Jakob Brønnum: Populisme og kunsten at undgå medmenneskelighed

af

Hvad er ligheden mellem Kiplings digt om Mandalay og Inger Støjbergs lagkage? Avisen The Guardian skrev forleden om en hændelse i Myanmar, hvor den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, under et besøg i et buddhistisk tempel, var brudt ud i recitation af et Kipling-digt, der i landet bliver opfattet som kolonitidens mest forhånende symbol. Den britiske ambassadør måtte afbryde ham. Det var sindssygt pinligt. Jakob Brønnum skriver om manglen på politisk anstændighed – og finder en del paralleller til dansk politik.

Den danske integrationsminister, Inger Støjberg (V), har ofte begået pinligheder, der minder om dem, den britiske udenrigsminister har som et af sine specialer, og de er ligesom hans af og til gået verden rundt til spot for landet og for hende selv men fremfor alt som et billede på en systematisk forhånelse af folkegrupper og enkeltpersoner.

Jeg skrev for nylig en analyse af, hvad jeg anser for den politiske begrundelse for, at statsministeren lader hende tilsmudse det gode navn og rygte, for det land han nu i snart en del år har været politisk leder af.

Der er imidlertid et spørgsmål, som det måske er endnu vigtigere at stille:

Hvad er den menneskelige begrundelse? Hvorfor forhåner Støjberg mennesker på den måde? Og hvorfor gør Boris Johnson?

Eller Martin Henriksen (DF), når han sviner en indvandrer til ansigt til ansigt i en tv-debat? Og hvorfor gør Joakim B. Olsen (LA) det, når han gentagne gange og i fuldt overlæg sviner samtlige syge og svage mennesker i landet til, der ikke kan påtage sig et arbejde og i kringlede vendinger kalder kontanthjælpsmodtagere for dovne?

Og hvorfor gjorde Ole Birk Olesen det, dengang han i fuld alvor og grundlæggende velformuleret forklarede, at kvinder er ringere væsener end mænd?

Han har senere gentagne gange taget afstand fra udtalelserne. Men selvom han siger, han alligevel ikke ikke mener det, kan man ikke afvise udtalelserne som udtryk for en vidt udbredt holdning blandt mænd i mange samfundslag og mange kulturer. Joakim B. Olsen har i fjor fremsat et lignende, nærmest eugenik-drevet synspunkt om kvinders biologiske underlegenhed.

Det er en systematisk og bevidst efteraben af en halvstuderet, amerikansk hyperindividualists nådesløse egocentri, hvis menneskesyn er dybt fornedrende

Hvorfor er det, de ikke har den forståelse for andre mennesker, der gør, at noget i dem bremser dem, før det bliver pinligt.

Hvad er det i dem, der gør, at de forhåner mennesker, der er anderledes? Fremmede, flygtninge, syge, svage, kvinder. Altså anderledes end dem selv som er det modsatte: Hjemmehørende, fastboende, raske, stærke, og for de flestes vedkommende mænd.

Menneskelig umodenhed

I lange tider har jeg troet, at det skyldtes åndelig dovenskab. En menneskelig umodenhed, der blandt andet har sin rod i, at man ikke har tilegnet sig et objektivt analyseapparat, som en uddannelse som f. eks. tømrer, sygeplejerske eller akademiker giver en og som i andre af livets forhold bliver en værktøjskasse til at måle, anslå, perspektivere og vurdere på en mere systematisk vis, der gør, at man modner langsomt og tilegner sig en bred humanistisk grundholdning, der gør, at man i det mindste behandler andre mennesker med grundlæggende respekt og medmenneskelighed.

Støjberg har ikke taget sig en ordentlig uddannelse og reagerer impulsivt og med en populistisk fornuft, jeg skal komme tilbage til. Men det er åbenlyst ikke en forklaring, som holder vand. Boris Johnson er historiker fra Oxford. Ole Birk Olesen er journalistuddannet.

Og Joakim B. Olsens udsagn om kontanthjælpsmodtagere er ikke udtryk for dumhed. Det er Ayn Rands socialdarwinisme. Det er en systematisk og bevidst efteraben af en halvstuderet, amerikansk hyperindividualists nådesløse egocentri, hvis menneskesyn er dybt fornedrende.

Joakim B. Olsen mener virkelig, at svage mennesker selv er ude om det, selvom han i de senere år for at undgå latterliggørelsen i medierne er begyndt at kalde det “en politisk diskussion om, hvilket samfund, vi vil have”. Det er bare en anden måde at sige det samme på: Jeg vil ikke dele med de dovne nasserøve.

Populisme er en politisk ideologi, der forsøger at mobilisere masserne gennem et normalitetsbegreb, som de forklarer er almenhedens vilje og det eneste rigtige, moralsk set, og som ofte sætter sig i modsætning til en eller anden gruppering i samfundet, de udråber som elite

Det kan godt være de højrefløjspolitikere, som vi har trukket ind her, har flere brikker at flytte rundt med, men de bruger kun en. De opfatter deres egne samfundsnormer som urokkelig virkelighed og andre normer som samfundsnedbrydende. Dette er et grundlæggende træk ved populismen, som Umberto Eco viser meget tydeligt i sin artikel om den mest basale populisme, urfascismen. Det er inde i den moral, forklaringen på Boris Johnsons og Inger Støjbergs pinligheder skal findes.

Man er naturligvis ikke fascist, fordi man er populist, men fascister er populister. Populister kan være både venstreorienterede som Chávez i Venezuela og højreorienterede som Martin Henriksen.

Populismens normalitetsbegreb

Populisme er en politisk ideologi, der forsøger at mobilisere masserne gennem et normalitetsbegreb, som de forklarer er almenhedens vilje og det eneste rigtige, moralsk set, og som ofte sætter sig i modsætning til en eller anden gruppering i samfundet, de udråber som elite.

Man ser mange komiske eksempler på dette, når københavneri udråbes som elitisme, og man mener centralisering af sygehuse og kunststøtte, to ting, som absolut intet har med hinanden at gøre, snarere tværtimod.

På de brungrumsede tråde på de sociale medier, er “Venligboerne” eliten, som skal bekæmpes, fordi den modarbejder massernes almengyldige vilje. Hvis populisterne på Den korte avis’ debattråde vidste, at de argumenterer nøjagtig ligeså afstumpet som de sovjettiske myndigheder under kommunismens populisme, ville de formentlig krybe ned under dynen af skam.

Højrepopulisterne i den vestlige verden opfatter alt andet end konservative, kønsrollefaste, hvide machonormer som afvigelser, der skal rettes ind

Populister hader kritisk tænkning. Den tyrkiske præsident Erdogan tager kritisk tænkning som personlige fornærmelser, Putin i Rusland og Orban i Ungarn tager det som landsforræderi, Trump i USA tager det som ødelæggende for handelsmiljøet, der er afhængig af en gylden, poleret overflade uden mindste ridser. Og for Trump er alting handelsmiljø.

Man afviser at underlægge sine egne normer kritisk tænkning og disse pinligheder, forhånelser og deciderede umenneskelige træk viser sig som konsekvens. Det kan være de har redskaberne til kritisk tænkning, men de bruger dem ikke på sig selv, kun på ”de andre”.

Subjektive normer som den blinde vinkel

Men at normer, også ens egne, er et normsæt blandt mange mulige, er netop den blinde vinkel i machoregeringen, som vi så, da Søren Pape (K) blev gjort opmærksom på, at der ikke var nogen kvinder i regeringens centrale poster eller udvalg og svarede, at ”det har vi da virkelig ikke skænket en tanke.” Som om det skulle være et problem!

Frihed er altid den vestlige frihedstradition, og selvom man af et godt hjerte mener, at den andens frihed er selvundertrykkende, er man er ikke villig til at diskutere forudsætningerne for denne undertrykkelse, der næsten altid ligger i forlængelse af den vestlige kolonialisme

Det er et endog meget stort problem, og det ville ikke blive løst ved at sætte en kvinde ind centralt, som Støjberg jo efterhånden er kommet på regeringsfotografier, hvor hun står bag statsministeren og smiler på samme måde som Alfred E. Neumann i det amerikanske satiremagasin Mad.

Højrepopulisterne i den vestlige verden opfatter alt andet end konservative, kønsrollefaste, hvide machonormer som afvigelser, der skal rettes ind.

“Ayh, nu skal vi vel ikke til at diskutere kønsroller!” er et udsagn, man for tiden oftere og oftere hører udstødt med tydelig foragt. Det er vi da kommet over! Man kan kun være kommet over den diskussion på en måde, nemlig ved at have genindført en de facto machokultur. Og det ændrer ikke ved det faktum, at min kones lavere uddannede kolleger med ringere erfaring i samme stilling mærkeligt nok har højere løn end hende.

Undtaget fra det ”Gud, konge, fædreland”-lignende moralmønster er for tiden homoseksuelle i middelklassen, mærkeligt nok, Det var i hvert fald ikke gået, hvis det mest havde været kvinder der skiltede med det.

Jeg er en WASP

Man har et udtryk for et sådant menneske, en WASP kalder man det. White Anglo Saxon Protestant. Sådan en som mig, hvis jeg havde været englænder eller amerikaner. Sådan en der kan sige, ”Jamen, I kan da sige jer selv, at det der tørklæde-noget, det er ikke fornuftigt. [Retorisk pause] Det er dumt. Det er selvundertrykkende!” Og sige det med et højere middelklassetonefald og pæne hvide tænder.

Støjberg påstår, hun har det (Muhammedtegning på sin iPad) på grund af sin frihedstradition, som hun har forklaret det meget grundigt i den statusopdatering fra Facebook, der er gået verden rundt. Men hun tænker kun på sin egen frihed – ikke på den andens, den hun forhåner

Det er sådan en udtryksmåde Boris Johnson bruger, når han skal forklare, hvorfor Storbritannien tjener på Brexit. Selvom det er det rene vrøvl og en utænkelighed, rent økonomisk, er der folk der hopper på den på grund af hans overbevisende retorik og hans dannede udtryksmåde.

Og det er sådan Støjberg argumenterer, når hun viser alverden, at hun har en dybt forhånende tegning af Muhammed på sin iPad. Støjberg påstår, hun har det på grund af sin frihedstradition, som hun har forklaret det meget grundigt i den statusopdatering fra Facebook, der er gået verden rundt. Men hun tænker kun på sin egen frihed – ikke på den andens, den hun forhåner.

Det store problem ved Støjbergs 50 stramninger på udlændingeområdet, som hun fejrede med den famøse kage – og der strammede hun den altså, hvis man har set listen, meget af det er småjusteringer – er, at den frihed, hun og Boris Johnson i templet tænker på, og som de forbeholder sig retten til at bruge, er normaliseret i deres hoveder til kun at være deres egen.

Andre mennesker, der ønsker en anden frihed afvises som selvundertrykkende eller undertrykte i almindelighed. Man gør sine egne normer gældende som den objektive sandhed om den fælles virkelighed.

Frihed er altid den vestlige frihedstradition, og selvom man af et godt hjerte mener, at den andens frihed er selvundertrykkende, er man er ikke villig til at diskutere forudsætningerne for denne undertrykkelse, der næsten altid ligger i forlængelse af den vestlige kolonialisme i Mellemøsten. Tørklædet er for nogle et undertrykkelsestræk og for andre et frihedstegn.

Men den frihed til ikke at udstille sig selv for mænd, sådan som alle andre kvinder gør, accepteres ikke som frihed.

Der argumenteres som regel med, at man ønsker den, at anden skal få sin frihed, men det er ikke sandt. Det handler om, at man vil have sine penge for sig selv.

Hvis man skulle være villig til at hjælpe med at komme den ufrie i møde, er man ikke villig til at afgive noget af sit eget for at gøre det. Det må ikke kræve noget af en, det må ikke være besværligt, og det må fremfor alt ikke koste noget. Samtidig kalder de selv samme politikere sig for kristne, hvad enhver kan høre i hvert fald i praksis er en sandhed med så alvorlige modifikationer, at den nok må siges at være slået over i sin modsætning.

Intersektionalitet som forståelsesparameter

Et af de vigtigste begreber i den moderne samfundsforståelse, hvad angår det individuelle perspektiv, er intersektionalitet. Det er lanceret for nogle årtier siden af en amerikansk feminist, juridisk forsker og borgerettighedsforkæmper.

Det forklarer, at vi ikke blot kan forstå en sort kvindes situation ud fra, at hun er sort. Vi må også forstå den ud fra, at hun er kvinde. Og når det er sagt, kan hun næppe være i de problemer, hun er kommet i, uden at det spiller ind, at hun er opvokset i et lavtløns arbejderhjem, der har gjort, at hun har haft meget længere til at få sig en uddannelse, end hvis hun havde været fra et middelklassehjem.

Og så nærmer vi os for alvor en forklaring på, hvad ligheden er mellem Mandalay og en virkelig grim lagkage.

De populistiske politikere accepterer slet ikke dette perspektiv. De ser en normafvigelse, som de fleste mennesker kan blive enige om er uhensigtsmæssig, og så går de stenhårdt efter den. Boris Johnson og Inger Støjberg anser af et ægte ærligt hjerte de mennesker, de groft forhåner, for mindreværdige mennesker. Det er en ret voldsom påstand, hvordan kan man nu være sikker på det?

Kontanthjælpsmodtageren er ikke bare kontanthjælpsmodtager. Hun er lavtuddannet kvinde, andengenerations arbejdsløs, barn af en alkoholiseret far, der drak sig ihjel, da han mistede gården, hun er medmisbruger

Når politikerne forhåner andre, hver enten det er fremmede, svage eller kvinder, holder de den individuelle empati tilbage og fastholder dem, som nogen andre end sig selv. De nægter dem fordelene ved den empati, de bruger mod deres egne, som de aldrig ville behandle på denne måde. De er ikke indehavere af den frihedstradition, de virkelighedsnormer og den objektive højere menneskelige status, som de selv er.

Flygtningene vi ser i disse år er i det store og hele ofre for en populisme, der er opstået i deres samfund, som har ført en religiøs fundamentalisme med sig. Det er alment kendt, at meget kunne være undgået, hvis de europæiske koloniherrer havde forladt landene i bedre stand efter at have udbyttet dem i århundreder. Støjbergs adfærd er en typisk, såkaldt postkolonial herskerteknik.

Joakim B. Olsen mener af et ærligt hjerte, at kontanthjælpsmodtagere tilhører en ringere klasse af mennesker, nemlig dem, der er nødt til at tage kontanthjælp. Det falder ham ikke ind at spørge, om man bliver syg af at arbejde med det arbejde, der har været til rådighed på den egn, hvor deres familie har boet i otte generationer, og hvor de bor, efter at landbruget, som slægten har levet af, er udkonkurreret af store grisefarme. De kan bare flytte et andet sted hen, kan de!

Etiketten fremmed

Alle de flygtninge, Støjberg ikke vil modtage, deler samfundsmæssige og menneskelige træk med hende, som hun skjuler for sig selv bag etiketten fremmed eller samfundsnasser. Boris Johnson mener ganske enkelt, at en buddhist i Burma (Myanmar) er et menneske, der desværre ikke er hverken hvid, kristen eller brite og at det ikke er hans skyld, men den andens.

Forståelsen af, hvordan en række forskellige baggrunde virker ind på hinanden til et samlet billede, viser, at den almindelige vi-og-de tænkning simpelthen ikke alene er utilstrækkelig, den er også forkert og kun en form for selvbeskyttelse, for at forhindre en i at åbne sig for den empati, der går i gang af sig selv, når man ser nuancerne hos et andet menneske og begynder at genkende aspekter af sin egen baggrund i den fremmede, der så pludselig bliver medmenneske

Et dybere perspektiv ved intersektionalitet-tanken er, at vise, hvordan alle fordommene i samfundet understøtter hinanden, alle former for diskrimination virker ind i det samme system, fordi den, der er ramt af dem, sjældent kun bærer én normafvigelse. Tørklædebæreren er både fremmed, taler dårligt dansk og er kvinde.

Alle normafgivelserne bliver til træk, der samlet forstærker undertrykkelsen og gør den strukturel.

Strukturel undertrykkelse

Et godt eksempel på strukturel undertrykkelse er, at alle ved, at det er sværere at få arbejde, hvis man har et indvandrerklingende navn fra Mellemøsten, selvom man er født og opvokset i Danmark og taler, så man kan identificere vedkommendes baggrund nøjagtigt mellem Hvidovre og Rødovre. Det er en strukturel undertrykkelse i samfundet.

Kontanthjælpsmodtageren er ikke bare kontanthjælpsmodtager. Hun er lavtuddannet kvinde, andengenerations arbejdsløs, barn af en alkoholiseret far, der drak sig ihjel, da han mistede gården, hun er medmisbruger. Dette perspektiv ser politikerne alt for villigt bort fra, fordi de alt for sjældent bliver fastholdt på det af medierne.

Det intersektionelle perspektiv, altså forståelsen af, hvordan en række forskellige baggrunde virker ind på hinanden til et samlet billede, viser, at den almindelige vi-og-de tænkning simpelthen ikke alene er utilstrækkelig, den er også forkert og kun en form for selvbeskyttelse, for at forhindre en i at åbne sig for den empati, der går i gang af sig selv, når man ser nuancerne hos et andet menneske og begynder at genkende aspekter af sin egen baggrund i den fremmede, der så pludselig bliver medmenneske.

Argumentationens gyldighed

Der vil kunne findes masser af eksempler på det modsatte af alle de eksempler, der er nævnt i denne artikel. Netop fordi den almindelige argumentationsform i den populistiske politik for tiden består i at knuse modpartens argumentation gennem enkle modsætninger, vil man let kunne opløse artiklens pointer og fremstille dens forfatter som rabiat venstreorienteret flygtninge- og muslimelsker, der herefter bliver udfordret til at svare på, hvor mange flygtninge han selv vil have boende.

Det ændrer imidlertid ikke ved argumentationens gyldighed. Den er sat sammen af et forsøg på at give nuancer af et større billede. Der er altid nuancer i billedet af mennesker og samfundsforhold, og dette billede står aldrig helt stille eller er færdigtegnet, der vil altid mangle noget, og det gør der også i dette billede.

Pointen er i denne sammenhæng, at mangel på perspektiv i forståelsen af dit medmenneske, hvad enten det er buddhistmunken eller kvoteflygtningen, forhindrer, at du giver dette menneske den samme medfølelse, som du giver dine egne. Det forhindrer dig i at se, hvilke træk du deler med vedkommende, for eksempel for Støjbergs vedkommende, provinsbarndommen og mangel på uddannelse, som ville gøre, at man ville forstå meget mere af det andet menneskes behov og handlemåder.

Derved ville man have meget lettere ved at komme mennesket i møde, og man ville blive tvunget til at bekæmpe sin egen medfølelse, hvis man ikke kom det i møde. For man kender det menneske så godt fra sig selv.

Derfor kan Støjberg vise den kage frem uden at se, hvor megen lidelse, den gemmer, hvor megen skuffelse, afmagt, smerte, blodige tab, voldtægt, krig, ødelæggelse, mordbrand, giftgas, tvangsabort, misvækst, fattigdom, fejlernæring, gallopperende livstruende sygdom, endeløst melankolsk savn, stress, udbrændthed og ubehandlede nervelidelser, den kage dækker over hos mennesker, der deler masser af træk med en selv.

Et enkelt vi-og-de-princip holder de ubehagelige tanker borte.

Integrationen og indvandringen i Danmark rummer endog meget store kulturelle og folkelige problemer, men hån, fornedrelse og afvisning løser dem ikke. Vi bliver simpelthen nødt til at udpege og afmontere populismens handleformer, før de bliver norm. Det er muligvis for sent

Populismen, altså den nationale vi-og-de-tænkning, bliver derved et effektivt værn mod almindelig medmenneskelighed. Og den skulle jo have været det modsatte. Populismen tror, den er vejen til sand menneskelighed, nemlig ens egen menneskelighed, der gør sig fri af elitens dominans, i dette tilfælde dem der vil fylde landet med flygtninge. Det bringer os frem til populismens værste effekt lige nu: At den normaliserer vi og de tænkning. Den tvinger os til at reducere vores redskaber til forståelse af andre menneskers kår og muligheder til kun vi-og de. En brik, som man vender på.

Populismen i vesten repræsenterer en brutal højredrejning i det offentlige rum, men jeg er overbevist om, at der altid har været mindst de 15-18 procent populister i samfundet, også før de fik stemme i de sociale medier.

Integrationen og indvandringen i Danmark rummer endog meget store kulturelle og folkelige problemer, men hån, fornedrelse og afvisning løser dem ikke. Vi bliver simpelthen nødt til at udpege og afmontere populismens handleformer, før de bliver norm. Det er muligvis for sent.

Jeg tror egentlig ikke det er farligt. Det er bare dumt og humanistisk set mindreværdig.

Og det betyder, at vi igen skal bruge en masse kræfter på at kæmpe for ligeløn, på at rense sproget for hverdagsracisme, på at forklare folk, at den demokratiske og kulturelle hukommelse sidder i de bøger, du har læst, hvis du kan huske dem, og det kan du kun, hvis du har bøger i dit hjem.

Alt sådan noget med nuancer. Alt sådan noget med det enkelte menneskes potentiale og velfærd forrest. Alt det vore forældre og bedsteforældre brugte 1920’erne og 1930’erne på – og 1950’erne og 1960’erne.

Topfoto: Collage af forfatteren

POV Internationals skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnum på MobilePay 53 60 84 96

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. I år er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, med undertitlen, "Udkast til en håndbog i næstekærlighed", samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
Udvalg af de seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 382 sider, 2014)
* Malmö by night (digte, 70 sider, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 80, sider, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 162 sider, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 148 sider, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 146 sider, 2016)
* Pengeguden (essay, 298 sider, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 330 sider, 2016)
Redaktør af Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog. Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top