pedigree, Bolton’s worldview lacks any trace of the American creed—liberalism. Thus, the neoconservative reading of the war in Iraq does not square with Bolton’s. The former argued that America’s duty would be discharged neither when Saddam Hussein was toppled nor even when Iraq subsequently had a decent government, but only when it became a pivot for democratizing the region. Bolton, by contrast, was arguing months before the war that the United States should oust Saddam and, according to one member of his team, “get the hell out immediately.” Bolton’s pessimistic reading of the international scene kept him from buying into the neocons’ fundamentally liberal assumptions about postwar Iraq and, significantly, distanced him from the controversies that flowed from them.”

Og det er ikke kun noget, analytikerne mener. Bolton selv er citeret i et interview med førnævnte artikels forfatter således:

We’re not trying to build a platonic international order … We’re responding to specific threats with a national-interest approach.”

To forskellige videoportrætter af Bolton

Her et portræt fra Washington Post:

/

Her er et noget længere og anderledes fra Fox News, hvor Bolton først stoppede som kommentator i denne weekend – i samtale med vært, Tucker Carlson:

John Bolton kan manøvrere i sumpen

Netop Boltons årtier lange erfaring – også i regeringsførelse gør, at han som nævnt er en dygtig bureaukrat og i øvrigt en med mere erfaring end hele Trumps øvrige regeringshold til sammen. Som en kilde siger til POV: ”Som oftest har man ideologerne i en kasse og dem, der er dygtige bureaukrater i en anden. Men med Bolton har vi at gør med en, der kan begge dele”.

Washington Posts Karen Tumulty, der specialiserer sig i sikkerhedspolitik, hæfter sig i et omfattende portræt af Bolton med den sigende titel: ”John Bolton, famously abrasive, is an experienced operator in the ‘swamp’ – ved det samme: hans evner når det gælder det at manøvrere i den bureaukratiske sump, som Trump gik til valg på at bekæmpe:

Bolton, 69, has spent a long career in foreign policy, and is deeply versed in national security issues of the past several decades. He is also known among both admirers and critics for his masterful grasp of how to manipulate the bureaucracy and the policymaking process.”

Om sine egne år i udenrigsministeriet siger han selv:

”Surviving and flourishing in a federal bureaucracy is often the difference between failure and success, which I define as implementing the president’s policies. Since the bureaucracy defines success differently — who sat where at the daily morning staff meeting, whose name appeared first on the ‘from’ line of a memo to the secretary, who went on what trip, and other such weighty questions — I often got what I wanted by giving the bureaucracy what they wanted.” Yielding on process to win on substance,was like buying Manhattan for beads and shells.”

En mand der aldrig selv har været i krig

I det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, er mange imidlertid nervøse over udsigten til slagsmål med den ekstraordinært højrøstede Bolton, der ikke kun er skarpt skåret for tungebåndet, men som også er kendt som en veritabel mester udi bureaukratisk infight. Og forsvarsminister Jim Mattis menes ikke at dele Boltons syn på hverken diplomati som spild af tid eller lysten til krig.

Det at Bolton ikke har nogen militær baggrund og aldrig selv har deltaget i en krig eller selv oplevet konsekvenserne af en sådan – understreges igen og igen i Pentagon som den nationale sikkerhedsrådgivers største svaghed

Til mediet the Hill siger den nu pensionerede oberstløjtnant Daniel Davis, som tidligere har arbejdet for general Jim Mattis, der er Trumps forsvarsminister, at ”officials within the Pentagon are “afraid that [Bolton’s] going to make the president lean more towards the military options in ways that the military don’t support. There are stakes set, I think, for some conflict there.”

Davis tilføjer, at Bolton har “ekstraordinært gode “skills in working within government and working the bureaucracy”, men at sikkerhedsrådgiveren samtidig mangler en anden vigtig evne: “he has no personal understanding of how strategic ideas [will impact] decisions on the ground.”

Og netop denne manglende erfaring – det at Bolton ikke har nogen militær baggrund og aldrig selv har deltaget i en krig eller selv oplevet konsekvenserne af en sådan – understreges igen og igen i Pentagon som den nationale sikkerhedsrådgivers største svaghed.

Flere kilder understreger også overfor POV, at de ikke kan forestille sig en situation, hvor Mattis bare lægger sig ned og fraviger sine egne principper eller ændrer holdning.

En højtstående europæisk kilde, der har talt med Mattis, siger med et smil til POV, at forsvarsministeren, der er kendt for at starte dagen med fysisk træning ”har en nærmest gammeldags og spejderagtig holdning til både militæret og Trump – han bruger maksimalt en time hver dag på præsidenten. Resten af dagen koncentrerer han sig om at gå på arbejde og tænker udelukkende på Pentagon og soldaternes ve og vel.”

Der er et åbenlyst karaktertræk, som Trump og Bolton deler – de hader begge to udlændinge og ser med dyb skepsis på alt, der ikke kommer fra Amerika.”

En anden europæisk, diplomatisk kilde, der arbejdede sammen med Bolton i 1990’erne i forbindelse med USA’s og Europas fælles bestræbelser på at forhindre biologisk og kemisk krigsførelse i 1990’erne, da Bolton var viceminister for nedrustning, siger til POV, at ”der er et åbenlyst karaktertræk, som Trump og Bolton deler – de hader begge to udlændinge og ser med dyb skepsis på alt, der ikke kommer fra Amerika.”

Skepsis overfor udlændinge og holdningen til Iran er i øvrigt ikke noget, Bolton deler med den moderate del af Trumps eget parti. I vide republikanske kredse er der opstandelse over Bolton, som man f.eks. kan se i denne artikel fra det respekterede konservative tidsskrift, The American Conservative, der i en baggrundsartikel fra marts beskriver Boltons usædvanligt vedholdende og lange kamp i kulisserne for at gå til krig mod Iran, der går tilbage til hans tid i Bush-administrationen – en indsats, der inkluderede israelske bestræbelser for samme mål.

Skal verden frygte en krig?

Men er der så grund til at være bange? Eller er John Bolton “all hat and no cattle“, som de siger sydpå i USA? Sagt på dansk: har han det hele i munden?

I et interview med DR efter meddelelsen om Boltons nye stilling manede den tidligere danske udenrigsminister Per Stig Møller (K) til besindelse, og sagde, at “Trumps nye ‘høg’ er ikke en vildmand, der bekriger alt og alle:

“John Bolton har et image som en vildmand på højrefløjen, der bekriger alt og alle. Men når det kommer til stykket, er han meget realitetsorienteret, og han går efter en pragmatisk løsning, siger han og fortsætter: Jeg har kun gode samarbejdserfaringer med ham”, skriver DR. Møller arbejdede selv sammen med Bolton i 2005-06.

Mange amerikanske analytikere er imidlertid noget mere nervøse end den danske, stoiske tidligere minister. New York Times’ Ross Douthat beskriver i en fremragende artikel med titlen “A Hawk takes flight,” der (igen) beskriver forskellen på de forskellige udenrigspolitiske skoler i amerikansk sikkerhedspolitik, Boltons tilgang således:

The default response to any challenge should be military escalation, the imposition of America’s will by force — and if one dangerous regime is succeeded by another, you just go in and kill the next round of bad guys, too.”

EU skal med andre ord ikke forvente at få en allieret i Bolton, når det gælder kampen om at få adgang til Trump og verden skal næppe blive alt for overrasket, hvis USA’s soldater kommer i krig under en præsident Trump, der ellers gik til valg på nærmest det modsatte

Douthats konklusion er, at muligheden for krig er overhængende med Bolton ved Trumps side. Netmediet Daily Beast kommer til samme resultat i artiklen, ”Jeg har set Bolton tæt på, og ja, vær meget bange”. “USA’s allierede var spild af tid, nærmest en forhindring og diplomati er lig med overgivelse”, skriver forfatteren, Mark Leon Goldberg om Boltons tilgang til sit arbejde i FN:

From the time in 2005 when he tried to blow up a U.N. negotiation, Trump’s new national security adviser has had two mottos: Allies are a hindrance, and diplomacy is surrender”.

Goldberg minder også om et citat fra Boltons førnævnte memoirer: “In his memoir, he reserves his harshest criticism and deepest vitriol not for the representatives from Iran or Venezuela, but for his British counterpart, UK Ambassador Emyr Jones Parry, whom he mercilessly pillories as an “EU Roid.”

EU skal med andre ord ikke forvente at få en allieret i Bolton, når det gælder kampen om at få adgang til Trump og verden skal næppe blive alt for overrasket, hvis USA’s soldater kommer i krig under en præsident Trump, der ellers gik til valg på nærmest det modsatte og som har udtalt, at Irak-krigen var det dummeste valg i sin tid.

Bolton syntes på den anden side, at Irak-krigen var en rent ud sagt fremragende ide. Det hele gik først galt, da Obama kom til som præsident og trak de amerikanske tropper ud af landet, der på det tidspunkt ellers var “stabilt”, mener han.

Den analyse kan man bl.a. se her, hvor Washington Post har samlet den nye nationale sikkerhedsrådgivers mest høge-agtige bemærkninger i en lille film:

POV betaler ikke sine journalister – endnu. Men hvis du nyder Annegrethes artikler fra USA, kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – direkte til hende på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende beskeder med din donation, som hun læser (men ikke kan svare på,  fordi hendes danske mobiltelefon, modsat hende, befinder sig i Danmark. Men du kan sende hende en e-mail: AGR@pov.international.

Topillustration: John Bolton taler ved CPAC. Foto: Flickr – Gage Skidmore.

Kategorier